Føler mig utilstrækkelig og som en dårlig mor :o(

Øv hvor jeg skammer mig! Jeg har i aften for første gang haft en rigtig hård putning til nat med min 7 mdr gamle søn som har fået sin første tand. Han havde været vågen siden kl 14 og først kl 20 overgav han sig i mine arme til søvnen. Det syntes jeg var hårdt!

Så AL RESPEKT til dig og din kæreste!!! Jeg har FULD forståelse for at du er frygtelig meget i vildrede og jeg ville virkelig ønske der var noget jeg kunne gøre!! Jeg vil gerne give dig en masse og så håber jeg at din læge har nogle gode råd, eller andre på denne side!!!

Jeg googlede lige lidt og fandt den her side. Nederst står der noget om et hypnose agtig trick, men ved ikke om den kan bruges på et 11 mdr gammelt barn. www.terror-night.blogspot.com

Hvis du får brug for et ekstra kram må du endelig skrive en pb!! Jeg lytter gerne

Sagen er den, at min søn på 11 måneder aldrig har sovet godt. Det kan tælles på én hånd hvor mange gange han har sover en hel nat, uden vi har hørt fra ham. Ikke da han var 2, 3 eller 4 måneder....Aldrig har han sovet ordenligt Og det er både dag og nat.

Jeg kan huske i starten, da han var lille. Der tænkte jeg, det bliver snrt bedre han er stadig så lille, det skal nok blive bedre snart MEN det blev det så ikke.

Hans alm søvnmønster har altid været 30-45 min lur -  en sjælden gang i mellem 1½ time hvis man vugger ham i 5-10 min efter de første 45 min.

Det er som sådan opk, hvis så han ellers bare havde sovet nogenlunde om natten, så mor her havde lidt overskud til at(ham) Det er til tider godt nok svært at finde overskudet frem til at være glade, sjove lege mor når man ikke har sovet mere end 3 timer i træk bare én nat de sidste 11 måneder!

Han bliver i øjeblikket puttet ved 19-19.30 tiden. Vi har i en periode på 1 måned ca. bare kunnet lægge ham i hans seng og så lagde ham sig. Det er desværre ovre nu, og han vil ikke overgive sig til søvnen hverken i sin egen seng eller i vores. Heller ikke selv om vi ligger der med ham.

Den er næsten 100% sikker, at han vågner efter 45 min og græder. Han er ikke til at trøste igen, hverken med nus, sang eller beroligende stemme og shhh lyde. Faktisk bliver det ofte værer hvis jeg prøver at nusse ham/trøste ham. Han bliver endnu mere ulykkelig/hysterisk og skubber mig væk med arme og ben Det har han altid gjort, han har aldrig villet trøstes eller nusses som andre babyer...Det er faktisk rigtig hårdt, for man kan nemt komme til at lade det gå ud over sig selv, og jeg tænker ofte på om han måske ikke kan lide mig eller hvad jeg dog gør forkert siden han ikke vil have det

Det ender som regl med, at jeg/hans far tager ham op, så falder han nogenlunde til ro igen, og lægger ham i vores seng.

Hvis han ligger i vores seng sover han nogenlunde og vågner mellem 2-6 gange resten af natten for at få sutten.

De få aftener hvor det lykkes os, at få ham til at falde i søvn i hans egen seng igen vågner han ved midnatstid hvor det hele gentager sig. Her giver vi ofte op og tager ham ind.

De sidste 7 nætter har desværre bare været endnu værer end de plejer. Han vil ikke overgive sig til søvnen ved putning, han skriger og skriger. Selv om vi tager ham ind skriger han. Lige når han er ved at falde i søvn vågner han med et set og begynder at græde igen. Det han tage 1½-2 timer at putte ham nu Han vågner så igen efter 45 min og græder meget, igen må en af os ind og ligge ved ham i vores seng til han sover 15-30 min tager det denne gang igen efter 45 min og når vi går i seng ved vi aldrig hvad natten bringer. For 3 ud af de 7 nætter har han holdt os vågne med skrig/jammer, brok og snak mellem 1½-3 timer midt på natten.

 

Jeg er dybt misundelig på de, der har babyer der bare sover gennem natten fra de er 4 måneder og som kan en gang i mellem i perioder har problemer med putningen.

