At blive dumpet af ens ældste og bedste veninde..

Kære du.

Jeg kan sørme godt forstå at du er rigtig ked af det.

Jeg har selv været i situationen hvor jeg ikke kunne få børn ( vi var 4 år om vores datter) Og jeg kunne godt synes det var hårdt at mine veninder fik en masse dejlige børn og selvfølgelig var så fyldt op af det. Men jeg må sige at jeg for intet i verden ville undvære mine veninder og i stedet brugte jeg dem meget til at tale om hvordan jeg havde det og også når jeg synes det var svært med deres børn.

Måske synes jeg din veninde er en smule egoistisk. Hvis i har så meget historie kan en mail med den besked i min verden ikke retfærdiggøres. Jeg håber hun genovervejer og kontakter dig, men for alt i verden må du ikke stoppe med at tale om dine/dit børn/barn.

Hvis ikke man kan dele det vigtigste i ens liv med sine veninder, hvad skal man så med dem?

Pøj med det

Anonym skriver:

fordi at man har barn og hun ikke kan få.
Jeg har igennem et par dage forsøgt at kontakte hende, fordi jeg ville høre om hun kunne komme på besøg(vi har ikke set hinanden særlig meget, fordi vi er flytte langt væk fra hinanden)
I dag meddelte hun mig så i en besked at hun ikke magtede mig i sit liv pt.
¨Spurgte indtil hvorfor og hun fortalte mig at hun og manden er startet i barnløshedsbehandling og det var alt for hårdt for en psykisk at have mig i sit liv.
Jeg har intet fået at vide før nu om deres behandling og jeg sidder tilbage og er chokkeret og såret.
Ville ønske hun havde talt med mig.
Jeg forstår godt hende langt hen af vejen men vi har været derfor hinanden igennem alt i mere end 15 år og så BANG nu er det slut

Jeg er så ulykkelig og håber at hun blot har brug for en pause og vil tage mig tilbage i sit liv, når hun er klar.

Vores venskab har altid været meget styret af hende og jeg har ofte måtte vente i baggrunden når der har været en ny kæreste eller en mere spændene veninde, men vi har altid haft hinanden og jeg har vidst at det blot er en fase.
Men denne gang tror jeg at jeg har mistet hende

Er der nogen der har nogen gode råd til hvordan jeg kan vise hende at det at jeg har et barn ikke er en hindring.
Jeg taler ikke særlig tit ommit barn, men jeg kunne jo stoppe helt med det??

Tak til jer der har læst med

Øv en ærgerlig situation! Jeg tror desværre ikke der er så meget du kan gøre ved det, andet end at lade hende vide at du savner hende, og vil være åben for at genoptage kontakten igen når hun er klar... Hvis du da er det.... Personligt tror jeg ikke jeg ville være det, hvis hun trækker den for længe med at give lyd fra sig, men det er ko så bare mig... Har prøvet venskaber der hovedsageligt foregik på hendes præmisser, og har valgt at jeg fortjener bedre end at gå og vente på at andre har brug for mig. Jeg synes at der må være en vis ligeværdighed i længden i forholdet, og man skal være der for hinanden. Synes heller ikke at det ville være holdbart hvis du ikke kunne tale om dit barn - det er dog en stor del af ens liv...

Anonym skriver:

fordi at man har barn og hun ikke kan få.
Jeg har igennem et par dage forsøgt at kontakte hende, fordi jeg ville høre om hun kunne komme på besøg(vi har ikke set hinanden særlig meget, fordi vi er flytte langt væk fra hinanden)
I dag meddelte hun mig så i en besked at hun ikke magtede mig i sit liv pt.
¨Spurgte indtil hvorfor og hun fortalte mig at hun og manden er startet i barnløshedsbehandling og det var alt for hårdt for en psykisk at have mig i sit liv.
Jeg har intet fået at vide før nu om deres behandling og jeg sidder tilbage og er chokkeret og såret.
Ville ønske hun havde talt med mig.
Jeg forstår godt hende langt hen af vejen men vi har været derfor hinanden igennem alt i mere end 15 år og så BANG nu er det slut

Jeg er så ulykkelig og håber at hun blot har brug for en pause og vil tage mig tilbage i sit liv, når hun er klar.

Vores venskab har altid været meget styret af hende og jeg har ofte måtte vente i baggrunden når der har været en ny kæreste eller en mere spændene veninde, men vi har altid haft hinanden og jeg har vidst at det blot er en fase.
Men denne gang tror jeg at jeg har mistet hende

Er der nogen der har nogen gode råd til hvordan jeg kan vise hende at det at jeg har et barn ikke er en hindring.
Jeg taler ikke særlig tit ommit barn, men jeg kunne jo stoppe helt med det??

Tak til jer der har læst med

Som barnløs i behandling er jeg nok ikke helt objektiv i min besvarelse, men jeg tænke, jeg alligevel ville prøve at svare.

