Er bange for at dø!!

baby84 skriver:

Dødsangst kan have mange årsager og kan fx blive aktiveret når vi bliver forældre og oplever helt nye dimensioner af følelser. Der kan ligge mange ting til grund for angsten som er væsentlig at få frem og få arbejdet med. Nogle gange bliver tankerne også bare selvkørende og vi udvikler dysfunktionelle tankemønstre, som bliver mere og mere indgroede og invaliderende. Disse kan ændres og du kan lære at tackle din angst. Synes du skal ringe til din læge hurtigst muligt og høre om han evt kan henvise dig under punktet depression eller til psykiatrien. Lægerne er nogle gange tilbageholdende med at henvise til psykiatrien, men det skal det lære

Det er ikke bare dødsangst det er helt mit syn på livet der er forkert og det blev det pludslelig tilbage i 2007, det er somom jeg hele tiden dagdrømmer inde i mit hovede, somom jeg egentlig ikke rigtig er til stede nogensinde, og min hukommelse eksistere nærmest ikke.

mullesmith2 skriver:

Det er da uhyggeligt. Har du ikke fået hjælp??

Jo mange gange læst bøger set film osv. men hvad hjælper det når ens tanker tænker det jeg kan tage mig selv i det når jeg ser film og bare tænken sidder næsten og græder over det, men der er jo ikke andet af gøre ind af leve med det desværre

mullesmith2 skriver:

Det er ikke bare dødsangst det er helt mit syn på livet der er forkert og det blev det pludslelig tilbage i 2007, det er somom jeg hele tiden dagdrømmer inde i mit hovede, somom jeg egentlig ikke rigtig er til stede nogensinde, og min hukommelse eksistere nærmest ikke.

Hej med dig

Jeg er også psykolog, og tænker også at det er relevant at du opsøger din egen læge, så han eller hun kan hjælpe dig. Det nytter jo ikke du går rundt og har det sådan, hvis der ikke bliver gjort noget ved det. Du bliver nødt til at reagere på det, for at få det bedre.

Så få en tid ved lægen - der er mange muligheder for hjælp!

Puha, det lyder ret meget som mig, da jeg i 1999 fik en enorm angst for at hele verden skulle dø fra mig, og jeg var helt alene i verden... Men jeg havde osse angst for selv at dø, det andet fyldte bare mest...og jeg begyndte osse at få de mærkeligste tanker omk. alt muligt.

Jeg kunne ikke være alene, ikke engang på toilettet, for jeg var så bange for at hele verden væltede sammen om ørerne på mig, og at jeg så ville være den eneste tilbage i verden.

Jeg havde det frygteligt i 5-6 mdr, men gik til lægen og fik ordineret noget medicin, talte med lægen, en præst og fik noget kognitiv terapi, hvor jeg lærte at bruge mine tanker anderledes. Derefter havde jeg det stadig skidt, men tåleligt og jeg kunne igen være alene, men nu synes jeg faktisk jeg har det godt... I perioder kan jeg godt få det lidt skidt, men nu har jeg fået nogle redskaber til at styre det, så jeg håber ikke det bliver så slemt igen.

Du skal tage til lægen og få en snak og en henvisning til en eller anden form for terapi... Selv har jeg haft mest gavn af kognitiv terapi.

Og et godt råd.. Se om du kan tvinge dig selv til at tænke på en episode i dit liv, hvor du har været 100 % tryg og har haft det rigtig godt, når de der syn/tanker/film kommer i dit hoved. Tænk allerede over den episode nu, så du nemmere kan finde det frem, når det gælder. Man kan osse bare tænke noget andet, bare man har bestemt sig for, hvad det er man skal tænke på, så man bedre kan
tvinge det frem.

Bondepigen skriver:

Puha, det lyder ret meget som mig, da jeg i 1999 fik en enorm angst for at hele verden skulle dø fra mig, og jeg var helt alene i verden... Men jeg havde osse angst for selv at dø, det andet fyldte bare mest...og jeg begyndte osse at få de mærkeligste tanker omk. alt muligt.

Jeg kunne ikke være alene, ikke engang på toilettet, for jeg var så bange for at hele verden væltede sammen om ørerne på mig, og at jeg så ville være den eneste tilbage i verden.