Ja faktisk kan jeg blive rigtig sur og ond i sulet når jeg læser indlæg om dette emne. Jeg ville sådan ønske jeg kunne få noget mere sammenhængende søvn så jeg kunne få noegt mere overskud til mit barn som jeg elsker mere end alt andet i denne verden, men ikke magter altid

Og udsigten til ikke at vide hvornår det bliver bedre gør mig så depri. Jeg prøver at gemme tankerne om dette, da jeg ikke kan holde ud at tænke på hvor længe dette endnu skal vare ved!

Det er psykisk terror. Både kæresten og jeg sidder hver aften og er bange for om han nu vågner, da vi ikke føler vi er i stand til at trøste han igen og vi aldrig ved om det tager 5 eller 50 min før han sover igen.

Jeg føler et eller andet sted, at jeg må have gjort/gøre noget helt forkert siden mit barn er sådan.

Jeg var ikke selv sådan som barn, ej heller var min bror, min kæreste, hans søskende, hans nevøre eller niecer. Der er ingen i familien der har oplevet noegt lig. Så de kan ikke hjælpe og synes han er et mærkeligt og krævende barn

 

Havde lige brug for at komme ud med alle mine følelser, så tager vi lige et par dage mere!

Min datter har heller aldrig sovet som andre børn, desværre, måske lige de første 3 uger, men ellers ikke. Hun var over 1½ år før hun sov sådan næsten igennem om natten - men er blevet to før det er flere dage i træk hvor jeg kan ligge hende uden at hun vågner, det gør hun stadig indimellem, og så må jeg lige ind og trøste, til gengæld er det blevet så meget bedre. Men det var en hård hård omgang at skulle igennem, især når man kun er sig selv, men man kommer igennem den og du eller jeg er ikke utilstrækkelige som forældre selvom det kan føles sådan indimellem.Min datter sover stadig ikke som andre børn, hun sover fx. ikke middagslur og har ikke gjort det siden hun fyldte 2. Skal måske lige tilføje at jeg har forsøgt mange gange at få hende til at sove i hendes egen seng, men hun var over 1½ før det lykkes, så jeg lod hende sove i min seng og forsøgte indimellem at tage kampen, men jeg tror simpelthen ikke hun har været klar til det.. 

Lige et spørgsmål er han født for tidligt???

Har i prøvet med en kugledyne, den hjælper på mange børn...???

Går han i dagpleje/ vuggestue???

Og til sidst lige et kæmpe knus til dig...

Majbritt

Allerførst: Han er IKKE et mærkeligt barn. Børn er forskellige og det er nu bare sådan jeres dreng er. Lad ikke andre mennesker fortælle jer noget andet!

Når det er sagt, så synes jeg I skal tage til lægen/ørelæge og få tjekket hans ører. Min datter var også dybt ulykkelig og utrøstelig om natten og det viste sig at hun havde væske i melløret og havde onde øresmerter om natten (smerterne bliver værre når barnet ligger ned) Hun fik efter noget tid lagt dræn i ørerne, og det var en helt anden pige vi fik med hjem!

Eftersom han hverken sover særlig længe nat eller dag, så synes jeg I skal få det tjekket. Er der ikke noget i vejen med ørerne, så snak med jeres læge eller sundhedsplejerske om hvad I så kan gøre, for denne situation er jo helt uholdbar for jer.

Held og lykke med det hele

Anonym skriver:

Sagen er den, at min søn på 11 måneder aldrig har sovet godt. Det kan tælles på én hånd hvor mange gange han har sover en hel nat, uden vi har hørt fra ham. Ikke da han var 2, 3 eller 4 måneder....Aldrig har han sovet ordenligt Og det er både dag og nat.

Jeg kan huske i starten, da han var lille. Der tænkte jeg, det bliver snrt bedre han er stadig så lille, det skal nok blive bedre snart MEN det blev det så ikke.

Hans alm søvnmønster har altid været 30-45 min lur -  en sjælden gang i mellem 1½ time hvis man vugger ham i 5-10 min efter de første 45 min.

Det er som sådan opk, hvis så han ellers bare havde sovet nogenlunde om natten, så mor her havde lidt overskud til at(ham) Det er til tider godt nok svært at finde overskudet frem til at være glade, sjove lege mor når man ikke har sovet mere end 3 timer i træk bare én nat de sidste 11 måneder!

