Mit hjerte er knust. Det er en dreng ;(

Jeg havde ikke forestillet mig at jeg kunne blive skuffet,men da lægen sagde det var en dreng begyndte jeg at tude. Det er 1½ time siden og jeg tuder stadig  Jeg er skuffet og føler ikke jeg vil have ham?  Hvorfor reagere jeg sådan her? Det har taget os så lang tid at blive gravide og nu hvor jeg burde være stolt ,glad og ringe rundt og fortælle det er en dreng har jeg mest af alt lyst til at skrue tiden tilbage og sørge for at han aldrig blev til. Hvad er der galt med mig  Det blik min kæreste gir mig er forfærdeligt men forståeligt  Jeg føler mig væmmelig og har fået kvalme over at føle sådan her!  Han er lykkelig over at vi skal have en søn igen..og jeg har aldrig hadet migselv højere end jeg gør lige nu. Selv mens jeg skriver det her lorteindlæg tuder jeg stadig. Jeg havde ønsket mig en datter,men vidste der var en 50/50 chance for at det blev en dreng. Jeg har kigget på drenge ting og drengenavne for at finde noget der kunne gøre mig glad HVIS nu det ikk blev en datter, men det lykkedes bare ikke at finde glæden frem ved grønt og blåt eller nogle drengenavne over hovedet   Jeg havde fundet et pigenavn,og at vide at det aldrig bliver taget i brug (det er vores sidste barn),at jeg aldrig får en datter,det gør så forfærdeligt ondt. Jeg er knust og føler mig overhovedet ikke knyttet til babyen fra det ene øjeblik til det andet. Hvad skal jeg gøre for at få det godt med graviditeten? 

Hvad sker der mellem mig og min kæreste. Han er vred på mig,og jeg forstår ham. Han er taget ud for at handle og jeg har aldrig håbet på en lang kø i bilka før nu. Jeg vil bare sidde her og hade migselv indtil jeg finder en løsning

Det er forfærdeligt. Min kærestes mormor har strikket pigetøj for hun havde håbet det blev en pige da alle andre har født sønner Min mor og alle andre håber på det samme. Hele graviditeten igennem har jeg følt det blev en pige. Jeg føler min krop har snydt mig. Jeg inderligt,-hader migselv og har lyst til at dø lige nu. Så elendigt har jeg det med at have de her følelser overfor det væsen der ligger indeni mig ,så hvis nogen skulle få lyst til at komme med nedladene ord,så lad være. Jeg har det elendigt nok og håber nogen kan fortælle om jeg skal henvende mig til et sted,og hvad jeg skal sige uden at blive smidt på den lukkede

Anonym,for tør ikke at stå ved hvem jeg er foran jer allesammen! 

Ville ikke gå forbi uden et . Det har du vist brug for..

Anonym skriver:

Jeg havde ikke forestillet mig at jeg kunne blive skuffet,men da lægen sagde det var en dreng begyndte jeg at tude. Det er 1½ time siden og jeg tuder stadig  Jeg er skuffet og føler ikke jeg vil have ham?  Hvorfor reagere jeg sådan her? Det har taget os så lang tid at blive gravide og nu hvor jeg burde være stolt ,glad og ringe rundt og fortælle det er en dreng har jeg mest af alt lyst til at skrue tiden tilbage og sørge for at han aldrig blev til. Hvad er der galt med mig  Det blik min kæreste gir mig er forfærdeligt men forståeligt  Jeg føler mig væmmelig og har fået kvalme over at føle sådan her!  Han er lykkelig over at vi skal have en søn igen..og jeg har aldrig hadet migselv højere end jeg gør lige nu. Selv mens jeg skriver det her lorteindlæg tuder jeg stadig. Jeg havde ønsket mig en datter,men vidste der var en 50/50 chance for at det blev en dreng. Jeg har kigget på drenge ting og drengenavne for at finde noget der kunne gøre mig glad HVIS nu det ikk blev en datter, men det lykkedes bare ikke at finde glæden frem ved grønt og blåt eller nogle drengenavne over hovedet   Jeg havde fundet et pigenavn,og at vide at det aldrig bliver taget i brug (det er vores sidste barn),at jeg aldrig får en datter,det gør så forfærdeligt ondt. Jeg er knust og føler mig overhovedet ikke knyttet til babyen fra det ene øjeblik til det andet. Hvad skal jeg gøre for at få det godt med graviditeten? 

