Skulle have haft 2 babyer :o(

Jeg synes du må acceptere at hun har valgt en abort. Det er nemlig hendes liv og det skal hun selv bestemme. Jeg ville gerne bringe et barn til verden for en anden især for en som jeg ser så tit. Det bliver meget hårdt for hende at se sin "egen" barn som bliver opvokset hos sin søster. Eller når barnet kalder dig for mor, når nu den rigtige mor står lige over for barnet. Det er virkelig hårdt.

Så synes du skal tilgive og prøve på at glemme.
Du skal heller tænke på dit eget barn som kommer i verden snart og nyde ham/hende.
Held og lykke med det hele

Nessie skriver:

Det er smukt af jer, at I gerne ville tage jer af din søsters barn.

Men når det så er sagt, så tror jeg i bund og grund at det var den rigtige beslutning hun tog.

Selvom det ville være jeres barn, ville hun altid have en stor andel i det, og jeg tror det ville være svært for jer alle at få et normalt forhold til hinanden. Og hvordan ville barnet ikke have haft det, når din søster fik andre børn, og det kunne gå og spekulere over at det var blevet valgt fra?

Jeg synes det er meget længe, du har gået og ikke kunnet tilgive din søster, og som en anden skriver, så tror jeg at du skal tale med en professionel, og få bearbejdet dine følelser og sorgen over det mistede barn

Jeg har aldrig tænkt over at hun jo selvfølgelig en dag vil få flere børn og at det ville være hårdt for det første barn - ALDRIG.... og du har helt ret i, at det ville være meget meget svært. 

Det kan godt være at jeg skal prøve at få nogle samtaler med en psykolog og se hvad det bringer med sig. 

Jeg tror heller ikke jeg havde været lige så lang tid om at tilgive hende, hvis det ikke var fordi jeg render rundt og er gravid... Jeg bliver mindet om det hver dag og ved at sådan skulle hun også have set ud nu.... Min søster er en meget indelukket person og svær at komme igennem til, så de gange jeg har spurgt hvordan hun selv har det, siger hun bare kort at hun er ok.... 

Men begynder ikke på noget hjælp nu, da jeg er så tæt på min terminsdato (det ville være for hårdt nu tror jeg), det må blive når baby er ude. Tak for de søde ord 

ZamanogDania skriver:

Jeg synes du må acceptere at hun har valgt en abort. Det er nemlig hendes liv og det skal hun selv bestemme. Jeg ville gerne bringe et barn til verden for en anden især for en som jeg ser så tit. Det bliver meget hårdt for hende at se sin "egen" barn som bliver opvokset hos sin søster. Eller når barnet kalder dig for mor, når nu den rigtige mor står lige over for barnet. Det er virkelig hårdt.

Så synes du skal tilgive og prøve på at glemme.
Du skal heller tænke på dit eget barn som kommer i verden snart og nyde ham/hende.
Held og lykke med det hele

Meget smukke ord tak Det hjælper faktisk at høre fra folk at min søster ikke er "djævlen" selv, for det må jeg jo indrømme at jeg har syntes i lang tid... Jeg har inden for de sidste 15 minutter allerede ændret syn på det her drastisk og har rykket mig mere nu end jeg har gjort de sidste 9 måneder og det er jo FANTASTISK 

MorTilJanuar skriver:

Man kan vende den om og sige ja du tror du kan det selv, men hvis du valgte bare at holde et enkelt møde med en der kunne give dig de rigtige værktøjer til at komme igennem det så er du jo bedre stillet 

Men håber det bedste for dig og din lille familie  man kan sige du har taget første skridt og få sat ord på til os herinde og det er  i den rigtige vej 

Jeg vil gerne tilslutte mig den her.

Du bærer rundt på en stor sorg ligenu, og en fødsel er en stor ting, som løsner op for rigtig mange følelser.

Som min læge sagde til mig da jeg mistede min mor 2 måneder før termin, så er det vigtigt at få bearbejdet de følelser inden du selv føder, ellers kan det i værste tilfælde ende ud i en fødselsdep. -Jeg siger ikke at det gør, men det kan.. -Jeg er næsten sikker på at du kan få en henvisning fra din læge, hvis du henvender dig. Så koster det ikke særlig meget. For din egen skyld!