Han bliver i øjeblikket puttet ved 19-19.30 tiden. Vi har i en periode på 1 måned ca. bare kunnet lægge ham i hans seng og så lagde ham sig. Det er desværre ovre nu, og han vil ikke overgive sig til søvnen hverken i sin egen seng eller i vores. Heller ikke selv om vi ligger der med ham.

Den er næsten 100% sikker, at han vågner efter 45 min og græder. Han er ikke til at trøste igen, hverken med nus, sang eller beroligende stemme og shhh lyde. Faktisk bliver det ofte værer hvis jeg prøver at nusse ham/trøste ham. Han bliver endnu mere ulykkelig/hysterisk og skubber mig væk med arme og ben Det har han altid gjort, han har aldrig villet trøstes eller nusses som andre babyer...Det er faktisk rigtig hårdt, for man kan nemt komme til at lade det gå ud over sig selv, og jeg tænker ofte på om han måske ikke kan lide mig eller hvad jeg dog gør forkert siden han ikke vil have det

Det ender som regl med, at jeg/hans far tager ham op, så falder han nogenlunde til ro igen, og lægger ham i vores seng.

Hvis han ligger i vores seng sover han nogenlunde og vågner mellem 2-6 gange resten af natten for at få sutten.

De få aftener hvor det lykkes os, at få ham til at falde i søvn i hans egen seng igen vågner han ved midnatstid hvor det hele gentager sig. Her giver vi ofte op og tager ham ind.

De sidste 7 nætter har desværre bare været endnu værer end de plejer. Han vil ikke overgive sig til søvnen ved putning, han skriger og skriger. Selv om vi tager ham ind skriger han. Lige når han er ved at falde i søvn vågner han med et set og begynder at græde igen. Det han tage 1½-2 timer at putte ham nu Han vågner så igen efter 45 min og græder meget, igen må en af os ind og ligge ved ham i vores seng til han sover 15-30 min tager det denne gang igen efter 45 min og når vi går i seng ved vi aldrig hvad natten bringer. For 3 ud af de 7 nætter har han holdt os vågne med skrig/jammer, brok og snak mellem 1½-3 timer midt på natten.

 

Jeg er dybt misundelig på de, der har babyer der bare sover gennem natten fra de er 4 måneder og som kan en gang i mellem i perioder har problemer med putningen.

Ja faktisk kan jeg blive rigtig sur og ond i sulet når jeg læser indlæg om dette emne. Jeg ville sådan ønske jeg kunne få noget mere sammenhængende søvn så jeg kunne få noegt mere overskud til mit barn som jeg elsker mere end alt andet i denne verden, men ikke magter altid

Og udsigten til ikke at vide hvornår det bliver bedre gør mig så depri. Jeg prøver at gemme tankerne om dette, da jeg ikke kan holde ud at tænke på hvor længe dette endnu skal vare ved!

Det er psykisk terror. Både kæresten og jeg sidder hver aften og er bange for om han nu vågner, da vi ikke føler vi er i stand til at trøste han igen og vi aldrig ved om det tager 5 eller 50 min før han sover igen.

Jeg føler et eller andet sted, at jeg må have gjort/gøre noget helt forkert siden mit barn er sådan.

Jeg var ikke selv sådan som barn, ej heller var min bror, min kæreste, hans søskende, hans nevøre eller niecer. Der er ingen i familien der har oplevet noegt lig. Så de kan ikke hjælpe og synes han er et mærkeligt og krævende barn

 

Havde lige brug for at komme ud med alle mine følelser, så tager vi lige et par dage mere!

 nej nej nej åhhh i stakler

det lyder li'som min Tinke

jeg fik afvide at det ville blive bedre og ja jeg havde 13 måneder uden søvn  

jeg kan bare huske at hun skreg hele tiden og hun skubbede mig væk, ville ikke lade mig trøste (vil hun stadig ikke) jeg følte mig ubrugelig og elendig, min sundhedsplejske sagde bare (da Tinke var 10-11 mån) at hun var kommet ind i en periode hvor hun var begyndt at drømme  (hvad så med de andre mån hun har levet?)

