Mit hjerte er knust. Det er en dreng ;(

Anonym skriver:

Jeg havde ikke forestillet mig at jeg kunne blive skuffet,men da lægen sagde det var en dreng begyndte jeg at tude. Det er 1½ time siden og jeg tuder stadig  Jeg er skuffet og føler ikke jeg vil have ham?  Hvorfor reagere jeg sådan her? Det har taget os så lang tid at blive gravide og nu hvor jeg burde være stolt ,glad og ringe rundt og fortælle det er en dreng har jeg mest af alt lyst til at skrue tiden tilbage og sørge for at han aldrig blev til. Hvad er der galt med mig  Det blik min kæreste gir mig er forfærdeligt men forståeligt  Jeg føler mig væmmelig og har fået kvalme over at føle sådan her!  Han er lykkelig over at vi skal have en søn igen..og jeg har aldrig hadet migselv højere end jeg gør lige nu. Selv mens jeg skriver det her lorteindlæg tuder jeg stadig. Jeg havde ønsket mig en datter,men vidste der var en 50/50 chance for at det blev en dreng. Jeg har kigget på drenge ting og drengenavne for at finde noget der kunne gøre mig glad HVIS nu det ikk blev en datter, men det lykkedes bare ikke at finde glæden frem ved grønt og blåt eller nogle drengenavne over hovedet   Jeg havde fundet et pigenavn,og at vide at det aldrig bliver taget i brug (det er vores sidste barn),at jeg aldrig får en datter,det gør så forfærdeligt ondt. Jeg er knust og føler mig overhovedet ikke knyttet til babyen fra det ene øjeblik til det andet. Hvad skal jeg gøre for at få det godt med graviditeten? 

Hvad sker der mellem mig og min kæreste. Han er vred på mig,og jeg forstår ham. Han er taget ud for at handle og jeg har aldrig håbet på en lang kø i bilka før nu. Jeg vil bare sidde her og hade migselv indtil jeg finder en løsning

Det er forfærdeligt. Min kærestes mormor har strikket pigetøj for hun havde håbet det blev en pige da alle andre har født sønner Min mor og alle andre håber på det samme. Hele graviditeten igennem har jeg følt det blev en pige. Jeg føler min krop har snydt mig. Jeg inderligt,-hader migselv og har lyst til at dø lige nu. Så elendigt har jeg det med at have de her følelser overfor det væsen der ligger indeni mig ,så hvis nogen skulle få lyst til at komme med nedladene ord,så lad være. Jeg har det elendigt nok og håber nogen kan fortælle om jeg skal henvende mig til et sted,og hvad jeg skal sige uden at blive smidt på den lukkede

Anonym,for tør ikke at stå ved hvem jeg er foran jer allesammen! 

For det første et kram.... Og du skal ikke skamme dig.

Når det er sagt så er det da din kæreste du skal være sur på, da det er hans gen der afgøre kønnet

Kæmpe Krammer herfra... Jeg havde det lidt på samme måde da jeg fik afvide at det var en dreng men nu elsker jeg over alt og glæder mig til han kommer...

Anonym skriver:

Jeg havde ikke forestillet mig at jeg kunne blive skuffet,men da lægen sagde det var en dreng begyndte jeg at tude. Det er 1½ time siden og jeg tuder stadig  Jeg er skuffet og føler ikke jeg vil have ham?  Hvorfor reagere jeg sådan her? Det har taget os så lang tid at blive gravide og nu hvor jeg burde være stolt ,glad og ringe rundt og fortælle det er en dreng har jeg mest af alt lyst til at skrue tiden tilbage og sørge for at han aldrig blev til. Hvad er der galt med mig  Det blik min kæreste gir mig er forfærdeligt men forståeligt  Jeg føler mig væmmelig og har fået kvalme over at føle sådan her!  Han er lykkelig over at vi skal have en søn igen..og jeg har aldrig hadet migselv højere end jeg gør lige nu. Selv mens jeg skriver det her lorteindlæg tuder jeg stadig. Jeg havde ønsket mig en datter,men vidste der var en 50/50 chance for at det blev en dreng. Jeg har kigget på drenge ting og drengenavne for at finde noget der kunne gøre mig glad HVIS nu det ikk blev en datter, men det lykkedes bare ikke at finde glæden frem ved grønt og blåt eller nogle drengenavne over hovedet   Jeg havde fundet et pigenavn,og at vide at det aldrig bliver taget i brug (det er vores sidste barn),at jeg aldrig får en datter,det gør så forfærdeligt ondt. Jeg er knust og føler mig overhovedet ikke knyttet til babyen fra det ene øjeblik til det andet. Hvad skal jeg gøre for at få det godt med graviditeten? 

