Jeg har virkelig kæmpet denne vinter for at holde depressionen og angsten på afstand. Og nu flød bægeret altså over her til aften. Angsten har bare luret hele dagen, og da jeg fik snakket med manden om det, flød det hele bare ud af mig. Jeg er lettet nu, men ved godt at den følelse ikke varer evig. Angsten og depressionen vil snige sig ind igen. Jeg ved at jeg får det bedre så snart foråret for alvor kommer, sådan er det altid. Men lige nu virker det bare som om der er meget lang tid til.
Min mand vil gerne have at jeg begynder på min antidepressive medicin, jeg har det stående. Jeg kan slet ikke overskue det, for jeg har det jo ikke konstant dårlig. De fleste som ikke kender mig supergodt ville slet ikke bemærke at jeg har haft det dårligt. Orker ikke at tale med lægen, orker ikke at jeg igen skal se i øjnene at jeg har en snert af sygdom igen. Der går alligevel et par uger før medicinen virker, og så er vejret jo allerede bedre.
Tak fordi du læste med. Jeg er bare så ked af det og modløs, og havde lige brug for at dele det med nogle.
Jeg er anonym, da jeg ikke kan overskue at familie og venner skal vide det.
Anmeld