At være nybagt mor kræver en omstilling af både krop og sjæl for de fleste kvinder. Sådan har det altid været, og sådan er det måske særligt i dag, hvor kvinder har så mange roller og stiller store krav til sig selv. Det er ikke kun en kliché, at man både skal være mor, kæreste/kone, karrierekvinde, have tid til sig selv og helst også have overskud til at være noget for veninderne, den øvrige familie og måske ældre børn og deres kammerater og tage sin del af den daglige husholdning.
Det kan tage pusten fra enhver, og der er da også skrevet en masse om netop det emne. I forhold til en vellykket amning er problemet reelt, for stress og manglende evne til at slappe af og lukke øjne og ører for omgivelsernes krav kan meget let gå hen og give ammebesvær. Måske oplever man et utilfreds barn, der ikke kan koncentrere sig ved brystet, måske tager det ikke nok på, eller måske vil det sutte hele tiden. Det er vigtigt at huske på, at barnet trives, når mor og far trives. Men dermed ikke sagt at en glad mor automatisk har et glad barn, for barnets behov skal i starten være dem, der dækkes først.
Som
gravid går man og forestiller sig en masse ting om sig selv og livet med det kommende barn. Mange af drømmene går ikke i opfyldelse lige med det samme, og måske bliver man lidt ubehageligt overrasket over, hvor lidt ”lyserødt” det egentlig er at få en baby. Der er meget blod, sved og tårer iblandet mælk, træthed og babygylp – især i starten – og hvis det ikke lige ligner det, man har læst om i babybladene, så kan man godt blive chokeret og ked af det. Ikke desto mindre er det virkeligheden, og mor-modellerne i bladene har også haft ømme bryster, fedtet hår og en skrigende baby på armen.
Man kan gøre sig selv den tjeneste at acceptere situationen som en udviklingsproces. Den styrker ens identitet og evne til omstilling, og man skal være stolt af, at man er i stand til at skabe liv og ernære detsit barn på den sundeste måde, nemlig gennem amning.
Hvis du til tider føler sig som en malkeko, så dvæl lidt ved det, og overvej hvad der egentlig er så galt ved at give sit barn amningen som gave de i en periode af ens liv. Det er af ubeskrivelig betydning for den lille ny, og så meget går der vel ikke fra en voksen kvinde?
Man må som mor erkende, at en del af fokus for altid har flyttet sig fra én selv og måske fra ens partner til barnet. Barnet fylder selvfølgelig mest i begyndelsen, men det vil altid fylde i tanker og sind, også når det når puberteten og senere flytter hjemmefra. Og det er måske egentlig ganske sundt, at man ikke går og piller i sin egen navle hele livet. At være engageret i sin moderrolle er en af de største og vigtigste opgaver, man har i livet. Det er en god investering at lade den rolle fylde noget.
Nu skal det selvfølgelig ikke blive så helligt, at man skal ofre alt for barnet og glemme sig selv, sit parforhold og sin egen identitet i amningens navn. Alligevel synes vi at ane en tendens i samfundet, hvor kvinder i den fødedygtige alder er kolossalt opmærksomme på egne behov og krav til omgivelserne og somme tider går ned med flaget, når de opdager, at man ikke kan opdrage på et lille barn eller få det til at passe ind i de flotte ”kasser”, man havde forestillet sig på forhånd.
Børn er en gave, og selvom vi nærmest føler, at vi har krav på dem i vores liv, så skal vi også huske, at de har krav på os. Det er os, der aktivt har valgt at få dem, ikke omvendt, og derfor skylder vi dem stor opmærksomhed og megen tid, også selvom det går ud over frisure, nattesøvn og voksentid.
Denne artikel stammer fa bogen "Alt om amning" af Stine Roldgaard og Christina Tatarczuk, fra forlaget Iris.