Hvad sker der mellem mig og min kæreste. Han er vred på mig,og jeg forstår ham. Han er taget ud for at handle og jeg har aldrig håbet på en lang kø i bilka før nu. Jeg vil bare sidde her og hade migselv indtil jeg finder en løsning

Det er forfærdeligt. Min kærestes mormor har strikket pigetøj for hun havde håbet det blev en pige da alle andre har født sønner Min mor og alle andre håber på det samme. Hele graviditeten igennem har jeg følt det blev en pige. Jeg føler min krop har snydt mig. Jeg inderligt,-hader migselv og har lyst til at dø lige nu. Så elendigt har jeg det med at have de her følelser overfor det væsen der ligger indeni mig ,så hvis nogen skulle få lyst til at komme med nedladene ord,så lad være. Jeg har det elendigt nok og håber nogen kan fortælle om jeg skal henvende mig til et sted,og hvad jeg skal sige uden at blive smidt på den lukkede

Anonym,for tør ikke at stå ved hvem jeg er foran jer allesammen! 

Jeg vil sende dig en stor krammer!! Er da virkelig ked af, at du har det sådan Jeg håber du med tiden kan lægge skuffelsen bag dig, og begynde at glæde dig over, at du skal have en velskabt lille dreng .... er ret overbevist om at når du først har født og får ham i dine arme, så vil du føle den der øjeblikkelige kærlighed! jeg kan sagtens forstå at man kan blive lidt ked af ikke at få det køn man måske lige drømte om, men at alle i familien går og siger 'ih vi håber du får en pige' eller 'det er en pige denne gang' , det bliver sgu trættende i længden!! .... Håber du finder 'ro' i dig selv ...... Knus fra en, som snart er mor til 3 drenge!

Anonym skriver:

Jeg havde ikke forestillet mig at jeg kunne blive skuffet,men da lægen sagde det var en dreng begyndte jeg at tude. Det er 1½ time siden og jeg tuder stadig  Jeg er skuffet og føler ikke jeg vil have ham?  Hvorfor reagere jeg sådan her? Det har taget os så lang tid at blive gravide og nu hvor jeg burde være stolt ,glad og ringe rundt og fortælle det er en dreng har jeg mest af alt lyst til at skrue tiden tilbage og sørge for at han aldrig blev til. Hvad er der galt med mig  Det blik min kæreste gir mig er forfærdeligt men forståeligt  Jeg føler mig væmmelig og har fået kvalme over at føle sådan her!  Han er lykkelig over at vi skal have en søn igen..og jeg har aldrig hadet migselv højere end jeg gør lige nu. Selv mens jeg skriver det her lorteindlæg tuder jeg stadig. Jeg havde ønsket mig en datter,men vidste der var en 50/50 chance for at det blev en dreng. Jeg har kigget på drenge ting og drengenavne for at finde noget der kunne gøre mig glad HVIS nu det ikk blev en datter, men det lykkedes bare ikke at finde glæden frem ved grønt og blåt eller nogle drengenavne over hovedet   Jeg havde fundet et pigenavn,og at vide at det aldrig bliver taget i brug (det er vores sidste barn),at jeg aldrig får en datter,det gør så forfærdeligt ondt. Jeg er knust og føler mig overhovedet ikke knyttet til babyen fra det ene øjeblik til det andet. Hvad skal jeg gøre for at få det godt med graviditeten? 

