Vi er uenige om dåb/navngivning

Maja84 skriver:

godt skrevet

Jeg håber i finder en løsning i begge kan acceptere

Tak, det har lange udsigter. 

Vi tror heller ikke på gud her hjemme, men vores den mindste er døbt og den næste der er på vej skal også døbes.. men det er også tradition i vores familie og få børnen døbt og det er det på begge sider af familien... Men når det også er sagt så vil jeg heller få mit barn døbt nu end de skal blive det når de engang skal konfirmeres.. gik selv i klasse med en der syntes det var vildt pinligt.. men det er jo også nogen år siden nu...

Men vores den ældste er ikke døbt. Bio mor er oprindelig jehova, dog ikke troende mere. så de blev enige om at Tammie selv skal have lov at vælge hvad hun vil når det bliver hendes tur.. Men nu er hun lidt trist over slet ikke og have dåbsbilleder på vægen som vi har af Anna-sophie. selv om der er mange andre af hende..

Jeg syntes i skal snakke godt og grundigt om det hele... og hvis det betyder så meget for ham og hans familie så bliv døbt om formiddagen. også invitere alle.. Men kald festen en navngivnings fest.. for i bud og grud fejer de fleste jo kun navnet i dag...

Det er ikke så meget hvad det kaldes. Det er mere hele ideen om kirken og dåbsritualet som jeg virkelig har svært ved at skulle gennemføre. Jeg er vokset op i en ikke religiøs familie, men med kristen/jødisk baggrund. Og jeg er langt fra religiøs, går i kirke eller noget som helst. Så for mig er navngivningen måden, da det er vores "tradition" på min side.

Var jeg ligeglad havde det jo ikke været noget problem, for så havde jeg bare sagt ok. Men kirken er for mig meget fremmed, og jeg kan ikke se mig selv så i en kirke med min lille baby. Det passer bare slet ikke ind i mit verdensbillede.

For manden er det lidt tro, men mest af alt tradition. Så vi har hver vores tradition, og overbevisning,  det gør det jo rigtig svært. 

skønneunger skriver:

ja det er da lidt af et dilema

kan godt forstå du vil have svært ved at skulle stå og "lyve" i kirken, det ville jeg også selv.

er det fordi han er troende eller er det bare tradition?

kan i ikke gøre alt som var det en rigtig dåb, bare uden kirken? med kjolen og det hele? ja lyder lidt mærkeligt men det er vel at gå på kompromis?

For ham er det primært tradition, men også lidt religion.

For mig er det også traditon, men også min holdning til religion i den forstand, at jeg slet ikke kan følge det. Så det virker kunstigt, og underligt at skulle sige ja til det på mit barns vegne. Jeg kan slet ikke finde ro i det lige nu. Hm 

Wimmie skriver:

Træls situation

Jeg tænker også om han vil have dåben pga. det religiøse og hvad det står for - eller om det "bare" er pga. traditionen? For jeg synes nu ikke at tradition i sig selv er en gyldig grund, og det er alligevel nogle ret store ting man står og siger "ja" til i en kirke; at man lover at opdrage barnet i den kristne tro - synes det virker lidt forkert hvis man ved på forhånd at man ikke har tænkt sig at overholde disse løfter.

Jeg gjorde det i hvert fald ikke, for jeg har heller ikke noget forhold til religion/kristendom og vores barn skal bare navngives (dog med en lille fest) - dette har manden og jeg heldigvis hele tiden været enige om.

Vi har været til flere barnedåb hvor forældre og faddere har stået og sagt "ja" til førnævnte ting, og hvor vi som kender personerne og ved at de aldrig går i kirke eller overhovedet tror på Gud, har siddet og tænkt "riiiight...not gonna happen"

Det er lige præcis sådan jeg har det. Manden ønsker det primært pga. tradition, men også lidt ud af religion. 

Jeg er jo omvendt, for jeg går jo slet ikke op i religion, er ikke vokset oå med det, og forkaster det nok også. Så for mig virker det SÅ malplaceret at skulle troppe op i kirken med min baby  Og så kan jeg godt lide tanken om at mit barn selv får helt lov til at vælge, uden vi har blandet os først. Synes det sender nogle signalværdier til barnet med/uden dåb. 

Jeg vil rigtig gerne holde en navngivning med fin bordpynt, fint tøj og navngivningstøj til den bette. Det er bare selve handlinge - altså dåbsritualet jeg ikke kan forlige mig med. 

Så det er ikke bare en ide eller et princip jeg har, som det lyder til flere tror. For så kunne jeg godt bøje mig. Det er virkelig fordi det ligger så dybt i både mig og ham, men i hver sin retning. 

her har "handlen" været...hans dåb mit efternavn eller ingen dåb og hans efternavn...for han kunne ikke få begge dele.

Samtidig har han muligheden får at de så bliver døbt og konfirmeret senere, hvis det er det de vælger.

Det var også fast tradition i min mands familie, mens det ikke var i min, så derfor kompromiset. Min søster har gjordt det samme, så den ældste er ikke døbt, mens de to mindste (med en ny mand) ER blevet døbt, så for ham var det vigtigere med dåben end med navnet.

Barnet er en blanding af jer begge og i skal derfor begge leve med at opgive noget.

