Skulle have haft 2 babyer :o(

Er enig med de andre tøser... Plus, jeg tænker at din søster må have det ufattelig svært for tiden. Tænk at se og vide at hun kunne være ligeså langt henne som du, og snart have en baby i armene. Hun kan ikke undgå at blive mindet om sit valg, der utvivlsomt har været svært, hver gang hun ser dig eller din baby. Håber for både dig og din søster at du finder overskuddet til at være 'den store' og tage lidt hånd om hende. Det må være forfærdeligt både at miste sin baby (selvom det var et valg) OG sin søster...

Ville ønske man kunne svare anonymt her... Men må prøve at forklare uden at gå i detaljer, og udstille min familie. Jeg er en af de nævnte personer (i min historie, ikke TS's), men vil ikke afslørre hvem af hensyn til familien.

Der er et bortadopteret barn i vores familie, hendes mor fik ikke valgte, hendes forældre valgte for hende, at de ville opforstre babyen som deres, og sådan skulle det være.

Da barnet blev de 18 (tror jeg) skulle hun bruge sin fødselsattest, for at få lavet et pas eller noget, og hun får så et kæmpe chok, da der pludselig står 2 andre navne som forældre. Det ene er hendes søsters...

Hele familien blev så indblandet, da der nu var kommet flere børn til verden, og der skulle pludselig forklares en masse...

Hendes mor får endnu et barn 2 år efter, og er her 18, så flytter og beholder dette barn (får så yderligere et senere hen).

De 2(3) børn får vidt forskellige opvækster... De 2 af dem som bor hos ders biologiske mor, får en tryk og kærlig opvækst. Hvorimod hende det omtalte barn, bliver flytet meget rundt, får ikke den samme kærlighed, og har derimod en svær barndom.

Så da hun ser at hendes mor er hendes søster opstår der vrede og sorg. Hvorfor måtte hun ikke blive sammen med sin bio mor, og få den kærlige og omsorgsfulde opvækst...

Og det har alle årene været hårdt for bio-mor at ikke kunne opforstre sin datter, eller følge hende på den måde en mor gør. De snakker ikke sammen idag, da det gør for ondt på dem begge at hive op i trådene igen.

Der er stor forvirring for hendes biologiske søskende og hende. "Hvad er vi nu for hinanden? Før var vi moster - niece, nu er vi pludselig søskende... Eller hvad..." "Barnet" har fået børn, hvem er deres bedsteforældre?! Og skal de vide historien, og hvordan får man det lige forklaret.....???

Familien har været i "opløsning" lige siden. Og det vil aldrig blive det samme. Der er sket for mange tillidsbrud og der er for stor forvirring til at det nogensinde bliver godt igen. Det er så ca. 16-17 år siden det hele blev afslørret...

Jeg siger ikke det ville have endt i det samme, men det er ikke bare at "overtage" et barn. Det kommer til at have indflydelse på dine børn, hendes fremtidige, og evtuelle børnebørn... Der vil altid være én der vil tænke skidt om din søster og dømme hende for ikke at ville opforstre sit barn. Der vil altid være følelser i klemme.

Så synes din søster tog en moden beslutning. Både for hendes egne følelsers skyld, dine, babyen og dine børns!

Så tænk positivt på det. Det kan være svært, nu når du havde glædet dig til at få 2 babyer, og det lyder til at du er imod provokerede aborter. Men tro mig, det andet er alt for forvirrende, og kan skabe meget splid. Selv om I ville være åbne omkring det, så er der MANGE følelser på klemme. Også på uventede kanter!

Synes det er en god ide at få snakket tingene med en psykolog, som flere nævner. Måske endda få din søster med et par gange, så I kan få et godt forhold igen!

  og tanker herfra! Håber I får det hele løst! Og hun bliver en dejlig moster for din baby!

 

Hej

Synes bestemt at det er rigtigt som de fleste skriver, at det jo er din søsters beslutning og måske også det bedste. Har selv en søster der har fået aborter og tager letsindigt på det og kan heller ikke forstå det, men det er jo hendes liv. Hun har dog to børn, hun har bare aldrig været så god til at passe på.. Men jeg har det også svært med aborter og selvom jeg nu har den aftale med kæresten, at vi kun skal have to børn, så ville jeg aldrig kunne tage en abort medmindre det havde en sundhedsrisiko på en eller anden måde. 

Synes det var et velskrevet indlæg du havde lavet og kan virkelig mærke din smerte og forstår rigtig godt din følelse. Det er bare ikke noget man gøre så meget ved og andres valg er nu engang deres valg. Med tiden lærer du nok at se på din søster med andre øjne og der er ingen tvivl om at ens følsomhed er enormt  øget når man er gravid og man kan slet ikke forstå, at et lille smukt væsen ikke skulle være velkomment til livet. Så forstår og føler faktisk ligesom du gør omkring det, men vi må acceptere, at ikke alle andre har det ligesådan.. 

