Lægen sendte mig hjem i uvished - hvad nu?

Ville ikke gå fordi tråden uden lige at sende et

Prøv at slappe af og nyd din weekend lidt.. Syntes du måske skulle sige det til din Mor, så kan hun også støtte dig lidt hvis du pludselig bliver ked eller du pludselig bliver mere dårlig.. Du skal jo ikke stå alene med det... Så fortæl du din Mor hvordan situationen er, det syntes jeg du skal...

Englebassen82 skriver:

Ville ikke gå fordi tråden uden lige at sende et

Prøv at slappe af og nyd din weekend lidt.. Syntes du måske skulle sige det til din Mor, så kan hun også støtte dig lidt hvis du pludselig bliver ked eller du pludselig bliver mere dårlig.. Du skal jo ikke stå alene med det... Så fortæl du din Mor hvordan situationen er, det syntes jeg du skal...

Hej Englebasse

Tak for dit råd  og - ja jeg overvejer kraftigt at tale med min mor om det. Min kæreste er også indforstået med, at jeg fortæller det til hende (han skal være et andet sted i weekenden). Det er sådan lidt en afvejning af behov.

Jeg ved hvor brændende min mor ønsker at blive mormor/bedstemor. Så jeg ved, at hun bliver meget påvirket af situationen, hvis jeg fortæller hende det.

Jeg kan godt se, at jeg også har lov til at tænke på mig selv og mine behov for at få støtte/omsorg - Men jeg vil så nødig gøre hende nervøs og/eller give hende falske forhåbninger.

Jeg ved, at min mor er af den tro, at jeg så let som ingenting kan blive gravid, hvis bare jeg prøver. Hun vil måske blive helt overbevist om, at der ikke er noget "galt" og så blive enormt skuffet, hvis jeg aborterer? (Hvilket det jo peger i retning af).

Set i det lys har jeg  ikke lyst til at involvere hende i situationen - medmindre det er højest nødvendigt. Det føles på en måde som et ekstra psykisk pres.

Hvis jeg ikke får det værre - kan der også være noget befriende i, at tænke på noget andet - ved ikke at tale om det - for selvfølgelig fylder det 90%+ af min bevidsthed lige nu Så at undgå emnet kan måske give mig ro til at få tankerne lidt væk.

Men hvis jeg bliver mere påvirket af situationen, end jeg er lige nu - så tror jeg nu alligevel, at jeg vil fortælle hende det. Og idet jeg takker nej til vin til maden, så tror jeg alligevel, at hun har luret ,at der er tale om graviditet (jeg er normalt ikke stordrikker - men vi plejer gerne at nyde et godt glas vin i weekenden ).

Så måske er det bedre at forberede hende på "det værste" - i stedet for at skuffe hende senere?

Hmmm - vil gerne selv have det så godt som muligt og samtidig tage hensyn til både hendes og mine følelser. Men generelt er vi meget tætte - så måske kan jeg slet ikke lade være med at snakke løs. Ved, at hun selv har oplevet at abortere - så set fra den vinkel, kan hun måske vise sig, at være en enorm støtte?!

Nå, sikken en smørre - men under alle omstændigheder tak for dit bidrag og din omsorg.

I lige måde mht god weekend

Snehund skriver:

Jo, jeg skal nok fortælle hvordan det udvikler sig. Pt indstiller jeg mig på SA - selvfølgelig stadig med et lille håb om at få lov til at forblive gravid

Pt: Færre graviditets symptomer, lidt brunligt grums (beklager hvis det er klamt, men sårn er det), ingen smerter, ikke nogen mens. agtig blødning (endnu da). Tager ny test i starten af næste uge - ved at hcg ikke forlader kroppen med et slag - så det er nok bedst at vente for ikke at få "falske" forhåbninger.

Som du skriver, så kan der gå lang tid før kroppen evt renser det ud - så jeg prøver bare at slappe af i hjernen og forberede mig på lidt af hvert. Vil i hvert fald ikke overanstrenge mig fysisk og/eller drikke alkohol før jeg er helt sikker på, at der ikke er en baby på vej lige nu.

God weekend

Tak ILM søde.

Snehund skriver:

Hej Englebasse

Tak for dit råd  og - ja jeg overvejer kraftigt at tale med min mor om det. Min kæreste er også indforstået med, at jeg fortæller det til hende (han skal være et andet sted i weekenden). Det er sådan lidt en afvejning af behov.

Jeg ved hvor brændende min mor ønsker at blive mormor/bedstemor. Så jeg ved, at hun bliver meget påvirket af situationen, hvis jeg fortæller hende det.

