Når nu Rose<3 var så sød at følge mig herind
Jeg hedder Charlotte og er 24 år. (den 2. april)
Jeg bor i hus lidt udenfor Randers og er gift med Bruno på 25. Sammen har vi Maria fra dec. 09.
Som flere ved, har hun måtte kæmpe for livet.
Igennem min graviditet var jeg rigtig dårlig og jeg havde meget fostervand. Alle mine skanninger var i orden, så det stolede vi på.
Min fødsel gik helt fint, men da jeg fik hende op på maven, kunne jeg med det samme mærke at noget var galt. Hun var blålig i huden og jeg havde en dårlig mavefornemmelse.
Jordemoderen sagde også at hun ikke kunne lide situationen
Det hjalp ikke ligefrem!
Mens jeg blev undersøgt, blev Maria lagt i en kuvøse. Hun manglede sikkert bare varme. Imens ringede JM efter børnelægerne.
Bruno var gået ned for at ryge så jeg lå der alene. Lige pludselig råber JM "alarm!" og hiver hende ud af kuvøsen og begynder hjertemassage. Der kommer 4 børnelæger styrtende ind på stuen og så står de bare derovre, mens jeg bare begynder at tude.
Min mor, søster og bror står ude på gangen (de var lige kommet for at se hende) og de forstår jo slet ikke hvad der sker.
De får hende genoplivet og JM kommer hen til mig og fortæller at hun var gået i kramper og var holdt med at trække vejret.
Bruno kommer tilbage og vi er helt forvirrede. Jeg husker det hele i tåger.
Hun bliver kørt på børneafdelingen hvor de prøver at lægge en sonde. Det kan de ikke og de ved med det samme at det er fordi hendes spiserør ender blindt. Så går det stærkt for der skal bestilles babyambulance til OUH. Jeg får lov at se hende i kuvøsen og så kører de hende væk.
OUH er det eneste sted de kan operere det og der er kun tre kirurger i Danmark, som kan operere spiserøret.
Senere får vi en taxa til OUH.
Dagen efter bliver hun opereret og lagt i respirator. Det hele går fint. I løbet af de næste par uger, bliver hun flyttet fra intensiv til neonetal og videre på børneafdelingen.
Vi er indlagt ca 8 uger og det var forfærdeligt. Vi så kun familien enkelte gange og jeg gik helt ned med en fødselsdepression. Jeg havde ikke nogen at snakke med og Maria ville slet ikke spise selv. Jeg har låst mig ude på toilettet utallige gange og bare tudet og tudet..
På de 8 uger, kom hun i narkose 3 gange. Der hvor hendes spiserør er syet sammen, danner sig arvæv og hun lukker til.
Vi kom endelig til Randers hvor vi var indlagt 4 uger. Der fik jeg det bedre, da jeg kunne se familien og venner.
Hun har haft sonde indtil hun var 9 måneder. I den periode har hun været i narkose ydeligere 6 gange.
Undskyld hvis det hele er lidt rodet. Der er en del jeg ikke kan huske, især fra fødslen.
Hvis der er noget i vil spørge om, skal i endelig det
Men det var i hvert fald en smule om min familie og min lille fighter
