Overvejer at droppe studiet.

Anonym skriver:

Er i syv sind. Da jeg engang i sin tid valgte min vej, var mine forudsætninger lidt anderledes. Siden har jeg bl.a. fået to børn.

Jeg læser en overbygning - en temmelig læsetung én af slagsen. Og det røvkeder mig! Jeg har været igang med at læse i hundrede år, og børn kunne være færdig om et års tid- max halvandet med min kandidat. Men jeg er SÅ umotiveret. Ikke bare nu, men det er bare vokset siden jeg startede. Jeg mangler fem fag og et speciale. Er igang med to af dem, som jeg kan afslutte til december. Men jeg giiiiider ikke.

Med til historien hører at jeg har et job, som pt hedder 23 timer om ugen, og studiet læses på deltid. Det job startede jeg på efter min sidste barsel, og det er DET job, som jeg har ønsket mig i årevis. Det er det perfekte job for mig, og jeg føler mig så tilpas der. Jeg fik af vide af direktøren for et par uger siden, at han håbede at jeg gjorde min uddannelse færdig, men hvis jeg kom og sagde at jeg havde droppet det, så kunne jeg starte fuld tid med det samme. Der er masser af opgaver til mig, som pt udføres af andre, som har mange andre ting at lave. Han er ikke interesseret i at ansætte en anden eller en hjælper, og det er jeg heller ikke. Han håber som sagt at jeg færdiggør min uddannelse, da han ser det som en fordel for virksomheden at have sådan en slags som jeg i så fald vil blive ansat. Hvis jeg gør det færdigt, bliver jeg fuldtidsansat derefter, og indtil da må vi klare os igennem.

Jeg har altid kunne tage mig sammen til at læse til mine eksamener, selvom jeg nok har valgt lidt forkert uddannelse. Jeg troede jeg ville have en lang og fin uddannelse, men jeg keder mig bare så meget nu. Kan slet ikke finde i mig selv at gøre noget ud af det.

Har talt med min kæreste, mine forældre og veninder om det. Der er bred enighed om at det er mest fornuftigt at knibe ballerne sammen, og gennemføre. Men for hvad? Jeg består mine eksamener med 2, og har glemt dagen efter hvad jeg var oppe i. Så det vil bare være en titel. Men det er selvfølgelig også fint, hvis der pludselig kommer en dag hvor jeg er tvunget til at finde et andet job. Men hvad hjælper en titel, hvis man ikke kan det der forventes? Til gengæld er jeg god til mig job. Jeg har lyst til at lære og udvikle. Udvikle både mig, og jobbet. Og jeg har fuldstændig frie hænder, bare jeg leverer opgaverne til deadlines. Jeg får en god løn, men den kunne være bedre hvis jeg færdiggjorde uddannelsen - men den uddannelse giver ofte jobs, hvor timeantallet næppe er under 45-50 timer ugentligt. Og det er jeg heller ikke interesseret i.

Gode grunde til at gennemføre er, at jeg får titlen, og kan bruge den hvis jeg skal søge job senere. Der følger også fag med, som er relevante for mit job - jobbet og uddannelsen ligger ikke langt fra hinanden.

Gode grunde til at stoppe er at jeg er meget umotiveret, jeg har mit drømmejob, og jeg formentlig aldrig vil bruge uddannelsen. Jeg investerer meget tid (og lever på deltidsløn/su (ikke noget man bliver rig af)) i den, tid og energi der kunne gå til familien.

Hvis der er nogen der stadig læser med, hvad ville i så gøre? Eller sige til jeres veninde, der stod i samme situation?

For at være helt ærlige så tror jeg det er de færreste der ved præcis hvilket liv de ønsker at leve små 5-10 år efter at de vælger deres uddannelse, nogen gange så er de ideer og tanker vi havde engang om hvilket liv vi ønskede os ikke længere forenelige med det liv man egentlig gerne vil have de 5-10 år senere. 

