Bondepigen skriver:
Puha, det lyder ret meget som mig, da jeg i 1999 fik en enorm angst for at hele verden skulle dø fra mig, og jeg var helt alene i verden... Men jeg havde osse angst for selv at dø, det andet fyldte bare mest...og jeg begyndte osse at få de mærkeligste tanker omk. alt muligt.
Jeg kunne ikke være alene, ikke engang på toilettet, for jeg var så bange for at hele verden væltede sammen om ørerne på mig, og at jeg så ville være den eneste tilbage i verden.
Jeg havde det frygteligt i 5-6 mdr, men gik til lægen og fik ordineret noget medicin, talte med lægen, en præst og fik noget kognitiv terapi, hvor jeg lærte at bruge mine tanker anderledes. Derefter havde jeg det stadig skidt, men tåleligt og jeg kunne igen være alene, men nu synes jeg faktisk jeg har det godt... I perioder kan jeg godt få det lidt skidt, men nu har jeg fået nogle redskaber til at styre det, så jeg håber ikke det bliver så slemt igen.
Du skal tage til lægen og få en snak og en henvisning til en eller anden form for terapi... Selv har jeg haft mest gavn af kognitiv terapi.
Og et godt råd.. Se om du kan tvinge dig selv til at tænke på en episode i dit liv, hvor du har været 100 % tryg og har haft det rigtig godt, når de der syn/tanker/film kommer i dit hoved. Tænk allerede over den episode nu, så du nemmere kan finde det frem, når det gælder. Man kan osse bare tænke noget andet, bare man har bestemt sig for, hvad det er man skal tænke på, så man bedre kan
tvinge det frem.
Det lyder godt nok ubehageligt. Alle oplever dødsangst, når ens forældre bliver ældre. F.eks. ved jeg jo godt, at mine forældre nok vil dø inden for de næste 20 år, hvilket for mig er en uhyggelig tanke 
. Jeg er også bange for at miste min lille datter, da jeg ved, at hele mit liv vil være ødelagt, hvis det sker. Jeg kan simpelthen ikke undvære hende. Det er utroligt ubehageligt at tænke sådan, da jeg bebrejder mig selv for at tænke sådan. Der findes altid risici og de kan være svært at leve med! Heldigvis oplever jeg det kun engang imellem. Det er frygteligt ubehageligt, så jeg kan slet ikke overskue, hvordan det må være for dig, som oplever dødsangst hele tiden. Ved ikke om dødsangst er det rigtige ord - det er vel ligeså meget separationsangst.
Jeg er glad for, at kognitiv adfærdsterapi var vejen frem for dig. Ifølge http://www.sundhedslex.dk/kognitiv-adfaerdsterapi.htm er kognitiv adfærdsterapi også den mest udbredte og effektive behandlingsform af angstlidelser og mange andre psykiske sygdomme. Det er et godt redskab til at få sine tankemønstre til at blive rationelle, konstruktive og positive igen, for det er jo først, når man indser dette, at man for alvor kan komme op af det dybe hul, som man er havnet i.
Tak for din spændende historie 
