Skulle have haft 2 babyer :o(

Kære tøser, 

Jeg har lige noget jeg gerne vil dele med Jer, da jeg er vågnet her til morgen med en skrækkelig tristhed over mig. 

Min søster, som på daværende tidspunkt var 20 år gammel, ringede en dag grædende til mig og fortalte mig at hun lige havde taget en test og var gravid.... Jeg blev så lykkelig, da min søn er det eneste barn i familien, men kunne jo godt mærke på hende at det slet ikke passede ind i hendes livsplan (hun har ALTID være dårlig til at beskytte sig, så det kom faktisk ikke som en overraskelse for mig) 

Ugerne gik og vi talte meget om hvad der skulle ske. I mellemtiden finder jeg så ud af at jeg også er gravid og der er ca. 2 uger imellem os..... Det var fantastisk og jeg var overbevist om at nu ville hun se lysere på det og få barnet så vi kunne have små babyer samtidigt som kunne vokse op som fætre eller kusiner meget tætte. 

Endnu mere tid gik og min søster var vidst i uge 11 og SKULLE til at tage en beslutning. Jeg kunne godt mærke hvor det bar hen, så jeg og min mand tilbød hende at hun kunne føde barnet og så ville vi tage det, så hun kunne færdiggøre sin uddannelse og i det hele taget fortsætte med sit liv. Den eneste betingelse vi havde, var at hun ikke på et senere tidspunkt ville komme og tage barnet (da det simpelthen ville være forfærdeligt for et barn at blive taget fra "søskende" og vandte omgivelser) Hun tænkte lidt over det i nogle dage og vendte så tilbage med at hun jo ikke havde lyst til at dræbe et barn pga sin egen dumhed og at vi godt måtte tage barnet (jeg ville jo også kunne amme det pga min egen graviditet og det betød meget for hende) 

Jeg var lykkelig lykkelig lykkelig, det lille barn ville få lov at leve og blive et "ønskebarn" i vores familie, stadig tæt på sin mor og det hele skullle nok gå.

Der sker så det, at min søster vælger at vende fuldstændig rundt på en tallerken og får en abort........ Jeg steg ikke ud af min seng i mange mange mange dage og følte faktisk at jeg selv havde mistet mit barn, da vi jo havde gået og forberedt os til at skulle have 2. 

Nu nærmer "vores" terminsdatoer" sig så og jeg vågnede op her til morgen og var trist (mere end trist kan bare ikke finde ordet) 

Jeg synes det er så uretfærdigt at denne lille baby skulle have været født om en 2 ugers tid, men at det kun er min baby som får lov at trække vejret...... 

Jeg har forsøgt at tilgive min søster (og taler da med hende) men det gør så ondt og STADIG når jeg taler med hende, er det det eneste jeg tænker på. Hun var ikke mor i forvejen og jeg trøster mig med at hun ikke ved hvilke fantastiske følelser der medfølger det at blive mor - Jeg har jo en på 3 år) 

Jeg har heller ikke lyst til at hun skal holde mit barn når det kommer ud (for hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal man jo, så synes jeg ikke hun fortjener det) Jeg er så bitter over at hun har slået sit barn ihjel når det barn nu havde en chance for at vokse op i en kærlig familie og hvis det er fordi det ville være for mærkeligt for HENDE, så må man sku lige se ud over sin egen næse og tænke på at man rent faktisk har skabt et liv inde i sin mave og at man (selvom man ikke ønsker barnet) har en chance for at gøre det bare lidt godt igen) 

Tror I nogensinde at jeg kan 100 % tilgive min søster, (er det fordi jeg er gravid nu og fuld af hormoner og selv kan mærke liv hver dag, at jeg har det så skidt) Eller er det fordi jeg ved at hver gang der er ét barn der fylder 1 år, 2 år, 3 år osv, VED jeg at der skulle have været 2???????? 