Håber du kommer godt igennem det og held og lykke med det hele fremover 

Din sorg er reel nok. Du ønskede dig to børn, men får 'kun' et. MEN det andet barn var ikke dit barn, det var en andens barn.

Jeg tror at det var den helt rigtig beslutning din søster tog!

Billemyre skriver:

Jeg vil bare lige sige, at jeg er blevet helt rørt over denne tråd 
Er helt enig med alles kommentarer og råd til dig og jeg synes, det er så dejligt at læse, at du allerede nu er begyndt at ændre dit syn på det... Og at det har hjulpet dig.
Det gør mig meget glad indeni for dig 
Held og lykke med det hele - Og tillykke med den lille guldklump der er på vej!

Mange tak, - meget sødt af dig - har lige været inde at kigge lidt på din profil - håber at projekt baby snart kan blive skudt igang, - min bedre havldel er også en hel del ældre end jeg, så det er med at få de børn inden for en tidsramme. Håber at I snart har mulighed for at blive forældre for det er det bedste i verden 

Det kan være din søster først valgte at give jer barnet, men hun ville nok ikke fuldføre en graviditet heller. tænker også at det ville være underligt for hende at se hendes barn være hos jer hver gang hun kommer altså... kan være i har vænnet jer til tanken om to børn , men det vil jo aldrig blive jeres på den måde... Synes ikke hun har gjort noget forkert, så synes du skulle acceptere hendes valg og ikke være sur på hende hun bestemmer det jo selv

jeg har to ting jeg gerne vil sige...

 

1.. jeg syntes det er RIGTIG flot af dig at du er klar til at være mor for din søsters baby, og at du tilbød hende at tage dig af hendes barn.. det skal du virkelig have ros for..

men når det så er sagt

2... det var hendes valg hele vejen igennem, og jeg syntes du skal tilgive din søster for at tage ansvar for sine handlinger og vælge hvad der var bedst for hende.. jeg er heller ikke fan af abort og det vil jeg med stolthed sige at jeg ALDRIG har fået.

jeg har været tæt på at sige til min egen søster at jeg gerne ville tage mig af hendes barn hvis hun valgte at føde en af de aborter hun har haft fået i sit liv.. og på en eller anden måde er jeg glad for at jeg ikke har gjort det.. nu har jeg haft et barn i 6 mdr... og jeg tager VIRKELIG hatten af for tvillinge og trillingemødre for det kræver sgu sin kvinde at tgae sig af et barn og især mere end et barn... men ville det ikke have været ENDNU mere forfærdeligt for dig hvis hun havde født barnet. og du havde fået det hjem til dig og taget dig af det i nogle måneder og knyttet dig til det og hun så vendte på den famøse tallerken og ville have barnet tilbage...

så skulle i igennem adoptionssag og dine chancer ville være meget små fordi at man ikke bare lige sådan kan adoptere et barn.. og det ville tage SÅ LANG TID for dig at vinde den sag hvis hun ikke bliver vurderet til at være ude af stand til at til at tgae sig af det barn hun har krævet at få igen... så ville du måske miste både en søster og et barn.

jeg mener at du har aldrig knyttet til til et reelt barn men tanken om et barn mere ud over det du venter dig.. og det er kun tanken du skal venne dig af med...

jeg kan GODT forstå at det vil blive svært for dig i starten . men jeg tror du får hænderne fulde med den lille ny at du nok skal komme dig over det. og så være glad på din søsters vegne at hun måske har skånet et barn for en masse bøvl...

og så kan det være hun en dag bliver gravid igen og beholder barnet og vokser med opgaven og bliver en skide god mor...

 

Anonym skriver:

Mange tak, - meget sødt af dig - har lige været inde at kigge lidt på din profil - håber at projekt baby snart kan blive skudt igang, - min bedre havldel er også en hel del ældre end jeg, så det er med at få de børn inden for en tidsramme. Håber at I snart har mulighed for at blive forældre for det er det bedste i verden 

Selv tak
Tak skal du ha'! Det håber jeg også snart, det gør 
Min storebror fik i januar en dejlig dreng og min jævnaldrende kusine er fire måneder henne med sit lille gryn.. Så kan godt mærke, det trækker endnu mere nu, end tidligere 
Ha' en dejlig aften (det, der er tilbage af den, hehe) og tillykke endnu engang med dit lille spir 

Jeg har det også svært med abort, og kan godt forstå dine tanker. For mig er abort den sidste udvej, når barnet ikke kan få et ordentlig liv hos mor eller far. Men jeg kan også godt forstå at det ville være svært for din søster at have sit barn så tæt på sig, og så alligevel ikke fungere som mor. Hvis det var mig, kunne jeg nok heller ikke leve med den løsning, for jeg ville have konstant dårlig samvittighed overfor mit barn.

