Hvordan er det så at være mor til et donorbarn/børn?

Hej i seje mødre.

Jeg har jo fulgt med længe og snakket om donorbørn med jer før (her tænker jeg især KaMa og Dorthemus, men alle er selvfølgelig velkomne til at svare ), og er nu egentligt ret nysgerrig efter at høre hvordan det så er at være mor til et donorbarn i "virkeligheden", nu er børnene jo snart blevet gaaaamle

Har det været som forventet? Her tænker jeg ikke så meget på rollen som selve mor, men måske mere på om omverdenen har reageret som i forventede/de havde fortalt de ville, er det noget i ville gøre igen, er der kommet andre overvejelser efterfølgende osv. osv osv.   Har i mødt skeptismen (hedder det det?)? Hvor åbne er i om det?

Har i lyst til at fortælle lidt?

Mvh. Julie

Hej i seje mødre.

Jeg har jo fulgt med længe og snakket om donorbørn med jer før (her tænker jeg især KaMa og Dorthemus, men alle er selvfølgelig velkomne til at svare ), og er nu egentligt ret nysgerrig efter at høre hvordan det så er at være mor til et donorbarn i "virkeligheden", nu er børnene jo snart blevet gaaaamle

Har det været som forventet? Her tænker jeg ikke så meget på rollen som selve mor, men måske mere på om omverdenen har reageret som i forventede/de havde fortalt de ville, er det noget i ville gøre igen, er der kommet andre overvejelser efterfølgende osv. osv osv.   Har i mødt skeptismen (hedder det det?)? Hvor åbne er i om det?

Har i lyst til at fortælle lidt?

Mvh. Julie

Hej Julie.

Jeg må indrømme, at selvom børnene efterhånden er blevet 8 mdr, så har jeg ikke været så meget ude igen. Netop fordi at jeg er alene med twinser, så bruger jeg det meste af dagen på at holde skruen i vandet.

Jeg har egentlig kun mødt tilkendegivelser og fået utrolig meget ros for, at jeg klarer det så godt. Folk synes, at det er en modig beslutning. Det er ganske få mennesker. To stk. der har taget direkte afstand. Begge mænd jeg i tidernes morgen har datet. De er nok truet af, at jeg ikke har behov for dem. Så at sige.

At vælge at få børn selv er en stor beslutning. Det er kommet bag på mig, hvor utrolig meningsfyldt det er. Hvordan jeg uden at være i tvivl kan sige, at jeg i dag virkelig er lykkelig. Det er det allerbedste, jeg har gjort. Mit liv er blevet rigt.

Mit indtryk er, at flere og flere anerkender denne her måde at blive en familie på. Det er meget udbredt efterhånden.

Debatten går ikke så meget på, om man har fået et donorbarn. Den går meget mere på, hvilken type donor man har valgt.

Jeg er i øvrigt 100 pct åben omkring det. Det er slet ikke så farligt. Folk er som nævnt meget tolerante, når det kommer til stykket.. eller godt opdraget, og holder negative tanker for dem selv.

KaMa skriver:

Hej Julie.

Jeg må indrømme, at selvom børnene efterhånden er blevet 8 mdr, så har jeg ikke været så meget ude igen. Netop fordi at jeg er alene med twinser, så bruger jeg det meste af dagen på at holde skruen i vandet.

Jeg har egentlig kun mødt tilkendegivelser og fået utrolig meget ros for, at jeg klarer det så godt. Folk synes, at det er en modig beslutning. Det er ganske få mennesker. To stk. der har taget direkte afstand. Begge mænd jeg i tidernes morgen har datet. De er nok truet af, at jeg ikke har behov for dem. Så at sige.

At vælge at få børn selv er en stor beslutning. Det er kommet bag på mig, hvor utrolig meningsfyldt det er. Hvordan jeg uden at være i tvivl kan sige, at jeg i dag virkelig er lykkelig. Det er det allerbedste, jeg har gjort. Mit liv er blevet rigt.

Mit indtryk er, at flere og flere anerkender denne her måde at blive en familie på. Det er meget udbredt efterhånden.

Debatten går ikke så meget på, om man har fået et donorbarn. Den går meget mere på, hvilken type donor man har valgt.

Jeg er i øvrigt 100 pct åben omkring det. Det er slet ikke så farligt. Folk er som nævnt meget tolerante, når det kommer til stykket.. eller godt opdraget, og holder negative tanker for dem selv.

Hvor er det bare dejligt at høre, blev faktisk en lille smule rørt. Tror det er den måde du beskriver din lykke på  Lige præcis det du beskriver med at dit liv er blevet rigt er det jeg forestiller mig mit bliver hvis jeg får børn. Det er lige præcis det jeg gerne vil i livet, med eller uden mand.

