Føler mig utilstrækkelig og som en dårlig mor :o(

Sagen er den, at min søn på 11 måneder aldrig har sovet godt. Det kan tælles på én hånd hvor mange gange han har sover en hel nat, uden vi har hørt fra ham. Ikke da han var 2, 3 eller 4 måneder....Aldrig har han sovet ordenligt Og det er både dag og nat.

Jeg kan huske i starten, da han var lille. Der tænkte jeg, det bliver snrt bedre han er stadig så lille, det skal nok blive bedre snart MEN det blev det så ikke.

Hans alm søvnmønster har altid været 30-45 min lur -  en sjælden gang i mellem 1½ time hvis man vugger ham i 5-10 min efter de første 45 min.

Det er som sådan opk, hvis så han ellers bare havde sovet nogenlunde om natten, så mor her havde lidt overskud til at(ham) Det er til tider godt nok svært at finde overskudet frem til at være glade, sjove lege mor når man ikke har sovet mere end 3 timer i træk bare én nat de sidste 11 måneder!

Han bliver i øjeblikket puttet ved 19-19.30 tiden. Vi har i en periode på 1 måned ca. bare kunnet lægge ham i hans seng og så lagde ham sig. Det er desværre ovre nu, og han vil ikke overgive sig til søvnen hverken i sin egen seng eller i vores. Heller ikke selv om vi ligger der med ham.

Den er næsten 100% sikker, at han vågner efter 45 min og græder. Han er ikke til at trøste igen, hverken med nus, sang eller beroligende stemme og shhh lyde. Faktisk bliver det ofte værer hvis jeg prøver at nusse ham/trøste ham. Han bliver endnu mere ulykkelig/hysterisk og skubber mig væk med arme og ben Det har han altid gjort, han har aldrig villet trøstes eller nusses som andre babyer...Det er faktisk rigtig hårdt, for man kan nemt komme til at lade det gå ud over sig selv, og jeg tænker ofte på om han måske ikke kan lide mig eller hvad jeg dog gør forkert siden han ikke vil have det

Det ender som regl med, at jeg/hans far tager ham op, så falder han nogenlunde til ro igen, og lægger ham i vores seng.

Hvis han ligger i vores seng sover han nogenlunde og vågner mellem 2-6 gange resten af natten for at få sutten.

De få aftener hvor det lykkes os, at få ham til at falde i søvn i hans egen seng igen vågner han ved midnatstid hvor det hele gentager sig. Her giver vi ofte op og tager ham ind.

De sidste 7 nætter har desværre bare været endnu værer end de plejer. Han vil ikke overgive sig til søvnen ved putning, han skriger og skriger. Selv om vi tager ham ind skriger han. Lige når han er ved at falde i søvn vågner han med et set og begynder at græde igen. Det han tage 1½-2 timer at putte ham nu Han vågner så igen efter 45 min og græder meget, igen må en af os ind og ligge ved ham i vores seng til han sover 15-30 min tager det denne gang igen efter 45 min og når vi går i seng ved vi aldrig hvad natten bringer. For 3 ud af de 7 nætter har han holdt os vågne med skrig/jammer, brok og snak mellem 1½-3 timer midt på natten.

 

Jeg er dybt misundelig på de, der har babyer der bare sover gennem natten fra de er 4 måneder og som kan en gang i mellem i perioder har problemer med putningen.

Ja faktisk kan jeg blive rigtig sur og ond i sulet når jeg læser indlæg om dette emne. Jeg ville sådan ønske jeg kunne få noget mere sammenhængende søvn så jeg kunne få noegt mere overskud til mit barn som jeg elsker mere end alt andet i denne verden, men ikke magter altid

Og udsigten til ikke at vide hvornår det bliver bedre gør mig så depri. Jeg prøver at gemme tankerne om dette, da jeg ikke kan holde ud at tænke på hvor længe dette endnu skal vare ved!

Det er psykisk terror. Både kæresten og jeg sidder hver aften og er bange for om han nu vågner, da vi ikke føler vi er i stand til at trøste han igen og vi aldrig ved om det tager 5 eller 50 min før han sover igen.

Jeg føler et eller andet sted, at jeg må have gjort/gøre noget helt forkert siden mit barn er sådan.

Jeg var ikke selv sådan som barn, ej heller var min bror, min kæreste, hans søskende, hans nevøre eller niecer. Der er ingen i familien der har oplevet noegt lig. Så de kan ikke hjælpe og synes han er et mærkeligt og krævende barn

 

Havde lige brug for at komme ud med alle mine følelser, så tager vi lige et par dage mere!

