en lille spire... (lang)

Jeg ved ikke hvad formålet er med dette indlæg, tror bare jeg har brug for at få luft og for at få nogle tilbagemeldinger for folk der måske forstår min situation. Jeg har valgt at være anonym, da jeg stadig er meget itvivl omkring mit valg og da den lille spire stadig ikke er offentliggjort. 

I mandags d. 16/5 tester jeg positivt. Jeg er gået halvanden uge over tid, og bliver urolig da jeg i den seneste tid har haft meget ømme bryster og humørsvingninger i stor stil! Min kæreste, som jeg har været sammen med i over et år, er denne morgen taget afsted på ferie til Frankrig og kommer først hjem torsdag. Så han får kun lige hurtigt besked via et telefonopkald - da jeg er fuldstændig ude af mig selv. Jeg tager mandag eftermiddag hen til min mor og får en rigtigt god snak. Hun prøver så vildt mulig, at være neutral, men jeg kan mærke på hende at hun er meget ked af det - da hun ikke regnede med at hendes lille pige kunne blive gravid i en alder af 19. Jeg var selv helt i chok. Jeg græd som pisket og kunne slet ikke forstå at dette var virkeligt. Der er så mange ting der er imod at vi skulle beholde det lille barn, min kæreste er på kontanthjælp lige pt, da han pga. sygdom var nødtil at droppe ud af skolen. Jeg er selv igang med social- og sundheds assistent udd. og er færdig til sommer, hvor jeg derefter ville gå videre på sygeplejersken. Lige nu opholder vi os hos mine svigerforældre, da man kun må bo en person i den lejlighed jeg har lejet.   Så der er en masse ting om bolig og økonomi der skal være på plads før en lille baby evt. skulle melde sin ankomst.

Natten til d. 17/5 sover jeg 2-3 timer, jeg vender og drejer mig og mit hovedet er ved at eksplodere pga. alle de tanker der flyver rundt på kryds og tværs. Jeg vælger derfor at ringe og lægge mig syg fra arbejdet og ringer derefter til lægen og får en tid med det samme kl 11.15.
Min mor tager fri fra arbejdet og tager med der op og støtter mig - uden hende havde jeg aldrig klaret de her dage. jeg får taget en urin-graviditetstest, og der er ingen tvivl. POSITIV.  Lægen laver en underlivs undersøgelse og vi prøver ved hjælp fra min sidste mens. at finde ud af hvor langt jeg er henne. Dette er dog lidt uvist, da min sidste mens. var meget mindre end normalt. Han mener dog at jeg enten er 5+5 eller 9+3. Han sender mig derfor videre til en gynækolog, da dette er vigtigt at få styr på - da jeg stadig er meget itvivl om jeg vil beholde barnet. 

Jeg har ringet til gynækologen i dag, og fået en tid på mandag - så min kæreste kan være med, da det var noget han ønskede meget højt.

Jeg har spekuleret frem og tilbage millioner af gange, og jeg er ved at eksplodere. Jeg kan ikke finde ro eller sove om natten, men alligevel er jeg helt forfærdelig træt.

Men i sidste ende heller min beslutning mest til at behold denne her lille fantastiske spire. Og jeg ved at hvis jeg tager denne beslutning, vil jeg stå ved den hunderede procent og jeg vil aldrig nogensinde fortryde dette valg. Men jeg er skræmt og meget forvirret. Jeg ved at man plejer at sige, at hvad andre folk tænker og siger, at det er ligemeget.. Men allgevel - man skænker det da en tanke. 

Puha.. tak for luft, og tak fordi du læste hele denne smørrer.. Du er velkomme til at skrive en tilbagemelding eller blot et svar.
Alle jer som er gravide eller har børn, ved nok hvor stor en beslutning det her kommer til at betyde for resten af ens liv. 

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvad formålet er med dette indlæg, tror bare jeg har brug for at få luft og for at få nogle tilbagemeldinger for folk der måske forstår min situation. Jeg har valgt at være anonym, da jeg stadig er meget itvivl omkring mit valg og da den lille spire stadig ikke er offentliggjort. 

