Night terror

Der har været andre tråde om emnet, men jeg blvier lidt forvirret, da der ikke står det samme i dem.

Sagen er, at jeg er ret sikker på at Felix "lider" af natteskræk, trods sine kun 6 mdr. og 4 dage. Af og til vågner han i et skrig, og han skriger og skriger og skriger. Hans hjerter hamrer af sted, han bliver helt kold og klam af sved og han virker hidsig. Vi må ikke få lov at trøste, nusse, holde eller noget som helst.
Efter noget tid falder han til ro, men hikster og sutter voldsomt på sin sut. Han begynder at klynke igen, og hurtigt eskalerer det til skrig. Lige pludselig går det over, ligeså pludseligt som det startede.

Det har ingen sammenhæng med dagens aktiviter, hvor meget han har sovet, tigerspring, tænder, sygdom eller noget som helst. Han vil ikke spise, puttes, holdes eller noget som helst, han ligger bare og skriger.

Jeg har læst at man skal lade barnet være, fuldstændig. Undgå at røre det og tale til det, for ikke at blive en del af drømmen. Men det er da godt nok ufatteligt hårdt? At han er så ked af det, og jeg ikke "må" trøste ham?
Det der virker "mest" herhjemme er, at tage ham op og lægge sig med ham i dobbeltsengen. Holde om ham og ae ham blidt og langsomt over håret, og sige schyy på alle udåndinger. Når han er rolig trækker jeg stadig været tungt, for at han kan fornemme min afslappethed..

Men gør jeg det rigtige? Bør jeg tale med lægen eller spl. om det? Jeg er jo ret sikker på det er natteterror og kunne sikkert læse en masse mere på google end jeg allerede har gjort, men der står SÅ meget. Nogle synes det virker at give banan inden sengetid, nogle synes at fiskeolie kapsler virker osv.. - og han er jo bare så lille, at der er grænser for hvad jeg kan gøre?
Jeg har læst om en, som simplethen, efter spls. råd, vækkede barnet helt, og indledte putteritualet.. Ny ble, nattøj, børste tænder, synge/læse osv. og så sov barnet.. Er det noget jeg bør afprøve?

Åh jeg synes det er så hårdt at se ham være ked af det og bange men ikke kunne stille noget som helst op. Det varer mellem 5 minutter og en time når det sker...  

AnneBJ skriver:

Der har været andre tråde om emnet, men jeg blvier lidt forvirret, da der ikke står det samme i dem.

Sagen er, at jeg er ret sikker på at Felix "lider" af natteskræk, trods sine kun 6 mdr. og 4 dage. Af og til vågner han i et skrig, og han skriger og skriger og skriger. Hans hjerter hamrer af sted, han bliver helt kold og klam af sved og han virker hidsig. Vi må ikke få lov at trøste, nusse, holde eller noget som helst.
Efter noget tid falder han til ro, men hikster og sutter voldsomt på sin sut. Han begynder at klynke igen, og hurtigt eskalerer det til skrig. Lige pludselig går det over, ligeså pludseligt som det startede.

Det har ingen sammenhæng med dagens aktiviter, hvor meget han har sovet, tigerspring, tænder, sygdom eller noget som helst. Han vil ikke spise, puttes, holdes eller noget som helst, han ligger bare og skriger.

Jeg har læst at man skal lade barnet være, fuldstændig. Undgå at røre det og tale til det, for ikke at blive en del af drømmen. Men det er da godt nok ufatteligt hårdt? At han er så ked af det, og jeg ikke "må" trøste ham?
Det der virker "mest" herhjemme er, at tage ham op og lægge sig med ham i dobbeltsengen. Holde om ham og ae ham blidt og langsomt over håret, og sige schyy på alle udåndinger. Når han er rolig trækker jeg stadig været tungt, for at han kan fornemme min afslappethed..

Men gør jeg det rigtige? Bør jeg tale med lægen eller spl. om det? Jeg er jo ret sikker på det er natteterror og kunne sikkert læse en masse mere på google end jeg allerede har gjort, men der står SÅ meget. Nogle synes det virker at give banan inden sengetid, nogle synes at fiskeolie kapsler virker osv.. - og han er jo bare så lille, at der er grænser for hvad jeg kan gøre?
Jeg har læst om en, som simplethen, efter spls. råd, vækkede barnet helt, og indledte putteritualet.. Ny ble, nattøj, børste tænder, synge/læse osv. og så sov barnet.. Er det noget jeg bør afprøve?

Åh jeg synes det er så hårdt at se ham være ked af det og bange men ikke kunne stille noget som helst op. Det varer mellem 5 minutter og en time når det sker...  

Altså det tyder meget på natte terror...'

Min dreng er nu 8.5 år og har haft det siden han var spæd...

De ting jeg har fundet ud af virker er fast sengetid, han må endelig ikke blive overtræt...
Køligt soverum, ikke for meget tøj på...
I en periode der vækkede jeg ham efter 45 min til 1.5 time og det virkede et langt stykke tid... ikke uden anfald men mindre..
Så virkede det ikke .. så prøvede jeg at give fiskeolie... det virkede en periode..
Sidste sommer var den helt gal.. han havde 2-3 anfald hver evig eneste nat og vi var ved at gå ud af vores gode skind..

