Trøstespisning

Valle81 skriver:

Det kunne være noget jeg havde skrevet:0)

Jeg har haft det lige sådan siden jeg fik min datter - og det var tilbage i 2004............................................

Jeg var også alene mor - dog kun til en - og det du beskriver var min mand, min bedste ven, min omsorg til mig selv osv.

Jeg er faktisk ikke kommet ud af det endnu, det er stadig min belønning når ungerne er kommet ud at putte, at jeg trænger til et hurtigt "fix" osv.

Det er en afhængighed, og jeg er ikke kommet af med den endnu - trodt den også hænger over mig.

Jeg burde kunne lægge den fra mig nu jeg har mand - men jeg har ikke overskuddet. "Alene" med 3 børn en på 7 år, Anton på 1 år og Arthur på 1 mdr ( i dag, som desværre er et barn der bare skriger i et væk) så har jeg bare ikke overskuddet til at kæmpe mod min "bedste ven" slik,kage sodavand osv:0)

Det kommer nok en dag.

Knus
Christina, som virkelig ved hvordan du har det.

Du har fanget den HELT rigtigt. Det er nemlig blevet min VEN! Det gav lige stof til eftertanke.. tak.

Må tilbage til børneflokken. Håber, at lille Arthur lige giver sin mor et break i løbet af dagen..pyhh. De første 3 uger er så lette, så begynder de at vågne op...

misslea skriver:

Hej søde Karina....

Først vil jeg lige give dig et stort  for puha, det er faktisk modigt at dig at "sige" det HØJT.. jeg forstår godt, at du sætter hælene i nu, og gerne vil sætte en stopper for det... for med så meget andet, man ikke kan kontrollere, er det bare super uhyggeligt at opleve, at der er noget der driver en.... noget man ikke helt hundrede procent er herre over.... og så alligevel - det er man måske!!!

Jeg kan sagtens genkende den følelse.... dog ikke helt i samme grad. Belønningessystemet tror jeg er en meget naturlig måde at "overleve" på! Man kan klare MEGET mere, hvis man ved, at der venter en belønning!!! Selfølgelig er det bare et problem, hvis belønningen hver gang er søde sager!!!

Jeg har selv verdens sødeste tand, og kunne (hvis jeg gav mig selv lov) spise slik i ufattelige mængder HVER ENESTE DAG!!!

Hvordan man lige stopper er et super godt spørgsmål, som jeg ikke er sikker på, at jeg kan give dig svaret på!! Der ligger jo ofte nogle gemte årsager!!!

Jeg kunne forestille mig, at det hele bliver meget "lettere", når de skønne unger snart starter i DP....!! Du får pludselig en anden hverdag, og får mulighed for at savne de små pus helt enormt, men s de er væk fra dig!! Du får "styret" din crawing, når du kommer ud i "det virkelige liv" (lyder forkert... men du ved hvad jeg mener), og måske har du slet ikke behov for at trøste-spise/give dig selv belønninger, når du har været ude af hytten hele dagen!

Det er mega hårdt at få et barn - og endnu hårdere at få to (kan jeg forestille mig)!!! Der er intet at sige til, at du har brug for lidt trøst, støtte og hygge, når dine guldklumper er lagt i seng! Jeg kan selv mærke, at hvis jeg har været alene hjemme hele dagen, og hvis Martin heller ikke er hjemme om aftenen, så glææææder jeg mig til min hyggetid, når Wilma sover.... OG en belønning for, at jeg har tonset rundt hele dagen, og gået sukkerkold MINDST 100 gange i løbet af dagen.....!!! Det er som om, at man lige får 30 minutters ro i sjælen og nydelse mens man bare FRÅDER alt det, man godt ved, at man burde holde sig laaangt væk fra!!! 

Hvis Martin er hjemme, så har jeg slet ikke samme behov for den slags...!!! Så laver vi en kop the... og ja måske spiser en småkage eller to til..... MEN SLET IKKE PÅ SAMME MÅDE... for jeg har jo HAM!!!

Ved ikek om det giver mening.... men det jeg prøver at sige er, at det måske er lidt mere "normalt" at have det sådan som du beskriver, når man er alene om tingene???!!! Altså det er jo en form for nydelse og tilfredsstillelse tænker jeg!!???