I mandags d. 16/5 tester jeg positivt. Jeg er gået halvanden uge over tid, og bliver urolig da jeg i den seneste tid har haft meget ømme bryster og humørsvingninger i stor stil! Min kæreste, som jeg har været sammen med i over et år, er denne morgen taget afsted på ferie til Frankrig og kommer først hjem torsdag. Så han får kun lige hurtigt besked via et telefonopkald - da jeg er fuldstændig ude af mig selv. Jeg tager mandag eftermiddag hen til min mor og får en rigtigt god snak. Hun prøver så vildt mulig, at være neutral, men jeg kan mærke på hende at hun er meget ked af det - da hun ikke regnede med at hendes lille pige kunne blive gravid i en alder af 19. Jeg var selv helt i chok. Jeg græd som pisket og kunne slet ikke forstå at dette var virkeligt. Der er så mange ting der er imod at vi skulle beholde det lille barn, min kæreste er på kontanthjælp lige pt, da han pga. sygdom var nødtil at droppe ud af skolen. Jeg er selv igang med social- og sundheds assistent udd. og er færdig til sommer, hvor jeg derefter ville gå videre på sygeplejersken. Lige nu opholder vi os hos mine svigerforældre, da man kun må bo en person i den lejlighed jeg har lejet.   Så der er en masse ting om bolig og økonomi der skal være på plads før en lille baby evt. skulle melde sin ankomst.

Natten til d. 17/5 sover jeg 2-3 timer, jeg vender og drejer mig og mit hovedet er ved at eksplodere pga. alle de tanker der flyver rundt på kryds og tværs. Jeg vælger derfor at ringe og lægge mig syg fra arbejdet og ringer derefter til lægen og får en tid med det samme kl 11.15.
Min mor tager fri fra arbejdet og tager med der op og støtter mig - uden hende havde jeg aldrig klaret de her dage. jeg får taget en urin-graviditetstest, og der er ingen tvivl. POSITIV.  Lægen laver en underlivs undersøgelse og vi prøver ved hjælp fra min sidste mens. at finde ud af hvor langt jeg er henne. Dette er dog lidt uvist, da min sidste mens. var meget mindre end normalt. Han mener dog at jeg enten er 5+5 eller 9+3. Han sender mig derfor videre til en gynækolog, da dette er vigtigt at få styr på - da jeg stadig er meget itvivl om jeg vil beholde barnet. 

Jeg har ringet til gynækologen i dag, og fået en tid på mandag - så min kæreste kan være med, da det var noget han ønskede meget højt.

Jeg har spekuleret frem og tilbage millioner af gange, og jeg er ved at eksplodere. Jeg kan ikke finde ro eller sove om natten, men alligevel er jeg helt forfærdelig træt.

Men i sidste ende heller min beslutning mest til at behold denne her lille fantastiske spire. Og jeg ved at hvis jeg tager denne beslutning, vil jeg stå ved den hunderede procent og jeg vil aldrig nogensinde fortryde dette valg. Men jeg er skræmt og meget forvirret. Jeg ved at man plejer at sige, at hvad andre folk tænker og siger, at det er ligemeget.. Men allgevel - man skænker det da en tanke. 

Puha.. tak for luft, og tak fordi du læste hele denne smørrer.. Du er velkomme til at skrive en tilbagemelding eller blot et svar.
Alle jer som er gravide eller har børn, ved nok hvor stor en beslutning det her kommer til at betyde for resten af ens liv. 

 

Håber i finder ud af hvad der er bedst for jer

Håber I finder ud af hvad der er det bedste valg for jer.. 

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvad formålet er med dette indlæg, tror bare jeg har brug for at få luft og for at få nogle tilbagemeldinger for folk der måske forstår min situation. Jeg har valgt at være anonym, da jeg stadig er meget itvivl omkring mit valg og da den lille spire stadig ikke er offentliggjort. 