Hvad sker der mellem mig og min kæreste. Han er vred på mig,og jeg forstår ham. Han er taget ud for at handle og jeg har aldrig håbet på en lang kø i bilka før nu. Jeg vil bare sidde her og hade migselv indtil jeg finder en løsning

Det er forfærdeligt. Min kærestes mormor har strikket pigetøj for hun havde håbet det blev en pige da alle andre har født sønner Min mor og alle andre håber på det samme. Hele graviditeten igennem har jeg følt det blev en pige. Jeg føler min krop har snydt mig. Jeg inderligt,-hader migselv og har lyst til at dø lige nu. Så elendigt har jeg det med at have de her følelser overfor det væsen der ligger indeni mig ,så hvis nogen skulle få lyst til at komme med nedladene ord,så lad være. Jeg har det elendigt nok og håber nogen kan fortælle om jeg skal henvende mig til et sted,og hvad jeg skal sige uden at blive smidt på den lukkede

Anonym,for tør ikke at stå ved hvem jeg er foran jer allesammen! 

Jeg ønskede mig vitterligt en søn som barn nummer to da vi allerede har en datter...

Til scanningerne fik vi afvide at der var 80% chance for at det var en pige... Men jeg blev ved med at overbevise mig selv om det ar en dreng...

Da jeg så fødte en pige, blev jeg selv lidt skuffet.. Ikke at jeg ikke forgudede hende og elskede hende fra første øjeblik.. Men det var jo ikke en lille dreng...

Jeg elsker og forguder begge mine piger, jeg er den dag idag meget glad for at ha' fået to af samme køn... Lillesøster kan arve fra storesøster... Og de kommer højst sandsynligt til at lege rigtig godt sammen gennem barndommen... Jeg selv har en søster der er knap to år ældre end mig og vi er som de bedste veninder den dag idag...

Jeg kan godt følge dig lidt i du er skuffet nu, men er sikker på det hurtigt vender igen

Ihvertfald er stort  herfra...

Jeg kan forstå at du havde det sådan hvis du fik at vide at barnet havde 3 ben, eller manglede en arm, eller havde det dårligt, eller der var noget i vejen med det! Men at du går så amok over et køn? Kan forstå din skuffelse hvis du havde forventet en pige så meget, men at du direkte nærmest HADER din kommende søn er dybt chokerende! du kalder ham jo direkte uønsket? jeg synes det er noget af det forfærdeligste jeg har læst! og jeg håber inderligt at det går op for dig hvor heldig du er! det er dit eget barn, dit kød og blod, noget af det mest fantastiske i verden, og du vælger simpelthen at reagere på den mest forfærdelige og umodne måde på grund af et køn? Det betyder jo intet! 

Du har et lille hjerte der banker under dit, du burde tage at sætte pris på det!!

Jeg har et par enkelte råd til dig søde. For det første, så giv dig selv lov til at have de følelser du har, det er jo en hel naturlig reaktion på at du har håbet på noget andet i lang tid. Men samtidig synes jeg du skal prøve at se fremad og vende det så positivt som muligt, som de andre også skriver, får dine to drenge ufattelig meget glæde af hinanden, og det er nok meningen at du skal være en drengemor. Man siger jo: Mors dreng, fars pige

Det andet, mere konkrete råd, bruger jeg selv når jeg er frustreret og ikke kan få samlet mine tanker: SKRIV DIG UD AF DET. Skriv alle dine tanker ned på papir eller computeren, begrund dem, og forklar igen og igen, hvad du tænker og hvorfor. Ja, det kan godt blive langt, men det hjælper altså (mig) til at tænke mere klart! Har et 27 sider langt dokument på min pc, hovedsageligt om kampen for at blive gravid. Det letter bare hovedet så meget at få det ud

Held og lykke med det hele, ved du nok skal ende med at blive glad for din dejlige dreng. Knus og kram herfra

Jeg synes du skal lægge kortene på bordet og få en snak med din læge, som måske så kan henvise dig til en psykolog...det er jo nok det du har mest brug for.

