Vi er uenige om dåb/navngivning

Noahmor skriver:

Uf, den er svær. 

Jeg er selv navngivet og det blev vores søn også uden diskution, da min kæreste heller ikke er troende. 

Vi holdt dog stadig en fest, for skulle jo fejre vores lille søn med familien. 

Er det så vigtigt for ham at det foregår i kirken, for ellers kunne I vil lave et kompromis, der hed at barnet bliver navngivet og I holder en fest, hvor I selv kommer på et eller ritual, hvor der er en gudmor (eller far) der lover at opdrage barnet i jeres ånd, hvis der sker noget med jer. 

 Super god ide!

Man kan jo "bare" tage de vigtigste elementer med i ens navngivningsfest.. Købe kjole, have gudforældre endda hælde vand i barnets hår hvis man vil...

Især hvis det er fordi det mest er for traditionen han vil have barnet skal døbes.. Det var måske værd at snakke om?

Vi havde præcis samme problemstilling, han for og jeg imod...

Min ældste søn er navngivet, da jeg absolut ikke har noget forhold til kirken og på forhånd har antipati mod, at stå i 'guds hus' og sige ja til at opdrage mine børn i den kristne tro osv.

Vi snakkede frem og tilbage, jeg imod han for.... Og det er jo en meget svær situation at stå i, da begge parter holder på sit. Der er ikke nogen gylden mellemvej, det er enten eller og I står der, hvor i hver især forsøger at overbevise den anden om, at JERES holdning er den rigtige.

Men det kommer der jo sådan set ikke noget ud af, da det lyder til, at I begge står fast ved jeres holdning.

Havde jeg 'vundet vores kamp', havde vi holdt en navngivningsfest og sprunget den forlorne seance over i kirken -men det endte med at vi fik vores datter døbt, da det var et meget stort ønske for min kæreste og jeg gav mig.
For ham var det traditionen i dåben han gerne villle bevare, ikke det kristne budskab mm. Og jeg, som synes det hele er noget fis!

Men sådan blev det her hos os...

Man kan vælge at se det på mange måder, kridtendommen som en religion eller som nogle værdier der faktisk er i samfundet.
Eegntlig er der mange gode værdier i kristendommen og jeg valgte, at se det på den måde, at det var de grundlæggende gode værdier og ideologier jeg sagde ja til

Håber I finder en løsning

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

Så meget faktisk, at det er et reelt problem. Kan mærke han er virkelig skuffet over ikke at få den tradition med. Hvor jeg bare ikke kan se mig selv stå i kirke med baby og love det "væk" til en Gud jeg ikke tror på.

Hvad pokker stiller vi op?  Synes vi har snakket og snakket, og vendt og drejet for og imod. Men klogere er vi ikke blevet. HM 

Skal lige siges, at vi i min familie ikke har tradition for dåb, og jeg er selv navngivet...

Her hos os havde vi samme problem, jeg var faktisk oppe imod både min kæreste og HELE hans irske familie (han har 10 søskende) Der var slet ikke nogen som forstod hvordan jeg dog turde at lade vær' med at døbe mit barn. Men jeg har det fuldstændigt som dig og holdt hårdnakket fast og sagde at det slet ikke var til diskussion. Jeg tror ikke på gud, er selv navngivet og kunne aldrig finde på at stå i en kirke og være falsk når jeg ikke tror på det. Mine børn kan selv vælge om de vil døbes før konfirmationsalderen og vil de det, jamen så er det bare 100 % ok - I det mindste fik de selv lov til at vælge istedet for at trække noget ned over hovedet på dem når de er få måneder gamle. Det er bare min mening - religion er roden til alt ondt.... 

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

Så meget faktisk, at det er et reelt problem. Kan mærke han er virkelig skuffet over ikke at få den tradition med. Hvor jeg bare ikke kan se mig selv stå i kirke med baby og love det "væk" til en Gud jeg ikke tror på.

Hvad pokker stiller vi op?  Synes vi har snakket og snakket, og vendt og drejet for og imod. Men klogere er vi ikke blevet. HM 

Skal lige siges, at vi i min familie ikke har tradition for dåb, og jeg er selv navngivet...

Det er et svært dilemma, men herhjemme valgte vi at lade Camille døbe!

Min kæreste er døbt og i hans familie har de stor tradition for dåb.

Jeg er ikke døbt som lille, og er faktisk den eneste i min familie, som i nyere tid er blevet døbt og konfirmeret! Jeg er på ingen måde kristen og ønskede derfor heller ingen barnedåb.