Anonym skriver:

Sagen er den, at min søn på 11 måneder aldrig har sovet godt. Det kan tælles på én hånd hvor mange gange han har sover en hel nat, uden vi har hørt fra ham. Ikke da han var 2, 3 eller 4 måneder....Aldrig har han sovet ordenligt Og det er både dag og nat.

Jeg kan huske i starten, da han var lille. Der tænkte jeg, det bliver snrt bedre han er stadig så lille, det skal nok blive bedre snart MEN det blev det så ikke.

Hans alm søvnmønster har altid været 30-45 min lur -  en sjælden gang i mellem 1½ time hvis man vugger ham i 5-10 min efter de første 45 min.

Det er som sådan opk, hvis så han ellers bare havde sovet nogenlunde om natten, så mor her havde lidt overskud til at(ham) Det er til tider godt nok svært at finde overskudet frem til at være glade, sjove lege mor når man ikke har sovet mere end 3 timer i træk bare én nat de sidste 11 måneder!

Han bliver i øjeblikket puttet ved 19-19.30 tiden. Vi har i en periode på 1 måned ca. bare kunnet lægge ham i hans seng og så lagde ham sig. Det er desværre ovre nu, og han vil ikke overgive sig til søvnen hverken i sin egen seng eller i vores. Heller ikke selv om vi ligger der med ham.

Den er næsten 100% sikker, at han vågner efter 45 min og græder. Han er ikke til at trøste igen, hverken med nus, sang eller beroligende stemme og shhh lyde. Faktisk bliver det ofte værer hvis jeg prøver at nusse ham/trøste ham. Han bliver endnu mere ulykkelig/hysterisk og skubber mig væk med arme og ben Det har han altid gjort, han har aldrig villet trøstes eller nusses som andre babyer...Det er faktisk rigtig hårdt, for man kan nemt komme til at lade det gå ud over sig selv, og jeg tænker ofte på om han måske ikke kan lide mig eller hvad jeg dog gør forkert siden han ikke vil have det

Det ender som regl med, at jeg/hans far tager ham op, så falder han nogenlunde til ro igen, og lægger ham i vores seng.

Hvis han ligger i vores seng sover han nogenlunde og vågner mellem 2-6 gange resten af natten for at få sutten.

De få aftener hvor det lykkes os, at få ham til at falde i søvn i hans egen seng igen vågner han ved midnatstid hvor det hele gentager sig. Her giver vi ofte op og tager ham ind.

De sidste 7 nætter har desværre bare været endnu værer end de plejer. Han vil ikke overgive sig til søvnen ved putning, han skriger og skriger. Selv om vi tager ham ind skriger han. Lige når han er ved at falde i søvn vågner han med et set og begynder at græde igen. Det han tage 1½-2 timer at putte ham nu Han vågner så igen efter 45 min og græder meget, igen må en af os ind og ligge ved ham i vores seng til han sover 15-30 min tager det denne gang igen efter 45 min og når vi går i seng ved vi aldrig hvad natten bringer. For 3 ud af de 7 nætter har han holdt os vågne med skrig/jammer, brok og snak mellem 1½-3 timer midt på natten.

 

Jeg er dybt misundelig på de, der har babyer der bare sover gennem natten fra de er 4 måneder og som kan en gang i mellem i perioder har problemer med putningen.

Ja faktisk kan jeg blive rigtig sur og ond i sulet når jeg læser indlæg om dette emne. Jeg ville sådan ønske jeg kunne få noget mere sammenhængende søvn så jeg kunne få noegt mere overskud til mit barn som jeg elsker mere end alt andet i denne verden, men ikke magter altid

Og udsigten til ikke at vide hvornår det bliver bedre gør mig så depri. Jeg prøver at gemme tankerne om dette, da jeg ikke kan holde ud at tænke på hvor længe dette endnu skal vare ved!

Det er psykisk terror. Både kæresten og jeg sidder hver aften og er bange for om han nu vågner, da vi ikke føler vi er i stand til at trøste han igen og vi aldrig ved om det tager 5 eller 50 min før han sover igen.

Jeg føler et eller andet sted, at jeg må have gjort/gøre noget helt forkert siden mit barn er sådan.