Jeg er bare så ked af det og tror aldrig jeg kommer over det, men tid heler vel alle sår, som de siger...

Kunne bare aldrig selv finde på at få en abort (om jeg så endte med 10 børn) - og jeg ved godt vi er forskellige, synes bare det er så egoistisk at få en abort, når man får sådan et godt tilbud til sit barn... 

Hva' siger I? - Hvordan skal jeg takle at hun kommer og besøger mig og barnet? Skal jeg bidde det i mig og glæde mig til hun går igen og håbe på at jeg en dag får det bedre med hendes beslutning?

Skulle bare ud med det, tak fordi du læste med 

Den er svær....

Kan godt forstå at du bliver ked. Men kan helt ærligt også forstå din søsters beslutning fuldt ud...

Din søster ønskede ikke barnet, og ville ikke kunne tage sig af det. Så derfor valgte hun en abort, et valg hun skal leve med resten af livet.

Du synes selvfølgelig at det var klart bedre at barnet bor hos dig, det tror jeg også det er når din søster nu ikke vil have det. Men tænk på din søster, hvis hun hver gang hun skulle besøge dig skulle vide det var hendes barn, og hun havde dummet sig, og nu ikke tog sig af barnet. Hun vil have så dårlig samvittighed hver gang hun så dig og hendes barn, at det temmelig sikkert ville bliver sværrere end en abort på sigt.

Og nåå ja, så er der også det med at ens krop ændre sig rigtig meget under en graviditet, og hvem har lyst til at gå igennem alle de store ændringer, samt en smerteful fødsel, hvis man bare stå og skal forærer barnet væk....

Så tror desværre du må acceptere din søsters valg. Selvom det for dig virker egoistisk. Men synes også det virker egoistisk af dig at være sur på hende over det. Du forventer jo hun gå igennem en graviditet for at forærer dig barnet, hvilket ikke på noget tidspunkt har været hendes forslag, men dit...

Men håber da du kommer dig over det, og på et tidspunkt kan se det positive i hele situationen. Og så håber jeg du bliver gravid igen på et tidspunkt og får dit ønskebarn nr. 3....

Anonym skriver:

Kære tøser, 

Jeg har lige noget jeg gerne vil dele med Jer, da jeg er vågnet her til morgen med en skrækkelig tristhed over mig. 

Min søster, som på daværende tidspunkt var 20 år gammel, ringede en dag grædende til mig og fortalte mig at hun lige havde taget en test og var gravid.... Jeg blev så lykkelig, da min søn er det eneste barn i familien, men kunne jo godt mærke på hende at det slet ikke passede ind i hendes livsplan (hun har ALTID være dårlig til at beskytte sig, så det kom faktisk ikke som en overraskelse for mig) 

Ugerne gik og vi talte meget om hvad der skulle ske. I mellemtiden finder jeg så ud af at jeg også er gravid og der er ca. 2 uger imellem os..... Det var fantastisk og jeg var overbevist om at nu ville hun se lysere på det og få barnet så vi kunne have små babyer samtidigt som kunne vokse op som fætre eller kusiner meget tætte. 

Endnu mere tid gik og min søster var vidst i uge 11 og SKULLE til at tage en beslutning. Jeg kunne godt mærke hvor det bar hen, så jeg og min mand tilbød hende at hun kunne føde barnet og så ville vi tage det, så hun kunne færdiggøre sin uddannelse og i det hele taget fortsætte med sit liv. Den eneste betingelse vi havde, var at hun ikke på et senere tidspunkt ville komme og tage barnet (da det simpelthen ville være forfærdeligt for et barn at blive taget fra "søskende" og vandte omgivelser) Hun tænkte lidt over det i nogle dage og vendte så tilbage med at hun jo ikke havde lyst til at dræbe et barn pga sin egen dumhed og at vi godt måtte tage barnet (jeg ville jo også kunne amme det pga min egen graviditet og det betød meget for hende) 

Jeg var lykkelig lykkelig lykkelig, det lille barn ville få lov at leve og blive et "ønskebarn" i vores familie, stadig tæt på sin mor og det hele skullle nok gå.

