nu graver jeg mig ned

CVVE skriver:

ÅHHH hvor kan jeg bare huske den alder og vil så gerne sige at det hurtigt bliver bedre- men det er bare hårdt at have tvillinger og især nok piger der jo er en anelse mere hysteriske en drenge generelt er.

Man mister overblikket og syntes man er en latterlig dårlig mor, men det er du ikke, du er alene med de to størrelser og du gør det pisse godt!!

Men for din egen skyld så giv dem time out. det kan være at der vil være dage hvor de måske sidder størstedelen af dagen på deres værelser, men de finder altså ret hurtigt ud af at det bare heller ikke er fedt. forstå mig ret.

Og mht. morgenmads scenariet- så time out ind på værelset eller hvor det nu er og så kan de komme ud når de er klar. og hvis de skal nå at have morgenmad så må de komme ud. en dag uden morgenmad dør de ikke af men de finder ud af at det nok ikke er det værd!

vi har prøvet det og vi har også prøvet at de er kommet i børnehave i nattøj fordi de skabte sig

tror generelt tvillinger har nogen lidt striksere regler end ene børn har for overskuddet er der bare ikke.

i børnehave i nattøj! haha 

jeg tror du har helt ret i, at tvillinger har striksere regler. det er nemlig en hel opgave i sig selv at holde samling på tropperne.

hvorfor har jeg egentlig ikke spurgt dig til råds før? du er jo en garvet tvillingemor. det vil jeg gøre fra nu af, hvis det er ok

Milka skriver:

en øgle!! bille snakker meget om edderkopper for tiden: "æjakop" 

her er et scenario til dig (som skete for os i morges):

i sidder ved morgenbordet og dit barn får et hidsighedsflip af dimensioner fordi du "kom til" at hælde youghurt på hans müsli. han skriger og græder og vælter skålen og nu er der yoghurt over alt. hvad gør du, giver du et time out?

Det der kunne meget vel være en scene herhjemmefra. Svaret herhjemme er: det der gider jeg simpelt hen ikke at se på. Det er ikke i orden. Nu kan du gå ud på badeværelset (!) indtil du er færdig med at være sur, og når du så er sød igen, så jan du komme og få en krammer. Hvis hun ikke selv går derud - hvilket hun som regel gør - bærer jeg hende derud og gentager at hun kan komme når hun er klar til at være glad igen. Hun får så den tid hun skal bruge for at falde ned selv.. Hvis det tager for længe går jeg ud til hende og spørger om hun er klar til en krammer. Når vi så har krammet, sætter jeg mig ned i øjenhøjde og forklarer hende at jeg godt kan forstå at hun bliver vred, når mor er kommet til at gøre whatever, men det nytter ikke noget at blive så gal. Man skal sige tingene pænt, og ikke bare skrige. Her er badeværelset ikke en straf, men en måde at fjerne hende fra situationen på. Hun skal ikke blive der i x tid, men bare indtil hun er færdig med at være sur. Vi lader hende så være i fred derude, så hun også får fri fra os. Hvis vi bliver ved med at tale til hende og tvinge hende til at forholde sig til os også, eskalerer vi bare konflikten. Giver det mening?

idamaria83 skriver:

Jep!!! I den situation sker der en ting i det her hus - stolen bliver vendt om, så barnet sidder med ryggen til de andre, og så får ungen at vide, at den opførsel er ikke i orden (med rolig stemme that is ), og at stolen bliver vendt om, når h*n er klar til at sidde pænt...

Lina sidder sådan i max 10 sek. - Annika måske lidt længere, hvis nødvendigt....men de sidder der ikke længe, og det har en mærkbar effekt. Når de kommer tilbage til bordet, lader vi som ingenting...giver en kort ros - som i "det var godt skat ", når de så spiser pænt...

det har jeg hørt om før, at folk bruger den metode. den vil jeg måske prøve næste gang der er et problem ved bordet. så sidder jeg sikkert selv hele måltidet og spiser til ryggene af to skrigende møgunger ...

Milka skriver:

en øgle!! bille snakker meget om edderkopper for tiden: "æjakop" 

her er et scenario til dig (som skete for os i morges):

i sidder ved morgenbordet og dit barn får et hidsighedsflip af dimensioner fordi du "kom til" at hælde youghurt på hans müsli. han skriger og græder og vælter skålen og nu er der yoghurt over alt. hvad gør du, giver du et time out?