Jeg havde det frygteligt i 5-6 mdr, men gik til lægen og fik ordineret noget medicin, talte med lægen, en præst og fik noget kognitiv terapi, hvor jeg lærte at bruge mine tanker anderledes. Derefter havde jeg det stadig skidt, men tåleligt og jeg kunne igen være alene, men nu synes jeg faktisk jeg har det godt... I perioder kan jeg godt få det lidt skidt, men nu har jeg fået nogle redskaber til at styre det, så jeg håber ikke det bliver så slemt igen.

Du skal tage til lægen og få en snak og en henvisning til en eller anden form for terapi... Selv har jeg haft mest gavn af kognitiv terapi.

Og et godt råd.. Se om du kan tvinge dig selv til at tænke på en episode i dit liv, hvor du har været 100 % tryg og har haft det rigtig godt, når de der syn/tanker/film kommer i dit hoved. Tænk allerede over den episode nu, så du nemmere kan finde det frem, når det gælder. Man kan osse bare tænke noget andet, bare man har bestemt sig for, hvad det er man skal tænke på, så man bedre kan
tvinge det frem.

Det er bare så nemt at sige man skal ringe til lægen, jeg bryder mig ikke om at snakke om hvordan jeg har det, jeg kommer bare til at sidde og tude og være nervøs og det har jeg bare slet slet ikke lyst til. Jeg har aldrig været godt til at gå til lægen og fortælle hvordan jeg har det, jeg får aldrig helt sagt hvor slemt det er, pakker det bare ind og giver nok et indtryk af at det ikke er ret galt eller noget. Og så får jeg ikke den rigtige behandling alligevel. Jeg har sendt den test jeg tog til en klinik i odense og de arbejder også med kognetiv terapi og så må jeg bare vente og se hvad de svare på min test og min beskrivelse af mig og hvordan jeg har det. Det er bare nemmere at skrive ned hvordan man har det.

mullesmith2 skriver:

Det er bare så nemt at sige man skal ringe til lægen, jeg bryder mig ikke om at snakke om hvordan jeg har det, jeg kommer bare til at sidde og tude og være nervøs og det har jeg bare slet slet ikke lyst til. Jeg har aldrig været godt til at gå til lægen og fortælle hvordan jeg har det, jeg får aldrig helt sagt hvor slemt det er, pakker det bare ind og giver nok et indtryk af at det ikke er ret galt eller noget. Og så får jeg ikke den rigtige behandling alligevel. Jeg har sendt den test jeg tog til en klinik i odense og de arbejder også med kognetiv terapi og så må jeg bare vente og se hvad de svare på min test og min beskrivelse af mig og hvordan jeg har det. Det er bare nemmere at skrive ned hvordan man har det.

Igen lyder det du siger fuldstændig som mig... Jeg er heller ikke god til at vise følelser, derfor tog jeg min søster med, som oplevede mig til hverdag. (kunne osse have været min kæreste, men nu havdE min søs fri). Ellers var jeg nok heller ikke blevet taget alvorlig.

Jeg håber du på en eller anden måde får mod til at gå til lægen og tager en med, som kan bekræfte dine følelser...!

mullesmith2 skriver:

Ja jeg har bare brug for at skrive det er, jeg har ikke snakket med nogen om mine tanker sådan rigtig før. Jeg lider virkelig af stor døds angst og jeg tænker på døden hver dag og bliver ret deprimeret over det, ved ikke hvordan jeg skal komme ud af det dårlige tankemønster jeg er kommet ind i og har været lige siden 2007 så vidt jeg husker. Jeg ser alting i billeder inde i hovedet og nogen gange kommer der bare sådan nogen flash billeder af noget ubehageligt fx. døde mennesker, kirkegårde, kister, store knive, alt muligt sindsygt som jeg slet ikke ved hvor kommer fra. Der er også 5 mennesker der er døde som jeg kender inden for de sidste 2år.

Og idag ringede jeg til lægen for at høre på en celleprøve jeg fik taget for et stykke tid siden, og så stillede sekretæren mig ind til lægen og han fortalte så der var celleforandringer og de vil tage en ny prøve igen i slutningen af august.  SHIT det hjælper bare slet ikke på den dødsangst altså. Er bare i kuldkælderen. Det eneste der holder mig oppe er min drenge, som jeg elsker så meget og jeg er så bange for at jeg skal forlade dem før tid, vil jo ikke gå glip af deres liv. Undskyld hvis jeg har ødelagt nogens humør med mit deprimerende indlæg. Kram mulle

