en lille spire... (lang)

tinasmor skriver:

Åh det må være et svært valg. Jeg vil prøve at sætte mig ind i hvordan mine tanker ville være hvis jeg var 19 og gravid.

De ting jeg ville overveje var nok:

Hvornår havde jeg/vi forestillet os at få børn (planlagt)? Dvs har I snakket om at ville have det når I f.eks var 21 år så er tanken måske ikke så langt væk. Men har I tilgengæld tænkt at der var en masse i ville opleve, lave osv. sammen inden og måske først få det som 25 årig, så synes jeg 7 år er mange år før ønsket tid.

Hvordan er I som mennesker/par. Er I parat til mere afdæmpet familieliv og indstillet på at de næste måske 4 år bliver i barnetegn eller er I nogle der gerne vil opleve lidt ungdom mens I er unge (omvendt er der jo nogle unge der så siger de får deres 2. ungdom tidligere end dem der får børn midt i 30 ´erne.

Vil I se forskelligt på det hvis I er 5+4 end 9+4? Og hvis ja, så kan I muligvis også tage udgangspunkt i det.

Hvordan ville du have det med en abort? Tror du at du ville kunne leve med det og tænke at det var det bedste for jer lige nu og så om måske 3 år blive gravid med ham igen. Eller tror du, at du vil fortryde det.

Hvordan er jeres parforhold, forventer du at I vil blive sammen (stabilt og godt) eller er der uro i forholdet (lyder ikke sådan)

Økonomi: Er det noget der skal spille ind når I beslutter jer eller ej.

...

Det var nok nogle af de tanker jeg ville spekulere over hvis jeg sad i din situtation. Det er drøn svært, og jeg håber I finder den rigtige løsning for jer

Mange tak for svaret  Og ja, der er jo rigtigt mange ting der skal tænkes igennem før man siger ja, til at blive forældre og tage ansvar for et lille barn. 

Jeg har faktisk altid sagt at jeg gerne ville ha' børn tidligt, ca. 21-22 år, når det også passede ind i mit studie. Vi har snakket en del om det, da det passede meget godt med min kærestes forstillinger om at han gerne vil begynde at stifte familie når han er ca. 23.
Vi har et stabil forhold, og har været kærester i 16 måneder nu, har det rigtigt godt sammen og bruger næsten alt vores tid sammen. Vi har før haft det med børn oppe og vende, og vi er begge enige om at vi har fundet den partner, der skal skabes familie med (i fremtiden). 

Jeg ved ikke om det med ugerne gør den store forskel for mig, tror mere det er en følelse af at der så er noget specifikt jeg kan forholde mig til. Og hvis jeg/vi vælger at få en abort, tror jeg at det vil tage ufatteligt hårdt på mig - især når jeg ved at det er ham jeg gerne vil ha' børn med og at det så bare lige er et år eller to for tidligt. Jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne tilgive mig selv, selvom man vel på det punkt skal være egoistisk.

 Men ja, jeg spekulere jo på livet løs - og bliver enlig mere og mere glad for den lille spire. 

Anonym skriver:

Mange tak for svaret  Og ja, der er jo rigtigt mange ting der skal tænkes igennem før man siger ja, til at blive forældre og tage ansvar for et lille barn. 

Jeg har faktisk altid sagt at jeg gerne ville ha' børn tidligt, ca. 21-22 år, når det også passede ind i mit studie. Vi har snakket en del om det, da det passede meget godt med min kærestes forstillinger om at han gerne vil begynde at stifte familie når han er ca. 23.
Vi har et stabil forhold, og har været kærester i 16 måneder nu, har det rigtigt godt sammen og bruger næsten alt vores tid sammen. Vi har før haft det med børn oppe og vende, og vi er begge enige om at vi har fundet den partner, der skal skabes familie med (i fremtiden). 

Jeg ved ikke om det med ugerne gør den store forskel for mig, tror mere det er en følelse af at der så er noget specifikt jeg kan forholde mig til. Og hvis jeg/vi vælger at få en abort, tror jeg at det vil tage ufatteligt hårdt på mig - især når jeg ved at det er ham jeg gerne vil ha' børn med og at det så bare lige er et år eller to for tidligt. Jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne tilgive mig selv, selvom man vel på det punkt skal være egoistisk.

 Men ja, jeg spekulere jo på livet løs - og bliver enlig mere og mere glad for den lille spire. 

For mig lyder det mere som om du måske allerede (ubevist) måske er ved at tage beslutningen (hvis kæresten selvfølgelig er med på det) til at få barnet

Mht tidspunktet (hvor langt henne i var) så var det mere fordi da jeg desværre mistede (ufrivilligt) der fik jeg at vide at hvis man er omkring de 11-12 uger så er det ikke altid at de længere " bare " kan lave en alm. udsugning. Om det passer eller ej fandt jeg aldrig ud af, fordi da de scannet var "baby" død i uge 8.

tinasmor skriver:

For mig lyder det mere som om du måske allerede (ubevist) måske er ved at tage beslutningen (hvis kæresten selvfølgelig er med på det) til at få barnet

Mht tidspunktet (hvor langt henne i var) så var det mere fordi da jeg desværre mistede (ufrivilligt) der fik jeg at vide at hvis man er omkring de 11-12 uger så er det ikke altid at de længere " bare " kan lave en alm. udsugning. Om det passer eller ej fandt jeg aldrig ud af, fordi da de scannet var "baby" død i uge 8.