Jeg kan godt se, at jeg også har lov til at tænke på mig selv og mine behov for at få støtte/omsorg - Men jeg vil så nødig gøre hende nervøs og/eller give hende falske forhåbninger.

Jeg ved, at min mor er af den tro, at jeg så let som ingenting kan blive gravid, hvis bare jeg prøver. Hun vil måske blive helt overbevist om, at der ikke er noget "galt" og så blive enormt skuffet, hvis jeg aborterer? (Hvilket det jo peger i retning af).

Set i det lys har jeg  ikke lyst til at involvere hende i situationen - medmindre det er højest nødvendigt. Det føles på en måde som et ekstra psykisk pres.

Hvis jeg ikke får det værre - kan der også være noget befriende i, at tænke på noget andet - ved ikke at tale om det - for selvfølgelig fylder det 90%+ af min bevidsthed lige nu Så at undgå emnet kan måske give mig ro til at få tankerne lidt væk.

Men hvis jeg bliver mere påvirket af situationen, end jeg er lige nu - så tror jeg nu alligevel, at jeg vil fortælle hende det. Og idet jeg takker nej til vin til maden, så tror jeg alligevel, at hun har luret ,at der er tale om graviditet (jeg er normalt ikke stordrikker - men vi plejer gerne at nyde et godt glas vin i weekenden ).

Så måske er det bedre at forberede hende på "det værste" - i stedet for at skuffe hende senere?

Hmmm - vil gerne selv have det så godt som muligt og samtidig tage hensyn til både hendes og mine følelser. Men generelt er vi meget tætte - så måske kan jeg slet ikke lade være med at snakke løs. Ved, at hun selv har oplevet at abortere - så set fra den vinkel, kan hun måske vise sig, at være en enorm støtte?!

Nå, sikken en smørre - men under alle omstændigheder tak for dit bidrag og din omsorg.

I lige måde mht god weekend

Kan godt se dit dilemma og det er da bestemt ikke sjovt.....

Min mening er dog stadig at fortælle din mor din usikkerhed omkring din graviditet....og IGEN fortælle at det ikke skal fylde jeres weekend, men at du har brug for hendes støtte hvis det bliver nødvendigt.. Læg evt lidt ekstra i at du formentlig er ved at abortere så hendes forventninger ikke er får høje i den retning om at blive mormor...

Hvis du var min datter og vi havde et tæt forhold som du beskriver, ville jeg som mor blive rigtig ked af at min datter ikke delte det med mig når nu situationen er som den er.... Jeg ville hellere vide det og kunne støtte op om det hvis min datter ønskede det og måske give et klem hvis jeg lige kunne mærke det var det hun ville...

Men søde ven umiddelbart som det lyder så er det ikke Friskt blod du bløder eller ????

Under begge mine graviditeter havde jeg også meget mørkt brunligt udflåd og til tider perioder med friskt blod... Men har 2 skønne børn...

Min livmoder var simpelthen bare irreteret over at være gravid og kunne bløde lidt samtidig med at jeg havde polypper ( mener jeg de kaldte det) og de blødte også...

Ja herfra blev det også til en lang smøre..

Håber du finder den løsning der er den rette for dig... Og så op med humøret... Er sikker på din graviditet nok skal hænge i og udvikle sig.

 Herfra.

Englebassen82 skriver:

Kan godt se dit dilemma og det er da bestemt ikke sjovt.....

Min mening er dog stadig at fortælle din mor din usikkerhed omkring din graviditet....og IGEN fortælle at det ikke skal fylde jeres weekend, men at du har brug for hendes støtte hvis det bliver nødvendigt.. Læg evt lidt ekstra i at du formentlig er ved at abortere så hendes forventninger ikke er får høje i den retning om at blive mormor...

Hvis du var min datter og vi havde et tæt forhold som du beskriver, ville jeg som mor blive rigtig ked af at min datter ikke delte det med mig når nu situationen er som den er.... Jeg ville hellere vide det og kunne støtte op om det hvis min datter ønskede det og måske give et klem hvis jeg lige kunne mærke det var det hun ville...

Men søde ven umiddelbart som det lyder så er det ikke Friskt blod du bløder eller ????

Under begge mine graviditeter havde jeg også meget mørkt brunligt udflåd og til tider perioder med friskt blod... Men har 2 skønne børn...

Min livmoder var simpelthen bare irreteret over at være gravid og kunne bløde lidt samtidig med at jeg havde polypper ( mener jeg de kaldte det) og de blødte også...