Anonym skriver:

Jeg har aldrig tænkt over at hun jo selvfølgelig en dag vil få flere børn og at det ville være hårdt for det første barn - ALDRIG.... og du har helt ret i, at det ville være meget meget svært. 

Det kan godt være at jeg skal prøve at få nogle samtaler med en psykolog og se hvad det bringer med sig. 

Jeg tror heller ikke jeg havde været lige så lang tid om at tilgive hende, hvis det ikke var fordi jeg render rundt og er gravid... Jeg bliver mindet om det hver dag og ved at sådan skulle hun også have set ud nu.... Min søster er en meget indelukket person og svær at komme igennem til, så de gange jeg har spurgt hvordan hun selv har det, siger hun bare kort at hun er ok.... 

Men begynder ikke på noget hjælp nu, da jeg er så tæt på min terminsdato (det ville være for hårdt nu tror jeg), det må blive når baby er ude. Tak for de søde ord 

Min mor er selv adopteret af sine bedsteforældre, og det har altså ikke været helt gnidningsløst, Hverken fra min mors eller "mosters" side, derfor tænker jeg på hvordan det ville gå for barnet senere hen, og tror at det må være en utrolig svær situation. For selvom man er højt elsket af de forældre man bor sammen med, så er man stadig valgt fra, af en person der er tæt på i familien, og jeg tror at det er svært for alle parter.

Og så tror jeg heller ikke at det har været et nemt valg for din sidste, det var jo trods alt lige på falderebet, at hun tog den endelige beslutning, og det har nok ikke været nemt for hende at se dig gå og få en dejlig stor og rund mave med en skøn baby inden i. Hun går måske med lidt af de samme tanker som dig, men vil ikke tale om det, fordi det gør ondt, og hun måske har fortrudt at hun ikke fik barnet?

Og til slut vil jeg lige sige, at det trods alt var bedre at hun helt fravalgte barnet fra starten, end at I alle skulle igennem en masse opslidende følelser, og måske oven i købet uvenskab, hvis hun under graviditeten fandt ud af, at hun alligevel elskede barnet, og ikke kunne give det fra sig.

Det jeg prøver at sige er, at jeg tror at du skal prøve at vende det lidt, og se det fra hendes side, i stedet for kun at se på hvad I har mistet.

Håber du får en dejlig fødsel, og snart kan tilgive din søster, så hun kan få lov til at være en god moster for det lille barn

Anonym skriver:

Meget smukke ord tak Det hjælper faktisk at høre fra folk at min søster ikke er "djævlen" selv, for det må jeg jo indrømme at jeg har syntes i lang tid... Jeg har inden for de sidste 15 minutter allerede ændret syn på det her drastisk og har rykket mig mere nu end jeg har gjort de sidste 9 måneder og det er jo FANTASTISK 

jeg er glad for at kunne hjælpe lidt. Håber du får det meget bedre og glemmer det hele

Kan godt forstå du er ked af det på det barns vegne.

Men nu er det jo din søsters krop, følelser og beslutnigen der er gældende her.

Og jeg ville da ærlig og sige, at jeg altså sagtens kan forstå din søsters valg.

Og så kom lige over det. Det er aldrig noget du kan komme til at styre.

*Camilla 28+4

Jeg må være ærlig og sige, at min umiddelbare tanke er, at det er dig, der har et problem. Ikke din søster - Og det er ikke hårdt ment, jeg kan godt se, at det lyder lidt groft. Jeg tænker, at du må have et eller andet behov, som du tænkte det barn kunne dække, og jeg synes også, at du skal prøve at se, om du kan få psykologhjælp.

Det gør mig lidt ked af det at se, hvor voldsomt du bebrejder din søster, og hvor lidt du ser ud til at kunne tilgive hende. Jeg kan nemlig slet ikke sætte mig ind i det forstået på den måde, at du bebrejder hende et valg, som er fornuftigt for hendes liv. Jeg kan godt se, at i har forskellige syn på abort, men det ville da være skide hamrende hårdt for hende, at se hendes barn vokse op med jer, og hvad så når barnet blev ældre? Barnet ville jo nok få at vide, at din søster var moderen, og ville det barn nogensinde kunne tilgive din søster, for at have opgivet hende? Ville det ikke være frygteligt for barnet så ofte at se den mor, som ikke kunne magte hende? Se det fra barnets synsvinkel også. For jeg tror næppe, at i kan gå hele livet og holde det hemmeligt, for der vil altid være en underlig stemning i hele den dynamik.