Der sker så det, at min søster vælger at vende fuldstændig rundt på en tallerken og får en abort........ Jeg steg ikke ud af min seng i mange mange mange dage og følte faktisk at jeg selv havde mistet mit barn, da vi jo havde gået og forberedt os til at skulle have 2. 

Nu nærmer "vores" terminsdatoer" sig så og jeg vågnede op her til morgen og var trist (mere end trist kan bare ikke finde ordet) 

Jeg synes det er så uretfærdigt at denne lille baby skulle have været født om en 2 ugers tid, men at det kun er min baby som får lov at trække vejret...... 

Jeg har forsøgt at tilgive min søster (og taler da med hende) men det gør så ondt og STADIG når jeg taler med hende, er det det eneste jeg tænker på. Hun var ikke mor i forvejen og jeg trøster mig med at hun ikke ved hvilke fantastiske følelser der medfølger det at blive mor - Jeg har jo en på 3 år) 

Jeg har heller ikke lyst til at hun skal holde mit barn når det kommer ud (for hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal man jo, så synes jeg ikke hun fortjener det) Jeg er så bitter over at hun har slået sit barn ihjel når det barn nu havde en chance for at vokse op i en kærlig familie og hvis det er fordi det ville være for mærkeligt for HENDE, så må man sku lige se ud over sin egen næse og tænke på at man rent faktisk har skabt et liv inde i sin mave og at man (selvom man ikke ønsker barnet) har en chance for at gøre det bare lidt godt igen) 

Tror I nogensinde at jeg kan 100 % tilgive min søster, (er det fordi jeg er gravid nu og fuld af hormoner og selv kan mærke liv hver dag, at jeg har det så skidt) Eller er det fordi jeg ved at hver gang der er ét barn der fylder 1 år, 2 år, 3 år osv, VED jeg at der skulle have været 2???????? 

Jeg er bare så ked af det og tror aldrig jeg kommer over det, men tid heler vel alle sår, som de siger...

Kunne bare aldrig selv finde på at få en abort (om jeg så endte med 10 børn) - og jeg ved godt vi er forskellige, synes bare det er så egoistisk at få en abort, når man får sådan et godt tilbud til sit barn... 

Hva' siger I? - Hvordan skal jeg takle at hun kommer og besøger mig og barnet? Skal jeg bidde det i mig og glæde mig til hun går igen og håbe på at jeg en dag får det bedre med hendes beslutning?

Skulle bare ud med det, tak fordi du læste med 

 

Du kan desværre ikke bestemme over din søster og hendes valg, selvom tnanken om at opfostre hendes barn var rigtig smuk. Det er hendes liv, og hvis ikke hun vil have barnet, ja så er hun i sin fulde ret til at få en abort. Man skal IKKE sætte et barn i verden, hvis ikke man kan være der for det, og give det den bedste start på livet. Jeg ved godt, at du inderligt ville have hjulpet hende, men det blev ikke tilfældet. 

Jeg håber, at du kan nyde dit barn uden at tænke for meget over, at der 'ville have været' to. For dit barn skal ikke lide under, at du er ked, vred og måske stresset over, at det ikke gik efter den plan, som havde været der. Jeg er sikker på, at du med tiden vil tilgive din søster for handlingen, og at du vil kunne se det fra hendes persektiv. Jeg blev forladt i 7. måned, ser stadig faren som har smavær med vores søn hos mig, men det er HÅRDT, for jeg har ikke tilgivet ham endnu. Men når den dag kommer, så skal det nok blive lettere. Det siger de kloge hoveder i hvert fald.

Anonym skriver:

Kære tøser, 

Jeg har lige noget jeg gerne vil dele med Jer, da jeg er vågnet her til morgen med en skrækkelig tristhed over mig. 