Så læste jeg om at man kunne blande ylang-ylang olie og lavendel olie sammen med vand og så spraye det inden sengetid... det virkede også godt, men langsomt kom de tilbage igen i samme antal...

Så googlede jeg en masse og læste pludselig at hjernen kan vænne sig til at "gøre" forskellige ting, og der læste jeg så at hjernen har vænnet sig til at have anfald..

Så jeg vækkede ham efter 1.5 time og fik ham til at være fuldstændig vågen, spurgte ham om enkle spørgsmål såsom hans navn, alder osv...

Nå jeg fik ordentlige svar så måtte han lægge sig til at sove igen..

Og nu har han kun "anfald", når der er sket for meget i løbet af dagen, det er alt for varmt og han er overtræt...

Han har ca 4 anfald af en grad han selv vågner af om måneden, så det er peanuts ved siden af de sidste 8 år..

Det man skal huske er at de måske ikke kan beroliges men at man bare kan være i rummet ved dem og sørge for de ikke skader sig selv ved at gå rundt eller slå om sig... og for guds skyld huske at de INTET husker... man skal ikke rigtig snakke med dem om det for de kan overhovedet IKKE huske dem...

Det er så min historie.. håber det hjælper lidt...

Det lyder også som natte terror i mine ører.

Vi fik også det råd bare at lade ham være, da berøring kunne gøre drømmen endnu være, men bare tale blidt til ham, så han kunne høre at han ikke var alene i rummet. Nogle gange har jeg taget ham op i forsøget på at vække ham (inden vi helt fandt ud af, hvad det var). Han kunne løbe forvildet rundt i et stykke tid og bare skrige højt, og lige pludselig stoppe op, tage sutten ud, hvis han stadig havde den, kigge på os og begynde at "snakke", og så kunne vi putte ham i seng igen.

Jeg tror ikke du skal begynde forfra med putteritualet midt i et anfald, da han jo stadig drømmer, og dine berøringer kan være "monstret"der er efter ham.
Ved ikke om det har nogen virkning, at gøre det bagefter.

Vi fik aldrig søgt hjælp, for lige pludselig stoppede det, og han har kun en snert af det en gang i mellem, hvis han er syg, eller der er sket for meget i løbet af de sidste par dage.

Håber at det går lige som hos os, hvor det kun stod på i et lille års tid, hvor det var rigtig slemt.

Hansen97 skriver:

Altså det tyder meget på natte terror...'

Min dreng er nu 8.5 år og har haft det siden han var spæd...

De ting jeg har fundet ud af virker er fast sengetid, han må endelig ikke blive overtræt...
Køligt soverum, ikke for meget tøj på...
I en periode der vækkede jeg ham efter 45 min til 1.5 time og det virkede et langt stykke tid... ikke uden anfald men mindre..
Så virkede det ikke .. så prøvede jeg at give fiskeolie... det virkede en periode..
Sidste sommer var den helt gal.. han havde 2-3 anfald hver evig eneste nat og vi var ved at gå ud af vores gode skind..

Så læste jeg om at man kunne blande ylang-ylang olie og lavendel olie sammen med vand og så spraye det inden sengetid... det virkede også godt, men langsomt kom de tilbage igen i samme antal...

Så googlede jeg en masse og læste pludselig at hjernen kan vænne sig til at "gøre" forskellige ting, og der læste jeg så at hjernen har vænnet sig til at have anfald..

Så jeg vækkede ham efter 1.5 time og fik ham til at være fuldstændig vågen, spurgte ham om enkle spørgsmål såsom hans navn, alder osv...

Nå jeg fik ordentlige svar så måtte han lægge sig til at sove igen..

Og nu har han kun "anfald", når der er sket for meget i løbet af dagen, det er alt for varmt og han er overtræt...

Han har ca 4 anfald af en grad han selv vågner af om måneden, så det er peanuts ved siden af de sidste 8 år..

Det man skal huske er at de måske ikke kan beroliges men at man bare kan være i rummet ved dem og sørge for de ikke skader sig selv ved at gå rundt eller slå om sig... og for guds skyld huske at de INTET husker... man skal ikke rigtig snakke med dem om det for de kan overhovedet IKKE huske dem...

Det er så min historie.. håber det hjælper lidt...

Fåååårk mand det er mange år du har "stået model" til det... (jeg ved godt man ikke rigtig har et valg..)

Alt det der med olie osv. er svært når han er så lille, ligesom jeg ikke kan spørge ham om noget. Det er svært at tjekke om han er helt vågen... 

Han sover altid i et køligt rum, bliver puttet stort set samme tid hver dag, der er udsving på +/- et kvarter, og altid inden han er overtræt. Altså vi putter en glad og smilende dreng, som som regel falder i søvn af sig selv ved at ligge og snakke lidt.. 

Tak for din historie, jeg håber virkelig det snart bliver bedre hos Jer!

Nessie skriver:

Det lyder også som natte terror i mine ører.