Jeg var ikke selv sådan som barn, ej heller var min bror, min kæreste, hans søskende, hans nevøre eller niecer. Der er ingen i familien der har oplevet noegt lig. Så de kan ikke hjælpe og synes han er et mærkeligt og krævende barn

 

Havde lige brug for at komme ud med alle mine følelser, så tager vi lige et par dage mere!

Jeg tror han lider af natteskræk... night terror..

Prøv at google det og så er du velkommen til at spørge igen når du har læst mere..

Min søn er i dag 8 ½ år og han har haft det fra han var spæd til før sommerferien i år... så jeg ved hvordan du har det.. Tro mig!!

Anonym skriver:

Sagen er den, at min søn på 11 måneder aldrig har sovet godt. Det kan tælles på én hånd hvor mange gange han har sover en hel nat, uden vi har hørt fra ham. Ikke da han var 2, 3 eller 4 måneder....Aldrig har han sovet ordenligt Og det er både dag og nat.

Jeg kan huske i starten, da han var lille. Der tænkte jeg, det bliver snrt bedre han er stadig så lille, det skal nok blive bedre snart MEN det blev det så ikke.

Hans alm søvnmønster har altid været 30-45 min lur -  en sjælden gang i mellem 1½ time hvis man vugger ham i 5-10 min efter de første 45 min.

Det er som sådan opk, hvis så han ellers bare havde sovet nogenlunde om natten, så mor her havde lidt overskud til at(ham) Det er til tider godt nok svært at finde overskudet frem til at være glade, sjove lege mor når man ikke har sovet mere end 3 timer i træk bare én nat de sidste 11 måneder!

Han bliver i øjeblikket puttet ved 19-19.30 tiden. Vi har i en periode på 1 måned ca. bare kunnet lægge ham i hans seng og så lagde ham sig. Det er desværre ovre nu, og han vil ikke overgive sig til søvnen hverken i sin egen seng eller i vores. Heller ikke selv om vi ligger der med ham.

Den er næsten 100% sikker, at han vågner efter 45 min og græder. Han er ikke til at trøste igen, hverken med nus, sang eller beroligende stemme og shhh lyde. Faktisk bliver det ofte værer hvis jeg prøver at nusse ham/trøste ham. Han bliver endnu mere ulykkelig/hysterisk og skubber mig væk med arme og ben Det har han altid gjort, han har aldrig villet trøstes eller nusses som andre babyer...Det er faktisk rigtig hårdt, for man kan nemt komme til at lade det gå ud over sig selv, og jeg tænker ofte på om han måske ikke kan lide mig eller hvad jeg dog gør forkert siden han ikke vil have det

Det ender som regl med, at jeg/hans far tager ham op, så falder han nogenlunde til ro igen, og lægger ham i vores seng.

Hvis han ligger i vores seng sover han nogenlunde og vågner mellem 2-6 gange resten af natten for at få sutten.

De få aftener hvor det lykkes os, at få ham til at falde i søvn i hans egen seng igen vågner han ved midnatstid hvor det hele gentager sig. Her giver vi ofte op og tager ham ind.

De sidste 7 nætter har desværre bare været endnu værer end de plejer. Han vil ikke overgive sig til søvnen ved putning, han skriger og skriger. Selv om vi tager ham ind skriger han. Lige når han er ved at falde i søvn vågner han med et set og begynder at græde igen. Det han tage 1½-2 timer at putte ham nu Han vågner så igen efter 45 min og græder meget, igen må en af os ind og ligge ved ham i vores seng til han sover 15-30 min tager det denne gang igen efter 45 min og når vi går i seng ved vi aldrig hvad natten bringer. For 3 ud af de 7 nætter har han holdt os vågne med skrig/jammer, brok og snak mellem 1½-3 timer midt på natten.

 

Jeg er dybt misundelig på de, der har babyer der bare sover gennem natten fra de er 4 måneder og som kan en gang i mellem i perioder har problemer med putningen.

Ja faktisk kan jeg blive rigtig sur og ond i sulet når jeg læser indlæg om dette emne. Jeg ville sådan ønske jeg kunne få noget mere sammenhængende søvn så jeg kunne få noegt mere overskud til mit barn som jeg elsker mere end alt andet i denne verden, men ikke magter altid

Og udsigten til ikke at vide hvornår det bliver bedre gør mig så depri. Jeg prøver at gemme tankerne om dette, da jeg ikke kan holde ud at tænke på hvor længe dette endnu skal vare ved!