Jeg syntes egentlig du lyder rimelig afklaret, og syntes man skal tage det med sig som man kan - og så komme videre i livet. Hvis jeg havde stået der hvor du står, så havde jeg nok valgt at fuldføre studiet hvis der var kort tid tilbage, det lyder der jo ikke ligefrem til at der er, men je havde nok taget de to eksamener med til jul - og så droppet mit studie og søgt den fuldtidsstilling, så foreligger muligheden vel også for at man altid ville kunne vende tilbage og tage nogle kurser hvis man om et års tid fandt ud af at man skulle have gjort det. 

Men lyt til dig selv - for jeg syntes nu egentlig at du er ret tydelig omkring hvad der ville gøre dig glad både nu og på sigt - og det må jo være det primære.. 

For at være helt ærlige så tror jeg det er de færreste der ved præcis hvilket liv de ønsker at leve små 5-10 år efter at de vælger deres uddannelse, nogen gange så er de ideer og tanker vi havde engang om hvilket liv vi ønskede os ikke længere forenelige med det liv man egentlig gerne vil have de 5-10 år senere. 

Jeg syntes egentlig du lyder rimelig afklaret, og syntes man skal tage det med sig som man kan - og så komme videre i livet. Hvis jeg havde stået der hvor du står, så havde jeg nok valgt at fuldføre studiet hvis der var kort tid tilbage, det lyder der jo ikke ligefrem til at der er, men je havde nok taget de to eksamener med til jul - og så droppet mit studie og søgt den fuldtidsstilling, så foreligger muligheden vel også for at man altid ville kunne vende tilbage og tage nogle kurser hvis man om et års tid fandt ud af at man skulle have gjort det. 

Men lyt til dig selv - for jeg syntes nu egentlig at du er ret tydelig omkring hvad der ville gøre dig glad både nu og på sigt - og det må jo være det primære.. 

Det er også min umiddelbare plan at gennemføre dette semester - ikke mindste fordi fagene er relevante for mit job. 

Jeg er ret afklaret med at det var et forkert valg af studie. Det er ikke en nyhed. Jeg har kedet mig der fra første dag. Men motivationen var noget større i starten - men har dalet siden. Og især siden jeg fik det job, jeg nu besidder. 

Faktisk søgte jeg et deltidsjob (før havde jeg studierelevant fuldtidsjob, som betalte min uddannelse, og jeg fik løn for at gå i skole. Men jeg hadede det, og ønskede mig blot et job, som det jeg så fik), for at kunne få tid til at gennemføre studiet, så jeg kunne komme videre i mit liv. 

Jeg er også afklaret med at det job jeg har nu, er perfekt for mig (nu). Jeg tror, at skulle jeg skifte arbejdsplads, ville jeg søge et lignende job. 

Det er som tidligere nævnt ikke en mulighed at vende tilbage hvis jeg melder mig ud. 

Og mht. det sidste du skriver, så ved jeg præcis hvad der ville gøre mig glad NU. Og det kan virke som om at det er forevigt. Og det er det måske også. Men jeg ved jo ikke om det er det der vil gøre mig glad på længere sigt. 

Når du har gjort dine fag færdige til december, kunne du så måske tage en pause??

Det kan være rart at tage en pause fra sit studie, hvis det hænger en ud af halsen.

Så kam det være du kan tage det op igen om et par år, når du har fået det lidt på afstand.

Muligvis er det bare en titel, men det er jo det det tæller på cv'et, HVIS du en dag skulle finde noget andet

*Camilla 40+3

Jeg har ikke læst tråden igennem (mine øjne er ved at være for trætte). 

