Anonym skriver:
Jeg ved ikke hvad formålet er med dette indlæg, tror bare jeg har brug for at få luft og for at få nogle tilbagemeldinger for folk der måske forstår min situation. Jeg har valgt at være anonym, da jeg stadig er meget itvivl omkring mit valg og da den lille spire stadig ikke er offentliggjort.
I mandags d. 16/5 tester jeg positivt. Jeg er gået halvanden uge over tid, og bliver urolig da jeg i den seneste tid har haft meget ømme bryster og humørsvingninger i stor stil! Min kæreste, som jeg har været sammen med i over et år, er denne morgen taget afsted på ferie til Frankrig og kommer først hjem torsdag. Så han får kun lige hurtigt besked via et telefonopkald - da jeg er fuldstændig ude af mig selv. Jeg tager mandag eftermiddag hen til min mor og får en rigtigt god snak. Hun prøver så vildt mulig, at være neutral, men jeg kan mærke på hende at hun er meget ked af det - da hun ikke regnede med at hendes lille pige kunne blive gravid i en alder af 19. Jeg var selv helt i chok. Jeg græd som pisket og kunne slet ikke forstå at dette var virkeligt. Der er så mange ting der er imod at vi skulle beholde det lille barn, min kæreste er på kontanthjælp lige pt, da han pga. sygdom var nødtil at droppe ud af skolen. Jeg er selv igang med social- og sundheds assistent udd. og er færdig til sommer, hvor jeg derefter ville gå videre på sygeplejersken. Lige nu opholder vi os hos mine svigerforældre, da man kun må bo en person i den lejlighed jeg har lejet. Så der er en masse ting om bolig og økonomi der skal være på plads før en lille baby evt. skulle melde sin ankomst.
Natten til d. 17/5 sover jeg 2-3 timer, jeg vender og drejer mig og mit hovedet er ved at eksplodere pga. alle de tanker der flyver rundt på kryds og tværs. Jeg vælger derfor at ringe og lægge mig syg fra arbejdet og ringer derefter til lægen og får en tid med det samme kl 11.15.
Min mor tager fri fra arbejdet og tager med der op og støtter mig - uden hende havde jeg aldrig klaret de her dage. jeg får taget en urin-graviditetstest, og der er ingen tvivl. POSITIV. Lægen laver en underlivs undersøgelse og vi prøver ved hjælp fra min sidste mens. at finde ud af hvor langt jeg er henne. Dette er dog lidt uvist, da min sidste mens. var meget mindre end normalt. Han mener dog at jeg enten er 5+5 eller 9+3. Han sender mig derfor videre til en gynækolog, da dette er vigtigt at få styr på - da jeg stadig er meget itvivl om jeg vil beholde barnet.
Jeg har ringet til gynækologen i dag, og fået en tid på mandag - så min kæreste kan være med, da det var noget han ønskede meget højt.
Jeg har spekuleret frem og tilbage millioner af gange, og jeg er ved at eksplodere. Jeg kan ikke finde ro eller sove om natten, men alligevel er jeg helt forfærdelig træt.
Men i sidste ende heller min beslutning mest til at behold denne her lille fantastiske spire. Og jeg ved at hvis jeg tager denne beslutning, vil jeg stå ved den hunderede procent og jeg vil aldrig nogensinde fortryde dette valg. Men jeg er skræmt og meget forvirret. Jeg ved at man plejer at sige, at hvad andre folk tænker og siger, at det er ligemeget.. Men allgevel - man skænker det da en tanke.
Puha.. tak for luft, og tak fordi du læste hele denne smørrer.. Du er velkomme til at skrive en tilbagemelding eller blot et svar.
Alle jer som er gravide eller har børn, ved nok hvor stor en beslutning det her kommer til at betyde for resten af ens liv.
Jeg er selv 19år og gravid, og jeghavde samme tanker i starten selvom vores er et ønskebarn. Jeg syntes bestemt at du skal følge dit hjerte, og tænke dig rigtig godt om. For det er en virkelig stor beslutning.
Hvis du har nogle spørgsmål eller gerne vil snakke, er du mere end velkommen til at kontakte mig. evt. med en pb.
Håber du finder den bedste løsning for dig.
Hilsen Anne.