Hvad sker der mellem mig og min kæreste. Han er vred på mig,og jeg forstår ham. Han er taget ud for at handle og jeg har aldrig håbet på en lang kø i bilka før nu. Jeg vil bare sidde her og hade migselv indtil jeg finder en løsning

Det er forfærdeligt. Min kærestes mormor har strikket pigetøj for hun havde håbet det blev en pige da alle andre har født sønner Min mor og alle andre håber på det samme. Hele graviditeten igennem har jeg følt det blev en pige. Jeg føler min krop har snydt mig. Jeg inderligt,-hader migselv og har lyst til at dø lige nu. Så elendigt har jeg det med at have de her følelser overfor det væsen der ligger indeni mig ,så hvis nogen skulle få lyst til at komme med nedladene ord,så lad være. Jeg har det elendigt nok og håber nogen kan fortælle om jeg skal henvende mig til et sted,og hvad jeg skal sige uden at blive smidt på den lukkede

Anonym,for tør ikke at stå ved hvem jeg er foran jer allesammen! 

har ingen gode råd eller noget i den stil, men jeg vil bare ikke forlade dit indlæg uden en    - er sikker på at når han først kommer ud og er i dine arme, elsker du ham ligeså højt som hvis du havde fået en pige..

Håber snart du får det bedre!

Hilsen Christina 

åh søde dig  jeg tror det er normalt at blive ked af det når du nu havde håbet på noget andet. men chancen er der jo for at det ikke går.. 

tror du ikke du venner dig til tanken om en lille dreng.. det tror jeg.. det tager nok noget tid.. men dine børn får også børn på et tidspunkt. og måske får de prinsesserr og så kan de jo blive overdynget med lysserrødt og tyl og piget hjemmestrik  

du skal nok komme til at få piger. men det er jo så bare ikke dig der bliver deres mor men farmor.. og det er da også skønt

 til dig... 

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal skrive (eller om jeg overhovedet burde). Hvis jeg skal være helt ærlig synes jeg, at du skal tage dig sammen! Er det vigtigtste ikke, at du får et sundt og raskt barn med 10 fingre og 10 tæer? Ja, det er ikke en pige, som du drømte om, men kommer du ikke i sidste ende til at elske ham lige så højt? Han er trods alt dit barn!!

Og tænk på den glæde dine to drenge kan give hinanden i livet, som de ikke ville kunne, hvis de havde hver deres køn (lege med biler og snakke om damer, når de bliver ældre)

Fra Lisbeth, som har svært ved at få sit ønskebarn og som med glæde tog sig af dit, selvom det har det "forkerte" køn!!

Er ked af at høre du har det sådan!! Har desværre ikke de vise ord, men ville ikke bare smutte uden at give en ..

 

Ville ikke gå uden at give dig en . Har ikke selv stået i situationen men kunne sagtens forestille mig at jeg kunne komme til at stå i situationen!

Dernæst vil jeg sige til dig: SLAP AF. Du skal nok komme til at elske den lille dreng i maven når skuffelsen har lagt sig.. Græd du bare frustrationerne ud og lad vær med at være så hård ved dig selv..

Bare rolig, vi dømmer dig ikke!

Jeg er sikker på at skuffelsen nok skal fortage sig. Og at du kommer til at elske det fantastiske lille liv der vokser inden i dig. Også selvom det er en dreng. Du får lige et kæmpeog hold modet oppe, så godt det nu kan lade sig gøre

Ååårh ha da Sådan går det når man sætter næsen op efter noget man ikke selv er herre over

Kan godt forstå du føler dig skuffet når du har brugt så meget energi på at drømme om prinsesseting, men hele pointen er jo: Du skal være mor - igen! Det er jo fantastisk!

