Frøken J. skriver:
Først: Jeg ved godt, at mange ville DØ for at stå hvor jeg står nu. Tæt på en fødsel med en fuldbåren baby. Jeg er klar over det, og jeg har ikke brug for at blive dunket oveni hovedet med det. Det gør ikke mine følelser mindre berettiget.. Jeg ved også godt, at de fleste førstegangs går over tid. Og jeg er klar over jeg skal "nyde tiden imens den varer". Og at andre er gået længere over end jeg er. Men det er ikke lige dén slags jeg har brug for at få smidt i hovedet lige nu, for jeg er bare rigtig meget ked af det. Har brug for opmuntring og forståelse..
40+6 skriver vi i dag. Og der er ikke optakt til noget. Jeg har ikke en gang særlig mange plukveer. Og jeg kan ikke mere nu! Jeg kan mærke, at jeg synker længere og længere ned i et hul, hvor der bare ikke skal noget som helst til for liiiige at skubbe mig ud over kanten.
Jeg har så ondt i kroppen. Én ting er graviditetsbetingede smerter. Slemme, slemme bækkensmerter, smerter i skambenet og lænden, som gør det smertefuldt bare at gå rundt (og nej, det er ikke bækkenløsning, er blevet checket). Det andet er den slags smerter jeg får i kroppen af hele tiden at sidde eller ligge ned. For pga. førstnævnte smerter har jeg for ondt til at gå tur, dyrke motion og i det hele taget rende rundt, og det betyder at min krop efterhånden er helt smadret af inaktivitet..
Det betyder også, at jeg ikke kan tage mig til en skid. Jeg HAR gjort rent, jeg HAR ryddet op. Jeg HAR læst en god bog, set en film og en serie. Jeg HAR fyldt fryseren op med mad til barselsdagene. Tøjet ER vasket. Babyværelset ER klar. Tasken til sygehuset ER pakket. Køleskabet ER fyldt. Og sådan kunne jeg blive ved. Så jeg har ikke noget at lave.. Jeg tør ikke tage ud og spise med min kæreste i tilfælde af vandet skulle gå - Noget pjat, tænker nogen nok, men ikke for mig. Og det ville jo alligevel kun for lidt af aftenen til at gå, ikke flere dage.
Jeg kan bare mærke, at det kører mig ned. Og så kan folk sige nok så mange gange, at jeg kommer til at savne denne tid. Nej, det gør jeg ikke. Om så jeg aldrig får mere søvn, så vil jeg ikke savne den her intethed og kedsomhed, som trækker mig længere og længere ned. Det er ikke sundt på psyken! Og da jeg ikke har den store omgangskreds, kan jeg ikke fylde kalenderen med aftaler. - Folk har jo altså også jobs og en hverdag.
Knækkede lige godt og grundigt i aftes og havde en kæmpe hulketur, og min kæreste prøver jo at trøste og opmuntre mig, men det hjælper jo ikke. Og i morges loggede jeg på nettet fra mobilen, rimelig tryg. Tænkte der trods alt ikke kunne være nogen af dem jeg kender, der havde født i nat. Mistaaaake! Logger ind på min mødregruppe på madlog.dk, og sørme om ikke det første emne, der popper op er: "Vandet gik med en plask" - Yes, of course. Én af dem er nu i fødsel. Og så tudede jeg igen.
Det er som om, at alle dem jeg snakker med enten føder før termin eller lige omkring termin. Og alle dem med termin senere end mig, går også i gang med at føde. Og jeg sidder her endnu en morgen i lænestolen med tårer i øjnene og kan ikke se nogen ende på det her. Jeg har ingen tegn. Jeg må blive sat i gang på onsdag. Og det er forfærdeligt bare at forsøge at få dagene til at passere.
Og det hjælper btw heller ikke at få at vide: "Jamen tænk, nu er der max en uge til du har hende" - Mmm. En uge mere i det her helvede? Groovy!
Jeg måtte bare ud med mine tanker her til morgen.. Please lad være at dunke mig i hovedet eller komme med bedrevidende kommentarer, det kan jeg simpelthen ikke tåle lige nu..
Janne - 40+6
