Mit hjerte er knust. Det er en dreng ;(

som mor til tre drenge er jeg totalt uforstaaende overfor 'din ulykke'. Jeg har aldrig onsket mig enten dreng eller pige.

Jeg kan dog glaedes over at du fik det at vide ved scanning istedet for at starte livet som mor efter foedslen ved at moede din dreng med skuffelse

Giv dig selv lov til at føle det som du føler, jeg tror du skal vende det i hovedet nogle gange, og med tiden vil du acceptere at det er som det er, og at du ikke kan være herre over det. Psykolog tror jeg næppe du behøber, men mærk efter om noget tid 

Som en af de andre skrev, så vil dine drenge en dag få børn, og det kan være de skønneste prinsesser. De kommer også hjem med piger, og en dag får du en dejlig svigerdatter. 

Du skal ha' lov at græde ud, uden at føle skyld  til dig.

Åhhh det er ikke en sjov følelse...

Synes nu det er vildt du tager det SÅ tungt...

Da jeg skulle ha min den første og de sagde det er en dreng, forsvandt mit smil helt fra mig, min klemte min hånd og tog mig direkte med ned i byen og købte den frste flyverdragt i lyseblå og fra da af var jeg lykkelig for det var en Oliver.

Anden gang fik jeg en pige og jeg var lykkelig, for det skulle være min den sidste, så havde jeg en af hver...

Nu er jeg 34+0 med min anden dreng, og modsat første gang blev jeg overlykkelig da hun sagde det er en dreng....

Jeg håber inderligt at du finder lykken i det ligesom jeg gjorde, for barnet og du  har kun fortjent at være glade

Jeg har ondt af din mand der render rundt i Bilka uforstående overfor hvorfor du ikke vil have en dreng mere

Hmm, jeg forstår dig ikke, vær dog i stedet glad for at dit barn ikke bliver født som mongol eller uden ben.

Man kan da blive LIDT skuffet, men lige frem SÅ meget!

isabellamor skriver:

åh søde dig  jeg tror det er normalt at blive ked af det når du nu havde håbet på noget andet. men chancen er der jo for at det ikke går.. 

tror du ikke du venner dig til tanken om en lille dreng.. det tror jeg.. det tager nok noget tid.. men dine børn får også børn på et tidspunkt. og måske får de prinsesserr og så kan de jo blive overdynget med lysserrødt og tyl og piget hjemmestrik  

du skal nok komme til at få piger. men det er jo så bare ikke dig der bliver deres mor men farmor.. og det er da også skønt

 til dig... 

jeg kan ikke give dig mere ret

og TS: jeg håber du kan få snakket med nogle omkring dette

Giraffen skriver:

Du får lige sådan entil at starte med

Jeg vil ikke dømme dig og jeg har det sådan at man ikke kan gøre ved hvad man føler nu og her, men blot arbejde på at gøre det bedre

Men som jeg læser det så tror jeg ikke du er "ulykkelig over at få en dreng" - jeg tror du er ulykkelig over at du nu indser du "aldrig nogensinde får en pige" (da det er sidste barn) - og sikke et pres du også har fået på dine skuldre ved at der er blevet lavet pigetøj og "der er kun drenge i familien så vi forventede at vi fik en pige"

Det er et kæmpe pres og jeg tror i virkeligheden det er det du er så ulykkelig over og det er fuldt ud forståeligt. Måske du føler dig utilstrækkelig som mor/datter/kone? fordi du ikke kunne 'præstere' det forventede (selvom man jo ikke kan bestemme selv)

Mit bedste råd er at få det bearbejdet så godt som du overhovedet kan inden babyen kommer

Og som sagt så tror jeg også du kommer til at knuselske din kommende søn og jeg tror mere det er problemet med den manglende datter, der spøger - måske du pludselig skal se på dit liv og dine fremtidsplaner i et nyt syn og det kan være benhårdt for os alle 

Anonym skriver:

Jeg havde ikke forestillet mig at jeg kunne blive skuffet,men da lægen sagde det var en dreng begyndte jeg at tude. Det er 1½ time siden og jeg tuder stadig  Jeg er skuffet og føler ikke jeg vil have ham?  Hvorfor reagere jeg sådan her? Det har taget os så lang tid at blive gravide og nu hvor jeg burde være stolt ,glad og ringe rundt og fortælle det er en dreng har jeg mest af alt lyst til at skrue tiden tilbage og sørge for at han aldrig blev til. Hvad er der galt med mig  Det blik min kæreste gir mig er forfærdeligt men forståeligt  Jeg føler mig væmmelig og har fået kvalme over at føle sådan her!  Han er lykkelig over at vi skal have en søn igen..og jeg har aldrig hadet migselv højere end jeg gør lige nu. Selv mens jeg skriver det her lorteindlæg tuder jeg stadig. Jeg havde ønsket mig en datter,men vidste der var en 50/50 chance for at det blev en dreng. Jeg har kigget på drenge ting og drengenavne for at finde noget der kunne gøre mig glad HVIS nu det ikk blev en datter, men det lykkedes bare ikke at finde glæden frem ved grønt og blåt eller nogle drengenavne over hovedet   Jeg havde fundet et pigenavn,og at vide at det aldrig bliver taget i brug (det er vores sidste barn),at jeg aldrig får en datter,det gør så forfærdeligt ondt. Jeg er knust og føler mig overhovedet ikke knyttet til babyen fra det ene øjeblik til det andet. Hvad skal jeg gøre for at få det godt med graviditeten? 