Og som en anden har skrevet: Tænk på hvordan familien ser ud om nogle år... hvis man kan se det for sig (ligesom du sikkert har forestillet dig et lyserødt børneværelse) så er det nemmere at forholde sig til. To drenge der ELSKER sin moar... Det bliver så fedt for dig - som en smørklat!

Og drengene kan vokse op og være bedste kammerater og komme til mor når de skal på date eller er blevet slået op med... eller SELV skal være forældre. Måske kommer de hjem med en sød pige som bliver din svigerdatter i ordets bedste betydning

Med andre ord... se det for dig, det bliver jo skønt uanset hvad. Og det vil du også føle inden så længe.

Anonym skriver:

Jeg havde ikke forestillet mig at jeg kunne blive skuffet,men da lægen sagde det var en dreng begyndte jeg at tude. Det er 1½ time siden og jeg tuder stadig  Jeg er skuffet og føler ikke jeg vil have ham?  Hvorfor reagere jeg sådan her? Det har taget os så lang tid at blive gravide og nu hvor jeg burde være stolt ,glad og ringe rundt og fortælle det er en dreng har jeg mest af alt lyst til at skrue tiden tilbage og sørge for at han aldrig blev til. Hvad er der galt med mig  Det blik min kæreste gir mig er forfærdeligt men forståeligt  Jeg føler mig væmmelig og har fået kvalme over at føle sådan her!  Han er lykkelig over at vi skal have en søn igen..og jeg har aldrig hadet migselv højere end jeg gør lige nu. Selv mens jeg skriver det her lorteindlæg tuder jeg stadig. Jeg havde ønsket mig en datter,men vidste der var en 50/50 chance for at det blev en dreng. Jeg har kigget på drenge ting og drengenavne for at finde noget der kunne gøre mig glad HVIS nu det ikk blev en datter, men det lykkedes bare ikke at finde glæden frem ved grønt og blåt eller nogle drengenavne over hovedet   Jeg havde fundet et pigenavn,og at vide at det aldrig bliver taget i brug (det er vores sidste barn),at jeg aldrig får en datter,det gør så forfærdeligt ondt. Jeg er knust og føler mig overhovedet ikke knyttet til babyen fra det ene øjeblik til det andet. Hvad skal jeg gøre for at få det godt med graviditeten? 

Hvad sker der mellem mig og min kæreste. Han er vred på mig,og jeg forstår ham. Han er taget ud for at handle og jeg har aldrig håbet på en lang kø i bilka før nu. Jeg vil bare sidde her og hade migselv indtil jeg finder en løsning

Det er forfærdeligt. Min kærestes mormor har strikket pigetøj for hun havde håbet det blev en pige da alle andre har født sønner Min mor og alle andre håber på det samme. Hele graviditeten igennem har jeg følt det blev en pige. Jeg føler min krop har snydt mig. Jeg inderligt,-hader migselv og har lyst til at dø lige nu. Så elendigt har jeg det med at have de her følelser overfor det væsen der ligger indeni mig ,så hvis nogen skulle få lyst til at komme med nedladene ord,så lad være. Jeg har det elendigt nok og håber nogen kan fortælle om jeg skal henvende mig til et sted,og hvad jeg skal sige uden at blive smidt på den lukkede

Anonym,for tør ikke at stå ved hvem jeg er foran jer allesammen! 

Vi er her forhåbentlig ikke for at dømme hinanden lige meget hvad problemet så end er !! .

Men det gør mig ked af det at du tænker sådan, tror bare du skal få en snak med kæresten om det, så han kan støtte dig og du således ham, .. Ved self godt det kan være svært, men tror hvis i ikke få snakke ud om det, så er det noget der vil plage jeres forhold hele vejen igennem og det er bestemt heller ikke rart ..

Og ked af at du har den følelse, håber du ændre mening omkring dette. ellers så vil jeg give dig en , det har du vist brug for.

Og det kræver mod at indrømme sådan noget ..