Ja herfra blev det også til en lang smøre..

Håber du finder den løsning der er den rette for dig... Og så op med humøret... Er sikker på din graviditet nok skal hænge i og udvikle sig.

 Herfra.

Hej igen

Mange tak for dit 2. svar.

Jeg tror nu også, at jeg vil fortælle det til min mor. Min kæreste er lige taget afsted og nu, hvor jeg er alene, kan jeg virkelig mærke hvor ked jeg faktisk er Det er ikke fordi jeg undertrykker mine følelser i hans nærvær - men fordi hans blotte tilstedeværelse gør mig

Der har været lidt friskt blod - en enkelt eftermiddag forleden - og siden jeg skrev sidst, er der i dag desværre kommet mere Ikke meget - men det er rødt nu.

Desuden er stort set alle symptomer på graviditet væk: Kvalme, ondt i brysterne, træthed, niv/stik i underlivet osv.  er væk. Det føles (også intuitivt) som om, at min krop er ved at udskille hormonerne.

Jeg ved godt, at både svingende sympotmer og pletblødning kan være uden betydning - men når lægens vurdering var, at jeg højest sandsynligt ville arbortere - også pga den svage test. Så tror jer desværre mere og mere på, at hun har ret

Nå, men jeg må prøve at slappe lidt af og - som du skriver - nyde weekenden så meget som muligt.

Tak igen for din omsorg og dit råd vedr min mor

Snehund skriver:

Hej igen

Mange tak for dit 2. svar.

Jeg tror nu også, at jeg vil fortælle det til min mor. Min kæreste er lige taget afsted og nu, hvor jeg er alene, kan jeg virkelig mærke hvor ked jeg faktisk er Det er ikke fordi jeg undertrykker mine følelser i hans nærvær - men fordi hans blotte tilstedeværelse gør mig

Der har været lidt friskt blod - en enkelt eftermiddag forleden - og siden jeg skrev sidst, er der i dag desværre kommet mere Ikke meget - men det er rødt nu.

Desuden er stort set alle symptomer på graviditet væk: Kvalme, ondt i brysterne, træthed, niv/stik i underlivet osv.  er væk. Det føles (også intuitivt) som om, at min krop er ved at udskille hormonerne.

Jeg ved godt, at både svingende sympotmer og pletblødning kan være uden betydning - men når lægens vurdering var, at jeg højest sandsynligt ville arbortere - også pga den svage test. Så tror jer desværre mere og mere på, at hun har ret

Nå, men jeg må prøve at slappe lidt af og - som du skriver - nyde weekenden så meget som muligt.

Tak igen for din omsorg og dit råd vedr min mor

Så lidt.

Update - som lovet:

Har også igennem weekenden og i går blødt en lille smule - ingen smerter og ikke nogen kraftig blødning. Det har stået på i lidt over en uge nu.

Testede positiv g-test både i går og i dag (7+0) , men kun svagt. Var ved lægen i dag (en anden og mere erfaren end hende jeg var hos sidst)- hun henviste mig straks til sygehuset. Her blev jeg scannet - der er ingen graviditet. Og der er heller ingen tegn på, at der har været graviditet. Så enten har jeg aborteret - eller også er jeg gravid uden for livmoderen

Nu skal jeg til blodprøvekontrol på lørdag - så de kan tjekke om hcg falder som det skal - ellers kan det forstærke mistanke om gravitditet uden for livmoderen. Jeg håber meget, at hormon-niveauet daler som det helst skal

Øv - bøv at det ikke lykkedes at skabe nyt liv denne gang

Tak for jeres støtte og opbakning herinde.

Mussen2 skriver:

Åh, det er jeg virkelig ked af at høre. Men et eller andet sted er der vel rart nok at der ikke har været tale om en "rigtig" graviditet på noget tidspunkt. Jeg synes dog det er frygtelig ærgeligt at du skulle gå så længe i uvidenhed. Kram herfra

Hej Mussen2

Tak for dine søde ord. Hvis der ikke er tale om graviditet udenfor livmoderen har jeg måske været "rigtig" gravid - men har aborteret meget stilfærdigt.

Håber, at jeg har været "rigtig" gravid - for graviditet uden for livmoderen, det er min skræk For det første kan det udvikle sig alvorligt og skal opereres, hvis det ikke selv har renset sig ud.

Hvis det har været udenfor livmoderen og har renset sig selv ud - er der større risiko for, at næste potentielle graviditet sætter sig det forkerte sted igen

Nå, jeg må bare tro og håbe på det bedste.