Det er psykisk terror. Både kæresten og jeg sidder hver aften og er bange for om han nu vågner, da vi ikke føler vi er i stand til at trøste han igen og vi aldrig ved om det tager 5 eller 50 min før han sover igen.

Jeg føler et eller andet sted, at jeg må have gjort/gøre noget helt forkert siden mit barn er sådan.

Jeg var ikke selv sådan som barn, ej heller var min bror, min kæreste, hans søskende, hans nevøre eller niecer. Der er ingen i familien der har oplevet noegt lig. Så de kan ikke hjælpe og synes han er et mærkeligt og krævende barn

 

Havde lige brug for at komme ud med alle mine følelser, så tager vi lige et par dage mere!

GUD hvor det dog lyder hårdt så du får lige en . Jeg synes altså også det lyder som om at der er et eller andet galt med den lille mand, så jeg vil da anbefale dig at tage til lægen med ham. 

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvor hårdt det er, da jeg har børn som sover nogenlunde, men HOLD DA FERIE hvor jeg dog føler for dig. 

I første omgang ville mit råd have været at tage ham ind og sove i Jeres seng hele natten, men da jeg så læste, at det heller ikke hjalp, så har jeg ikke andre "gode" råd...

Hold ud, der må være en årsag, så søg læge. Barnegråd kan ødelægge så meget, b.l.a forhold osv, så det er vigtigt at I finder ud af om der er noget galt.

 

Knus

Stefanie

Mit gæt er faktisk også natteterror.

Der er desværre ikke noget man kan gøre ved det.

Det eneste i kan gøre er at gå ind og fortælle ham at I er der, og hvis han skubber jer væk, så lad ham være til han vågner helt op. Det kan tage lang tid, og er frygteligt at se på som forældre, men ved at røre og tale højt/lave høje lyde for at vække ham helt, gør I det kun værre.

Tal lavt til ham og vent til han vågner, så falder han sandsynligvis til ro igen med det samme, og kan puttes.

Og når I putter ham, så tror jeg I skal lade være med at ligge ved siden af ham, for pludselig opdager han at I er væk, og bliver måske bange, og græder selvfølgelig fordi han vil have at I kommer tilbage.

Det kan godt være hårdt, men tag kampen, så varer det kun nogle dage, indtil han har fundet ud af at han godt kan falde i søvn alene. Selvfølgelig skal han ikke bare ligge og græde, men gå ind med jævne mellemrum og fortæl ham med fast stemme at det er nat, og han skal sove, sporer han usikkerhed i stemmen, så fortsætter han bare med at græde.

Min søn har heldigvis ikke natteterror hver nat mere, lige pludselig begyndte der bare at gå længere og længere tid i mellem, og nu har han ikke haft et rigtigt anfald i et par måneder, kun en lille snert af det den anden nat. Han bliver snart 2 år. Og har kun sovet igennem i korte perioder af gangen

Held og lykke med nattesøvnen

Hansen97 skriver:

Jeg tror han lider af natteskræk... night terror..

Prøv at google det og så er du velkommen til at spørge igen når du har læst mere..

Min søn er i dag 8 ½ år og han har haft det fra han var spæd til før sommerferien i år... så jeg ved hvordan du har det.. Tro mig!!

Tak for dit svar

Øv det lyder godt nok hårdt med din søn, men fedt hvis det er stopet nu.

Jeg har tænkt tanken før om det evt kunne værer night terror, men har slået det ud af hovedet igen, da han en gang i mellem har nogle ekstreme anfald hvor han ikke græder men skriger i angst og ikke r til at komme i kontakt med, selv om han ser vågen ud. Det tror jeg er night terror anfald. Men det er jo ikke sådan han er hver dag. Kan det så godt værer night terror han har alligevel?

Stefanie8 skriver:

GUD hvor det dog lyder hårdt så du får lige en . Jeg synes altså også det lyder som om at der er et eller andet galt med den lille mand, så jeg vil da anbefale dig at tage til lægen med ham. 

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvor hårdt det er, da jeg har børn som sover nogenlunde, men HOLD DA FERIE hvor jeg dog føler for dig. 

I første omgang ville mit råd have været at tage ham ind og sove i Jeres seng hele natten, men da jeg så læste, at det heller ikke hjalp, så har jeg ikke andre "gode" råd...

Hold ud, der må være en årsag, så søg læge. Barnegråd kan ødelægge så meget, b.l.a forhold osv, så det er vigtigt at I finder ud af om der er noget galt.