Hvad sker der mellem mig og min kæreste. Han er vred på mig,og jeg forstår ham. Han er taget ud for at handle og jeg har aldrig håbet på en lang kø i bilka før nu. Jeg vil bare sidde her og hade migselv indtil jeg finder en løsning

Det er forfærdeligt. Min kærestes mormor har strikket pigetøj for hun havde håbet det blev en pige da alle andre har født sønner Min mor og alle andre håber på det samme. Hele graviditeten igennem har jeg følt det blev en pige. Jeg føler min krop har snydt mig. Jeg inderligt,-hader migselv og har lyst til at dø lige nu. Så elendigt har jeg det med at have de her følelser overfor det væsen der ligger indeni mig ,så hvis nogen skulle få lyst til at komme med nedladene ord,så lad være. Jeg har det elendigt nok og håber nogen kan fortælle om jeg skal henvende mig til et sted,og hvad jeg skal sige uden at blive smidt på den lukkede

Anonym,for tør ikke at stå ved hvem jeg er foran jer allesammen! 

1. Det er helt normalt.

2. jeg har ALTID drømt om en pige.. fra jeg var 12 år gammel har jeg ville være mor til en pige, så jeg vidste at jeg ville reagere præcis som dig hvis det viste sig at være en dreng, derfor havde jeg fra dag 1 sagt det var en dreng, kun set på lyseblå og grå nuancer tøj, og det hjalp mig til at jeg da vi så det var en dreng at jeg ikke blev så knust som du, men jo jeg trillede også en lille tåre fordi alle havde også regnet med en pige her...

Men ved du hvad? Jeg vil aldrig bytte min lille Carl-Emil for noget som helst, jeg elsker ham mere end jeg overhoved kan forestille mig at elske en pige... Der findes så meget sødt drengetøj det handler bare om lede lidt mere end hvis det er pigetøj fordi det er sprøjtme også meget grimt drengetøj desværre  

Hvis du har lyst til at snakke om det er du mere end velkommen til at kontakt mig privat 

Hvor er jeg ked af at læse dit indlæg, det må bare ikke være sjovt. Det er hårdt, det forstår jeg godt. Jeg har også et stort ønske om at få et af begge køn, og ved også at jeg næste gang håber på en pige. SKAL det være jeres sidste barn??

Uanset hvad så ved jeg du kommer til at elske den lille dejlige dreng du bærer på, og han bliver helt fantastisk! Det er bare lige skuffelsen der skal lægge sig og det er naturligt nok. Det skal nok ændre sig, du skal lige vænne dig til tanken. Sender dig masser af knus

Da jeg blev gravid med mit første barn troede alle det var en pige og alle snakkede om denne lille pige. Til Md scanningen fi vi så beskeden at det var en dreng og det fortalte vi selvfølgelig famillien.

Jeg glemmer aldrig min mors reaktion. Jeg tror bestemt ikke hun mente det ondt, men hun kom til at sige, at det var da så vel også okay, selvom hun havdet glædet sig til en pige. Jeg blev faktisk ret ked at den kommentar for i min verden var jeg bare glad for at han var sund og rask og kønnet var for mig ligegyldigt.

Når du fortæller din historie tænker jeg at hele famillien også her har håbet på en pige og lagt en masse forhåbninger over på dine skuldre. Det virker på mig som om du er ked af at skuffe famillien, mere end ked af kønnet på barnet. For du ved jo godt det er noget mærkeligt noget at gå op i, men det ikke at kunne leve op til andres forhåbninger kan altså også gøre en ked af det.

Du får et kæmpe kram fra mig, og jeg er sikker på at den lille dreng i maven er en ganske fantastisk lille en.

du lyder lige så syg og besat af at få en pige som min kusine altid har gjort...hun har virkelig ikke kunne leve sit liv uden en pige hvis hun selv skulle sige det....men det var lige indtil den dag hvor hun fødte sin søn som var ved at dø lige efter fødslen pga samonella forgiftning der sad hun med en grim smag i munden...jeg syntes virkelig det er synd for dem som ikke kan glæde sig over en baby uanset køn....og i burde nok heller ikke have lavet bebsen når du var klar over at chancen for at du fik en søn igen var der og at du ville blive skuffet over endnu en søn, men nu venter du jo ham og så syntes jeg at du skal søge hjælp hos en psykolog og få snakket det i gennem for det har du virkelig brug for...