I mandags d. 16/5 tester jeg positivt. Jeg er gået halvanden uge over tid, og bliver urolig da jeg i den seneste tid har haft meget ømme bryster og humørsvingninger i stor stil! Min kæreste, som jeg har været sammen med i over et år, er denne morgen taget afsted på ferie til Frankrig og kommer først hjem torsdag. Så han får kun lige hurtigt besked via et telefonopkald - da jeg er fuldstændig ude af mig selv. Jeg tager mandag eftermiddag hen til min mor og får en rigtigt god snak. Hun prøver så vildt mulig, at være neutral, men jeg kan mærke på hende at hun er meget ked af det - da hun ikke regnede med at hendes lille pige kunne blive gravid i en alder af 19. Jeg var selv helt i chok. Jeg græd som pisket og kunne slet ikke forstå at dette var virkeligt. Der er så mange ting der er imod at vi skulle beholde det lille barn, min kæreste er på kontanthjælp lige pt, da han pga. sygdom var nødtil at droppe ud af skolen. Jeg er selv igang med social- og sundheds assistent udd. og er færdig til sommer, hvor jeg derefter ville gå videre på sygeplejersken. Lige nu opholder vi os hos mine svigerforældre, da man kun må bo en person i den lejlighed jeg har lejet.   Så der er en masse ting om bolig og økonomi der skal være på plads før en lille baby evt. skulle melde sin ankomst.

Natten til d. 17/5 sover jeg 2-3 timer, jeg vender og drejer mig og mit hovedet er ved at eksplodere pga. alle de tanker der flyver rundt på kryds og tværs. Jeg vælger derfor at ringe og lægge mig syg fra arbejdet og ringer derefter til lægen og får en tid med det samme kl 11.15.
Min mor tager fri fra arbejdet og tager med der op og støtter mig - uden hende havde jeg aldrig klaret de her dage. jeg får taget en urin-graviditetstest, og der er ingen tvivl. POSITIV.  Lægen laver en underlivs undersøgelse og vi prøver ved hjælp fra min sidste mens. at finde ud af hvor langt jeg er henne. Dette er dog lidt uvist, da min sidste mens. var meget mindre end normalt. Han mener dog at jeg enten er 5+5 eller 9+3. Han sender mig derfor videre til en gynækolog, da dette er vigtigt at få styr på - da jeg stadig er meget itvivl om jeg vil beholde barnet. 

Jeg har ringet til gynækologen i dag, og fået en tid på mandag - så min kæreste kan være med, da det var noget han ønskede meget højt.

Jeg har spekuleret frem og tilbage millioner af gange, og jeg er ved at eksplodere. Jeg kan ikke finde ro eller sove om natten, men alligevel er jeg helt forfærdelig træt.

Men i sidste ende heller min beslutning mest til at behold denne her lille fantastiske spire. Og jeg ved at hvis jeg tager denne beslutning, vil jeg stå ved den hunderede procent og jeg vil aldrig nogensinde fortryde dette valg. Men jeg er skræmt og meget forvirret. Jeg ved at man plejer at sige, at hvad andre folk tænker og siger, at det er ligemeget.. Men allgevel - man skænker det da en tanke. 

Puha.. tak for luft, og tak fordi du læste hele denne smørrer.. Du er velkomme til at skrive en tilbagemelding eller blot et svar.
Alle jer som er gravide eller har børn, ved nok hvor stor en beslutning det her kommer til at betyde for resten af ens liv. 

 

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvad formålet er med dette indlæg, tror bare jeg har brug for at få luft og for at få nogle tilbagemeldinger for folk der måske forstår min situation. Jeg har valgt at være anonym, da jeg stadig er meget itvivl omkring mit valg og da den lille spire stadig ikke er offentliggjort. 

I mandags d. 16/5 tester jeg positivt. Jeg er gået halvanden uge over tid, og bliver urolig da jeg i den seneste tid har haft meget ømme bryster og humørsvingninger i stor stil! Min kæreste, som jeg har været sammen med i over et år, er denne morgen taget afsted på ferie til Frankrig og kommer først hjem torsdag. Så han får kun lige hurtigt besked via et telefonopkald - da jeg er fuldstændig ude af mig selv. Jeg tager mandag eftermiddag hen til min mor og får en rigtigt god snak. Hun prøver så vildt mulig, at være neutral, men jeg kan mærke på hende at hun er meget ked af det - da hun ikke regnede med at hendes lille pige kunne blive gravid i en alder af 19. Jeg var selv helt i chok. Jeg græd som pisket og kunne slet ikke forstå at dette var virkeligt. Der er så mange ting der er imod at vi skulle beholde det lille barn, min kæreste er på kontanthjælp lige pt, da han pga. sygdom var nødtil at droppe ud af skolen. Jeg er selv igang med social- og sundheds assistent udd. og er færdig til sommer, hvor jeg derefter ville gå videre på sygeplejersken. Lige nu opholder vi os hos mine svigerforældre, da man kun må bo en person i den lejlighed jeg har lejet.   Så der er en masse ting om bolig og økonomi der skal være på plads før en lille baby evt. skulle melde sin ankomst.