Kære tøser, 

Jeg har lige noget jeg gerne vil dele med Jer, da jeg er vågnet her til morgen med en skrækkelig tristhed over mig. 

Min søster, som på daværende tidspunkt var 20 år gammel, ringede en dag grædende til mig og fortalte mig at hun lige havde taget en test og var gravid.... Jeg blev så lykkelig, da min søn er det eneste barn i familien, men kunne jo godt mærke på hende at det slet ikke passede ind i hendes livsplan (hun har ALTID være dårlig til at beskytte sig, så det kom faktisk ikke som en overraskelse for mig) 

Ugerne gik og vi talte meget om hvad der skulle ske. I mellemtiden finder jeg så ud af at jeg også er gravid og der er ca. 2 uger imellem os..... Det var fantastisk og jeg var overbevist om at nu ville hun se lysere på det og få barnet så vi kunne have små babyer samtidigt som kunne vokse op som fætre eller kusiner meget tætte. 

Endnu mere tid gik og min søster var vidst i uge 11 og SKULLE til at tage en beslutning. Jeg kunne godt mærke hvor det bar hen, så jeg og min mand tilbød hende at hun kunne føde barnet og så ville vi tage det, så hun kunne færdiggøre sin uddannelse og i det hele taget fortsætte med sit liv. Den eneste betingelse vi havde, var at hun ikke på et senere tidspunkt ville komme og tage barnet (da det simpelthen ville være forfærdeligt for et barn at blive taget fra "søskende" og vandte omgivelser) Hun tænkte lidt over det i nogle dage og vendte så tilbage med at hun jo ikke havde lyst til at dræbe et barn pga sin egen dumhed og at vi godt måtte tage barnet (jeg ville jo også kunne amme det pga min egen graviditet og det betød meget for hende) 

Jeg var lykkelig lykkelig lykkelig, det lille barn ville få lov at leve og blive et "ønskebarn" i vores familie, stadig tæt på sin mor og det hele skullle nok gå.

Der sker så det, at min søster vælger at vende fuldstændig rundt på en tallerken og får en abort........ Jeg steg ikke ud af min seng i mange mange mange dage og følte faktisk at jeg selv havde mistet mit barn, da vi jo havde gået og forberedt os til at skulle have 2. 

Nu nærmer "vores" terminsdatoer" sig så og jeg vågnede op her til morgen og var trist (mere end trist kan bare ikke finde ordet) 

Jeg synes det er så uretfærdigt at denne lille baby skulle have været født om en 2 ugers tid, men at det kun er min baby som får lov at trække vejret...... 

Jeg har forsøgt at tilgive min søster (og taler da med hende) men det gør så ondt og STADIG når jeg taler med hende, er det det eneste jeg tænker på. Hun var ikke mor i forvejen og jeg trøster mig med at hun ikke ved hvilke fantastiske følelser der medfølger det at blive mor - Jeg har jo en på 3 år) 

Jeg har heller ikke lyst til at hun skal holde mit barn når det kommer ud (for hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal man jo, så synes jeg ikke hun fortjener det) Jeg er så bitter over at hun har slået sit barn ihjel når det barn nu havde en chance for at vokse op i en kærlig familie og hvis det er fordi det ville være for mærkeligt for HENDE, så må man sku lige se ud over sin egen næse og tænke på at man rent faktisk har skabt et liv inde i sin mave og at man (selvom man ikke ønsker barnet) har en chance for at gøre det bare lidt godt igen) 

Tror I nogensinde at jeg kan 100 % tilgive min søster, (er det fordi jeg er gravid nu og fuld af hormoner og selv kan mærke liv hver dag, at jeg har det så skidt) Eller er det fordi jeg ved at hver gang der er ét barn der fylder 1 år, 2 år, 3 år osv, VED jeg at der skulle have været 2???????? 

Jeg er bare så ked af det og tror aldrig jeg kommer over det, men tid heler vel alle sår, som de siger...

Kunne bare aldrig selv finde på at få en abort (om jeg så endte med 10 børn) - og jeg ved godt vi er forskellige, synes bare det er så egoistisk at få en abort, når man får sådan et godt tilbud til sit barn... 

Hva' siger I? - Hvordan skal jeg takle at hun kommer og besøger mig og barnet? Skal jeg bidde det i mig og glæde mig til hun går igen og håbe på at jeg en dag får det bedre med hendes beslutning?