Jeg respekterer, at du er imod abort, men jeg har svært ved at respektere, hvor kraftigt du bebrejder din stakkels søster. Hun har truffet et valg, som er realistisk for hende. Hun har truffet et valg, som hun bedst kan leve med. Og det synes jeg, at du skal prøve at acceptere og tilgive, i stedet for at lade det her hænge over hovedet på hende til evig tid, og lade det skade hendes forhold til hendes nevøer og niecer. 

Jeg tror i hvert fald godt, at du kunne have brug for at snakke med en pro, for umiddelbart lyder det ikke helt normalt for mig, at du har sådan en voldsomt behov for at have hendes barn. Igen, det er slet ikke groft ment, det er bare en oprigtig bekymring!

Og så tag og giv din søster et stort knus. Det er ikke nemt at gå igennem en abort. Særligt ikke med en søster, der bebrejder en det valg.

Anonym skriver:

Meget smukke ord tak Det hjælper faktisk at høre fra folk at min søster ikke er "djævlen" selv, for det må jeg jo indrømme at jeg har syntes i lang tid... Jeg har inden for de sidste 15 minutter allerede ændret syn på det her drastisk og har rykket mig mere nu end jeg har gjort de sidste 9 måneder og det er jo FANTASTISK 

Jeg vil bare lige sige, at jeg er blevet helt rørt over denne tråd 
Er helt enig med alles kommentarer og råd til dig og jeg synes, det er så dejligt at læse, at du allerede nu er begyndt at ændre dit syn på det... Og at det har hjulpet dig.
Det gør mig meget glad indeni for dig 
Held og lykke med det hele - Og tillykke med den lille guldklump der er på vej!

Frøken J. skriver:

Jeg må være ærlig og sige, at min umiddelbare tanke er, at det er dig, der har et problem. Ikke din søster - Og det er ikke hårdt ment, jeg kan godt se, at det lyder lidt groft. Jeg tænker, at du må have et eller andet behov, som du tænkte det barn kunne dække, og jeg synes også, at du skal prøve at se, om du kan få psykologhjælp.

Det gør mig lidt ked af det at se, hvor voldsomt du bebrejder din søster, og hvor lidt du ser ud til at kunne tilgive hende. Jeg kan nemlig slet ikke sætte mig ind i det forstået på den måde, at du bebrejder hende et valg, som er fornuftigt for hendes liv. Jeg kan godt se, at i har forskellige syn på abort, men det ville da være skide hamrende hårdt for hende, at se hendes barn vokse op med jer, og hvad så når barnet blev ældre? Barnet ville jo nok få at vide, at din søster var moderen, og ville det barn nogensinde kunne tilgive din søster, for at have opgivet hende? Ville det ikke være frygteligt for barnet så ofte at se den mor, som ikke kunne magte hende? Se det fra barnets synsvinkel også. For jeg tror næppe, at i kan gå hele livet og holde det hemmeligt, for der vil altid være en underlig stemning i hele den dynamik.

Jeg respekterer, at du er imod abort, men jeg har svært ved at respektere, hvor kraftigt du bebrejder din stakkels søster. Hun har truffet et valg, som er realistisk for hende. Hun har truffet et valg, som hun bedst kan leve med. Og det synes jeg, at du skal prøve at acceptere og tilgive, i stedet for at lade det her hænge over hovedet på hende til evig tid, og lade det skade hendes forhold til hendes nevøer og niecer. 

Jeg tror i hvert fald godt, at du kunne have brug for at snakke med en pro, for umiddelbart lyder det ikke helt normalt for mig, at du har sådan en voldsomt behov for at have hendes barn. Igen, det er slet ikke groft ment, det er bare en oprigtig bekymring!

Og så tag og giv din søster et stort knus. Det er ikke nemt at gå igennem en abort. Særligt ikke med en søster, der bebrejder en det valg.