Min kæreste derimod syntes at det hørte sig til, og vi talte længe om det! Jeg endte med at overgive mig, fordi vi kiggede på hvor stor betydning beslutningen havde for os hver især.

Jeg ville ikke have døbt min datter, fordi jeg ille brød mig om kirkeregimet og fordi jeg mente det var tomme løfter.

Min kæreste ville have hende døbt fordi det var en fin tradition og fordi det betød noget for mig!

Jeg besluttede, at hvis det betød meget for ham, så skulle Camille døbes. I og med at jeg ikke er troende kristen, så betød ritualet intet for mig og jeg kunne godt bide det i mig, i den time som cermonien varede. Hvis vi havde valgt ikke at døbe hende, så havde min kæreste måttet give afkald på noget vigtigt, og for mig er det jo mere en principsag!

Gir det mening?

Vi havde lidt det samme problem  herhjemme,jeg ville gerne manden ville ikke... han sagde så at hvis det var vigtigt for mig måtte jeg gerne døbe ham men han ville ikke deltage i det kirkelige men selvfølgelig  i den efterfølgende fejring... det fik mig til at tænke meget grundigtover grunden til at jeg ville døbe mit barn og kom frem til at det bare var for traditionen og så droppede jeg det og Liam blev navngivet...

Håber i finderen løsningder virker for jer...

hvad med at holde dåben i det fri uden for kirken? så er det vel lidt  en win win?

Jeg kan godt se det er en svær beslutning. Herhjemme vandt kirken, mod at kæresten valgt hvilket efternavn der skulle stå til sidst. Vi blev enige om at vores søn jo i sidste ende, ender med at have det sidste ord, når han engang skal vælge om han vil konfirmeres. Hvor i mod hvis han bliver navngivet og så gerne vil konfirmere skal han først døbes. Og det syntes jeg ikke om. Havde en klasse kammerat som ikke var døbt men gerne ville konfirmeres, han syntes det var så ydmygende at skulle døbes i hans alder.
Håber i finder en løsning der passer jer begge 2

Tja ellers hvis I ikke bliver enige så må I deles - dvs at han holder barnedåb i kirke og du holder navnefest. Måske fjollet og ved ikke om det er muligt irl men det er jo en mulighed

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

Så meget faktisk, at det er et reelt problem. Kan mærke han er virkelig skuffet over ikke at få den tradition med. Hvor jeg bare ikke kan se mig selv stå i kirke med baby og love det "væk" til en Gud jeg ikke tror på.

Hvad pokker stiller vi op?  Synes vi har snakket og snakket, og vendt og drejet for og imod. Men klogere er vi ikke blevet. HM 

Skal lige siges, at vi i min familie ikke har tradition for dåb, og jeg er selv navngivet...

Her var vi begge enige om en dåb da den er en familie tradition på begge sider.
Ingen af os er troende på noget punkt og kommer aldrig i kirken, MEN jeg ville for alt i verdenen ikke opgive min traditioner.
Det er jo hvem jeg er, og det vil jeg gerne have mit barn er en del af.
Jeg forstår godt din mand, og hvorfor ikke give ham dåben, baby får jo navnet uanset hvad, og du "lover" den jo ikke til gud, tror han gør det for traditionen, lige som vi gjorde!!!

Du lover jo ikke dit barn væk til noget ved at lade det døbe - du kan se pragmatisk på det og opfatte det, som om kirken bare siger "Her er du velkommen, hvis du får lyst".

Dit barn vil, uanset hvad, vokse op med kristne værdier og kristen kultur, så jeg synes bestemt ikke, du "lover" noget, du ikke kan stå inde for - med mindre, I emigrerer til et arabisk land

Men - så vidt, jeg kan læse, så handler din modvilje måske mere om dine følelser, og det kan jeg godt følge. Hvis I holder dåb, bliver det en "stor" familiebegivenhed og en slags milepæl og ikke bare en lille, praktisk foranstaltning.

Set fra BARNETS side, så ville jeg dog sige, at når I nu ER uenige, og faderen ønsker dåben, så fratager I det ikke noget ved at lade det døbe - men ved at lade det døbe giver I det en ekstra "mulighed" eller åbning med på vejen. Det ville være værre - synes jeg - hvis I skulle vælge mellem to religioner, for der ville det være enten-eller.

Kan du ikke prøve at tænke på det, som om I blot giver jeres barn en ekstra mulighed "med på vejen" - og så se på det som et kulturelt ritual mere end et religiøst?