Han vil ikke - jeg vil gerne! Nu er jeg gravid :-(

Anonym skriver:

Kære alle..Jeg er i en dybt frustrende situation. Igår testede jeg positiv - meget positiv.. Men desværre var det med blandede følelser, da min kæreste fra start, havde meldt klart ud at han slet slet ikke var klar til den slags foreløbig (trods det at han har en søn på 4 år fra tidligere forhold). Vi har været sammen i halvandet år og boet sammen i et år. Jeg vil rigtig gerne have et barn nu - der er så mange tanker inde i mit hoved.. Tænk hvis vi får en abort nu og forsøger os med at blive gravide om 2 år - og så ikke kan ... Det ville ikke være til, at bære for mig! Jeg er også i tvivl om min samvittighed kan klare en abort - det hænger jo ved en resten af livet ... omvendt har jeg mit drømmebil nu - og hvis jeg pludselig skal have et barn også, kommer det måske til at have indflydelse, da det er er job med dag-aften-nattevagter..Jeg spurgte min kæreste hvad konsekvensen var, hvis jeg valgte at ville have barnet - han mener at løsningen på det, bliver at gå hver til sit - uden kontakt!! Så jeg må overveje had jeg vil helst lige nu.. Han har ret når han siger, at jeg kan få begge dele i fremtiden - både ham og det barn jeg ønsker!! Det er meget ambivalent ... - På den ene side føler jeg, at jeg har taget en beslutning .. jeg vil min kæreste for meget, til at jeg kan lade vores forhold gå i vasken! Senere i livet kan jeg få begge ting - men kan ikke nu. Kan ikke bære at skulle være så egoistisk og gå stik imod hans ønske. Det har en for stor konsekvens! Jeg har det svært med tanken om at et lille blinkende hjerte fjernet fra mig .. Følelserne og ordet "mor" strøg gennem mine tanker da jeg så de to streger på testen igår! Men i forhold til mit liv med min kæreste og andre ting, har jeg fundet løsningen inde i mig selv nu! Men nu har jeg chancen .. Jeg aner bare ikke hvad jeg stiller op!Hvad er jeres erfaringer?- en knust pige :-(

jeg vil også mene du skal vælge barnet

hvis valget står mellem ham eller barn.

kan blive helt arig over at han kan finde på at sige sådan noget, om at jeres forhold er slut hvis du vælger barnet.

som du selv siger er det altså dig og ikke ham der skal gå med skyldføelsen over at have slået et barn ihjel bare fordi det ikke lige passede ind i fars planer.

og nej du ved jo heller ik om du får nemt ved at blive gravid igen eller dette er din eneste chance for at blive mor.

hvis han elsker dig så støtter han dig i dette, og er da sikker på når jeres skønne barn først er født kan han ikke holde sig væk alligevel, især fordi han er far i forvejen.

måske det lige er hans måde at udtrykke hans frustrationer og nervøsitet lige nu, mon ikke han kommer på andre tanker når chokket har lagt sig.

til dig

Uanset hvad jeg vælger, vil mit liv jo ændre sig.. Lykken er dybt afhængig af udfaldet! Jeg synes bare det er svært at forestille sig, at skulle være alene med barnet. Tænk at det ikke skal have en far, i aller værste fald.. Jeg vil bare så gerne! Det er også svært at overskue at skulle til at finde nyt at bo i, flytte og alle de ting .. Ved udmærket godt at det kun er materielle problematikker - men allerede nu kan jeg jo mærke hvordan min krop er træt og anderledes hormonelt!

Anonym skriver:

Jeg kan jo også godt se at i har ret.. Men alle ønsker sig jo det der drømmescenarie med fødsel, opvækst, en at dele alle de skønne øjeblikke med osv.. Min familie bor 200 km herfra - jeg tænker om jeg blir nødt til at flytte tættere på dem, for at få det til at fungere? Det vil jeg så nødigt, eftersom jeg som sagt har drømmejob og mine bedste venner her..

Som jeg skrev i den anden tråd, synes jeg at det er ham som er egoistik i denne situation. Tænk at bede dig om at få en abort, eller han går og ingen kontakt med barnet har, eller du kan vente et par år og så få både ham og barnet. HELT ÆRLIGT! Hvad er dog det for noget at sige til en man elsker??  Jeg synes virkelig han er langt ude.

Det lyder på mig som om du meget gerne vil beholde barnet, og det synes jeg bestemt du så skal. Alt det praktiske skal nok falde på plads, og husk han skal betale til barnet hver måned selv om han ikke vil se det.

Vi er godt nok to, men bor også langt væk fra hele familien og komer også til at skulle trække på vores venner ind imellem. Og det vil de hellere end gerne, så hvorfor skulle dine ikke også ville hjælpe?