Ja, tror også jeg måske (lidt ubevidst) har taget min beslutning . 

Det er jeg ked af at høre . 

Altså udsugning? mener du da abort? eller hvad? 
har ikke super meget forstand på de der ord  hihi.  

Anonym skriver:

Ja, tror også jeg måske (lidt ubevidst) har taget min beslutning . 

Det er jeg ked af at høre . 

Altså udsugning? mener du da abort? eller hvad? 
har ikke super meget forstand på de der ord  hihi.  

Nej, det har jeg heller ikke Fik vist heller ikke forklaret mig korrekt. Men det var fordi da jeg var til NF og der ikke var liv så sagde de til mig at uskrabning(udsugning) eller hvad det nu er de gør (ville helst ikke have detaljerne ) der måtte fosteret ikke være over en vis størrelse. Men min var så ikke så stor fordi den var død tidligere.

Men tænkte bare at hvis du næsten var 10 uger henne nu og I så først skulle beslutte jer og få tid osv så ville du jo være der oppe af i uger, og så tænkte jeg at det måske bare psykisk måske alligevel på en eller anden måde vil være nemmere hvis man "kun" var en uge over hvor man skulle have mens. Men igen ved slet ikke nok om det til at vide om det var rigtigt hvad sygeplejesken sagde (det med at jeg ikke kunne få en "normal" udskabning hvis jeg var 13 uger henne) Så jeg fortrød lidt jeg havde skrevet det, for måske lidt dumt at udtale sig om noget som kun er anden håndsviden

Men det lyder jo også til, at det måske slet ikke er noget I kommer til at skulle tage beslutning om.

Det bliver helt sikkert drøn hårdt. Men det er det jo i alle aldre man får børn i, og i sidste ende kommer det sikkert også mere an på hvilket barn man får end på ens alder, hvor hårdt det bliver.

Håber I finder den rigtige løsning for jer.

tinasmor skriver:

Nej, det har jeg heller ikke Fik vist heller ikke forklaret mig korrekt. Men det var fordi da jeg var til NF og der ikke var liv så sagde de til mig at uskrabning(udsugning) eller hvad det nu er de gør (ville helst ikke have detaljerne ) der måtte fosteret ikke være over en vis størrelse. Men min var så ikke så stor fordi den var død tidligere.

Men tænkte bare at hvis du næsten var 10 uger henne nu og I så først skulle beslutte jer og få tid osv så ville du jo være der oppe af i uger, og så tænkte jeg at det måske bare psykisk måske alligevel på en eller anden måde vil være nemmere hvis man "kun" var en uge over hvor man skulle have mens. Men igen ved slet ikke nok om det til at vide om det var rigtigt hvad sygeplejesken sagde (det med at jeg ikke kunne få en "normal" udskabning hvis jeg var 13 uger henne) Så jeg fortrød lidt jeg havde skrevet det, for måske lidt dumt at udtale sig om noget som kun er anden håndsviden

Men det lyder jo også til, at det måske slet ikke er noget I kommer til at skulle tage beslutning om.

Det bliver helt sikkert drøn hårdt. Men det er det jo i alle aldre man får børn i, og i sidste ende kommer det sikkert også mere an på hvilket barn man får end på ens alder, hvor hårdt det bliver.

Håber I finder den rigtige løsning for jer.

Tak for forklaringen  nu forstår jeg det lidt bedre. 
Lægen forklarede mig det sådan, at hvis vi besluttede os for en abort og jeg var i 5-6 uge kunne det nok godt lade sig gøre med hjælp fra medicin. Men hvis jeg var 10-11 uger henne, skulle der nok nakose og et indgreb til. Men ligenu i mine tanker, er det ikke rigtigt en mulighed.

Men tak, jeg håber også vi finder den bedste løsning  

hejsa,

jeg er selv meget ung mor, fødte som 16 årige blev 17 en måned efter.

men jeg kan kun sige, følg dit hjerte, der er ik andre der skal tage den beslutning, men når nu din kæreste kommer hjem, så tag en ordenlig snak med ham, det hele skal nok gå, tænk positivt lige nu.

håber du/i finder hvad der er bedst for dig/jer

du altid velkommen til at skrive

alberts mor<3 skriver:

hejsa,

jeg er selv meget ung mor, fødte som 16 årige blev 17 en måned efter.

men jeg kan kun sige, følg dit hjerte, der er ik andre der skal tage den beslutning, men når nu din kæreste kommer hjem, så tag en ordenlig snak med ham, det hele skal nok gå, tænk positivt lige nu.

håber du/i finder hvad der er bedst for dig/jer

 

du altid velkommen til at skrive

mange tak for de opmundrene ord . 
jeg prøver også at slå koldt vand i blodet, men det er sgu ikke altid så let.

