Hvad frygter i så mest?

Madam Blå skriver:

Dejligt at du havde en så positiv oplevelse! Håber jeg får det samme. Har malet fanden på væggen så mange gange, at jeg forhåbentlig ikke kan blive negativt overrasket Så det kan kun gå den rigtige vej, tænker jeg

Okay, nej så kan det kun gå godt

Madam Blå skriver:

Sådan har jeg det også lidt. Men tror du ikke, at når vi endelig når så langt, så vil man vel bare gerne have sin baby ud Det er i hvert fald det, jeg sætter min lid til

hehe, jo det tror jeg (håber jeg) 

min mor siger man bare forsvinder ind i sig selv, og ikke mærker smerterne så meget.. så det regner jeg lidt med

NØJ, jeg frygtede at føde...  Jeg var direkte rædselsslagen. Men da jeg fik graviditetsbetinget sukkersyge, blev jeg endnu mere ræd, da jeg hørte at jeg skulle sættes i gang før termin!  Da veerne startede tog jeg en time ad gangen, og det hjalp mig faktisk. At fødslen så endte i et akut kejsersnit er en anden historie 

Jeg frygter hverken fødslen, smerterne, at sprække eller noget i dén stil.. Alt kan syes og de er super gode til det i dag

Det JEG frygter er, at der skal ske noget med baby'en under fødslen!! Alt det andet kan jeg leve med..

Jeg er egentlig ikke bange for selve fødslen, men frygter at have veer i uendelig mange timer. Kan sagtens forholde mig til at skulle have ondt, men tanken om at man ikke ved HVOR længe det står på synes jeg er vildt ubehageligt.

Har da også været bekymret ang. bristninger osv men tror bare ikke man tænker særlig meget over det når man er i det, så det har jeg skubbet fra mig. Desuden kan det heller ikke rigtig svare sig at være bange for - fordi sker det, så sker det. Kan ikke gøre så meget ved det

Derudover tror jeg bare at jeg nervøs som alle andre førstegangsmødre/forældre. Alle de ting man ikke kan forberede sig på - det at leve med et lille barn og alle de tanker man gør sig hele tiden, men ikke får svar på før man står i det.

Selvfølgelig har jeg også tænkt, hvad nu hvis...men prøver hele tiden at tænke positivt og ellers så får min kæreste mig ned på jorden igen -  han guld værd  

/Fenja (35+6)

sommerbarn<3 skriver:

Okay, det forklare hvorfor jeg ikke så mine strækmærker før efter fødslen. Kan det virkelig passe?

Jep desværre .. 

Madam Blå skriver:

Det lyder heller ikke rart!

Heldigvis bliver man bedøvet inden man bliver syet. Og de siger, at man faktisk bliver helt pæn igen dernede, hvis man er blevet syet. Så det må vi jo tro på

 fingre altså .. 

Jef frygter ar min søns far skal have ham, i 3 timer til at starte med.
Frygten at sige fra overfor min storesøster.
Ogen lille smule for fremtiden, hvad den bringer på godt og ondt, samt at min søn kun bliver ældre, en skræmmende tanke, for mit vedkommende.

-Sigrid- skriver:

Jeg fik voldsomme strækmærker pga hormoner allerede i uge 7 

Men kan sgu godt forstå det andet, føler med dig! 

Ja det får mange desværre .. heldigvis aftager de lidt med tiden  

Madam Blå skriver:

Som modsætning til den anden tråd, om hvad vi glæder os til - hvad frygter vi mon så?

Jeg glæder mig til at amme - men frygter det virkelig! Alle de historier om hvor forfærdelig ondt det gør, og det er bare konstant at baby er sulten.. Kan mine bryster mon holde til det..

Og så frygter jeg at revne fra a-z og blive syet sammen som en grim rullepølse.. Hihi - åh alle de historier! Man skal nok bare vende det døve øre til

Hvad med jer? Er det at barnet smutter ud af hænderne, nåa man står med det, er det snakken om sex, er det at sige fra overfor svigermor, eller noget helt andet?

Jeg frygtede/frygter mest at min søn ville falde ned fra sofaen/sengen.
og det skete så idag (knap 8 mdr. efter fødslen).. uhh hvor jeg har det skidt over det, lige uopmærksom i 2 sek. og BUM..