Mit hjerte er knust. Det er en dreng ;(

Anonym skriver:

Jeg havde ikke forestillet mig at jeg kunne blive skuffet,men da lægen sagde det var en dreng begyndte jeg at tude. Det er 1½ time siden og jeg tuder stadig  Jeg er skuffet og føler ikke jeg vil have ham?  Hvorfor reagere jeg sådan her? Det har taget os så lang tid at blive gravide og nu hvor jeg burde være stolt ,glad og ringe rundt og fortælle det er en dreng har jeg mest af alt lyst til at skrue tiden tilbage og sørge for at han aldrig blev til. Hvad er der galt med mig  Det blik min kæreste gir mig er forfærdeligt men forståeligt  Jeg føler mig væmmelig og har fået kvalme over at føle sådan her!  Han er lykkelig over at vi skal have en søn igen..og jeg har aldrig hadet migselv højere end jeg gør lige nu. Selv mens jeg skriver det her lorteindlæg tuder jeg stadig. Jeg havde ønsket mig en datter,men vidste der var en 50/50 chance for at det blev en dreng. Jeg har kigget på drenge ting og drengenavne for at finde noget der kunne gøre mig glad HVIS nu det ikk blev en datter, men det lykkedes bare ikke at finde glæden frem ved grønt og blåt eller nogle drengenavne over hovedet   Jeg havde fundet et pigenavn,og at vide at det aldrig bliver taget i brug (det er vores sidste barn),at jeg aldrig får en datter,det gør så forfærdeligt ondt. Jeg er knust og føler mig overhovedet ikke knyttet til babyen fra det ene øjeblik til det andet. Hvad skal jeg gøre for at få det godt med graviditeten? 

Hvad sker der mellem mig og min kæreste. Han er vred på mig,og jeg forstår ham. Han er taget ud for at handle og jeg har aldrig håbet på en lang kø i bilka før nu. Jeg vil bare sidde her og hade migselv indtil jeg finder en løsning

Det er forfærdeligt. Min kærestes mormor har strikket pigetøj for hun havde håbet det blev en pige da alle andre har født sønner Min mor og alle andre håber på det samme. Hele graviditeten igennem har jeg følt det blev en pige. Jeg føler min krop har snydt mig. Jeg inderligt,-hader migselv og har lyst til at dø lige nu. Så elendigt har jeg det med at have de her følelser overfor det væsen der ligger indeni mig ,så hvis nogen skulle få lyst til at komme med nedladene ord,så lad være. Jeg har det elendigt nok og håber nogen kan fortælle om jeg skal henvende mig til et sted,og hvad jeg skal sige uden at blive smidt på den lukkede

Anonym,for tør ikke at stå ved hvem jeg er foran jer allesammen! 

dette er ikke et hade indlæg til dig, skriver det kun fordi det måske kan få dig på andre tanker..

på en måde forstår jeg godt dit brændende ønske om også at få en pige..

men tænk heller på at det bedste er bare at få et barn man ønsker sig så inderligt uanset hvad køn det så end er, og at der måske er mange der ude i verden der ville ønske de kunne have glæde ved at få lov at få et ønske barn og gerne ville have stået i din situation lige nu... det hele skal nok gå og vil vædde med når du først har ham i dine arme vil du prise dig lykkelig for det var ham det blev

Anonym skriver:

Du får lige sådan entil at starte med

Jeg vil ikke dømme dig og jeg har det sådan at man ikke kan gøre ved hvad man føler nu og her, men blot arbejde på at gøre det bedre

Men som jeg læser det så tror jeg ikke du er "ulykkelig over at få en dreng" - jeg tror du er ulykkelig over at du nu indser du "aldrig nogensinde får en pige" (da det er sidste barn) - og sikke et pres du også har fået på dine skuldre ved at der er blevet lavet pigetøj og "der er kun drenge i familien så vi forventede at vi fik en pige"

Det er et kæmpe pres og jeg tror i virkeligheden det er det du er så ulykkelig over og det er fuldt ud forståeligt. Måske du føler dig utilstrækkelig som mor/datter/kone? fordi du ikke kunne 'præstere' det forventede (selvom man jo ikke kan bestemme selv)

Mit bedste råd er at få det bearbejdet så godt som du overhovedet kan inden babyen kommer

Og som sagt så tror jeg også du kommer til at knuselske din kommende søn og jeg tror mere det er problemet med den manglende datter, der spøger - måske du pludselig skal se på dit liv og dine fremtidsplaner i et nyt syn og det kan være benhårdt for os alle 

Æv det er en træls følelse du sidder med der. Jeg har desværre ikke nogle gode råd. Dog synes jeg, hvis den følelse ikke går over, at du skal tale med din læge og få noget hjælp inden babyen kommer. Håber du snart kommer over din skuffelse (og som jeg læser det; dit selvhad for at føle sådan)

Held og lykke frem over

Henriette

Kan ikke lige følge dine tanker omkring at være så ulykkelig over kønnet. Men jeg ved selvfølgelig heller ikke, hvad der har udløst denne kraftige reaktion. Tænker det må stikke dybere end bare et 'forkert' køn. Som andre også anbefaler, så synes jeg du burde kontakte en psykolog. 