Meget af det du skriver er det mine tanker er gået på. Alle jeg har fortalt til, at jeg har de overvejelser, har nemlig bakket op (med undtagelse af én, som sjovt nok også er en mand), men jeg var lidt nysgerrig efter om den opbakning også holder når det er blevet en realitet. Dog er jeg nok overbevist om at min omgangskreds er lige som din, så skulle der være noget, ville de andre sige det. Og forstå mig ret, hvadenten de bakker op eller ej, så er det selvfølgelig min beslutning

Jeg er utroligt glad for dit svar og føler ofte at jeg kommer nærmere en beslutning. Jeg synes bare stadig det er svært lige at tage det sidste skridt.

Ja, det kan være svært at tage det sidste skridt. Det var det egentlig ikke så meget for mig. Jeg er nok lidt frygtløs.. hahaha.

Lige en anden ting, jeg kom i tanke om:

Det er som udgangspunkt ret ensomt at få et lille barn. Det lyder mærkeligt. Tænk på alle de mødre på barsel, der altid glæder sig til, at deres mand kommer hjem fra job. Man går rundt i sin egen lille verden, man er ret bundet af mad og sovetider. Man elsker det lille menneske, men der går noge tid inden man får noget igen. Sådan rigtigt.

Samtidig kan det også være ensomt, at opleve barnet alene. Ikke at kunne dele det lille mirakel med en eller nogle, som elsker det lige så højt. Veninder kan være begejstret, men de synes jo ikke, at dit barn er lige så vidunderligt som mor (og far).

Jeg er heldigvis så heldig, at jeg har mine forældre meget tæt på. De begejstres lige så meget som mig over de små udvikllingstrin, børnenes smil og de føler med os og hjælper, når det går op af bakke. Det er uvurdeligt, at have nogle, der elsker barnet lige så højt som en selv.

Angående netværk. Det netværk du har nu, vil nok ændre sig. Mange af mine gode gamle veninder er ikke lige så meget indeover som tidligere. Til gengæld har jeg fået et skønt netværk af mødre, som enten er selvvalgte enlige mødre - eller som bare også har små børn. Det er skønt. Det skal du sørge for at dyrke. Evt. via baby.dk. De kvinder kan du i tiiiimer snakke med om de små ting. Det gider ens egne veninder altså ikke altid.. hahaha.

Toffi skriver:

Hej i seje mødre.

Jeg har jo fulgt med længe og snakket om donorbørn med jer før (her tænker jeg især KaMa og Dorthemus, men alle er selvfølgelig velkomne til at svare ), og er nu egentligt ret nysgerrig efter at høre hvordan det så er at være mor til et donorbarn i "virkeligheden", nu er børnene jo snart blevet gaaaamle

Har det været som forventet? Her tænker jeg ikke så meget på rollen som selve mor, men måske mere på om omverdenen har reageret som i forventede/de havde fortalt de ville, er det noget i ville gøre igen, er der kommet andre overvejelser efterfølgende osv. osv osv.   Har i mødt skeptismen (hedder det det?)? Hvor åbne er i om det?

Har i lyst til at fortælle lidt?

Mvh. Julie

Min datter er jo nu blevet 10½ måned og er startet i vuggestue  Jeg tænker ikke specielt meget over, at hun er et "donorbarn", men har da informeret vuggestuen om at jeg er alene med hende og hvorfor der ingen far er. Jeg skjuler intet og har det 100 % godt med min beslutning...stadigvæk

På mange måder har det levet op til mine forventninger og så alligevel ikke...jeg havde faktisk troet at det ville blive hårdere end det rent faktisk viste sig at blive. MEN bekymringerne - som ALLE mødre har - står jeg jo med alene og det kan godt føles ensomt. Jeg har f.eks. mange udfordringer mht min datters spisevaner, som er meget frustrerende og der gad jeg godt have en partner at dele de sorger med. Såvel som alle de fantastiske ting der også sker i min datters udvikling.

Modsat KaMa har jeg jo været meget ude med min datter i barslen og har mødt mange mennesker - mange herinde fra. Det har jeg gjort - dels fordi jeg er meget udadvendt, men også fordi det er vigtigt for mig, at Runa oplever andre mennesker omkring hende og andre måder at leve på. Vi har ikke nogen speciel stor familie så det er et stort behov i mit liv, at skabe et godt netværk for os begge.