Min søster, som på daværende tidspunkt var 20 år gammel, ringede en dag grædende til mig og fortalte mig at hun lige havde taget en test og var gravid.... Jeg blev så lykkelig, da min søn er det eneste barn i familien, men kunne jo godt mærke på hende at det slet ikke passede ind i hendes livsplan (hun har ALTID være dårlig til at beskytte sig, så det kom faktisk ikke som en overraskelse for mig) 

Ugerne gik og vi talte meget om hvad der skulle ske. I mellemtiden finder jeg så ud af at jeg også er gravid og der er ca. 2 uger imellem os..... Det var fantastisk og jeg var overbevist om at nu ville hun se lysere på det og få barnet så vi kunne have små babyer samtidigt som kunne vokse op som fætre eller kusiner meget tætte. 

Endnu mere tid gik og min søster var vidst i uge 11 og SKULLE til at tage en beslutning. Jeg kunne godt mærke hvor det bar hen, så jeg og min mand tilbød hende at hun kunne føde barnet og så ville vi tage det, så hun kunne færdiggøre sin uddannelse og i det hele taget fortsætte med sit liv. Den eneste betingelse vi havde, var at hun ikke på et senere tidspunkt ville komme og tage barnet (da det simpelthen ville være forfærdeligt for et barn at blive taget fra "søskende" og vandte omgivelser) Hun tænkte lidt over det i nogle dage og vendte så tilbage med at hun jo ikke havde lyst til at dræbe et barn pga sin egen dumhed og at vi godt måtte tage barnet (jeg ville jo også kunne amme det pga min egen graviditet og det betød meget for hende) 

Jeg var lykkelig lykkelig lykkelig, det lille barn ville få lov at leve og blive et "ønskebarn" i vores familie, stadig tæt på sin mor og det hele skullle nok gå.

Der sker så det, at min søster vælger at vende fuldstændig rundt på en tallerken og får en abort........ Jeg steg ikke ud af min seng i mange mange mange dage og følte faktisk at jeg selv havde mistet mit barn, da vi jo havde gået og forberedt os til at skulle have 2. 

Nu nærmer "vores" terminsdatoer" sig så og jeg vågnede op her til morgen og var trist (mere end trist kan bare ikke finde ordet) 

Jeg synes det er så uretfærdigt at denne lille baby skulle have været født om en 2 ugers tid, men at det kun er min baby som får lov at trække vejret...... 

Jeg har forsøgt at tilgive min søster (og taler da med hende) men det gør så ondt og STADIG når jeg taler med hende, er det det eneste jeg tænker på. Hun var ikke mor i forvejen og jeg trøster mig med at hun ikke ved hvilke fantastiske følelser der medfølger det at blive mor - Jeg har jo en på 3 år) 

Jeg har heller ikke lyst til at hun skal holde mit barn når det kommer ud (for hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal man jo, så synes jeg ikke hun fortjener det) Jeg er så bitter over at hun har slået sit barn ihjel når det barn nu havde en chance for at vokse op i en kærlig familie og hvis det er fordi det ville være for mærkeligt for HENDE, så må man sku lige se ud over sin egen næse og tænke på at man rent faktisk har skabt et liv inde i sin mave og at man (selvom man ikke ønsker barnet) har en chance for at gøre det bare lidt godt igen) 

Tror I nogensinde at jeg kan 100 % tilgive min søster, (er det fordi jeg er gravid nu og fuld af hormoner og selv kan mærke liv hver dag, at jeg har det så skidt) Eller er det fordi jeg ved at hver gang der er ét barn der fylder 1 år, 2 år, 3 år osv, VED jeg at der skulle have været 2???????? 

Jeg er bare så ked af det og tror aldrig jeg kommer over det, men tid heler vel alle sår, som de siger...