:-) Sisse

JeNoVa skriver:

Mine børn er ikke døbt, og det var faren og jeg enige om, at de ikke skulle. Til gengæld var min mor dybt skuffet, men da det er vores børn og ikke hendes, tog vi beslutningen om ikke at få dem døbt.

Jeg synes, at børnene selv skal have lov til at vælge, og de kan sagtens være guds børn uden at være døbt.

Hvorfor er din mand så opsat på dåben? Ligger der et pres fra familien? Er han selv meget troende?

For ham er det mest traditionen, men også lidt religion. Og det er det også for mig, udover at jeg nok nærmere forkaster religion.

I min familie er vi navngivet, i hans bliver man døbt. Jeg tror ikke han føler press, men har alligevel givet udtryk for et par af forældernes skuffelse. 

MEN når det så er sagt, så er jeg fuldstændig ligeglad med hvad andre mener og ønsker man gør. Det er jo en sag mellem mig, ham og vores barn. 

Jeg kan godt forstå i valgte som i gjorde. Mit ønske er en fin navngivning. Men det føler han ikke er det samme - hvilket det jo heller ikke er. Og omvendt føler jeg det er forkert med dåben. 

EEEJ men altså! Hehe 

MamaJakob skriver:

Har du overvejet måske at snakke med en præst om det?

Det virker måske lidt overvældende, især når man ikke er kristen, og jeg siger det bestemt ikke fordi jeg holder med din mand - eller med dig

Men fordi præsten jo heller ikke er interesseret i at tvinge en religion ned over hovedet på dig eller dit barn, hvis det er imod dit ønske - og måske har han/hun et godt forslag til et kompromis? Om ikke andet tror jeg, det ville sætte et nyt perspektiv på diskussionen - hvis det altså vel at mærke er en god præst

Herhjemme var vi begge enige om dåb, men derfor var det stadig utrolig rart at have den 'obligatoriske' samtale med præsten inden; hun var rigtig sød og dygtig - og meget åbensindet omkring kristendommen og dåbsritualet, og vi fik svar på mange spørgsmål og afmystificeret dåbshandlingen en del.

 

Pøj pøj med det

Det er et interessant forslag. Har overvejet det men ja, det virker pænt malplaceret på mig, da jeg jo slet ikke er troende. En præst i kirken vil jo altid have det kristne syn på det, også selv om det er en moderne præst. Så jeg er ikke sikker på at det vil gøre mig nogen gavn. Men det kan da være en ide, og bestemt ikke udelukket. 

Noahmor skriver:

Uf, den er svær. 

Jeg er selv navngivet og det blev vores søn også uden diskution, da min kæreste heller ikke er troende. 

Vi holdt dog stadig en fest, for skulle jo fejre vores lille søn med familien. 

Er det så vigtigt for ham at det foregår i kirken, for ellers kunne I vil lave et kompromis, der hed at barnet bliver navngivet og I holder en fest, hvor I selv kommer på et eller ritual, hvor der er en gudmor (eller far) der lover at opdrage barnet i jeres ånd, hvis der sker noget med jer. 

Se det ville være en fin løsning. Men manden vil synes det er fesent. Og jeg vil nok helst bare holde de to ting adskilt. 

For ham er det hele det med familien i kirken etc. Hvor det for mig lige netop virker helt forkert. 

Jeg vil gerne holde en fin middag og fejre vores baby og dets navn, men ligefrem i kirke... 

Nadia&Daniel skriver:

Årh - først lige et  til dig..

Vi var selv igennem det herhjemme, og har devsærre intet råd til dig, da jeg selv opgav kampen, og gik med til det

I min familie er vi alle navnegivet (pga religion) og i min mands familie er alle dåb (pga tradition)

Ja husker godt vi har skrevet lidt om det i en debat hvor du nævnte det. Hvordan havde du det med det? 

Chillien skriver:

Vil nu sige at hvis ens største bekymring er om barnet bliver pinligt berørt når det senere vælger at døbes, sku man måske lige tænke en ekstra gang..

Hvis barnet virkelig gerne vil konfirmeres og derfor døbes af en sen alder, så må de jo bare komme over det pinlige.. For så er der vel ikke noget at være flov over..

Måtte bare lige kommentere på dit indlæg, med de bedste meninger

 

Til TS håber jeg i finder ud af det.. Vi har snakket o hvordan det skal være når tid er, og jeg har det præcis som dig.. Jeg synes dåben er en utroligt dårlig ide.. Især i Danmark år 2011.. Han ville gerne holde dåb..

Men for ham var det mest fordi det er det "rigtige" at gøre, så han endte med at give mig ret i at vi i stedet for lader barnet vælge, og så laver vi en opsparing så der er penge til evt. fest når dåben så kommer efter, hvad 13 år?.. Og vil barnet så ikke døbes kan h*n vælge hvad vi som familie skal bruge pengene til.. En rejse, en stor familiefest eller noget helt tredje...

Håber i finder ud af det.. For det er sgu en dum diskussion at have..

Tak jeg er helt enig. Det med om det er flovt at blive døbt når man er 13. Man kan jo gøre det før. Tage en snak med barnet inden, og forklare hvad det handler om. Man kan også gøre det som en lukket begivenhed. Og er det flovt, hvorfor så lade sig døbe?