Ej... altså - det var noget af en smørre... og ved ikke, om jeg bevægede mig helt ud på dybt vand, men inde i mit hoved giver det vildt meget mening... heheh!!!

Jeg vil bare sige, at jeg tror at der e rmange, som har det på samme måde, og måske har du ret i, at det er en barselsting....!!!

RIGTIG stort  

Det gav rigtig meget mening. Du beskriver det, som var du en flue på væggen herhjemme.

jeg har vist skiftet manden ud med en stor plade marabou..suk..

KaMa skriver:

Det gav rigtig meget mening. Du beskriver det, som var du en flue på væggen herhjemme.

jeg har vist skiftet manden ud med en stor plade marabou..suk..

Er glad for, at det gav mening!!! For ja... sofahygge med manden er måske i dit tilfælde skiftet ud med sofahygge med guffet!!! Det er en "menneskeret" at få nydelse og trøst, og får man det ikke på den ene måde, så må man få det på en anden måde!!!

Men Karina... du er simpelthen den sejeste tvillingemor jeg "kender"!!!! Og jeg er sikker på, at så snart overskuddet er til det, så får du gjort noget ved dit belønningssystem...!!

KaMa skriver:

Hej damer. Denne her går mig meget på.

Jeg har fået oparbejdet et belønningssystem, der går ud på, at når børnene er lagt i seng, og der falder ro på herhjemme, så spiser jeg slik, kage osv. I nogle mængder, som ikke må betegnes for at være hensigtsmæssige!!..

Jeg prøvede at droppe det i en lille uge. Der blev dagene lange, jeg blev smådepri og syntes, at dagen var en kedelig trædemølle. I lørdags købte jeg igen noget slik, og humøret steg!

Når jeg så har spist det så bliver jeg så ked af, at jeg har ædt det. Kan mærke, at mit selvværd daler. Skuffer mig selv, og føler ikke, at jeg kan være mig selv bekendt. Gider ikke være den tykke mor, der gemmer sig.

Jeg har taget 7 kilo på siden jeg fødte. Det sætter sig – jeg har nok taget mere på, men har ikke vejet mig længe. Tør virkelig ikke. Det gør mig sindssyg meget på efterhånden.

Jeg føler slet ikke, at jeg kan styre det. Det er pinligt at indrømme.  Er nok ved at indse, at det er et problem. Jeg vil bare ikke blive kæmpe stor inden jeg får gjort noget ved det. Jeg er for stor nu allerede. Dog ikke fed-fed.

Er der andre, som kender til det – og hvordan bryder man mønstret?

Min mor synes, at jeg skal gå til lægen, da jeg uden tvivl ikke spiser fordi, at jeg er sulten. Ved ikke om det er at skyde gråspurve med kanoner. Jeg føler mig jo ikke deprimeret. Tvært i mod jeg er hamrende lykkelig for mit liv med mine to små pomfritter. Det er bare latterlig hårdt. De starter heldigvis i dp om 2 uger.

Synes heller ikke jeg har energien til de store livsstilsændringer – måske det bare er en undskyldning.

Er det bare en barselsting?

Ved godt at vi ikke er ens, og vi nok spiser af forskellige årsager.

Hvad er jeres erfaringer – har i stået i det her? Hvad gjorde i?

Knus fra en lykkelige, men trøstespisende mor

Jeg sad den anden dag og overvejede at oprette præcis den samme tråd, det kunne lige så godt være mig du har beskrevet!

Jeg er alene med mine to børn og når de er puttet klokken senest 20, tager Fanden i mig og så ÆDER jeg også bare!  

Jeg tror det handler om to ting; For det første spiser vi aftensmad ret tidligt, mellem 17-18 og jeg er simpelthen bare sulten igen når de er lagt og jeg har brugt en masse krudt på det.

For det andet, handler det om at jeg lige som dig, skal belønne mig selv.   "Jeg har jo gået rundt hele dagen" "Jeg er træt og falder i søvn hvis jeg ikke bæller denne her cola" osv. 