Og så vil jeg bare sige at uanset køn, vil du uden tvivl komme til at elske dette barn overalt på jorden. Der findes ingen dybere kærlighed end den man har til sit barn. Uanset køn 

Hvis dette er dit største ploblem  verden , så har du sg et nemt liv....

Jeg håber for din søn og mand , og den søn du har i forvejen at du for noget prof hjælp , for ham i forvejen må da tænke på hvor forfærdigt han må være siden du kan ha det sådan...

mortilflere skriver:

Hvis dette er dit største ploblem  verden , så har du sg et nemt liv....

 

Jeg håber for din søn og mand , og den søn du har i forvejen at du for noget prof hjælp , for ham i forvejen må da tænke på hvor forfærdigt han må være siden du kan ha det sådan...

Huh? 

Tror bestemt ikke det har noget med hendes i forvejne søn at gøre, men blot ønsket om også at få en pige.....

Anonym skriver:

Jeg havde ikke forestillet mig at jeg kunne blive skuffet,men da lægen sagde det var en dreng begyndte jeg at tude. Det er 1½ time siden og jeg tuder stadig  Jeg er skuffet og føler ikke jeg vil have ham?  Hvorfor reagere jeg sådan her? Det har taget os så lang tid at blive gravide og nu hvor jeg burde være stolt ,glad og ringe rundt og fortælle det er en dreng har jeg mest af alt lyst til at skrue tiden tilbage og sørge for at han aldrig blev til. Hvad er der galt med mig  Det blik min kæreste gir mig er forfærdeligt men forståeligt  Jeg føler mig væmmelig og har fået kvalme over at føle sådan her!  Han er lykkelig over at vi skal have en søn igen..og jeg har aldrig hadet migselv højere end jeg gør lige nu. Selv mens jeg skriver det her lorteindlæg tuder jeg stadig. Jeg havde ønsket mig en datter,men vidste der var en 50/50 chance for at det blev en dreng. Jeg har kigget på drenge ting og drengenavne for at finde noget der kunne gøre mig glad HVIS nu det ikk blev en datter, men det lykkedes bare ikke at finde glæden frem ved grønt og blåt eller nogle drengenavne over hovedet   Jeg havde fundet et pigenavn,og at vide at det aldrig bliver taget i brug (det er vores sidste barn),at jeg aldrig får en datter,det gør så forfærdeligt ondt. Jeg er knust og føler mig overhovedet ikke knyttet til babyen fra det ene øjeblik til det andet. Hvad skal jeg gøre for at få det godt med graviditeten? 

Hvad sker der mellem mig og min kæreste. Han er vred på mig,og jeg forstår ham. Han er taget ud for at handle og jeg har aldrig håbet på en lang kø i bilka før nu. Jeg vil bare sidde her og hade migselv indtil jeg finder en løsning

Det er forfærdeligt. Min kærestes mormor har strikket pigetøj for hun havde håbet det blev en pige da alle andre har født sønner Min mor og alle andre håber på det samme. Hele graviditeten igennem har jeg følt det blev en pige. Jeg føler min krop har snydt mig. Jeg inderligt,-hader migselv og har lyst til at dø lige nu. Så elendigt har jeg det med at have de her følelser overfor det væsen der ligger indeni mig ,så hvis nogen skulle få lyst til at komme med nedladene ord,så lad være. Jeg har det elendigt nok og håber nogen kan fortælle om jeg skal henvende mig til et sted,og hvad jeg skal sige uden at blive smidt på den lukkede

Anonym,for tør ikke at stå ved hvem jeg er foran jer allesammen! 

Efter hvad jeg har kunnet se på de andre af dens slags tråde, så tager det lige et stykke tid, før du får vænnet dig til tanken om, at det er en dreng - og ikke en pige.. Jeg har også et par timer efter MD scanningen, hvor jeg var skuffet over, at der var en pige mere - og ikke en dreng.. 

Tag den tid du har brug for, og så vil du se, at det vender lige pludselig

Hvis det stadig ikke er vendt om en uge eller 2, så ville jeg måske lige tage forbi lægen/jordemoren og få en snak, så de kan hjælpe dig videre derfra.. Jeg tvivler på, at det vil være første gang, at de får nogen ind pga det

prøv at forestille dig alle de sjove oplevelser, som der er med to drenge i stedet for at fokusere på, hvad du går glip af... Jeg har to drenge og det er virkelig sjovt! Der er situationer jeg er sikker på aldrig ville have opstået med en af hver køn. Børnene får glæde af hinanden på en anden måde... Jeg kan også være trist over ikke også at have fået en pige.. men i dag kan jeg ikke se vores familie på en anden måde end denne :-) Så selvfølgelig skal du have lov til at være trist over ingen pige at få, men derfor kan du jo godt glæde dig over alle de fantastiske oplevelser som venter jer