Yes det gør jeg inde på hans værelse må han sidde indtil han vil undskylde for hans opførsel, der går ikk ret længe så kommer han og siger undskyld og så er vi gode venner fortæller det var godt han siger undskyld og man altså ikke må kaste med maden og snakker ikke mere om det.
Og det der er lige hvad isaac også gør bare med sin mælk eller hvad der nu ellers lige ikke passer ham... Det er forfærdeligt.. Jeg har prøvet så meget, men nu kommer han med i køkkenet og jeg hælder yougurt i hans skål med hjælp fra ham, han tager selv en hånmful som han siger og drysser på. og evt et par rosiner for så er det gjort på "hans" måde og så slipper vi for den der tur.
Nu ved han når han får sit "flip" Så kigger han på mig inden han skal daske til noget og så siger jeg nej. Så flipper han bare ud og vælter ikke noget, og når han får sit flip så siger jeg Isaac det hjælper ikke noget at skrige og så lader jeg ham være.

Milka skriver:

sådan gør jeg også, her kommer man ud i gangen ind til man er god igen. det virker ikke altid, ofte fortsætter showet længe derude.

i øvrigt har jeg svært ved at skjule min irritation / vrede over deres opførsel. jeg hæver stemmen. og det er nok det der føles forkert ...

Men du skal ikke skjule din vrede. De må godt mærke at mor ikke er tilfReds med den opførsel.

Skouboe skriver:

Det der kunne meget vel være en scene herhjemmefra. Svaret herhjemme er: det der gider jeg simpelt hen ikke at se på. Det er ikke i orden. Nu kan du gå ud på badeværelset (!) indtil du er færdig med at være sur, og når du så er sød igen, så jan du komme og få en krammer. Hvis hun ikke selv går derud - hvilket hun som regel gør - bærer jeg hende derud og gentager at hun kan komme når hun er klar til at være glad igen. Hun får så den tid hun skal bruge for at falde ned selv.. Hvis det tager for længe går jeg ud til hende og spørger om hun er klar til en krammer. Når vi så har krammet, sætter jeg mig ned i øjenhøjde og forklarer hende at jeg godt kan forstå at hun bliver vred, når mor er kommet til at gøre whatever, men det nytter ikke noget at blive så gal. Man skal sige tingene pænt, og ikke bare skrige. Her er badeværelset ikke en straf, men en måde at fjerne hende fra situationen på. Hun skal ikke blive der i x tid, men bare indtil hun er færdig med at være sur. Vi lader hende så være i fred derude, så hun også får fri fra os. Hvis vi bliver ved med at tale til hende og tvinge hende til at forholde sig til os også, eskalerer vi bare konflikten. Giver det mening?

det giver absolut mening. men bliver du vred?

Milka skriver:

i børnehave i nattøj! haha 

jeg tror du har helt ret i, at tvillinger har striksere regler. det er nemlig en hel opgave i sig selv at holde samling på tropperne.

hvorfor har jeg egentlig ikke spurgt dig til råds før? du er jo en garvet tvillingemor. det vil jeg gøre fra nu af, hvis det er ok

Ja de var langt fra tilfredse og enormt pinlige berørt jeg havde dog taget tøj med til dem så ond er jeg heller ikke.. hi hi

Det gør du bare!!!!! ALTID! du kan også få mit nummer så ringer eller sms'er du til hver en tid så skal jeg komme med lidt hjælp hvis jeg kan. for det er fandme hårdt. selv mine på 4,5 år er total stride. håber ikke det bliver meget værre når de bliver teenagere

Milka skriver:

det giver absolut mening. men bliver du vred?

Ja, som regel. Jeg skælder ikke ud, men jeg gør mig umage med at tale strengt og se meget stram ud (også når jeg ikke er det). Jeg fortæller hende jo at det ikke er i orden, det hun har gjort, og det understreger jeg med mit kropssprog og min stemme.

Skouboe skriver:

Men du skal ikke skjule din vrede. De må godt mærke at mor ikke er tilfReds med den opførsel.

jo men så er jeg et eller andet sted ikke bedre end dem, hvis jeg mister besindelsen. man kan sagtens kommunikere sin vrede mere roligt end jeg gør lige p.t. - jeg føler mig i hvert fald ikke som den myndige forælder og ville selv have svært ved at tage mig alvorligt!

kan du følge mig?

Skouboe skriver:



Ja, som regel. Jeg skælder ikke ud, men jeg gør mig umage med at tale strengt og se meget stram ud (også når jeg ikke er det). Jeg fortæller hende jo at det ikke er i orden, det hun har gjort, og det understreger jeg med mit kropssprog og min stemme.

Tænk på at du jo netop i denne situation viser hende en acceptabeæ måde at udtrykke vrede på, nemlig at sige bruge sine ord. Hvis du skjuler din vrede, lærer du jo dem det samme, og det er slet ikke noget man kan holde inde når man er så lille.