Først og fremmest , det må være hårdt at føle man mister sin bedste veninde. Derefter vil jeg sige til dig, at i denne situation tror jeg du skal vise dig som den "store". Det vil sige, jeg synes du skal give din veninde den tid, hun har brug for. Hun magter dig ikke i sit liv nu, fordi hun er misundelig på det, du har. Det kan være utrolig hårdt at gå med de føleser, for man kan virkelig ikke styre det. Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke magtet min egen søster, fordi det gjorde så ondt, at hun havde alt det, jeg drømte om. For mig har det været perioder, som jeg er kommet over - og de mennesker som jeg har i mit liv har altid haft forståelse heldigvis. De har tænkt på mine behov, ikke deres egne, og det er det jeg opfordre dig til at gøre. Tænk på hvor svært din veninde har det i øjeblikket, at hun ikke engang kan snakke med dig - hun må være et ret mørkt sted. Skriv til hende du er der for hende hvis hun har behov for det, og hun kan skrive når som helst, men at du forstår hun ikke kan lige i øjeblikket. Jeg er sikker på, at når hun er lidt mere ovenpå, så skal hun nok tage kontakt igen.

 

rikkeregnbue skriver:

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg kender lige præcis til det du gennemgår - bortset fra, at det i min situation var mig der lagde hende på hylden, øv!

 

Det lyder som om du virkelig har prøvet, at forklare hende, at det er du har et barn ingenting betyder når det kommer til jeres venskab. Selvfølgelig vil barnet være der, og have brug for dig selv i hendes nærvær. Jeg tror hun skal have noget tid til, at starte med - og så prøv om en uges tid eller to og høre om det ikke kunne være muligt og mødes og så få snakket ud om det

Jeg nåede jo aldrig rigtig at tale med hende om det, da hun jo skrev det til mig ret meget ud af det blå.
Og hun er Pt ikke åben for nogen form for samtale.
Jeg er bare undlad over at hun bare kan skrotte mig på den måde

Jeg syntes selv jeg er meget forstående og havde hun blot talt med mig om det. Jeg forstår godt det er et ømt emne og jeg er klar over at det må være enormt hårdt, at være hende.

Mi skriver:

Hvor er det synd for jer, begge to. Jeg har selv stået i den store sorg at skulle igennem flere behandlinger for at få børn. Det er en meget stor sorg, som bliver forstærket når man ser sit højeste ønske gå i opfyldelse hos andre. Jeg syntes at det er ærgeligt at hun fravælger dig, i stedet for at være åben overfor dig omkring, det at det er svært at mærke din glæde.

Hvis du stadig vil have hende i dit liv, så syntes jeg at du skal ringe eller skrive et brev til hende. Fortæl hende at du forstår hende, at du ikke vil presse hende, og at du gerne vil være hendes klippe igennem det her, hvis hun vil have det. Men det er jo i sidste ende hendes valg, om hun vil dele dette med dig, men det kan jo ødelægge et venskab for altid, hvis hun holder fast på at bryde med dig nu.

jeg siger ikke at jeg kan sætte mig ind i hendes smerte, men langt hen af vejen tror jeg godt jeg forstår hende og grunden til hendes beslutning. Men jeg troede vi var tætter end det. Jeg har altid og vil altid være hendes klippe.
Hun betroede mig for mange år siden at hun vidste at lige meget hvor mange gange hun sigtede mig vidste hun at jeg altid ville være der. Og det gjorde det svært for hende behandle mig lige så respektfuldt som hendes andre venner.
Jeg har skrevet til hende at jeg elsker hende og jeg prøver at respekter hendes beslutning, men det gør ondt at vide at jeg har mistet hende, at hun er den der har været der i alle de store øjeblikke i mit liv, mine største glæder og mine største sorgere og indtil nu har jeg været der i hendes og det gør ondt at vi ikke længere kan dele de øjeblikket.
Og at hvis hun fortryder er jeg lige her og venter hende.

Men ja, du har ret, bolden er på hendes banehalvdel, der er intet jeg kan gøre, andet end at vente.

Frejasen skriver:

Kære du.

Jeg kan sørme godt forstå at du er rigtig ked af det.

Jeg har selv været i situationen hvor jeg ikke kunne få børn ( vi var 4 år om vores datter) Og jeg kunne godt synes det var hårdt at mine veninder fik en masse dejlige børn og selvfølgelig var så fyldt op af det. Men jeg må sige at jeg for intet i verden ville undvære mine veninder og i stedet brugte jeg dem meget til at tale om hvordan jeg havde det og også når jeg synes det var svært med deres børn.

Måske synes jeg din veninde er en smule egoistisk. Hvis i har så meget historie kan en mail med den besked i min verden ikke retfærdiggøres. Jeg håber hun genovervejer og kontakter dig, men for alt i verden må du ikke stoppe med at tale om dine/dit børn/barn.

Hvis ikke man kan dele det vigtigste i ens liv med sine veninder, hvad skal man så med dem?