Men har du overvejet muligheden for at tage orlov fra studiet, og så bruge tiden på at arbejde?
det er fantastisk at du har et drømmejob og en chef som vil ansætte dig fuldtid.

desuden - så har jeg hørt mange gange at det anbefales at arbejde imellem bacheloren og kandidaten - simpelthen for at få noget erfaring og for at man ikke kører træt i det.

har du mulighed for videreuddannelse via dit job? Støtter chefen op om det? (det lyder det til athan gør).

altså jeg ville sige at du skulle tage chancen ved jobbet - for som du selv siger, hvad nytter en titel hvis du ikke kan det som titlen medfører...  

Anonym skriver:

Er i syv sind. Da jeg engang i sin tid valgte min vej, var mine forudsætninger lidt anderledes. Siden har jeg bl.a. fået to børn.

Jeg læser en overbygning - en temmelig læsetung én af slagsen. Og det røvkeder mig! Jeg har været igang med at læse i hundrede år, og børn kunne være færdig om et års tid- max halvandet med min kandidat. Men jeg er SÅ umotiveret. Ikke bare nu, men det er bare vokset siden jeg startede. Jeg mangler fem fag og et speciale. Er igang med to af dem, som jeg kan afslutte til december. Men jeg giiiiider ikke.

Med til historien hører at jeg har et job, som pt hedder 23 timer om ugen, og studiet læses på deltid. Det job startede jeg på efter min sidste barsel, og det er DET job, som jeg har ønsket mig i årevis. Det er det perfekte job for mig, og jeg føler mig så tilpas der. Jeg fik af vide af direktøren for et par uger siden, at han håbede at jeg gjorde min uddannelse færdig, men hvis jeg kom og sagde at jeg havde droppet det, så kunne jeg starte fuld tid med det samme. Der er masser af opgaver til mig, som pt udføres af andre, som har mange andre ting at lave. Han er ikke interesseret i at ansætte en anden eller en hjælper, og det er jeg heller ikke. Han håber som sagt at jeg færdiggør min uddannelse, da han ser det som en fordel for virksomheden at have sådan en slags som jeg i så fald vil blive ansat. Hvis jeg gør det færdigt, bliver jeg fuldtidsansat derefter, og indtil da må vi klare os igennem.

Jeg har altid kunne tage mig sammen til at læse til mine eksamener, selvom jeg nok har valgt lidt forkert uddannelse. Jeg troede jeg ville have en lang og fin uddannelse, men jeg keder mig bare så meget nu. Kan slet ikke finde i mig selv at gøre noget ud af det.

Har talt med min kæreste, mine forældre og veninder om det. Der er bred enighed om at det er mest fornuftigt at knibe ballerne sammen, og gennemføre. Men for hvad? Jeg består mine eksamener med 2, og har glemt dagen efter hvad jeg var oppe i. Så det vil bare være en titel. Men det er selvfølgelig også fint, hvis der pludselig kommer en dag hvor jeg er tvunget til at finde et andet job. Men hvad hjælper en titel, hvis man ikke kan det der forventes? Til gengæld er jeg god til mig job. Jeg har lyst til at lære og udvikle. Udvikle både mig, og jobbet. Og jeg har fuldstændig frie hænder, bare jeg leverer opgaverne til deadlines. Jeg får en god løn, men den kunne være bedre hvis jeg færdiggjorde uddannelsen - men den uddannelse giver ofte jobs, hvor timeantallet næppe er under 45-50 timer ugentligt. Og det er jeg heller ikke interesseret i.

Gode grunde til at gennemføre er, at jeg får titlen, og kan bruge den hvis jeg skal søge job senere. Der følger også fag med, som er relevante for mit job - jobbet og uddannelsen ligger ikke langt fra hinanden.

Gode grunde til at stoppe er at jeg er meget umotiveret, jeg har mit drømmejob, og jeg formentlig aldrig vil bruge uddannelsen. Jeg investerer meget tid (og lever på deltidsløn/su (ikke noget man bliver rig af)) i den, tid og energi der kunne gå til familien.

Hvis der er nogen der stadig læser med, hvad ville i så gøre? Eller sige til jeres veninde, der stod i samme situation?