men ja ærligt så kan jeg jo ikke komme med mirakler eller noget, men vores gik over

da hun var 13 måneder var jeg så zombi agtig (er alene) at jeg blev sur  

 jeg havde min mor ved mig, og vi besluttede at det var nu det var nok, så jeg lagde tinke i seng (igen og igen og igen) hun blev ved at græde og til sidst blev jeg sur  og så sagde jeg til tinke da jeg var inde ved hende  > mor er lige uden for men jeg kommer ikke ind mere nu, nu skal tinke sove < og så lukkede jeg døren  

jeg har så lært at de skal have afvide at man er der stadig, så min mor og jeg talte sammen lige ved siden af døren.

Tinke blev først lidt chokket tror jeg for der var stilhed lidt og så kom raseriet  hun blev så gal at hun kastede sutterne mod døren mens hun skreg af raseri, vi prøvede at blive ved med at tale så hun kunne høre jeg stadig var der, og 14 min efter så sov hun og har gjort det lige siden HELE NATTEN

jeg ved ikke hvad der skete og jeg er stadig lidt i chok (hun er 21mån nu)

men gud hvor er søvn skønt, selv om jeg stadig bliver helt grædefærdig når hun er syg og græder/vågner om natten

men undersøg lige om dit barn fejler noget først så alt er sikkeret, min håbløshed var jo at hun intet fejlede

Held og lykke  (det skal nok gå)

Jeg hopper med på rådet om ørelæge! Har flere veninder med øre-børn, og i hvert fald to af dem fandt ud af at deres små poder havde væske på ørene fordi de græd hver gang de blev lagt, og aldrig sov ret længe ad gangen! Så kom de forbi ørelægen, fik tid til at få anlagt dræn, og VUPTI havde de fået nattesøvnen igen! 

Hansen97 skriver:

Ja jeg tror sagtens være det... Det behøver jo ikke være alle dage der er lige slemme... Han kan jo også have almindelige drømme.. Men det der hjalp her var : ikke for varmt, ikke for mange ting igennem dagen, ikke for meget sukker til aften, rutiner, en Spray i rummet med vand, lavendel olie, ylang ylang olie....

Efter sommeren sidste år var den helt gal og jeg begyndte at søge på nettet igen og fandt at hjernen kan "vænne" Sig til nye vaner. Så i 3 uger vækkede jeg ham efter 1.5 times søvn og fik ham op at stå og spurgte ham om en simpel ting som for eks hans navn. Når han havde svaret så måtte han sove igen...
Det hjalp og i dag har han kun "anfald" engang i mellem. Når han har haft for meget om ørerne eller er blevet alt for træt... Men det har været rigtig rigtig hårdt... Og er stadig engang i mellem...

Jeg tror helt klart han har tendens til night terror anfald, men i dag er jeg faldet over et indlæg på en anden hjemmeside, hvor en gør opmærksom på noget der hedder kiss kid syndrom. Jeg har googlet det, og 8 ud af 10 af symptomerne er identiske med mit barn, så har nu besluttet at tage kontakt til en kiropraktor i morgen og forhøre mig med dem.

Men tusind tak for dine råd, kan være jeg vender tilbage, hvis der bliver flere problemer med night terror her hjemme!

Nessie skriver:

Han kan jo også have "almindelige" mareridt, det lider Daniel også meget af (ligesom hans far).

Det er frygtelig hårdt ikke at få sin nattesøvn, og Daniek reagerer desværre på sygdom, tænder, mange oplevelser osv., ved at vågne mange gange om natten.

En overgang tænkte vi om det mon bare var en dårlig vane. Men han kan sagtens sove igennem i en uge eller mere, så der er ikke rigtig noget mønster i hans natteroderi.

Når han ikke synes at han skal sove, så putter vi ham som vi plejer, siger godnat osv, og går ud. I vores tilfælde er det som regel ikke noget problem at putte ham i seng, det er når han vågner om natten og vil op at vi har balladen.
Men så går vi ind og tilbyder ham vand, og lægger ham ned og siger godnat, og nogle gange kan vi (desværre) gøre det mange gange, før han fatter at han skal sove videre.