Kunne bare aldrig selv finde på at få en abort (om jeg så endte med 10 børn) - og jeg ved godt vi er forskellige, synes bare det er så egoistisk at få en abort, når man får sådan et godt tilbud til sit barn... 

Hva' siger I? - Hvordan skal jeg takle at hun kommer og besøger mig og barnet? Skal jeg bidde det i mig og glæde mig til hun går igen og håbe på at jeg en dag får det bedre med hendes beslutning?

Skulle bare ud med det, tak fordi du læste med 

 

So sorry jeg siger det så hårdt og lige ud men jeg synes ærlig talt at du skal tale med en prof. psykolog eller lignende fordi det du render rundt med et langt fra sundt. Og ligegyldigt hvor mange råd og vejledninger vi herinde kommer med vil vi aldrig kunne guide dig og hjælpe dig igennem det.

Det er slet ikke ment som pege-fingre/slå i hoved indlæg men ærligt og helt fra bunden af hjertet ment at du bør få prof hjælp.

Jeg vil slet ikke kommentere på dit indlæg som helhed da det er for stort et emne.

Håber du vil tage imod dette her positivt fordi det er udelukkende sådan det er ment.

Mange tak, jeg ved godt det var hendes valg 100 %, men har bare meget svært ved at forstå det  Tak for de søde ord og held og lykke med at tilgive dit barns far - det må have gjort ondt. Er dog glad for at læse at du er lykkelig med en ny fyr som behandler dit barn godt. Dejligt. Ja de siger at man får det bedre med at tilgive, jeg prøver, tro mig jeg prøver, hun er jo trods alt min søster, som engang var det tætteste på mig. 

MorTilJanuar skriver:

So sorry jeg siger det så hårdt og lige ud men jeg synes ærlig talt at du skal tale med en prof. psykolog eller lignende fordi det du render rundt med et langt fra sundt. Og ligegyldigt hvor mange råd og vejledninger vi herinde kommer med vil vi aldrig kunne guide dig og hjælpe dig igennem det.

Det er slet ikke ment som pege-fingre/slå i hoved indlæg men ærligt og helt fra bunden af hjertet ment at du bør få prof hjælp.

Jeg vil slet ikke kommentere på dit indlæg som helhed da det er for stort et emne.

Håber du vil tage imod dette her positivt fordi det er udelukkende sådan det er ment.

Det er helt ok med et ligeud indlæg - tak  Min mor spurgte også om jeg ikke skulle få nogle at tale med lige da det skete, men valgte som sagt bare at begrave mig for at bearbejde det selv. Jeg synes den er svær, for føler godt at jeg selv kan komme igennem det og bliver jo også nødt til at afvente og se hvordan jeg egentligt har det når mit barn kommer - jeg formoder jo blot at jeg vil synes det er ubehageligt at have hende omkring mit barn, men ved jo faktisk ikke om jeg vil være ok med det. Tak for dine ord, jeg vil kraftigt tage det med i mine overvejelser og evt. opsøge hjælp, hvis det går helt galt følelsesmæssigt. 

Anonym skriver:

Det er helt ok med et ligeud indlæg - tak  Min mor spurgte også om jeg ikke skulle få nogle at tale med lige da det skete, men valgte som sagt bare at begrave mig for at bearbejde det selv. Jeg synes den er svær, for føler godt at jeg selv kan komme igennem det og bliver jo også nødt til at afvente og se hvordan jeg egentligt har det når mit barn kommer - jeg formoder jo blot at jeg vil synes det er ubehageligt at have hende omkring mit barn, men ved jo faktisk ikke om jeg vil være ok med det. Tak for dine ord, jeg vil kraftigt tage det med i mine overvejelser og evt. opsøge hjælp, hvis det går helt galt følelsesmæssigt. 

