Ultimatumdag

mrs X skriver:

Ja Valget er truffet. Og som Laura har reageret på det seneste er det nok for det bedste. men hvordan du skal få de "grimme" ideer ud af hendes hoved bliver en kamp som kommer til at tage år. Men ud skal de! Så må du tage skylden. Du kan jo ikke sige at han er flyttet langt væk fordi I kan risikere at støde ind i ham og hvad så?! Så jeg tror vejen frem er at far og mor er blevet uvenner og så er hun nok så lille at hun i et par år frem godtager at sende breve og tegninger til ham og du kan købe gaver for ham... Men føj! Jeg er stiktosset på hendes vegne!

Det er måske en idé, men hvis jeg ikke taler om ham, så ebber interessen nok ud med tiden... Håber jeg...

Men uagtet hvad, har jeg stadig ikke besluttet, hvad jeg gør

Stjernestoev skriver:

http://www.youtube.com/watch?v=eLS0Y40WwlA&fea ture=youtube_gdata_player





Knus til dig

SMUKT! Tak...

Baagøe skriver:

Det er måske en idé, men hvis jeg ikke taler om ham, så ebber interessen nok ud med tiden... Håber jeg...

Men uagtet hvad, har jeg stadig ikke besluttet, hvad jeg gør

Du må aldrig stoppe med at tale om ham. Du skal stoppe med at starte samtalerne om ham! Men Laura må ikke føle at der er noget som hun ikke må føle, fx. sin sorg over at hendes far nu er væk eller at hun ikke må være ked af det for så bliver mor ked af det også osv., du skal respektere hendes behov for en far og ja den bliver svær.

mrs X skriver:

Du må aldrig stoppe med at tale om ham. Du skal stoppe med at starte samtalerne om ham! Men Laura må ikke føle at der er noget som hun ikke må føle, fx. sin sorg over at hendes far nu er væk eller at hun ikke må være ked af det for så bliver mor ked af det også osv., du skal respektere hendes behov for en far og ja den bliver svær.

mrs X skriver:

Du må aldrig stoppe med at tale om ham. Du skal stoppe med at starte samtalerne om ham! Men Laura må ikke føle at der er noget som hun ikke må føle, fx. sin sorg over at hendes far nu er væk eller at hun ikke må være ked af det for så bliver mor ked af det også osv., du skal respektere hendes behov for en far og ja den bliver svær.

Det egentlig også det, jeg havde tænkt mig, hvis det er og jeg har sagt til ham, at uanset hvad der sker og hvad jeg beslutter, vil jeg aldrig lægge skjul på, hvem han er eller hvem hans familie er

Baagøe skriver:

Det egentlig også det, jeg havde tænkt mig, hvis det er og jeg har sagt til ham, at uanset hvad der sker og hvad jeg beslutter, vil jeg aldrig lægge skjul på, hvem han er eller hvem hans familie er

mrs X skriver:

Tak

Hasselnødden skriver:

I know

Baagøe skriver:

I know

Jeg er sikker på du/I nok skal klare det søde ven.

Da mine ungers far døde, var min den yngste 10 år gammel, og jeg snakkede med en psykologisk rådgiver omkring hvordan jeg bedst skulle tackle min søns eventuelle sorg.
Han fortalte mig, at børn i den alder og yngre, forholder sig helt anderledes til tab, uanset om det er skilsmisse eller død, end større børn og unge.
De kan nok føle tabet, men det kommer i små kompakte bølger, hvor ældre mere føler en konstant sorg.
Mindre børn er på her og nu, og så glemmer de det igen.
Og det er når de er på, at man skal fange dem.
Man skal ikke gnave og borre, hive frem og mindes.
Kommer de og snakker eller spørger, jamen så svarer man og ellers lader man det bare hvile i sig selv.

Nu vil nogen måske sige, at der er stor forskel på død og så at et menneske forsvinder ud af ens liv, men i børns øjne i den alder, er der ingen forskel.
Tab er tab og det er tabet, de forholder sig til.
Din datter er så lille, at hun hurtigt vil bevæge sig videre ud i verden og leve sit liv.
Så hvis hun med tiden selv tager tingene op, jamen så snak med hende om det, når hun er "på", og ellers så lad livet glide videre.
Men, som jeg læser det du skriver, så er du helt på det rene med, at det nok er sådan du vil gribe det an..og det er helt efter bogen.
Så et kærligt knus herfra.

Kærligst
Sussie