Dk_lady skriver:
Hej piger.
Jeg har lige brug for at komme ud med dette.
Jeg er nu 39+4 og har været ved det sidste jordemoder besøg i dag. Idag var der så en studerende med som starter med at trykke mig på maven som de nu plejer. Efter lidt trykken - og jeg kan se at hun tvivler på noget - beder hun min jordemoder om at mærke efter, fordi hun mener at lillepigen ligger med numsen nedad. Jeg bliver lidt nervøs men er alligevel lidt rolig, da de ikke kan sige det med 100% sikkerhed. Min jordemoder siger at hun nu også bliver i tvivl og at det godt kan mærkes som et hoved jeg har øverst på maven. Da jeg var til jordemoder for 14 dage siden, fik jeg atvide, at hun lå med hovedet nedaf, altså som hun skulle og alt var fint. - det tror jeg selvfølgelig på.
Når jeg selv har mærket efter på maven, synes jeg godt at have fornemmet at hun lå med hovedet opad, men jeg har jo slet ikke været sikker i det, så jeg har selvfølgelig stolet på min jordemoder.
Jeg kommer op og bliver scannet efter og ganske nok bliver det bekræftet at hun ikke ligger som hun skal. Jeg snakker med to læger om hvad det betyder for mig og hvilket muligheder jeg nu har. Vi snakker om forsøg på vending, sædefødsel og kejsersnit. Jeg har jo hele tiden ville føde normalt, og har lidt frygtet kejsersnit, men indser at det desværre nok er dét det ender med. Som lægerne sortæller mig, så vil de gerne prøve at vende hende hvis jeg ansolut gerne vil prøve, men siger nej til dette, da chancerne for at det lykkes er minimale. Sædefødslen bliver også hurtig udelykket, idet jeg er første gangs fødende og de ikke kender mig nok til at kunne anbefale mig dette. Så det bliver planlagt kejsersnit.
Jeg er bare så skuffet og ked af det. Havde svært ved at holde tårene tilbage. Jeg er sur over, at jordemoderen siger at hun ligger som hun skal, og det viser sig at det ikke passer. Men der er jo ikke noget at gøre ved det.. Jeg er bare ked af det.. især fordi jeg sådan havde glædet mig til at skulle føde normalt..
Er der nogen der kan komme med et par trøstende ord ? 
Først skal du have et trøsteknus 
Og så vil jeg lige sige til dig, at dit barn jo godt kan have vendt sig siden sidste gang, du var hos jordemoder også uden du har opdaget det, så jeg synes ikke du skal være gal på hende, men lade tvivlen komme hende til gode.
Den bette kan nemlig sagtens lave det nummer, om natten når du sover, hvor der er mest plads i livmoderen...så det ved man helt ærligt ikke.
Og så vil jeg sige at mht det at føde selv...så skal du nøje tænke over hvor langt du vil gå.
For hvis du tager det valg, så er der en stor chance for, at du alligevel ender i kejsersnit og forinden så har udsat dig selv og barnet for en masse unødige smerter, og barnet for stress, hvilket ikke er nogen særlig god start.
Med et kejsersnit, går det let og du vil hurtigt have dit barn i armene, og ikke have en masse fysiske og psykiske ting at slås med ud over det med såret i maven.
Og så vil jeg også fortælle dig at et PK faktisk er en dejlig ting.
Man kan jo vælge mellem fuld narkose og kun rygmarvsblokade, og ved det ene sover du jo så gennem hele forløbet, men er ret hurtigt fit for figt bagefter, ved det andet får du så hele oplevelsen med på operationsstuen.
Ved narkosen, går der 3-4 timer som du naturligvis ikke får med, men det skal man så afgøre med sig selv om det er den måde man vil det. Ved blokkaden kan du få barnet i armene med det samme.
Men jeg synes ikke du skal fortvivle, hvis du senere vil have flere børn, så får du forhåbentligt nok chancen til at føde selv.
Personligt har jeg prøvet begge dele, og jeg synes, at PK er noget af det bedste jeg har oplevet, men det er jo så øjnene det afhænger af.
Men op med hovedet...tænk dig godt om, og tag så dit valg ud fra hvad du føler vil være bedst.
Kærligst
Sussie