Jeg kan se i et andet svar, at du snart skal til lægen med ham alligevel, så prøv at tale med lægen om det, det kan være han/hun har nogle gode råd til hvordan I kan få stoppet natteroderiet (og vi tager også gerne imod gode råd )

Igen tusind tak for dine svar. Det er bare så hårdt i længden ikke at sove ordenligt

Jeg er blevet bekendt med noget der hedder kiss kid syndrom i dag, og 8 ud af 10 symptomer på dette har min søn, så vi har besluttet at tage kontakt til en kiropraktor i morgen og se hvad de har at sige til det

Jeg har brugt din putte teknik her til aften, det tog mig 40 min men så sov han også. Godt nok i vores seng, men da vi skal flytte i weekenden vælger jeg, at tage den store kamp når vi er flyttet.

Anonym skriver:

Sagen er den, at min søn på 11 måneder aldrig har sovet godt. Det kan tælles på én hånd hvor mange gange han har sover en hel nat, uden vi har hørt fra ham. Ikke da han var 2, 3 eller 4 måneder....Aldrig har han sovet ordenligt Og det er både dag og nat.

Jeg kan huske i starten, da han var lille. Der tænkte jeg, det bliver snrt bedre han er stadig så lille, det skal nok blive bedre snart MEN det blev det så ikke.

Hans alm søvnmønster har altid været 30-45 min lur -  en sjælden gang i mellem 1½ time hvis man vugger ham i 5-10 min efter de første 45 min.

Det er som sådan opk, hvis så han ellers bare havde sovet nogenlunde om natten, så mor her havde lidt overskud til at(ham) Det er til tider godt nok svært at finde overskudet frem til at være glade, sjove lege mor når man ikke har sovet mere end 3 timer i træk bare én nat de sidste 11 måneder!

Han bliver i øjeblikket puttet ved 19-19.30 tiden. Vi har i en periode på 1 måned ca. bare kunnet lægge ham i hans seng og så lagde ham sig. Det er desværre ovre nu, og han vil ikke overgive sig til søvnen hverken i sin egen seng eller i vores. Heller ikke selv om vi ligger der med ham.

Den er næsten 100% sikker, at han vågner efter 45 min og græder. Han er ikke til at trøste igen, hverken med nus, sang eller beroligende stemme og shhh lyde. Faktisk bliver det ofte værer hvis jeg prøver at nusse ham/trøste ham. Han bliver endnu mere ulykkelig/hysterisk og skubber mig væk med arme og ben Det har han altid gjort, han har aldrig villet trøstes eller nusses som andre babyer...Det er faktisk rigtig hårdt, for man kan nemt komme til at lade det gå ud over sig selv, og jeg tænker ofte på om han måske ikke kan lide mig eller hvad jeg dog gør forkert siden han ikke vil have det

Det ender som regl med, at jeg/hans far tager ham op, så falder han nogenlunde til ro igen, og lægger ham i vores seng.

Hvis han ligger i vores seng sover han nogenlunde og vågner mellem 2-6 gange resten af natten for at få sutten.

De få aftener hvor det lykkes os, at få ham til at falde i søvn i hans egen seng igen vågner han ved midnatstid hvor det hele gentager sig. Her giver vi ofte op og tager ham ind.

De sidste 7 nætter har desværre bare været endnu værer end de plejer. Han vil ikke overgive sig til søvnen ved putning, han skriger og skriger. Selv om vi tager ham ind skriger han. Lige når han er ved at falde i søvn vågner han med et set og begynder at græde igen. Det han tage 1½-2 timer at putte ham nu Han vågner så igen efter 45 min og græder meget, igen må en af os ind og ligge ved ham i vores seng til han sover 15-30 min tager det denne gang igen efter 45 min og når vi går i seng ved vi aldrig hvad natten bringer. For 3 ud af de 7 nætter har han holdt os vågne med skrig/jammer, brok og snak mellem 1½-3 timer midt på natten.

 

Jeg er dybt misundelig på de, der har babyer der bare sover gennem natten fra de er 4 måneder og som kan en gang i mellem i perioder har problemer med putningen.