Og så får du lige et knus

Kærligst
Sussie

Jeg havde ikke forestillet mig at jeg kunne blive skuffet,men da lægen sagde det var en dreng begyndte jeg at tude. Det er 1½ time siden og jeg tuder stadig  Jeg er skuffet og føler ikke jeg vil have ham?  Hvorfor reagere jeg sådan her? Det har taget os så lang tid at blive gravide og nu hvor jeg burde være stolt ,glad og ringe rundt og fortælle det er en dreng har jeg mest af alt lyst til at skrue tiden tilbage og sørge for at han aldrig blev til. Hvad er der galt med mig  Det blik min kæreste gir mig er forfærdeligt men forståeligt  Jeg føler mig væmmelig og har fået kvalme over at føle sådan her!  Han er lykkelig over at vi skal have en søn igen..og jeg har aldrig hadet migselv højere end jeg gør lige nu. Selv mens jeg skriver det her lorteindlæg tuder jeg stadig. Jeg havde ønsket mig en datter,men vidste der var en 50/50 chance for at det blev en dreng. Jeg har kigget på drenge ting og drengenavne for at finde noget der kunne gøre mig glad HVIS nu det ikk blev en datter, men det lykkedes bare ikke at finde glæden frem ved grønt og blåt eller nogle drengenavne over hovedet   Jeg havde fundet et pigenavn,og at vide at det aldrig bliver taget i brug (det er vores sidste barn),at jeg aldrig får en datter,det gør så forfærdeligt ondt. Jeg er knust og føler mig overhovedet ikke knyttet til babyen fra det ene øjeblik til det andet. Hvad skal jeg gøre for at få det godt med graviditeten? 

Hvad sker der mellem mig og min kæreste. Han er vred på mig,og jeg forstår ham. Han er taget ud for at handle og jeg har aldrig håbet på en lang kø i bilka før nu. Jeg vil bare sidde her og hade migselv indtil jeg finder en løsning

Det er forfærdeligt. Min kærestes mormor har strikket pigetøj for hun havde håbet det blev en pige da alle andre har født sønner Min mor og alle andre håber på det samme. Hele graviditeten igennem har jeg følt det blev en pige. Jeg føler min krop har snydt mig. Jeg inderligt,-hader migselv og har lyst til at dø lige nu. Så elendigt har jeg det med at have de her følelser overfor det væsen der ligger indeni mig ,så hvis nogen skulle få lyst til at komme med nedladene ord,så lad være. Jeg har det elendigt nok og håber nogen kan fortælle om jeg skal henvende mig til et sted,og hvad jeg skal sige uden at blive smidt på den lukkede

Anonym,for tør ikke at stå ved hvem jeg er foran jer allesammen! 

 

Jeg ved PRÆCIS hvordan du har det - det er en forfærdelig følelse og man tæsker sig selv indvendigt for det.. og uanset hvad folk siger "at et raskt barn er det vigtigste" så er det bare ikke det man har brug for at høre.

Jeg havde det ligesom dig da vi var til kønsscanning.. :

Jeg har altid ønsket at få en dreng som mit første barn, og kunne slet ikke forestille at skulle have en pige - det passede ikke ind i mine "planer og forestillinger om den perfekte børneflok", og jeg havde jo kun kigget på drengetøj og vi havde fundet navnet. Havde dog de sidste dage inden scanningen prøvet at kigge på små kjoler osv.. men det var bare forkert.

Jeg ligger mig op på briksen inde til kønsscanning, siger til jordemoderen at "nu skal du sige at det er en dreng" Billedet af kønsorganerne bliver vist.. jeg kan godt se at det er en pige.. shit.. min verden stoppede næsten og jeg ville ikke høre svaret. "I skal have en lille pige" siger hun så.

