Hej alle i skønne kvinder! 
Ja så kom han. ENDELIG, den "lille", skønne, fantastiske, lækre Noah Onsdag den 16.03 klokken 14.25 satte han i sit første kraftfulde skrig.
Ja jeg startede jo op med kraftige plukveer/ begyndende veer om tirsdagen. Jeg turde ikke håbe på at det nu, endelig var fødslen der rent faktisk var i gang, så for ikke at blive skuffet IGEN havde vi herhjemme indstillet os mentalt på at vi altså skulle afsted til igangsættelse fredag. Men altså de her plukveer bed nu mere end normalt, faktisk måtte jeg ud og gå go lang tur og fik fejet en masse blade sammen ude foran huset, fordi jeg ikke kunne holde ud bare at ligge på sofaen. Kæresten ringede hjem i løbet af dagen og spurgte om jeg i morgen (om onsdagen) ville med ud og se en lejlighed vi har søgt på. Jeg måtte så fortælle ham at jeg synes han selv skulle tage ud og se den i dag (tirsdag), fordi jeg altså havde en mistanke om at vi ville være "optaget" med andre gøremål dagen efter. Han blev lidt forbløffet, men jeg sagde at nu måtte han altså ikke sætte forventningerne op og han skulle heller ikke komme hjem, for HVIS det rent faktsik var noget, ville der gå lang tid endnu. SÅ han kommer hjem sent tirsdag aften vel omkring midnat til en rastløs kæreste, der trisser rundt om ikke rigtig kan finde ro og lige må trække vejret bestemt når der kommer en plukve. Vi går en sen aftentur med hunden og går i seng. Klokken er nu 01.30 og jeg siger til min kæreste at nu skal han bare ligge sig til at sove for han vil få brug for energien senere, så vil jeg selv holde øje med intervallet imellem veerne og deres varighed. Veerne kommer med forholdsvis lang tid imellem (mellem 12 og godt 20 min. imellem) og jeg prøver at få hvilet imellem, men det er svært for veerne bider ret så kraftigt efterhånden og jeg må op at gå og arbejde med dem, da de "låser" i mine hofter og kramper ned i mine lår. Nogle af veerne varer helt op til omkring 3 minutter (aaavvvv!!) og jeg er lidt "nedtrykt" da jeg ved at nu er det nu og jeg føler mig slet ikke mentalt klar, da søvnen de sidste par døgn har været alt for lidt. Jeg får lavet en hel "travegang" fra sengen og hen ad gangen i løbet af natten, da jeg SKAL op at stå ved hver ve for overhovedet at kunne "være til". Klokken ca. 05 sidder jeg, hængende med overkroppen ind over sengen, grædende af smerte og kalder på min kæreste at nu bliver vi altså nødt til at ringe til FG, for jeg er mentalt nødt til at have en status på "hvor vi er" i forløbet, for at kunne overskue det. jeg har SÅ ondt. Jeg ringer og får at vide; du skal altså blive derhjemme til der ikke er mere end 4-5 min imellem dine veer. Se lige om du ikke kan strække den lidt. Ja ok så! Klokken 07.30 ca ringer jeg grædende til min moaaar og siger "mor kan jeg ikke godt ringe ind nu og sige jeg VIL ind og ses på?" jo det synes hun er en god ide, så jeg få ringet og vi kommer ind og bliver tjekket. Klokken er omkring 9 onsdag morgen den 16.03.2011. Jeg er 1 FUCKING cm åben!! Chriiiiist! Jeg er SÅ skuffet over mig selv at jeg ikke kan tage smerten bedre og synes det hele virker en kende uoverskueligt, fordi jeg bare er sååå ualmindelig træt... Jeg får en pep-talk af jmd og får at vide at jeg bare gør det hele rigtigt og at jeg arbejder rigtig godt med mine veer. Vi beslutter at jeg skal hjem igen og først komme igen når der er mellem 2-3 min imellem veerne og de varer 45 sek - 1 min.