Ja faktisk kan jeg blive rigtig sur og ond i sulet når jeg læser indlæg om dette emne. Jeg ville sådan ønske jeg kunne få noget mere sammenhængende søvn så jeg kunne få noegt mere overskud til mit barn som jeg elsker mere end alt andet i denne verden, men ikke magter altid

Og udsigten til ikke at vide hvornår det bliver bedre gør mig så depri. Jeg prøver at gemme tankerne om dette, da jeg ikke kan holde ud at tænke på hvor længe dette endnu skal vare ved!

Det er psykisk terror. Både kæresten og jeg sidder hver aften og er bange for om han nu vågner, da vi ikke føler vi er i stand til at trøste han igen og vi aldrig ved om det tager 5 eller 50 min før han sover igen.

Jeg føler et eller andet sted, at jeg må have gjort/gøre noget helt forkert siden mit barn er sådan.

Jeg var ikke selv sådan som barn, ej heller var min bror, min kæreste, hans søskende, hans nevøre eller niecer. Der er ingen i familien der har oplevet noegt lig. Så de kan ikke hjælpe og synes han er et mærkeligt og krævende barn

 

Havde lige brug for at komme ud med alle mine følelser, så tager vi lige et par dage mere!

Hvor jeg dog føler med dig... nattesøvnen kan jeg ikke hjælpe med

Men tilgængæld det med og pusse nusse kan jeg måske godt hjælpe dig med og forstå... Min søn har det nøgagtig på samme måde...

Han kan sansynligvis ikke "klare" den bløde nusseri... derfor bliver han irriteret og skubber dig væk. Vi fik og vide at vi skulle prøve med "hård" massage... og det elsker han...

et andet råd er at spørge jeres dagpleje/vuggestue, om de har en social pædagog tilknyttet. det var der vi fik hjælp igennem... social pædagog, henviste en "tale" pædagog og en rytmik pædagog... det hjalp os utroligt meget...

Mumto3 skriver:

Åh, nej dog!!! Stakkels stakkels ham, og stakkels stakkels dig!!!

Han er IKKE et mærkeligt og beværligt barn!! Det må han aldrig  føle! -og du er IKKE en dårlig mor! Det er jo ikke moren der kan sørger for, om man får et barn med kolik eller som har svært ved at sove, eller har svært ved at spise ved brystet. Det er jo bare sådan babyer er forskellige.

Hvis det nu gav jer mere søvn, hvad så med at gå i seng samtidig  med ham og så ligge ind i dobbeltsenge. Lad ham sove der inde hele natten og hver nat. Hver gang han vågner så er i der. Han behøver ikke græde og være ked af det, og behøver ikke at frygte om I nu kommer ind til ham, for I er der bare.

Ja, det lyder kedeligt og træls, men det lyder jo heller ikke til at det er særlig holdbart sådan som det fungere eller nærmere ikke fungere lige nu.

Du skriver han ikke vil nusses, men skubber dig væk. Du skriver også at han falder til ro når I tager ham op. Kunne hans afvisning af at blive nusset ikke bare være en måde at sige: Kære mor, jeg har ikke  brug for at blive nusset, jeg har brug for at du tager mig op!

-og til sidst lige et kæmpe  herfra.

Jeg har 3 børn, vores første barn var klart det barn vi havde allerflest soveproblemer med. Nu efter at have fået to børn mere, kan jeg OGSÅ konstatere at vores første (problem) barn også var det barn der sov BEDST!!! Jeg havde bare nogle fuldstændig urealistiske forventninger til børn og søvn. Da jeg indrettede mig mere efter vores barn end mine forventninger om hvordan et barn burde sove, så gik det meget meget nemmere, også selvom de næste to børn, virkelig var ægte 'problem-børn'. Det virkede bare slet ikke så voldsomt.

Tusind tak for mine tanker

Jeg føler ikke han er et mærkeligt barn, men jeg er dybt misundelig på folk der har børn der sover igennem fra de er 3 måneder eller lig. Det må jeg sige.

Desværre er det allerede sådan, at han sover i vores seng, da vi først havede indtryk af, at han havde brug for mere trykhed fra os. Det hjælper ikke desværre og ej heller hjælper det at vi ligger der sammen med ham her i tiden(det har det gjort før hen)

Tror vitterligt ikke jeg har for høje forventninger til hvordan han skal sove desværre. Men at vågne 6-8 gange hver nat når man er 11½ måned, det mener jeg er for meget