Skulle bare ud med det, tak fordi du læste med 

 

jeg er altid ærlig og vil også krive min ærlige mening til din situationen. du skal vide at ting kan virke hårdere end de er ment, men alt jeg skriver er egentlig ment i en god tone, dog med holdninger.....

Jeg syntes egentlig hvis jeg skal være ærlig at det er en smule egoistisk af dig at føle sådan. Du var/er gravid med dit eget barn, og fordi din søster ikke havde den lykkelige forestilling om et barn kan du ikke belemre hende det. hun har valgt hvad der er bedst for hende og det skal bør du støtte op om. derudover syntes jeg at det virker utroligt grådigt af dig at opsætte det ultimatum;  

Den eneste betingelse vi havde, var at hun ikke på et senere tidspunkt ville komme og tage barnet (da det simpelthen ville være forfærdeligt for et barn at blive taget fra "søskende" og vandte omgivelser)

syntes faktisk at det er umoralsk, og HER burde du overveje " skal hun have barnet for at behage mig, eller bør hun gøre det efter egen lyst" syntes det virkede en smule grådigt at opstille det for hende, og det må godt nok også være en svær situation for hende. hvis nu hun havde gået graviditeten igennem og under graviditeten fundet tilknytning til barnet og gået hen og ombestemt sig, ville du så stå som en grådig sur søster?? -og ville du kunne acceptere det? -for det er jo egentlig det samme, som det hun har gjort nu, hun OMBESTEMTE SIG..

dette er ikke en diskution om aborter er godt eller dårligt. men syntes en abort skal være individuelt ligesåvel som valget om barn, det er HENDES valg, og hun valgte ud fra hendes overbevisning, og det syntes jeg er flot. Jeg tager ydermere hatten af for, at hun ikke følte sig "revet" med af alle jeres ideer, fordi tror personligt IKKE at det ville bringe noget godt med sig.

det må være utroligt svært at gå 9 mdr. igennem aflevere barnet til sin søster, se det ofte og altid vide at "jeg har født barnet" men nu er det min søsters. Syntes egentlig, at det er en god løsning hun ar valgt, og du burde ligemeget om du er enig eller ej, støtte din søster og acceptere, at det aldrig har været dit barn. men at der måske havde været en mulighed for det. men det var teoretisk set aldrig dit barn.

Folk kan have deres meninger om arborter som det passer dem, syntes også, at valget om abort kræver sin mand, og du burde simpelthen støtte op og istedet tænke, at din søster skal have barn når hun har følelserne med og er klar. Unde hende den glæde du sidder med ved, at være gravid, når hun er klar, og ikke når det passer dig, så du kan overtage barnet. Ved godt at det var et forslag du kom med, men det virker en smule egoistisk når du ikke kan acceptere at det ikke blev sådan.

Jeg har heller ikke lyst til at hun skal holde mit barn når det kommer ud (for hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal man jo, så synes jeg ikke hun fortjener det) Jeg er så bitter over at hun har slået sit barn ihjel når det barn nu havde en chance for at vokse op i en kærlig familie og hvis det er fordi det ville være for mærkeligt for HENDE, så må man sku lige se ud over sin egen næse og tænke på at man rent faktisk har skabt et liv inde i sin mave og at man (selvom man ikke ønsker barnet) har en chance for at gøre det bare lidt godt igen)

 

det kan godt være at jeg er den eneste der har det sådan, og du modtager garanteret en masse forståelse, men syntes simpelthen det her citat jeg har hevet frem er så egoistisk. Hvordan kan du pålægge DIN holdning til abort på din søster, det var hendes valg, hendes barn og du må simpelthen trække dig selv op og acceptere hendes valg som IKKE var dit valg!!! jeg sidder og bliver forarget over at søsterkærligheden ikke er større?det er skide hårdt at få en abort, det er en svær beslutning. men det var hendes! og syntes mere der er tegn på at du ikke kan se ud over din egen næse hvis ikke du kan acceptere din kære søsters valg, og det gør mig ondt på din søsters vegne hvis hun skal høre for det, at dig hvergang emnet dukker op, og hvordan kan du overhovedet OVERVEJE at hun ikke må holde dit barn

1.du er nødt til at acceptere. at du ikke er din søster

2. du skriver at det er egoistisk fordi hun fik et godt tilbud -accepter at hun nok ikke så det for at være et supet tilbud, fordi så havde hun nok takket ja.

3. hun er din søster. elsk hende for den hun er.  ikke for den du ville ønske hun var.

4. tænk ud over din egen næse

 

du skal høre tingene fra begge side, du stiller spørgsmål til hvad du bør gøre, og jeg har forsøgt at vejlede dig med min egen subjektive holdning. deruover held og lykke

og mange kram