Hejsa. Jeg havde selv angst for døden, da jeg har været en anelse for tæt på den, som 11 årig var jeg ved at dø. som 19 årig var jeg i en bilulykke, hvor lægerne mente at det var et mirakel at vi havde overlevet. Jeg gik til psykoterapi i en periode, det hjalp meget på få min angst for døden væk, især fordi jeg fik konstateret Post traumatisk stress syndrom samt OCD som blev skabt af angsten, så vi vidste hvad vi skulle tage fat i. Da jeg var 22 blev jeg overfaldet og fik taget kvælertag, hvor jeg reelt stod og tænkte, "nu er det sgu nu at jeg skal dø". jeg kom så til en psykolog som arbejder meget med mennesker der er blevet udsatte for kriser og katastrofer. Og efter jeg gik hos hende blev jeg "rask" hvis man kan kalde det det Jeg har ikke haft angstanfald i over 1 år og tvangstankerne er også væk så jeg vil da anbefale at du får talt ud med en professionel, for angst er da noget af det værste at rende rundt med...

Som min læge engang sagde: "få tankerne ud af hovedet, om det så betyder at du skal snakke med en dør, så gør det, for så har du sagt tankerne højt" . Og de ord tog jeg til mig. Håber du får det bedre og kommer af med de tanker, så du rigtig kan nyde livet og børnene og dig selv

hilma skriver:

Hejsa. Jeg havde selv angst for døden, da jeg har været en anelse for tæt på den, som 11 årig var jeg ved at dø. som 19 årig var jeg i en bilulykke, hvor lægerne mente at det var et mirakel at vi havde overlevet. Jeg gik til psykoterapi i en periode, det hjalp meget på få min angst for døden væk, især fordi jeg fik konstateret Post traumatisk stress syndrom samt OCD som blev skabt af angsten, så vi vidste hvad vi skulle tage fat i. Da jeg var 22 blev jeg overfaldet og fik taget kvælertag, hvor jeg reelt stod og tænkte, "nu er det sgu nu at jeg skal dø". jeg kom så til en psykolog som arbejder meget med mennesker der er blevet udsatte for kriser og katastrofer. Og efter jeg gik hos hende blev jeg "rask" hvis man kan kalde det det Jeg har ikke haft angstanfald i over 1 år og tvangstankerne er også væk så jeg vil da anbefale at du får talt ud med en professionel, for angst er da noget af det værste at rende rundt med...

Som min læge engang sagde: "få tankerne ud af hovedet, om det så betyder at du skal snakke med en dør, så gør det, for så har du sagt tankerne højt" . Og de ord tog jeg til mig. Håber du får det bedre og kommer af med de tanker, så du rigtig kan nyde livet og børnene og dig selv

Min psykolog arbejdede med kognitiv adfærdsterapi og narrativ terapi, gode metoder begge dele jeg er netop en der selv har haft svært ved at vise følelser og mente jeg var en kælling hvis jeg græd. Men huff nogle gange trænger man sgu til at græde og det så sundt at "vræle" ud læger og psykologer er for at hjælpe, det skal man huske.

Jeg syntes det var vældig pinligt at vræle hos min læge efter overfaldet, men der så han sgu at jeg var ramt og at jeg havde det møg skidt og han bekræftede virkelig mine følelser. og det er sååå vigtigt at blive bekræftet og især hvis man har det skidt...

Alt det bedste til dig

hilma skriver:

Min psykolog arbejdede med kognitiv adfærdsterapi og narrativ terapi, gode metoder begge dele jeg er netop en der selv har haft svært ved at vise følelser og mente jeg var en kælling hvis jeg græd. Men huff nogle gange trænger man sgu til at græde og det så sundt at "vræle" ud læger og psykologer er for at hjælpe, det skal man huske.

Jeg syntes det var vældig pinligt at vræle hos min læge efter overfaldet, men der så han sgu at jeg var ramt og at jeg havde det møg skidt og han bekræftede virkelig mine følelser. og det er sååå vigtigt at blive bekræftet og især hvis man har det skidt...

Alt det bedste til dig

Mange tak for dit svar, er altså lettende at vide der er andre der også har det sådan og endda måske har haft det værre  Jeg må tage mig sammen og få noget hjælp...

mullesmith2 skriver:

Mange tak for dit svar, er altså lettende at vide der er andre der også har det sådan og endda måske har haft det værre  Jeg må tage mig sammen og få noget hjælp...

så lidt håber virkelig at du får det bedre