Natten til d. 17/5 sover jeg 2-3 timer, jeg vender og drejer mig og mit hovedet er ved at eksplodere pga. alle de tanker der flyver rundt på kryds og tværs. Jeg vælger derfor at ringe og lægge mig syg fra arbejdet og ringer derefter til lægen og får en tid med det samme kl 11.15.
Min mor tager fri fra arbejdet og tager med der op og støtter mig - uden hende havde jeg aldrig klaret de her dage. jeg får taget en urin-graviditetstest, og der er ingen tvivl. POSITIV.  Lægen laver en underlivs undersøgelse og vi prøver ved hjælp fra min sidste mens. at finde ud af hvor langt jeg er henne. Dette er dog lidt uvist, da min sidste mens. var meget mindre end normalt. Han mener dog at jeg enten er 5+5 eller 9+3. Han sender mig derfor videre til en gynækolog, da dette er vigtigt at få styr på - da jeg stadig er meget itvivl om jeg vil beholde barnet. 

Jeg har ringet til gynækologen i dag, og fået en tid på mandag - så min kæreste kan være med, da det var noget han ønskede meget højt.

Jeg har spekuleret frem og tilbage millioner af gange, og jeg er ved at eksplodere. Jeg kan ikke finde ro eller sove om natten, men alligevel er jeg helt forfærdelig træt.

Men i sidste ende heller min beslutning mest til at behold denne her lille fantastiske spire. Og jeg ved at hvis jeg tager denne beslutning, vil jeg stå ved den hunderede procent og jeg vil aldrig nogensinde fortryde dette valg. Men jeg er skræmt og meget forvirret. Jeg ved at man plejer at sige, at hvad andre folk tænker og siger, at det er ligemeget.. Men allgevel - man skænker det da en tanke. 

Puha.. tak for luft, og tak fordi du læste hele denne smørrer.. Du er velkomme til at skrive en tilbagemelding eller blot et svar.
Alle jer som er gravide eller har børn, ved nok hvor stor en beslutning det her kommer til at betyde for resten af ens liv. 

 

Ja, phu ha, men super dejligt, at du har indraget din mor i dine tanker, jeg har selv det mest fantastiske forhold til mine forældre og ville ikke undvære dem for noget.

Det at få barn/børn er noget helt specielt og ganske særligt, det liv du levede før du blev gravid er slet ikke det liv du fortsætte efter du har fået børn (hvert fald ikke for mit vedkommende), jeg elsker mine drenge højere end noget andet og før jeg fik drengene var jeg ude og føjte dagene lange, nu vil jeg bare helst være hjemme med mine drenge og hygge og manden nærmest sparker mig afsted de sjældene gange har får mig med.

MEn jeg var "heldigvis" også 23 da jeg fik min førstefødte og 24 da jeg fik min 2.fødte, jeg kan ikke forestille mig at stå som 19 årig med en positiv test.

Men tag det nu roligt og gå nogle dage inden du/i beslutter jeg, lad jer vende jer til tanken (hvi s du kun er 5+5 henne), jeg ved godt at man slet ikke aner hvad det er man går ind til som førstegangsforældre, men man har en frygtelig masse tanker

Drag endelige ikke forhastede beslutninger - den skal jeg følge jer resten af livet.

Mange gange held og lykke

Puha, jeg kan ikke sætte mig ind i din sitiuation, da jeg jo meget gerne vil være gravid  

Men ville ikke forlade denne side uden og give dig et  og håber i finder ud af det.

Maise86 skriver:

Uden at kunne fortælle dig hvad der er rigtigt eller forkert så kan jeg kun sige at du bør følge dit hjerte og på mig lyder det til at det ville betyde i skal beholde den lille spire... Hvis du beslutter at beholde er jeg sikker på at i nok skal klare den. Ønsker dig alt det bedste!