Pøj med det

Mange Tak for dine søde ord. Det er rart at høre fra andre i samme situation.
Jeg ville ønske at hun tænkte ligesom dig.

Jeg elsker mit barn. Men hvis jeg skulle undlade at tale om det med hende i en periode ville det være okay.
Det gør bare ondt.

Holbæktrunten skriver:

Øv en ærgerlig situation! Jeg tror desværre ikke der er så meget du kan gøre ved det, andet end at lade hende vide at du savner hende, og vil være åben for at genoptage kontakten igen når hun er klar... Hvis du da er det.... Personligt tror jeg ikke jeg ville være det, hvis hun trækker den for længe med at give lyd fra sig, men det er ko så bare mig... Har prøvet venskaber der hovedsageligt foregik på hendes præmisser, og har valgt at jeg fortjener bedre end at gå og vente på at andre har brug for mig. Jeg synes at der må være en vis ligeværdighed i længden i forholdet, og man skal være der for hinanden. Synes heller ikke at det ville være holdbart hvis du ikke kunne tale om dit barn - det er dog en stor del af ens liv...

Du har ret. Men jeg har for længe siden accepteret at vores forhold var/er på hendes premisser, fod jeg elsker hende og ved at hun elsker og mig. Hun er bare sådan. Det er vel en del af hendes charme

nielsen80 skriver:

Som barnløs i behandling er jeg nok ikke helt objektiv i min besvarelse, men jeg tænke, jeg alligevel ville prøve at svare.

Først og fremmest , det må være hårdt at føle man mister sin bedste veninde. Derefter vil jeg sige til dig, at i denne situation tror jeg du skal vise dig som den "store". Det vil sige, jeg synes du skal give din veninde den tid, hun har brug for. Hun magter dig ikke i sit liv nu, fordi hun er misundelig på det, du har. Det kan være utrolig hårdt at gå med de føleser, for man kan virkelig ikke styre det. Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke magtet min egen søster, fordi det gjorde så ondt, at hun havde alt det, jeg drømte om. For mig har det været perioder, som jeg er kommet over - og de mennesker som jeg har i mit liv har altid haft forståelse heldigvis. De har tænkt på mine behov, ikke deres egne, og det er det jeg opfordre dig til at gøre. Tænk på hvor svært din veninde har det i øjeblikket, at hun ikke engang kan snakke med dig - hun må være et ret mørkt sted. Skriv til hende du er der for hende hvis hun har behov for det, og hun kan skrive når som helst, men at du forstår hun ikke kan lige i øjeblikket. Jeg er sikker på, at når hun er lidt mere ovenpå, så skal hun nok tage kontakt igen.

 

Jeg er glad for dit svar.
Jeg syntes ikke jeg er egoistisk.
Hun gav mig ikke en chance. Men skriver blot ud af det blå at hun ikke ønsker mig i sit liv mere. Ingen forklaring ingenting. Jeg måtte tigge hende via sms for at få at vide hvad jeg dog havde gjort galt.
Havde hun blot fortalt mig sådan og sådan og sådan og at hun Pt ikke magtede mig i sit liv fordi det var hårdt mht deres babyprojekt havde jeg pænt trukket mig i baggrunden indtil hun havde fundet overskudet Igen. Jeg føler med hende og det gør mig forfærdeligt ondt.
Jeg vil altid være der, men jeg syntes med hånden på hjerte det var en ringe måde at gøre det på. Jeg går bare rundt med en hul fornemmelse i maven og føler mig svigtet og forladt. Håber hun ændre mening efter noget tid. Men frygter at hun ikke gør det.

Anonym skriver:

jeg siger ikke at jeg kan sætte mig ind i hendes smerte, men langt hen af vejen tror jeg godt jeg forstår hende og grunden til hendes beslutning. Men jeg troede vi var tætter end det. Jeg har altid og vil altid være hendes klippe.
Hun betroede mig for mange år siden at hun vidste at lige meget hvor mange gange hun sigtede mig vidste hun at jeg altid ville være der. Og det gjorde det svært for hende behandle mig lige så respektfuldt som hendes andre venner.
Jeg har skrevet til hende at jeg elsker hende og jeg prøver at respekter hendes beslutning, men det gør ondt at vide at jeg har mistet hende, at hun er den der har været der i alle de store øjeblikke i mit liv, mine største glæder og mine største sorgere og indtil nu har jeg været der i hendes og det gør ondt at vi ikke længere kan dele de øjeblikket.
Og at hvis hun fortryder er jeg lige her og venter hende.

Men ja, du har ret, bolden er på hendes banehalvdel, der er intet jeg kan gøre, andet end at vente.

Et fint svar til hende, og blot fordi hun er meget tryg ved dig, skal hun jo stadig behandle dig med respekt. Nu må du bare vente på svar fra hende.

Mi skriver:

Et fint svar til hende, og blot fordi hun er meget tryg ved dig, skal hun jo stadig behandle dig med respekt. Nu må du bare vente på svar fra hende.

Tak
Håber også hun tager det til sig