Er i syv sind. Da jeg engang i sin tid valgte min vej, var mine forudsætninger lidt anderledes. Siden har jeg bl.a. fået to børn.
Jeg læser en overbygning - en temmelig læsetung én af slagsen. Og det røvkeder mig! Jeg har været igang med at læse i hundrede år, og børn kunne være færdig om et års tid- max halvandet med min kandidat. Men jeg er SÅ umotiveret. Ikke bare nu, men det er bare vokset siden jeg startede. Jeg mangler fem fag og et speciale. Er igang med to af dem, som jeg kan afslutte til december. Men jeg giiiiider ikke.
Med til historien hører at jeg har et job, som pt hedder 23 timer om ugen, og studiet læses på deltid. Det job startede jeg på efter min sidste barsel, og det er DET job, som jeg har ønsket mig i årevis. Det er det perfekte job for mig, og jeg føler mig så tilpas der. Jeg fik af vide af direktøren for et par uger siden, at han håbede at jeg gjorde min uddannelse færdig, men hvis jeg kom og sagde at jeg havde droppet det, så kunne jeg starte fuld tid med det samme. Der er masser af opgaver til mig, som pt udføres af andre, som har mange andre ting at lave. Han er ikke interesseret i at ansætte en anden eller en hjælper, og det er jeg heller ikke. Han håber som sagt at jeg færdiggør min uddannelse, da han ser det som en fordel for virksomheden at have sådan en slags som jeg i så fald vil blive ansat. Hvis jeg gør det færdigt, bliver jeg fuldtidsansat derefter, og indtil da må vi klare os igennem.
Jeg har altid kunne tage mig sammen til at læse til mine eksamener, selvom jeg nok har valgt lidt forkert uddannelse. Jeg troede jeg ville have en lang og fin uddannelse, men jeg keder mig bare så meget nu. Kan slet ikke finde i mig selv at gøre noget ud af det.
Har talt med min kæreste, mine forældre og veninder om det. Der er bred enighed om at det er mest fornuftigt at knibe ballerne sammen, og gennemføre. Men for hvad? Jeg består mine eksamener med 2, og har glemt dagen efter hvad jeg var oppe i. Så det vil bare være en titel. Men det er selvfølgelig også fint, hvis der pludselig kommer en dag hvor jeg er tvunget til at finde et andet job. Men hvad hjælper en titel, hvis man ikke kan det der forventes? Til gengæld er jeg god til mig job. Jeg har lyst til at lære og udvikle. Udvikle både mig, og jobbet. Og jeg har fuldstændig frie hænder, bare jeg leverer opgaverne til deadlines. Jeg får en god løn, men den kunne være bedre hvis jeg færdiggjorde uddannelsen - men den uddannelse giver ofte jobs, hvor timeantallet næppe er under 45-50 timer ugentligt. Og det er jeg heller ikke interesseret i.
Gode grunde til at gennemføre er, at jeg får titlen, og kan bruge den hvis jeg skal søge job senere. Der følger også fag med, som er relevante for mit job - jobbet og uddannelsen ligger ikke langt fra hinanden.
Gode grunde til at stoppe er at jeg er meget umotiveret, jeg har mit drømmejob, og jeg formentlig aldrig vil bruge uddannelsen. Jeg investerer meget tid (og lever på deltidsløn/su (ikke noget man bliver rig af)) i den, tid og energi der kunne gå til familien.
Hvis der er nogen der stadig læser med, hvad ville i så gøre? Eller sige til jeres veninde, der stod i samme situation?
Anmeld