Jeg ansøger lige om venskab, så skriver jeg til dig - hvis det er ok  

Jeg ved ikke hvad formålet er med dette indlæg, tror bare jeg har brug for at få luft og for at få nogle tilbagemeldinger for folk der måske forstår min situation. Jeg har valgt at være anonym, da jeg stadig er meget itvivl omkring mit valg og da den lille spire stadig ikke er offentliggjort. 

I mandags d. 16/5 tester jeg positivt. Jeg er gået halvanden uge over tid, og bliver urolig da jeg i den seneste tid har haft meget ømme bryster og humørsvingninger i stor stil! Min kæreste, som jeg har været sammen med i over et år, er denne morgen taget afsted på ferie til Frankrig og kommer først hjem torsdag. Så han får kun lige hurtigt besked via et telefonopkald - da jeg er fuldstændig ude af mig selv. Jeg tager mandag eftermiddag hen til min mor og får en rigtigt god snak. Hun prøver så vildt mulig, at være neutral, men jeg kan mærke på hende at hun er meget ked af det - da hun ikke regnede med at hendes lille pige kunne blive gravid i en alder af 19. Jeg var selv helt i chok. Jeg græd som pisket og kunne slet ikke forstå at dette var virkeligt. Der er så mange ting der er imod at vi skulle beholde det lille barn, min kæreste er på kontanthjælp lige pt, da han pga. sygdom var nødtil at droppe ud af skolen. Jeg er selv igang med social- og sundheds assistent udd. og er færdig til sommer, hvor jeg derefter ville gå videre på sygeplejersken. Lige nu opholder vi os hos mine svigerforældre, da man kun må bo en person i den lejlighed jeg har lejet.   Så der er en masse ting om bolig og økonomi der skal være på plads før en lille baby evt. skulle melde sin ankomst.

Natten til d. 17/5 sover jeg 2-3 timer, jeg vender og drejer mig og mit hovedet er ved at eksplodere pga. alle de tanker der flyver rundt på kryds og tværs. Jeg vælger derfor at ringe og lægge mig syg fra arbejdet og ringer derefter til lægen og får en tid med det samme kl 11.15.
Min mor tager fri fra arbejdet og tager med der op og støtter mig - uden hende havde jeg aldrig klaret de her dage. jeg får taget en urin-graviditetstest, og der er ingen tvivl. POSITIV.  Lægen laver en underlivs undersøgelse og vi prøver ved hjælp fra min sidste mens. at finde ud af hvor langt jeg er henne. Dette er dog lidt uvist, da min sidste mens. var meget mindre end normalt. Han mener dog at jeg enten er 5+5 eller 9+3. Han sender mig derfor videre til en gynækolog, da dette er vigtigt at få styr på - da jeg stadig er meget itvivl om jeg vil beholde barnet. 

Jeg har ringet til gynækologen i dag, og fået en tid på mandag - så min kæreste kan være med, da det var noget han ønskede meget højt.

Jeg har spekuleret frem og tilbage millioner af gange, og jeg er ved at eksplodere. Jeg kan ikke finde ro eller sove om natten, men alligevel er jeg helt forfærdelig træt.

Men i sidste ende heller min beslutning mest til at behold denne her lille fantastiske spire. Og jeg ved at hvis jeg tager denne beslutning, vil jeg stå ved den hunderede procent og jeg vil aldrig nogensinde fortryde dette valg. Men jeg er skræmt og meget forvirret. Jeg ved at man plejer at sige, at hvad andre folk tænker og siger, at det er ligemeget.. Men allgevel - man skænker det da en tanke. 

Puha.. tak for luft, og tak fordi du læste hele denne smørrer.. Du er velkomme til at skrive en tilbagemelding eller blot et svar.
Alle jer som er gravide eller har børn, ved nok hvor stor en beslutning det her kommer til at betyde for resten af ens liv. 

 

Det lyder meget som det jeg stod i sidste år.. (16/4)
jeg var næsten lige fyldt 18 da jeg stod med et test med 2 streger.
både kæresten og jeg var under uddannelse og ville vi begge være ærdig inde for 2 mdr. vi boede begge hjemme og var ikke sikret arbejde efter uddannelse.
vi valgte heldigvis at få vores lille basse der skulle komme til dec.
så vi blev færdig med uddannelserne, søgte bolig i boligforeningen, jeg var ved at tage kørerkort og vi søgte begge job.
fra okt. 10 faldt det hele på plads, vi fik noget at bo i, kæresten fik arbejde osv. jo det har været super hårdt. men det kan godt lade sig gøre det var den bedste beslutning i vores liv
lyt til dit hjerte, uddannelse kan altid nås efter min mening.

du skal være velkommen til at skrive privat

Anonym skriver:

mange tak for de opmundrene ord . 
jeg prøver også at slå koldt vand i blodet, men det er sgu ikke altid så let.

Jeg ansøger lige om venskab, så skriver jeg til dig - hvis det er ok  

det helt iorden(;