 

Knus

Stefanie

Tak for dit svar, det er altid dejligt med en krammer.

Vi har haft en idé om, at det kunne skyldes at han ønskede mere tryghed fra os, så derfor tog vi ham ind i sengen, men desværre ikke det store resultat Jeg har fået hans øre undersøgt 2 gange og der har aldrig været noget med dem, såd et er i hvert fald ikke derfor!

Jeg skal til 1 års undersøgelsen med ham om 10 dage, hvis det ikke er blevet bedre der, tager jeg den op med lægen.

Nessie skriver:

Mit gæt er faktisk også natteterror.

Der er desværre ikke noget man kan gøre ved det.

Det eneste i kan gøre er at gå ind og fortælle ham at I er der, og hvis han skubber jer væk, så lad ham være til han vågner helt op. Det kan tage lang tid, og er frygteligt at se på som forældre, men ved at røre og tale højt/lave høje lyde for at vække ham helt, gør I det kun værre.

Tal lavt til ham og vent til han vågner, så falder han sandsynligvis til ro igen med det samme, og kan puttes.

Og når I putter ham, så tror jeg I skal lade være med at ligge ved siden af ham, for pludselig opdager han at I er væk, og bliver måske bange, og græder selvfølgelig fordi han vil have at I kommer tilbage.

Det kan godt være hårdt, men tag kampen, så varer det kun nogle dage, indtil han har fundet ud af at han godt kan falde i søvn alene. Selvfølgelig skal han ikke bare ligge og græde, men gå ind med jævne mellemrum og fortæl ham med fast stemme at det er nat, og han skal sove, sporer han usikkerhed i stemmen, så fortsætter han bare med at græde.

Min søn har heldigvis ikke natteterror hver nat mere, lige pludselig begyndte der bare at gå længere og længere tid i mellem, og nu har han ikke haft et rigtigt anfald i et par måneder, kun en lille snert af det den anden nat. Han bliver snart 2 år. Og har kun sovet igennem i korte perioder af gangen

Held og lykke med nattesøvnen

Han har 5-6 gange i hans live haft "anfald" som jeg er sikker på er night terror anfald. Han vågner i et skrig uden lige, og skriger så panisk i 10 min lige meget hvad vi gør reagere han ikke på det, selv om hans er vågen ud. Her har vi de andre gange taget ham op og ud i et lyst rum for at vække ham. Det vil jeg prøve ikke at gøre næste gang det sker og så følge din anvisning i stedet.

Men kan det godt være night terror han har hver dag, når det ikke er på den der kan ikke komme i kontakt med panik agtige måde han græder?

 

Kan godt se det logiske i, at vi "forlader" ham ved at blive til han sover og så gå ud. Så er det klart han bliver bange når han vågner og vi ikke er der.

Men, når du bruger den der puttet teknik går du så bare ind når han græder(hvilket han gør med det samme vi ligger an til at gå fra rummet) og siger, Det er nat nu, og du skal sover ligger ham ned giver dynen på og gå igen? Og er det også hvis han bliver ved med at græde, går du så ud igen og venter nogle minutter med at gå der ind igen og gøre det samme?

Øv for jer også, at han ikke sover optimalt endnu, håber da virkelig ikke dette bliver ved så længe

Anonym skriver:

Tak for dit svar

Øv det lyder godt nok hårdt med din søn, men fedt hvis det er stopet nu.

Jeg har tænkt tanken før om det evt kunne værer night terror, men har slået det ud af hovedet igen, da han en gang i mellem har nogle ekstreme anfald hvor han ikke græder men skriger i angst og ikke r til at komme i kontakt med, selv om han ser vågen ud. Det tror jeg er night terror anfald. Men det er jo ikke sådan han er hver dag. Kan det så godt værer night terror han har alligevel?

Ja jeg tror sagtens være det... Det behøver jo ikke være alle dage der er lige slemme... Han kan jo også have almindelige drømme.. Men det der hjalp her var : ikke for varmt, ikke for mange ting igennem dagen, ikke for meget sukker til aften, rutiner, en Spray i rummet med vand, lavendel olie, ylang ylang olie....

Efter sommeren sidste år var den helt gal og jeg begyndte at søge på nettet igen og fandt at hjernen kan "vænne" Sig til nye vaner. Så i 3 uger vækkede jeg ham efter 1.5 times søvn og fik ham op at stå og spurgte ham om en simpel ting som for eks hans navn. Når han havde svaret så måtte han sove igen...
Det hjalp og i dag har han kun "anfald" engang i mellem. Når han har haft for meget om ørerne eller er blevet alt for træt... Men det har været rigtig rigtig hårdt... Og er stadig engang i mellem...