Min kæreste bliverr glad og kysser mig - men kan alligevel godt se skuffelsen i hans øjne.. han ville jo gerne have en lille fodboldspiller, og det kunne jeg ikke give ham. Jeg har fejlet. Tårene begynder at trille ned af mine kinder og jeg kan slet ikke stoppe dem igen. Jeg kan jo ikke få en pige.. Jordemoderen stopper lydoptagelsen til dvd'en så jeg kan få lov til at sunde mig.. Men det hjælper ikke rigtig. Hele scanningen igennem kan jeg slet ikke smile eller være glad - det er jo en pige. Og jeg følte mig som den værste person i verden.

Da vi når ud fra klinikken bryder jeg grædende sammen.. Min kæreste kan godt forstå min skuffelse, men han bliver alligevel lidt sur på mig kan jeg mærke. Forståeligt nok - men siger til ham at det hjælper mig ikke lige nu. Han trøster mig og vi går ned til bilen.. tårene triller stadig.

Min kæreste ringer til sin mor og fortæller nyheden - da han siger "det er en pige", så hyler jeg igen.. Og jeg har OVERHOVEDET IKKE lyst til at fortælle nyheden til mine egne forældre.. De ved godt hvor meget jeg forventede en dreng. Og kunne bare mærke på mig selv at jeg ikke ville kunne få mig selv til at sige det - "vi skal have en pige".

Jeg tog mig sammen og ringede til min far først - sagde til ham at "det gik ikke så godt" og så vidste han godt hvad jeg mente.. Min mor sagde nogenlunde det samme, men de prøvede at komme med opmunterende ord. Sms'en til min bror var også bare: Det er en pige.

Jeg kunne ikke være glad og kunne ikke se hvordan jeg nogensinde skulle kunne blive det.

Det var meningen at vi skulle ud og købe alt det børnetøj som vi orkede - men jeg havde virkelig virkelig ikke lyst.. for første gang i mit liv ville jeg ikke shoppe - og slet ikke pigetøj. Jeg hylede bare..

Min kæreste pressede mig og vi kom ind i en børnebutik.. Der var ikke noget jeg ville have.. Men min kæreste fandt en hel del.. Vi købte dog kun et par baggybukser - som også kunne have været til en dreng hvis det ikke var for den lilla farve.. Da vi kom ud i bilen igen hylede jeg videre.. Men min kæreste tog det okay pænt.

Det var det eneste vi fik købt den dag.. Jeg kom hjem og havde det elendigt. Jeg ville ikke have en baby mere.. Jeg troede virkelig aldrig jeg skulle komme til at elske hende.

Men jeg har givet mig selv lov til at være trist og skuffet. Uanset hvad folk siger og har af meninger - det ændrer ikke mine følelser.. jeg måtte selv arbejde på det.

Dagen efter tog vi ud og shoppede - vi købte meget tøj, men jeg var stadig trist og kiggede stadig mest på ting til drenge. Det duede stadig ikke..

Der er gået lang tid nu - og nu elsker jeg hende over alt på jorden, men kan stadig godt "savne" den søn "jeg blev snydt for".. Men ville ikke bytte hende væk hvis jeg fik valget nu. Heldigvis er det blevet sådan nu.. Der gik et par uger før det blev bedre. Men jeg tror at det var fordi at jeg gav mig selv lov til at føle det - i stedet for bare at gemme det væk og lade som ingenting, for de andres skyld.

 

Jeg er sikker på at du nok skal blive glad for ham <3 Det er jeg slet ikke i tvivl om.. men giv dig selv lov til at føl det som du gør - selvom det gør ondt.

Undskyld det meget lange indlæg, men synes at jeg ville fortælle min historie - jeg kunne nemlig ikke rigtig få noget hjælp herinde fra da jeg havde det sådan, for folk kommer ofte med deres "hellere et raskt barn" prædiken, og det duer bare ikke. Jeg var ikke anonym og blev haglet ned.

Jeg ved hvor uoverskueligt det er - op med humøret  forklar din kæreste at det slet ikke hjælper at han er sur på dig..