Det eneste der hjælper for mig, er at jeg ikke har skidtet i huset. Jeg er blevet bedre til at handle når jeg er stopmæt, så ser flødebollerne eller chipsene ikke så attraktive ud. Jeg spiser stadig om aftenen, men så er det en gulerod, et æble eller et stykke knækbrød med ost på 

Alternativet er for mig at gå i seng samme tid som ungerne og hvor fantastisk er det lige at gå i seng klokken 20 hver dag? 

Du får et kram herfra, jeg ved præcis hvordan det er! 

KaMa skriver:

Hej damer. Denne her går mig meget på.

Jeg har fået oparbejdet et belønningssystem, der går ud på, at når børnene er lagt i seng, og der falder ro på herhjemme, så spiser jeg slik, kage osv. I nogle mængder, som ikke må betegnes for at være hensigtsmæssige!!..

Jeg prøvede at droppe det i en lille uge. Der blev dagene lange, jeg blev smådepri og syntes, at dagen var en kedelig trædemølle. I lørdags købte jeg igen noget slik, og humøret steg!

Når jeg så har spist det så bliver jeg så ked af, at jeg har ædt det. Kan mærke, at mit selvværd daler. Skuffer mig selv, og føler ikke, at jeg kan være mig selv bekendt. Gider ikke være den tykke mor, der gemmer sig.

Jeg har taget 7 kilo på siden jeg fødte. Det sætter sig – jeg har nok taget mere på, men har ikke vejet mig længe. Tør virkelig ikke. Det gør mig sindssyg meget på efterhånden.

Jeg føler slet ikke, at jeg kan styre det. Det er pinligt at indrømme.  Er nok ved at indse, at det er et problem. Jeg vil bare ikke blive kæmpe stor inden jeg får gjort noget ved det. Jeg er for stor nu allerede. Dog ikke fed-fed.

Er der andre, som kender til det – og hvordan bryder man mønstret?

Min mor synes, at jeg skal gå til lægen, da jeg uden tvivl ikke spiser fordi, at jeg er sulten. Ved ikke om det er at skyde gråspurve med kanoner. Jeg føler mig jo ikke deprimeret. Tvært i mod jeg er hamrende lykkelig for mit liv med mine to små pomfritter. Det er bare latterlig hårdt. De starter heldigvis i dp om 2 uger.

Synes heller ikke jeg har energien til de store livsstilsændringer – måske det bare er en undskyldning.

Er det bare en barselsting?

Ved godt at vi ikke er ens, og vi nok spiser af forskellige årsager.

Hvad er jeres erfaringer – har i stået i det her? Hvad gjorde i?

Knus fra en lykkelige, men trøstespisende mor

Kender det, kender det, kender det!!

Har lige turbuædt en pose chips MED dip ...og nød det ikke engang.

Mit humør er jo helt nede i øjeblikket og så stiger min lyst til det usunde der gir et hurtigtigt humør fix.

Enten tager du en kold tyrker og holder dig fra alt sukker og fede ting...den fæørste uge er hårdest, tro mig! Så har kroppen renset ud og du får energi igen.

Eller også tager du den mere skånsomme version, og tillader dig selv ET LILLE stykke ckokolade hver dag...og ikke fra en plade så du kommer til at spise mere

Pssst..Den kolde tyrker virker bedst i det lange løb

Hej damer. Denne her går mig meget på.

Jeg har fået oparbejdet et belønningssystem, der går ud på, at når børnene er lagt i seng, og der falder ro på herhjemme, så spiser jeg slik, kage osv. I nogle mængder, som ikke må betegnes for at være hensigtsmæssige!!..

Jeg prøvede at droppe det i en lille uge. Der blev dagene lange, jeg blev smådepri og syntes, at dagen var en kedelig trædemølle. I lørdags købte jeg igen noget slik, og humøret steg!

Når jeg så har spist det så bliver jeg så ked af, at jeg har ædt det. Kan mærke, at mit selvværd daler. Skuffer mig selv, og føler ikke, at jeg kan være mig selv bekendt. Gider ikke være den tykke mor, der gemmer sig.

Jeg har taget 7 kilo på siden jeg fødte. Det sætter sig – jeg har nok taget mere på, men har ikke vejet mig længe. Tør virkelig ikke. Det gør mig sindssyg meget på efterhånden.