Det er en stor beslutning, som du står med. Det er uden tvivl det mest fornuftige at færdiggøre din uddannelse, MEN hvis det er på bekostning af dir velvære og din mentale tilstand, så mener jeg vitterlig ikke at uddannelse er det værd!

Jeg startede på uni i 2008. Var kommet ind på mit drømmestudium! Ønskede at få en fin titel og samtidig dækkede faget mine interesser! Efter første semester, skiftede jeg uddannelse, fordi universitetsformen ikke var mig! Det var et nederlag, fordi jeg troede at jeg havde fundet min rette hylde!

Jeg startede nu på pædagoguddannelsen og fra starten vidste jeg, at uddannelsen ikke var mig! Alligevel blev jeg der i 1,5 år, hvorefter jeg søgte ind på læreren! Der er jeg startet nu og det er SÅ hårdt! Jeg har flere gange tænkt på at droppe ud, fordi jeg synes det er så svært at komme igang igen! Jeg har dog besluttet mig for, at denne gang skal jeg gøre det færdigt!! Og det SKAL jeg!

Jeg har været flov over mine uddannelsesforløb og følt at jeg ikke kunne noget! Jeg drømmer dagligt om at finde min helt rigtige hylde, men tvivler på at den findes

Jeg vil anbefale dig at følge dit hjerte! Hvis di magter at gennemføre, så ville det uden tvivl være bedst, men hvis ikke, så er tingene bare sådan!!

Held og lykke med din beslutning

Er det ikke muligt at tage pause/orlov fra studiet og lige få en pause fra at læse og på den måde finde motivationen igen?

Hvis jeg var dig ville jeg lige snuppe den sidste del af uddannelsen med. Du har dit drømmwjob nu, ja, men hvad hvis du får en ny chef? den nye vil med stor sansynlighed kun kigge på dine papirer og ikke så meget på om du har været der længe osv. Og så ansætter han måske en der har den uddannelse du er ved at tage nu...

Oveni vil du jo også få en højere løn - så det lønner sig jo lige at skulle skrabe det ene år, for så skal du ikke tænke på det fremover

Jeg kan godt forstå at det er hårdt psykisk lige nu, at det tærer på dig og dermed også påvirker i familien, men vil det jo også hvis du mister jobbet..

Uanset hvad du vælger, får du lige et stort kram, for det er virkelig en hård sistuation at stå i

chael skriver:

Når du har gjort dine fag færdige til december, kunne du så måske tage en pause??

Det kan være rart at tage en pause fra sit studie, hvis det hænger en ud af halsen.

Så kam det være du kan tage det op igen om et par år, når du har fået det lidt på afstand.

Muligvis er det bare en titel, men det er jo det det tæller på cv'et, HVIS du en dag skulle finde noget andet

*Camilla 40+3

Det er ikke en option at tage en pause. Det er kun 10 mdr siden jeg vendte tilbage efter en barsel. Så enten gør jeg det færdig nu, eller også dropper jeg det helt.

Og som tidligere nævnt er der en femårsfrist på studiet, så jeg skal være færdig indenfor to år fra nu

KaLee skriver:

Jeg har ikke læst tråden igennem (mine øjne er ved at være for trætte). 

Men har du overvejet muligheden for at tage orlov fra studiet, og så bruge tiden på at arbejde?
det er fantastisk at du har et drømmejob og en chef som vil ansætte dig fuldtid.

desuden - så har jeg hørt mange gange at det anbefales at arbejde imellem bacheloren og kandidaten - simpelthen for at få noget erfaring og for at man ikke kører træt i det.

har du mulighed for videreuddannelse via dit job? Støtter chefen op om det? (det lyder det til athan gør).

altså jeg ville sige at du skulle tage chancen ved jobbet - for som du selv siger, hvad nytter en titel hvis du ikke kan det som titlen medfører...  