Du skriver bare en pb hvis du får lyst

Anonym skriver:

Jeg havde ikke forestillet mig at jeg kunne blive skuffet,men da lægen sagde det var en dreng begyndte jeg at tude. Det er 1½ time siden og jeg tuder stadig  Jeg er skuffet og føler ikke jeg vil have ham?  Hvorfor reagere jeg sådan her? Det har taget os så lang tid at blive gravide og nu hvor jeg burde være stolt ,glad og ringe rundt og fortælle det er en dreng har jeg mest af alt lyst til at skrue tiden tilbage og sørge for at han aldrig blev til. Hvad er der galt med mig  Det blik min kæreste gir mig er forfærdeligt men forståeligt  Jeg føler mig væmmelig og har fået kvalme over at føle sådan her!  Han er lykkelig over at vi skal have en søn igen..og jeg har aldrig hadet migselv højere end jeg gør lige nu. Selv mens jeg skriver det her lorteindlæg tuder jeg stadig. Jeg havde ønsket mig en datter,men vidste der var en 50/50 chance for at det blev en dreng. Jeg har kigget på drenge ting og drengenavne for at finde noget der kunne gøre mig glad HVIS nu det ikk blev en datter, men det lykkedes bare ikke at finde glæden frem ved grønt og blåt eller nogle drengenavne over hovedet   Jeg havde fundet et pigenavn,og at vide at det aldrig bliver taget i brug (det er vores sidste barn),at jeg aldrig får en datter,det gør så forfærdeligt ondt. Jeg er knust og føler mig overhovedet ikke knyttet til babyen fra det ene øjeblik til det andet. Hvad skal jeg gøre for at få det godt med graviditeten? 

Hvad sker der mellem mig og min kæreste. Han er vred på mig,og jeg forstår ham. Han er taget ud for at handle og jeg har aldrig håbet på en lang kø i bilka før nu. Jeg vil bare sidde her og hade migselv indtil jeg finder en løsning

Det er forfærdeligt. Min kærestes mormor har strikket pigetøj for hun havde håbet det blev en pige da alle andre har født sønner Min mor og alle andre håber på det samme. Hele graviditeten igennem har jeg følt det blev en pige. Jeg føler min krop har snydt mig. Jeg inderligt,-hader migselv og har lyst til at dø lige nu. Så elendigt har jeg det med at have de her følelser overfor det væsen der ligger indeni mig ,så hvis nogen skulle få lyst til at komme med nedladene ord,så lad være. Jeg har det elendigt nok og håber nogen kan fortælle om jeg skal henvende mig til et sted,og hvad jeg skal sige uden at blive smidt på den lukkede

Anonym,for tør ikke at stå ved hvem jeg er foran jer allesammen! 

Du får lige en

Jeg venter en dreng men ønskede mig virkelig en pige og var da så sikker på at det var en pige.. men det blev en dreng..

Men nu er jeg såå lykkelig, navnet er fundet og det hele er på plads.. så tror bar du ska give dig selv tid til at vende dig til tanken og så tror jeg bestemt os du blir lykkelig for det

Så længe du er ærlig overfor dig selv skal du nok komme igennem det.


Kan du ikke have sin mål, at du til hver en tid gerne må være skuffet over du ikke skal være mor til en pige, men ikke er skuffet over du netop nu bærer på en dreng?
- sådan har jeg selv sat det op i mit hovede....

Jeg et selv meget ked over jeg ALDRIG skal være mor til en prinsesse som det ser ud nu. Jeg kan ikke overskue flere graviditeter, når jeg har det som jeg har det! Min krop egner sig ikke til gravi

Jeg forstår virkelig godt du er ked af det det var jeg også første gang jeg fik at vide jeg ventede en dreng, og nu igen her anden gang


Eller.... Jeg er jo skuffet over ikke at skulle være mor til en pige, ikke skuffet over at der ligger en skøn, smuk og velskabt prins i min vom


Jeg ønsker for dig du hurtigt kommer dig over skuffelsen i maven, og får den vendt til stolthed -men skuffelsen over ikke at skulle være mor til en pige, må man altså gerne have hele livet sådan som jeg ser det