SussieThyssen skriver:
Jeg er sikker på du/I nok skal klare det søde ven.
Da mine ungers far døde, var min den yngste 10 år gammel, og jeg snakkede med en psykologisk rådgiver omkring hvordan jeg bedst skulle tackle min søns eventuelle sorg.
Han fortalte mig, at børn i den alder og yngre, forholder sig helt anderledes til tab, uanset om det er skilsmisse eller død, end større børn og unge.
De kan nok føle tabet, men det kommer i små kompakte bølger, hvor ældre mere føler en konstant sorg.
Mindre børn er på her og nu, og så glemmer de det igen.
Og det er når de er på, at man skal fange dem.
Man skal ikke gnave og borre, hive frem og mindes.
Kommer de og snakker eller spørger, jamen så svarer man og ellers lader man det bare hvile i sig selv.
Nu vil nogen måske sige, at der er stor forskel på død og så at et menneske forsvinder ud af ens liv, men i børns øjne i den alder, er der ingen forskel.
Tab er tab og det er tabet, de forholder sig til.
Din datter er så lille, at hun hurtigt vil bevæge sig videre ud i verden og leve sit liv.
Så hvis hun med tiden selv tager tingene op, jamen så snak med hende om det, når hun er "på", og ellers så lad livet glide videre.
Men, som jeg læser det du skriver, så er du helt på det rene med, at det nok er sådan du vil gribe det an..og det er helt efter bogen.
Så et kærligt knus herfra.
Kærligst
Sussie
Mange tak søde. Super godt input
Det har givet stof til eftertanke