Nej, jeg overvejer ikke at tage orlov fra studiet. Det er under et år siden jeg vendte tilbage fra barselsorlov. Hvis det skal gøres færdigt, så skal det gøres færdigt nu. Så må jeg tage mig selv i kraven, og gøre det. Hvis jeg stopper nu, så stopper jeg helt. Jeg har passeret de 30 år, og jeg gider ikke være studerende mere. Og det ændrer sig ikke, hvis jeg tager orlov.

Jeg har arbejdet med studierelevant arbejde igennem de sidste syv år på forskellige jobs. Fra små studiejobs, til fuldtidsjob. Så jeg har arbejdet, og det bliver jeg ved med. Jeg arbejder som nævnt 23+ timer ugentligt nu.

Mellem min bachelor og kandidat holdt jeg i øvrigt et års barsel. Jeg startede på kandidaten i 2008, og har læst på deltid hele tiden, og holdt endnu et års barsel. Ja, jeg forstår at trække det ud...

Jeg ved ikke hvor vidt jeg har mulighed for at videreuddanne mig igennem mit job. Altså, jeg tager relevante kurser, og så får jeg en allerhelvedes masse erfaring, fordi jeg konstant bliver smidt ud i nye situationer.

Lunae skriver:

Det er en stor beslutning, som du står med. Det er uden tvivl det mest fornuftige at færdiggøre din uddannelse, MEN hvis det er på bekostning af dir velvære og din mentale tilstand, så mener jeg vitterlig ikke at uddannelse er det værd!

Jeg startede på uni i 2008. Var kommet ind på mit drømmestudium! Ønskede at få en fin titel og samtidig dækkede faget mine interesser! Efter første semester, skiftede jeg uddannelse, fordi universitetsformen ikke var mig! Det var et nederlag, fordi jeg troede at jeg havde fundet min rette hylde!

Jeg startede nu på pædagoguddannelsen og fra starten vidste jeg, at uddannelsen ikke var mig! Alligevel blev jeg der i 1,5 år, hvorefter jeg søgte ind på læreren! Der er jeg startet nu og det er SÅ hårdt! Jeg har flere gange tænkt på at droppe ud, fordi jeg synes det er så svært at komme igang igen! Jeg har dog besluttet mig for, at denne gang skal jeg gøre det færdigt!! Og det SKAL jeg!

Jeg har været flov over mine uddannelsesforløb og følt at jeg ikke kunne noget! Jeg drømmer dagligt om at finde min helt rigtige hylde, men tvivler på at den findes

Jeg vil anbefale dig at følge dit hjerte! Hvis di magter at gennemføre, så ville det uden tvivl være bedst, men hvis ikke, så er tingene bare sådan!!

Held og lykke med din beslutning

Tak...ja, det er en svær beslutning. Fordi, det netop ikke er en pause jeg vil tage - jeg skal træffe en beslutning som er endegyldig. Enten så gør jeg det, eller også så gør jeg det ikke. Jeg vender ikke tilbage til skolen, hvis jeg dropper ud nu.

 

Når du står, som du gør nu, så burde du måske have droppet ud længe før, hvis det var?

Men... man kan altid være bagklog. Jeg synes personligt at du skal knibe ballerne sammen og færdiggøre det nu, når du er så langt. Hvis du skulle droppe ud, så skulle du have gjort det langt tidligere. Tal med din familie om at du gør det færdigt og at du kommer til at få brug for hjælp til at have overskud i fritiden, fordi du kommer til at give så meget af dig selv nu for at blive færdig hurtigt.
Undersøg med din arbejdsplads om du kunne skrive speciale i forbindelse med dit nuværende arbejde (det der som Berta forslog), og så knib for himlens skyld ballerne sammen. Lad være med at lav et livsforløb der går på, at du for evigt har det dejlige job, som du har nu. Se aldrig på hvad der er det bedste der kan ske, se altid på hvad det værste kan være at der sker. Fx at du mister arbejdet og skal søge nyt; de vil se på dit CV.

Så bliv færdig og det i en fart.