Det er godt der er nogle måneder at forberede sig i. Jeg er sikker på at du nok skal klare det, også selv om det ikke er drømmescenariet. Du virker som en fornuftig pige!

Uanset hvad jeg vælger, vil mit liv jo ændre sig.. Lykken er dybt afhængig af udfaldet! Jeg synes bare det er svært at forestille sig, at skulle være alene med barnet. Tænk at det ikke skal have en far, i aller værste fald.. Jeg vil bare så gerne! Det er også svært at overskue at skulle til at finde nyt at bo i, flytte og alle de ting .. Ved udmærket godt at det kun er materielle problematikker - men allerede nu kan jeg jo mærke hvordan min krop er træt og anderledes hormonelt!

Jeg vil vove den påstand at når de første uger er ovre, at du så vil føle mere overskud. Det gør de fleste gravide.  Også når beslutningen er taget, det er jo et tungt valg at skulle tage! 

Anonym skriver:

Kære alle..Jeg er i en dybt frustrende situation. Igår testede jeg positiv - meget positiv.. Men desværre var det med blandede følelser, da min kæreste fra start, havde meldt klart ud at han slet slet ikke var klar til den slags foreløbig (trods det at han har en søn på 4 år fra tidligere forhold). Vi har været sammen i halvandet år og boet sammen i et år. Jeg vil rigtig gerne have et barn nu - der er så mange tanker inde i mit hoved.. Tænk hvis vi får en abort nu og forsøger os med at blive gravide om 2 år - og så ikke kan ... Det ville ikke være til, at bære for mig! Jeg er også i tvivl om min samvittighed kan klare en abort - det hænger jo ved en resten af livet ... omvendt har jeg mit drømmebil nu - og hvis jeg pludselig skal have et barn også, kommer det måske til at have indflydelse, da det er er job med dag-aften-nattevagter..Jeg spurgte min kæreste hvad konsekvensen var, hvis jeg valgte at ville have barnet - han mener at løsningen på det, bliver at gå hver til sit - uden kontakt!! Så jeg må overveje had jeg vil helst lige nu.. Han har ret når han siger, at jeg kan få begge dele i fremtiden - både ham og det barn jeg ønsker!! Det er meget ambivalent ... - På den ene side føler jeg, at jeg har taget en beslutning .. jeg vil min kæreste for meget, til at jeg kan lade vores forhold gå i vasken! Senere i livet kan jeg få begge ting - men kan ikke nu. Kan ikke bære at skulle være så egoistisk og gå stik imod hans ønske. Det har en for stor konsekvens! Jeg har det svært med tanken om at et lille blinkende hjerte fjernet fra mig .. Følelserne og ordet "mor" strøg gennem mine tanker da jeg så de to streger på testen igår! Men i forhold til mit liv med min kæreste og andre ting, har jeg fundet løsningen inde i mig selv nu! Men nu har jeg chancen .. Jeg aner bare ikke hvad jeg stiller op!Hvad er jeres erfaringer?- en knust pige :-(

Mit bedste råd er nok at se realiteterne i øjnene når du skal tage sådan en beslutning. Og det er ikke ment som et "slap in the face" eller noget, men et helt reelt råd fordi jeg før har oplevet veninder som i din situation har snakket om at beholde barnet fordi de ikke helt forstod at det altså så ville blive et liv som alenemor.

Hvis du beholder barnet så står du alene med et barn uden far. Det er altså konsekvensen. Jeg kan godt forstå at du vil skåne dig selv for at få foretaget en traumatiserende abort, men så synes jeg du skal snakke med ham om det.

Omvendt hvis du vælger at vente et par år til at i begge to er klar til at få et barn sammen, elsket fra begge sider, så fortæl ham at han skal være der 110% for dig nu. Du er blevet gravid og du vil faktisk gerne ha' barnet, men du får foretaget en abort fordi du gerne vil være sammen med ham om at blive forældre senere.

Jeg har selv fået foretaget en abort og det var hårdt og jeg tænker stadig tit på det. Men men men, jeg "overlevede" og VI som par overlevede fordi min kæreste tog det meget alvorligt og var der gennem hele forløbet og forsikrede mig om en meget bedre fremtid for os med børn.

Jeg vil ikke sætte børn i verden når-som-helst med hvem-som-helst og jeg synes det er et helt ærligt valg at tage en abort hvis ikke man kan tilbyde det bedste for et barn. (Vil gerne lige understrege for de mødre der fik barn alene at jeg har stor respekt for det og jeg er selv lykkeligt opvokset hos en enlig mor)

Snak med ham om det.. der er konsekvenser for jer begge uanset hvad du gør. Det skal han altså også fatte.