Min FANTASTISKE kæreste stiller en havestol ind i bruseren dækket op med håndklæder så jeg kan sidde ned og bliver overspulet med dejligt varmt og smertelindrende vand. Men det er lidt svært for jeg er nødt til op at stå HVER GANG der kommer en ve, da det er ligesom knive der bliver boret ind i mine hofteskåle. Nå men de næste timer foregår sådan ind og ud af bruseren/ nede ved sofaen/ krammende kravlegårdens kant. Kæresten er igen faldet halvt i søvn på sofaen, men kommer engang imellem op og massagere min lænd, når der kommer veer jeg ikke kan håndtere (og dem er der nu nogle stykker af ). Nå men vel omkring klokken 11 KAN jeg bare ikke mere. Jeg er færdig! Veerne vælter ind over mig, vi kan ikke finde ud af at tage tid på dem for de afløser hinanden uden pauser imellem. Jeg er frustreret og ved ikke hvad jeg skal gøre for at håndtere det. Jeg ringer til FG og siger at enten så kommer jeg ind nu eller også så må de guide mig igennem telefonen, for hvad jeg kan gøre for at håndtere smerterne, for jeg kan ikke overskue tingene somde er PT. En sød JMD er i røret og siger vi bare kan komme ind. Vi kommer ind (Weeee!! ) og efter en meget lang tur hen over parkeringspladsen og op af trapperne til 3. sal (for jeg VILLE tage trapperne, ingen elevator til mig tak!) med MANGE stop pga. veer, står vi ENDELIG på fødegangen. Vi bliver taget imod af en svensker hvilket forvirre mig, men der kommer også en dansk JDM (det viser sig at svenskeren er JDM studerende) Jeg bliver lagt på briks og undersøgt og jeg er 5 cm åben! Tiden er 12.30 YEEESSSS! Jeg bliver tilbudt klyx og de spørger og jeg ikke derefter vil i badekar. Jo det vil jeg GERNE! Jeg har stadig rigtig svært ved at håndtere de meget stærke veer og kæresten bliver krammet MEGET hårdt under hver ve, hvilket rent faktisk virker synes jeg Da jeg går på wc efter klyx signalere den danske JDM til kæresten et "peace tegn" eller et V med pege og langemand, vi har snakket om om det egentlig betød at jeg kun var 2 cm åben? Men at hun har sagt 5 cm for at gi mig kamplyst?
Anyway jeg kommer i baljen og det er rigtig dejligt. til at starte med! Min kæreste sidder på min højre side og Jdm over for mig. Hun er super til at guode mig og få mig til at slappe af som "Maria husk, numsen ned af, slaaaap af, træk vejret heeelt ned i maven under navlen" Men jeg får det bare lige pludselig sååå varmt og panikker lidt og vil op, NU. Men da jeg er ved at stige op kommer endnu en ve og jjeg må "opgi" kan også mærke at kroppen bare er aaaalt for tung til at kunne kommer over kar-kanten. Pludselig får jeg pressetrang Shiiiit! Hvad sker der??? JDM siger jamen bare pres og PLOP; vandet går. Klokken er 13.35. Waaauuuwww! OKAY. Her bliver det besluttet at jeg skal føde i vand. Noget min kæreste og jeg faktisk ikke havde snakket om som mulighed, men det virker dejligt og helt rigtigt. Og så skal han jo hedde Noah og er født i fiskens tegn, så meget passende
Der bliver sat lidt musik på og jeg arbejder videre med veerne og min kæreste er fantastisk ved min side. Han kommer med opmundrende ting som "Kom så skat. Fusk hvor er du sej. Du gør det bare SÅ godt" Desværre er jeg ikke altid lige så sød tilbage, så der bliver sagt "HOLD KÆFT!!" og andre lignede ting en gang imellem. Eller "DU BLIVER HER! DU GÅR INGEN STEDER!!" hvis JDM fx foreslog han hentede en kold klud til min pande. Hehe jeg var vist i det hele taget ret så kommanderende under hele forløbet... Men det er OK når man ligger og føler man skal "dø".