Man kan vende den om og sige ja du tror du kan det selv, men hvis du valgte bare at holde et enkelt møde med en der kunne give dig de rigtige værktøjer til at komme igennem det så er du jo bedre stillet 

Men håber det bedste for dig og din lille familie  man kan sige du har taget første skridt og få sat ord på til os herinde og det er  i den rigtige vej 

Det er smukt af jer, at I gerne ville tage jer af din søsters barn.

Men når det så er sagt, så tror jeg i bund og grund at det var den rigtige beslutning hun tog.

Selvom det ville være jeres barn, ville hun altid have en stor andel i det, og jeg tror det ville være svært for jer alle at få et normalt forhold til hinanden. Og hvordan ville barnet ikke have haft det, når din søster fik andre børn, og det kunne gå og spekulere over at det var blevet valgt fra?

Jeg synes det er meget længe, du har gået og ikke kunnet tilgive din søster, og som en anden skriver, så tror jeg at du skal tale med en professionel, og få bearbejdet dine følelser og sorgen over det mistede barn

LC skriver:

Den er svær....

Kan godt forstå at du bliver ked. Men kan helt ærligt også forstå din søsters beslutning fuldt ud...

Din søster ønskede ikke barnet, og ville ikke kunne tage sig af det. Så derfor valgte hun en abort, et valg hun skal leve med resten af livet.

Du synes selvfølgelig at det var klart bedre at barnet bor hos dig, det tror jeg også det er når din søster nu ikke vil have det. Men tænk på din søster, hvis hun hver gang hun skulle besøge dig skulle vide det var hendes barn, og hun havde dummet sig, og nu ikke tog sig af barnet. Hun vil have så dårlig samvittighed hver gang hun så dig og hendes barn, at det temmelig sikkert ville bliver sværrere end en abort på sigt.

Og nåå ja, så er der også det med at ens krop ændre sig rigtig meget under en graviditet, og hvem har lyst til at gå igennem alle de store ændringer, samt en smerteful fødsel, hvis man bare stå og skal forærer barnet væk....

Så tror desværre du må acceptere din søsters valg. Selvom det for dig virker egoistisk. Men synes også det virker egoistisk af dig at være sur på hende over det. Du forventer jo hun gå igennem en graviditet for at forærer dig barnet, hvilket ikke på noget tidspunkt har været hendes forslag, men dit...

Men håber da du kommer dig over det, og på et tidspunkt kan se det positive i hele situationen. Og så håber jeg du bliver gravid igen på et tidspunkt og får dit ønskebarn nr. 3....

Mange tak, vil da gerne have nr. 3 på et tidspunkt. Jeg kan godt forstå det du siger og kæmper også meget imod, hvordan jeg VED jeg BURDE føle og hvordan jeg rent faktisk har det. 

Det er jo altid svært at forstå en beslutning, som man aldrig selv ville have taget, men en del af mig forstår hende godt, - det gør bare ondt at hun fjernede et muligt familiemedlem fra listen. 

Vi taler sammen og hun har været at besøge mig og se min mave og det hele (vi bor lidt fra hinanden) så på den måde har jeg virkelig prøvet, men har bare ikke de samme søskendefølelser for hende mere. Håber dog de kommer tilbage, da jeg godt ved at jeg på ingen måde har ret til at bestemme over hendes krop, følelser eller handlinger. Tak for de søde ord 

MorTilJanuar skriver:

So sorry jeg siger det så hårdt og lige ud men jeg synes ærlig talt at du skal tale med en prof. psykolog eller lignende fordi det du render rundt med et langt fra sundt. Og ligegyldigt hvor mange råd og vejledninger vi herinde kommer med vil vi aldrig kunne guide dig og hjælpe dig igennem det.

Det er slet ikke ment som pege-fingre/slå i hoved indlæg men ærligt og helt fra bunden af hjertet ment at du bør få prof hjælp.

Jeg vil slet ikke kommentere på dit indlæg som helhed da det er for stort et emne.

Håber du vil tage imod dette her positivt fordi det er udelukkende sådan det er ment.