Jeg føler slet ikke, at jeg kan styre det. Det er pinligt at indrømme.  Er nok ved at indse, at det er et problem. Jeg vil bare ikke blive kæmpe stor inden jeg får gjort noget ved det. Jeg er for stor nu allerede. Dog ikke fed-fed.

Er der andre, som kender til det – og hvordan bryder man mønstret?

Min mor synes, at jeg skal gå til lægen, da jeg uden tvivl ikke spiser fordi, at jeg er sulten. Ved ikke om det er at skyde gråspurve med kanoner. Jeg føler mig jo ikke deprimeret. Tvært i mod jeg er hamrende lykkelig for mit liv med mine to små pomfritter. Det er bare latterlig hårdt. De starter heldigvis i dp om 2 uger.

Synes heller ikke jeg har energien til de store livsstilsændringer – måske det bare er en undskyldning.

Er det bare en barselsting?

Ved godt at vi ikke er ens, og vi nok spiser af forskellige årsager.

Hvad er jeres erfaringer – har i stået i det her? Hvad gjorde i?

Knus fra en lykkelige, men trøstespisende mor

Uha, hvor jeg kender alt til det...

Jeg har bare en tendens til belønningsystemet på alle områder... når børnene er lagt eller hvis jeg synes det har været en stresset uge... generelt er jeg alt for god til at belønne mig selv, men jeg har også haft et hårdt liv med mange situationer, som har været hårde psykisk... så derfor har belønningsystemet fået indtog i min hverdag, men tror det afholder mig fra at gå helt fra forstanden og at jeg kan nyde min hverdag...

Jeg har også PCOs og det er en evig kamp med den sukkerafhængighed... jeg spiser lidt M&M´s med nødder, da dem må man gerne få lidt af eller bare riste nogle nødder på panden... og lidt gør tricket for mig... derimod hvis jeg forbyder mig selv en masse, har det modsat effekt.... selvom frugt ikke er så godt til pco, så ville jeg gøre det alligevel, måske bare en overgang...

Uha uha, hvor kan jeg nikke genkendende til dit indlæg! Jeg var alene med min den første (han er 8 nu), og dengang havde jeg jo rig mulighed for at trøstespise, der var jo ikke nogen mand til at sende "anklagende" øjne..

Jeg har dog, på trods af manden præsteret at udrette det samme denne gang! Når ungerne er puttet, skal jeg/vi gerne ha noget lækkert at smovse i...det er rigtig dumt og bliver så hurtigt til en super dårlig vane!! Et mønster der er meget meget svært at bryde...

Sommetider er det som om man slet ikke kan tænke på andet, før man har fået det slik,kage eller hvad det nu er...

Vi er begyndt lidt herhjemme at spise frugt i stedet for, det skal dog helst være skåret i stykker, så det er lidt lækkert, vi er meget vilde med melon og ananas...

Så mit råd vil nok være at lave en tallerken med mundrette stykker frugt og grønt.. Og ved godt det er nemmere sagt end gjort..

jeg er først ved at få bugt med problemet nu -- og for mit vedkommende kræver det psykologhjælp. i takt med at jeg får bearbejdet bagvedliggende issues, sker der endelig noget på trøstespisningsfronten: jeg har kvittet alt det søde, fået bedre styr på mine madportioner og er begyndt at løbetræne. og vægten er endelig -- meget langsomt -- begyndt at falde.

som enlig mor til tvillinger har jeg tilsidesat mig selv i DEN grad. man kan næsten ikke andet hvis det skal fungere. så hvorfor ikke forkæle sig selv når ungerne sover, det fortjener man fandme! det er bare allerhelvedes uhensigtsmæssigt 

pøj pøj -- tingene bliver meget nemmere når ungerne kommer i dp 

Prøv en bog der hedder "Knæk sukkertrangen". Spis altid lidt mad, før du spiser slik, f.eks. et stykke knækbrød eller frugt. Så er der plads til mindre.

Held og lykke!

Augusta11 skriver:

Prøv en bog der hedder "Knæk sukkertrangen". Spis altid lidt mad, før du spiser slik, f.eks. et stykke knækbrød eller frugt. Så er der plads til mindre.

Held og lykke!

Tak for rådet. Den må jeg lige google.