Når jeg mærker efter, ønsker jeg også barnet.. Men havde aldrig - i min vildeste fantasi, forestillet mig det skulle være alene. Drømmene falder til jorden, når jeg tænker på det! Min største drøm er jo at få en familie - en lykkelig familie!

Nu kender jeg ikke ham eller dig? Men han er jo far til en på 4 ? Hvordan var den oplevelse for ham?? Tænker bare han lyder som en godt skræmt mand!!! Det er der altså mange mænd der bliver min mand ville mig næsten ikke første og anden gang jeg var gravid men denne gang er han d mest kærlige !! Tror du ikke bare en lang posetiv snak om baby og dine følelser over for ham og den bette ville kunne bløde ham op?? Jeg mener hvis han nu blev tvunget ud i og være far til hans datter at han så måske faktisk bare er vildt bange ? Knus håber d hjælper lidt

Jeg bliver ikke arrig eller uforståene overfor det valg han giver dig. Hvis han ikke har lyst,så har han ikke lyst. Du kan ikke tvinge ham til noget. Til gengæld elsker han dig så højt at han på længere sigt vil give dig den familie du drømmer om,det betyder at manden ikke er klar på at blive far nu,men at han med tiden vil blive det  At man har et barn på 4 betyder IKKE at man er klar og vildt hooked på en mere. Hvis han ikke ønsker det,så ville jeg få en abort.

Hvis jeg blev gravid nu og vi var i en situation hvor min kæreste hverken havde lysten eller interessen i at blive far igen nu her,jamen så ville jeg fravælge barnet. Ville ikke satse drømmejob eller mit liv med min kæreste og det vi har bygget op sammen-fordi jeg ville tvinge et barn til verden som han ikke ønskede..No way. Jeg har set og følt hvad konsekvensen bliver når både en mor og en far har haft manglene interesse for et barn,- hvilket nok også gør at jeg ser verden med helt andre øjne end de fleste kvinders

Hvad du vælger,burde være op til JER,ikke kun til dig..I trænger til at få talt sammen om det her. Det er trods alt meget nyt,og for en der virkelig ikke ønsker det vil det nok føles som et slag i nosserne og at blive ramt af et klaver på samme tid. Held og lykke med din beslutning

Sådan en vatpik! Din kæreste altså. Tænkt at lade dig vælge mellem ham eller barnet. Og du kan ikke bare få det hele senere. Lige netop dette her kim til barn, som du bærer på kommer ikke igen. Det er en chance for liv, som du afbryder, hvis du får en abort. Det skal du gøre hvis du ikke mener at du kan give barnet et ordentlig liv, eller hvis du ikke føler dig i stand til at klare opgaven som alenemor. Du skal ikke gøre det for at holde på din kæreste.

At blive alenemor var ikke lige det du havde forstillet dig, og det bliver sikkert også mega hårdt. Hvis du vælger abort, så gør det fordi du ikke magter opgaven, eller fordi du ikke vil opgaven lige nu.

Håber du har et netværk i nærheden, som kan støtte dig.

Og så tillykke med spiren i maven forresten

Preghiera skriver:

Mit bedste råd er nok at se realiteterne i øjnene når du skal tage sådan en beslutning. Og det er ikke ment som et "slap in the face" eller noget, men et helt reelt råd fordi jeg før har oplevet veninder som i din situation har snakket om at beholde barnet fordi de ikke helt forstod at det altså så ville blive et liv som alenemor.

Hvis du beholder barnet så står du alene med et barn uden far. Det er altså konsekvensen. Jeg kan godt forstå at du vil skåne dig selv for at få foretaget en traumatiserende abort, men så synes jeg du skal snakke med ham om det.

Omvendt hvis du vælger at vente et par år til at i begge to er klar til at få et barn sammen, elsket fra begge sider, så fortæl ham at han skal være der 110% for dig nu. Du er blevet gravid og du vil faktisk gerne ha' barnet, men du får foretaget en abort fordi du gerne vil være sammen med ham om at blive forældre senere.

Jeg har selv fået foretaget en abort og det var hårdt og jeg tænker stadig tit på det. Men men men, jeg "overlevede" og VI som par overlevede fordi min kæreste tog det meget alvorligt og var der gennem hele forløbet og forsikrede mig om en meget bedre fremtid for os med børn.

Jeg vil ikke sætte børn i verden når-som-helst med hvem-som-helst og jeg synes det er et helt ærligt valg at tage en abort hvis ikke man kan tilbyde det bedste for et barn. (Vil gerne lige understrege for de mødre der fik barn alene at jeg har stor respekt for det og jeg er selv lykkeligt opvokset hos en enlig mor)

Snak med ham om det.. der er konsekvenser for jer begge uanset hvad du gør. Det skal han altså også fatte.