Det hele går bare så stærkt og jeg skriger et par gange under mine veer at jeg er bange, for det er jeg. Jeg er SÅ bange for at jeg skal revne fra min navle og helt om i nakken og jeg er overvældet af alle de kræfter/ reaktioner/ smerter der kommer fra min krop, hele tiden og med meget små pauser til at slappe af i. Men igen er kæresten der som min stærke støtte og min danske JDM er god til at fortælle og guide mig (har kommenderet svenskeren ud på et "sidespor" og bedt den danske om at være den styrende, fordi jeg ikke kan bruge energi på at skulle forstå hvad der bliver sagt. det var vist ellers meningen at det skulle have været hende der sku have klaret det. Men min "anmodning" bliver respekteret hvilket giver enorm tryghed og "ro" til mig)
PLUDSELIG skal jeg presse! Fuuuuuckk det er alt, aaaallllt for tidligt tænker jeg! (klokken er 14.00), men JMD siger du presser bare Maria!! Efter de første par presseveer oplever jeg en sådan "ud af kroppen" oplevelse. Det hele er så overvældende og jeg føler sådan at jeg har været "væk" og jeg må lige åbne øjene og se min kæreste og komme "tilbage". Det er egentlig "rart" at arbejde med presseveerne. Der kommer en urkvinde og overtager min krop og der komemr brøl ud af min mund som er så dybe og kraftfulde at min kæreste slet ikke kan genkende mig Hele overkroppen spænder op og muskler der slet ikke vidste at de fandtes, dukker tydeligt op (ja det er jo så min kærestes observationer jo 
En gang imellem må kæresten lige have ved min hånd (med den hånd der IKKE bliver krammet) for at løsne mit greb, da farven bliver mere og mere mørkeblå. Det resultere i et promte "LA VÆR´!!!!!" jaja ok så, men han er jo også kun køkkenchef og skal slet ikke bruge sin hånd bagefter til at kokkerere.... eller!
Det gør sgu pisse-hamrende-ondt (!!!!!) men jeg synes faktisk jeg har en rigtig god føling med min krop og jeg gisper spontant selv, når jeg føler det er nødvendigt. På et tidspunkt tager jeg hånden ned mens jeg siger Fuuuuuuuck det så så ondt lige der!! og jeg rammer så en hovedbund! OP med hånden igen, DET kunne jeg ikke lige klare. Få presseveer senerem popper han ud og jeg får hænderne ned og tager imod ham, op på min mave Klokken er 14.25
Først går jeg lige i panik for han er jo blå og der går laaaaaaang tid før han skriger (læs, der går måske 15 - 20 sekunder), men så sætter han også i et deeejligt skrig.
Så skal jeg op af vandet op på briksen for at føde moderkage. Det var sgu lidt syret at stå der med et barn (som man er bange for at tabe) og så en navlestreng der hænger fast mellem ham og mig. Og derudover, da jeg rejser mig op synes jeg godt nok der kommer meget blod! Men jeg kommer op og ligge med den her helt igennem fantastiske smukke, smukke baby-dreng på min mave. Moderkagen fødes spontant 20 min senere og de trykker mig på maven for at få blod og og få den til at trække sig sammen. Der går heller ikke længe fra han er blevet lagt til han i én tår har tisset på både mor og far
Han har under forløbet slugt en del fostervand, så han er lidt forkvalmet, men ellers helt ok. 3970 gram og 56 cm lang + kæmpe fødder!
Mors blodtryk er lidt højt og hun føler sig en anelse slatten, men ok, der røg altså også en del blod. Jeg bliver syet, men jeg har ingen anelse om hvor meget. Da jeg spørger hvor meget jeg er revnet viser hun en 2-3 cm men der er i hvert fald noget muskel der er gået, for det snakker de om skal syes. (i mellemkødet, så ikke ringmuskel heldigvis, men av alligevel...). Omkring klokken 18.30 er vi klar til at komme på patienthotellet
Egentlig en rigtig god fødsel, som dog var lidt overvældende fordi jeg synes det gik så stærkt. Fra vi "rigtig" kom ind til jeg havde født gik der ikke meget mere end 2 timer. Det er heller ikke noget jeg sådan liiiiige føler for at gøre igen foreløbig, men omvendt helt sikker ikke noget som har skræmt mig fra at skulle have flere
Vi er i dag lige kommet hjem fra hospitalet, så der kommer lige en beretningen om de sidste par dage, med fortælling om amning der ikke rigtig vil funke, begyndende gulsot og klipning af tungebånd (slet ike så dramatisk som det måske lyder )
Jeg orker ikke lige at læse det hele igennem, så beklager hvis det er forvirrende og til tider uden sammenhæng + fyldt med stavefejl, men jeg har glædet mig SÅ meget til at kunne fortælle jer om at jeg er blevet moar og Noah ligger på mi bryst og sover (PT) men vil nok meget gerne snart have mam, så vil lige nå at skrive færdigt inden da
TAK for alle jeres opmuntrende kommentarer, dagene op til fødslen og TAK for alt jeres ve-støv og hepning 
I er alle nogle dejlige damer!
Billeder kommer lige om lidt
