Anonym skriver:
Begynder ærlig talt at blive stresset.. Jeg har kun ca 7 uger til termin, og min kæreste har ikke sat sig ind i noget som helst endnu. Og det havde jeg bare SLET ikke forventet! Han er ellers meget engageret i graviditeten med at tage med til lægebesøg, jordemoder og scanninger, og han er lykkelig for at være far og passer på mig. Men han har bare ikke sat sig ind i EN eneste ting angående graviditet eller fødsel!
Tit føler jeg, at han ikke forstår hvor hårdt det er at være gravid. Især så langt henne som jeg er. Fx her den anden dag da vi havde været ude og løbe ærinder i flere timer, og jeg til sidst var virkelig træt, havde ondt i fødderne og var helt grædefærdig. Så blev han irriteret på mig! For han forstår ikke hvor hårdt det faktisk er. Jeg prøver at forklare ham hvorfor, forklare hvad der sker med kroppen, men han forstår ikke helt.
Det samme med fødslen! Vi har droppet fødselsforberedelsen af flere årsager, men den primære grund til jeg egentlig ville afsted var for HANS skyld, for det lader bare til, at han overhovedet ikke har nogen realistisk fornemmelse af, hvordan en fødsel foregår og ikke mindst hvor ONDT det gør! Sidstnævnte fatter han intet af. Og jeg frygter lidt hvordan det så bliver til fødslen.
Vi har rigeligt med litteratur herhjemme, jeg har givet ham masser af links til diverse sider hvor han bare kan læse kort om de forskellige ting, men han har hele tiden en undskyldning og grund til hvorfor han ikke liiiiige har tid at læse om det eller se nogen videoer om det. Og han har ellers sjovt nok tid til alle mulige ting, som ikke er vigtige.
Hele næste uge får han ikke tid til at læse, og så er der kun SEKS uger til termin!!! Hvordan får jeg manden til at forstå, at NU skal han fandme altså til i gang! Nu har jeg gået en hel graviditet hvor han ikke rigtig har forstået hvad der skete med min krop og hvordan det føles for mig. Nu er det altså på tide! - Og det har jeg forsøgt at sige direkte flere gange, men han får ikke gjort noget ved det.
Forstå mig ret! Han er en dejlig, skøn og romantisk kæreste, men jeg mangler virkelig noget forståelse, og frygter for fødslen og den første tid efter, hvis han ikke snart sætter sig ind i sagerne.. Hvad gør jeg?
Efter at have læst tråden vil jeg lige tilføje et ting eller to 
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med mig selv. Jeg har bækkenløsning, og kan faktisk intet. Har tit været SÅ frustreret og ked af det, fordi ingen forstår, at jeg bare ikke kan. Og selvom jeg synes jeg har sagt, at jeg ikke kan gå længere, så føler jeg mig presset til det.. Men er ved at lære, at jeg simpelthen bare skal sige fra! Og sige det tydeligt, at min krop er så belastet, at jeg ikke kan gå så hurtigt. Jeg har i forvejen 13 ekstra kilo på, så jeg orker ikke at bære indkøb hjem. Og endelig er det som om, jeg bliver forstået.
Så prøv at sige det som det er. Fortæl ham, at du ikke kan. Fortæl ham, at du faktisk frygter fødslen helt vildt fordi du ikke føler han forstår dig.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at en del af de frustrationer i bund og grund kommer fra en selv. Fordi det er pisse surt ikke at kunne samle nøglerne op af gulvet, når man har tabt dem. Ikke at kunne bare sætte sig og rejse sig, fordi maven er tung og i vejen. Alle de ting.. Og dem tror jeg er vigtige at få sagt højt, så det ikke ender med at gå ud over kæresten.. (Som det har gjort en del herhjemme
)
Og til sidst vil jeg lige sige, at jeg kun har hørt om hvor positivt overraskede fødende kvinder er over deres mænd Jeg tror, at når manden ser sin elskede ligge der og kæmpe sig igennem en ulidelig smerte, for at bringe hans barn til verden - så vil han gøre alt han kan, for at forstå og hjælpe
Det er i hvert fald det, jeg sætter min lid til 
Ved ikke om du kan bruge det til noget, men håber i finder ud af det! For det er da for træls at gå og have det sådan. 