Vi fik også det råd bare at lade ham være, da berøring kunne gøre drømmen endnu være, men bare tale blidt til ham, så han kunne høre at han ikke var alene i rummet. Nogle gange har jeg taget ham op i forsøget på at vække ham (inden vi helt fandt ud af, hvad det var). Han kunne løbe forvildet rundt i et stykke tid og bare skrige højt, og lige pludselig stoppe op, tage sutten ud, hvis han stadig havde den, kigge på os og begynde at "snakke", og så kunne vi putte ham i seng igen.

Jeg tror ikke du skal begynde forfra med putteritualet midt i et anfald, da han jo stadig drømmer, og dine berøringer kan være "monstret"der er efter ham.
Ved ikke om det har nogen virkning, at gøre det bagefter.

Vi fik aldrig søgt hjælp, for lige pludselig stoppede det, og han har kun en snert af det en gang i mellem, hvis han er syg, eller der er sket for meget i løbet af de sidste par dage.

Håber at det går lige som hos os, hvor det kun stod på i et lille års tid, hvor det var rigtig slemt.

Puha et år lyder bare så uoverskueligt! Det er hårdt at han er så lille, for han taler ikke og ligger bare og kaster sig rundt i sengen... 

Så jeg bør altså slet ikke røre ham, men sidde helt stille ved siden af og tale roligt til ham?

Tak for dit svar, Jeg er glad for at høre det er et overstået kapitel hos Jer!

Har ikke prøvet det med vores og har absolut ingen ide om hvad du skal gøre, men ville ikke forlade tråden uden lige at sende et kram til jer.... Puha hvor lyder det hårdt, både at han har mareridt, men også at man ikke kan/må trøste ham....! Håber det går over!!

AnneBJ skriver:

Puha et år lyder bare så uoverskueligt! Det er hårdt at han er så lille, for han taler ikke og ligger bare og kaster sig rundt i sengen... 

Så jeg bør altså slet ikke røre ham, men sidde helt stille ved siden af og tale roligt til ham?

Tak for dit svar, Jeg er glad for at høre det er et overstået kapitel hos Jer!

Daniel var også lille og uden sprog, da han begyndte (dog ikke helt så lille som din). Og det er helt forfærdeligt at se på som forældre, og i starten gjorde vi alle de forkerte ting, fordi vi ikke vidste hvad der skete, og ikke forstod hvorfor vi ikke kunne vække ham.

Men blev så rådet til kun lige at lægge en let hånd på ham, for at vise at man var hos ham, og så bare tale blidt eller synge stille, indtil det var overstået. Det kan tage lang tid, og gør ondt ind i sjælen, når man ikke kan hjælpe sin lille dreng,
Men heldigvis aner han ikke at det sker, og vi oplevede hver gang at der pludselig kom liv i øjnene, og han kunne stoppe midt i et skrig og være "normal".
Vi har heldigvis kun oplevet at det er sket én gang om natten, ikke flere gange hver nat, for så tror jeg også vi var godt til lægen med ham.

Men som sagt, så stoppede det bare pludselig, og der er kun ganske lidt af det en gang i mellem

_-Kathrine-_ skriver:

Har ikke prøvet det med vores og har absolut ingen ide om hvad du skal gøre, men ville ikke forlade tråden uden lige at sende et kram til jer.... Puha hvor lyder det hårdt, både at han har mareridt, men også at man ikke kan/må trøste ham....! Håber det går over!!

Tusind tak! 

Nessie skriver:

Daniel var også lille og uden sprog, da han begyndte (dog ikke helt så lille som din). Og det er helt forfærdeligt at se på som forældre, og i starten gjorde vi alle de forkerte ting, fordi vi ikke vidste hvad der skete, og ikke forstod hvorfor vi ikke kunne vække ham.

Men blev så rådet til kun lige at lægge en let hånd på ham, for at vise at man var hos ham, og så bare tale blidt eller synge stille, indtil det var overstået. Det kan tage lang tid, og gør ondt ind i sjælen, når man ikke kan hjælpe sin lille dreng,
Men heldigvis aner han ikke at det sker, og vi oplevede hver gang at der pludselig kom liv i øjnene, og han kunne stoppe midt i et skrig og være "normal".
Vi har heldigvis kun oplevet at det er sket én gang om natten, ikke flere gange hver nat, for så tror jeg også vi var godt til lægen med ham.

Men som sagt, så stoppede det bare pludselig, og der er kun ganske lidt af det en gang i mellem

Jeg vil i hvert fald helt sikkert tage mig sammen HVIS () det sker igen (man har lov at håbe ikk'?) og undlade at røre ham, bortset fra en evt. hånd. Det må jo hjælpe hvis jeg tænker på, at det gør det værre for ham, det er bare så svært at forstå med ens logiske sans, fordi berøring normalt trøster!

Her sker det også "kun" en gang pr. nat, og jeg er ikke som sådan bekymret, for han trives ellers 100%. I starten troede vi han havde ondt, men det tror jeg slet ikke mere, og det er egentlig rart at blive bekræftet i at det er natteterror... 

Endnu engang tak for dine svar!

Dobbelt op