Anonym skriver:

Han har 5-6 gange i hans live haft "anfald" som jeg er sikker på er night terror anfald. Han vågner i et skrig uden lige, og skriger så panisk i 10 min lige meget hvad vi gør reagere han ikke på det, selv om hans er vågen ud. Her har vi de andre gange taget ham op og ud i et lyst rum for at vække ham. Det vil jeg prøve ikke at gøre næste gang det sker og så følge din anvisning i stedet.

Men kan det godt være night terror han har hver dag, når det ikke er på den der kan ikke komme i kontakt med panik agtige måde han græder?

 

Kan godt se det logiske i, at vi "forlader" ham ved at blive til han sover og så gå ud. Så er det klart han bliver bange når han vågner og vi ikke er der.

Men, når du bruger den der puttet teknik går du så bare ind når han græder(hvilket han gør med det samme vi ligger an til at gå fra rummet) og siger, Det er nat nu, og du skal sover ligger ham ned giver dynen på og gå igen? Og er det også hvis han bliver ved med at græde, går du så ud igen og venter nogle minutter med at gå der ind igen og gøre det samme?

Øv for jer også, at han ikke sover optimalt endnu, håber da virkelig ikke dette bliver ved så længe

Han kan jo også have "almindelige" mareridt, det lider Daniel også meget af (ligesom hans far).

Det er frygtelig hårdt ikke at få sin nattesøvn, og Daniek reagerer desværre på sygdom, tænder, mange oplevelser osv., ved at vågne mange gange om natten.

En overgang tænkte vi om det mon bare var en dårlig vane. Men han kan sagtens sove igennem i en uge eller mere, så der er ikke rigtig noget mønster i hans natteroderi.

Når han ikke synes at han skal sove, så putter vi ham som vi plejer, siger godnat osv, og går ud. I vores tilfælde er det som regel ikke noget problem at putte ham i seng, det er når han vågner om natten og vil op at vi har balladen.
Men så går vi ind og tilbyder ham vand, og lægger ham ned og siger godnat, og nogle gange kan vi (desværre) gøre det mange gange, før han fatter at han skal sove videre.

Jeg kan se i et andet svar, at du snart skal til lægen med ham alligevel, så prøv at tale med lægen om det, det kan være han/hun har nogle gode råd til hvordan I kan få stoppet natteroderiet (og vi tager også gerne imod gode råd )

Åh, nej dog!!! Stakkels stakkels ham, og stakkels stakkels dig!!!

Han er IKKE et mærkeligt og beværligt barn!! Det må han aldrig  føle! -og du er IKKE en dårlig mor! Det er jo ikke moren der kan sørger for, om man får et barn med kolik eller som har svært ved at sove, eller har svært ved at spise ved brystet. Det er jo bare sådan babyer er forskellige.

Hvis det nu gav jer mere søvn, hvad så med at gå i seng samtidig  med ham og så ligge ind i dobbeltsenge. Lad ham sove der inde hele natten og hver nat. Hver gang han vågner så er i der. Han behøver ikke græde og være ked af det, og behøver ikke at frygte om I nu kommer ind til ham, for I er der bare.

Ja, det lyder kedeligt og træls, men det lyder jo heller ikke til at det er særlig holdbart sådan som det fungere eller nærmere ikke fungere lige nu.

Du skriver han ikke vil nusses, men skubber dig væk. Du skriver også at han falder til ro når I tager ham op. Kunne hans afvisning af at blive nusset ikke bare være en måde at sige: Kære mor, jeg har ikke  brug for at blive nusset, jeg har brug for at du tager mig op!

-og til sidst lige et kæmpe  herfra.

Jeg har 3 børn, vores første barn var klart det barn vi havde allerflest soveproblemer med. Nu efter at have fået to børn mere, kan jeg OGSÅ konstatere at vores første (problem) barn også var det barn der sov BEDST!!! Jeg havde bare nogle fuldstændig urealistiske forventninger til børn og søvn. Da jeg indrettede mig mere efter vores barn end mine forventninger om hvordan et barn burde sove, så gik det meget meget nemmere, også selvom de næste to børn, virkelig var ægte 'problem-børn'. Det virkede bare slet ikke så voldsomt.