Jeg ved godt at det i sidste ende kun er mig og min kæreste, som kan tage denne beslutning. Det er også derfor jeg glæder mig til at kommer hjem, så vi kan få snakket tingene igennem. Men i telefonen lød han meget glad. Så jeg er sikker på at vi i sidste ende nok skal finde den løsning der er rigtigt for os begge - selvom jeg godt ved hvad jeg selv, helder mest til 

Men mange tak for svaret  

SanneBoe skriver:

Ja, phu ha, men super dejligt, at du har indraget din mor i dine tanker, jeg har selv det mest fantastiske forhold til mine forældre og ville ikke undvære dem for noget.

Det at få barn/børn er noget helt specielt og ganske særligt, det liv du levede før du blev gravid er slet ikke det liv du fortsætte efter du har fået børn (hvert fald ikke for mit vedkommende), jeg elsker mine drenge højere end noget andet og før jeg fik drengene var jeg ude og føjte dagene lange, nu vil jeg bare helst være hjemme med mine drenge og hygge og manden nærmest sparker mig afsted de sjældene gange har får mig med.

MEn jeg var "heldigvis" også 23 da jeg fik min førstefødte og 24 da jeg fik min 2.fødte, jeg kan ikke forestille mig at stå som 19 årig med en positiv test.

Men tag det nu roligt og gå nogle dage inden du/i beslutter jeg, lad jer vende jer til tanken (hvi s du kun er 5+5 henne), jeg ved godt at man slet ikke aner hvad det er man går ind til som førstegangsforældre, men man har en frygtelig masse tanker

Drag endelige ikke forhastede beslutninger - den skal jeg følge jer resten af livet.

Mange gange held og lykke

Mange tak for svaret 

Jeg er (heldigivis) ikke typen der drikker hjernen ud hver weekend eller er ude og føjte til sent om aften. Jeg har næsten altid været meget fornuftig og moden, så det er jo et plus at man ikke først skal til at vende sig til at det, hvis jeg beslutter sig for at beholde babyen. 

Men ja, førstegangsforældre, i alderen 20 og 21, det syntes jeg bare lyder tideligt. Men man er vel aldrig hunderede procent klar? 
det bliver man vel først når man står med sin lille guldklump i armene.

Jeg kan ihvertfald mærke at jeg personlig helder mest til at tage det her valg og beholde barnet. Så nu må jeg se hvad min kæreste siger i morgen aften.  

Hej min ven! 

Du kan tro jeg ved hvordan du har det...så kun et stort knus og trøstende ord fra mig.

Jeg var 18 da jeg blev gravid med den første og stod som du. Vi valgte at få barnet, men at det så ikke blev til noget er en helt anden historie..men valget...det var svært.

Siden stod jeg igen i valget, men dengang var der faktisk ikke noget valg, for det var til fare for mit liv, hvis jeg valgte at gennemføre..og alligevel.....

Det du skal vide er, at uanset hvad du vælger, så skal hoved OG hjerte være med.
Du skal være 100% klar over at man ALDRIG glemmer, hvis man har det som du, og så får aborten, og man tilgiver i grunden heller aldrig helt sig selv, men det er også forståeligt og acceptabelt at det er det mest fornuftige...og alligevel.
Ja, I er unge og der er forskellige ting der gør, at det ikke er optimalt lige nu at få en bebs, men det ser jo heller ikke helt sort ud.

I KAN få en større lejlighed..og du kan sagtens tage en uddannelse med baby, det er der ufatteligt mange der gør...en masse vælger endda at få deres børn, medens de læser, så det er ikke der forhindringerne ligger.
Forhåbentligt får din kæreste det bedre, så han kan komme videre..men det vigtigste er, at I føler I sammen nok skal klare at blive forældre på nuværende tidspunkt.

At få et barn er det mest vidunderlige af alt..hvis man føler dybt i sit hjerte at det er det rigtige..og vil man..så kan man, så enkelt er det, forhindringer kan overvindes..og selvom man får nogle år, hvor det måske bliver lidt besværligt eller småt..hvad så?? Det er i virkeligheden blot noget, der skal løses.
Så vælg med hjerte og hjerne og se ikke tilbage når du har valgt...og lad ikke andre vælge for dig.

Kærligst
Sussie