Jeg taler egentlig aldrig med min famile om det faktum, at Runa er et donorbarn. Synes ikke det er vigtigt at fokusere på lige nu og nyder bare min datter fordi hun er den hun er; det mest fantastiske menneske der har beriget mit liv mere end noget andet menneske har eller kommer til det

Mine forældre elsker hende og synes hun er skøn og dejlig, specielt min far er helt skudt i hende - selvom det var hos ham jeg mødte den største skepsis og modstand

Jeg fortryder INTET og råder andre i samme tanker om at gøre som jeg hvis ønsket om et barn er stort og der ingen mand er i sigte.

Knus Dorthe

KaMa skriver:

Ja, det kan være svært at tage det sidste skridt. Det var det egentlig ikke så meget for mig. Jeg er nok lidt frygtløs.. hahaha.

Lige en anden ting, jeg kom i tanke om:

Det er som udgangspunkt ret ensomt at få et lille barn. Det lyder mærkeligt. Tænk på alle de mødre på barsel, der altid glæder sig til, at deres mand kommer hjem fra job. Man går rundt i sin egen lille verden, man er ret bundet af mad og sovetider. Man elsker det lille menneske, men der går noge tid inden man får noget igen. Sådan rigtigt.

Samtidig kan det også være ensomt, at opleve barnet alene. Ikke at kunne dele det lille mirakel med en eller nogle, som elsker det lige så højt. Veninder kan være begejstret, men de synes jo ikke, at dit barn er lige så vidunderligt som mor (og far).

Jeg er heldigvis så heldig, at jeg har mine forældre meget tæt på. De begejstres lige så meget som mig over de små udvikllingstrin, børnenes smil og de føler med os og hjælper, når det går op af bakke. Det er uvurdeligt, at have nogle, der elsker barnet lige så højt som en selv.

Angående netværk. Det netværk du har nu, vil nok ændre sig. Mange af mine gode gamle veninder er ikke lige så meget indeover som tidligere. Til gengæld har jeg fået et skønt netværk af mødre, som enten er selvvalgte enlige mødre - eller som bare også har små børn. Det er skønt. Det skal du sørge for at dyrke. Evt. via baby.dk. De kvinder kan du i tiiiimer snakke med om de små ting. Det gider ens egne veninder altså ikke altid.. hahaha.

Jeg er ihvertfald super glad for at have dig i mit liv

dorthemus skriver:

Jeg er ihvertfald super glad for at have dig i mit liv

Sådan har jeg det også med dig. Ville bare sådan ønske, at jeg kunne være blevet i KBH og jeg havde mere tid!!

Har i dag haft lidt "krise" over at mit urban-life er forbi. Var jeg i Kbh nu, så havde jeg gået en lang tur rundt om søerne med en caffelatte. Måske med jer. Så kunne vi snik-snakke og beundre hinandens SOVENDE børn

...og jeg var også vildt tynd så.

KaMa skriver:

Sådan har jeg det også med dig. Ville bare sådan ønske, at jeg kunne være blevet i KBH og jeg havde mere tid!!

Har i dag haft lidt "krise" over at mit urban-life er forbi. Var jeg i Kbh nu, så havde jeg gået en lang tur rundt om søerne med en caffelatte. Måske med jer. Så kunne vi snik-snakke og beundre hinandens SOVENDE børn

...og jeg var også vildt tynd så.

haha...elsker din sidste bemærkning...og undskyld jeg blander mig i jeres tråd...i skønne kvinder.

Ps, er jo også donormor men ikke som jer, men jeg oplever hvordan min søn tackler det....når vi snakker om frossenpinden...

Over and out og undskyld forstyrrelsen...

KaMa skriver:

Sådan har jeg det også med dig. Ville bare sådan ønske, at jeg kunne være blevet i KBH og jeg havde mere tid!!

Har i dag haft lidt "krise" over at mit urban-life er forbi. Var jeg i Kbh nu, så havde jeg gået en lang tur rundt om søerne med en caffelatte. Måske med jer. Så kunne vi snik-snakke og beundre hinandens SOVENDE børn

...og jeg var også vildt tynd så.

Blir man da tynd af at bo i Kbh?

Det er også ærgeligt. Tænkte om vi ikke snart sku ses?

Lisbeth og jeg har talt om at tage i sommerhus i sted i sommerferien og vil gerne have jer med

Eva. skriver:

haha...elsker din sidste bemærkning...og undskyld jeg blander mig i jeres tråd...i skønne kvinder.

Ps, er jo også donormor men ikke som jer, men jeg oplever hvordan min søn tackler det....når vi snakker om frossenpinden...

Over and out og undskyld forstyrrelsen...

Men det er jo også en interessant snak, som vi måske også kommer til at få på et tidspunkt