Susan1978 skriver:
Hej BM
nu lever jeg jo med en mor der har en deprission og det er fandme ikke let. 
til tider har jeg lyst til at sparke hende i røven og sige hun skal tage sig sammen og få sig et liv. Men men det blir det jo bare ikke bedre af. Hun har selv prøvet lidt forskellige former for terapi, men når det kommer for tæt på, så gir hun op. ØV. Jeg kan kun sige når i tager det så tidligt i opløbet - så er der virkelig håb for at i kan få bearbejdet det og komme ovenpå igen og det lyder som om du også virkelig er den støtte han har brug for nu.
Min mor har haft det lige siden jeg var lille, men det er først nu her da både min søster og jeg flyttede hjemmefra det blev rigtig slemt, tror det er fordi hun så ikke havde os hun skulle "bekymre" sig om mere. Men kun sig selv. Damen har jo intet selvtilid og det eneste hun går op i er deres hus som bliver renoveret forfra konstant.. det er de typiske tegn på deprission. Til tider kan vi slet ikke få fat i hende fordi hun har begravet sig i sin seng og ikke engang magter at se dagens lys.
BM, det er så hårdt at være pårørende. Derfor må du til hver en tid ringe eller skrive.. Så kan vi skælde ud sammen selvom vi intet får ud af det andet end at komme af med det. Jeg ved godt at jeg ikke lever sammen med min mor og det må være endnu hårdere for dig, også fordi i har NM.
BM jeg synes alligevel han er sej og har indset han har brug for hjælp. Det er bare så meget på rette spor. Nå jeg vil stoppe for nu. Ville egentlig bare fortælle at jeg kender lidt til hvordan du har det og give dig den største krammer. 
Susan
Tusind, tusind tak for din fortælling Susan!
Min mor har også haft depressioner on and off gennem hele mit liv og jeg kan udmærket godt følge dig i trangen til at give dem et ordentligt spark bagi, fordi man føler sig så uendeligt magtesløs, når det kommer til folk, man er så tæt på, som bare ikke VIL have hjælp. Altså vel sagtens fordi problemerne er så fastgroede og sammensnirklede for dem, at det vil føles som at rive såret af et helkrops-brandsår overhovedet at begynde at fifle med overfladen.
Men ÅH, hvor gør det ondt at være tilskuer til. Og tilskuer kan man desværre heller ikke bare være, når det er ens mor, det handler om, Man er jo så viklet ind i al dårligdommen, at man kan mærke hendes humørskift på miles afstand og påvirkes af det. For at sige det mildt.
Hvis du har nogle mor-issues at debatere, søde Susan, så skal du bare komme til mig! Jeg lytter GERNE og forstår dig med 100 % garanti.
Jeg er blevet langt bedre til at takle min mors nedture, så jeg efterhånden er i stand til at lytte til hende og føle med hende på hendes præmisser efterhånden og er du gal en forskel det har gjort for os begge to! Før i tiden har jeg altid følt mig så tæt på det hele, at jeg er blevet vred og knust og med vold og magt har villet tvinge hende til at få det bedre på den måde, JEG vidste, hun kunne få det bedre på og det har selvfølgelig ikke ført til andet, end at vi har skændtes og jeg har følt mig elendigt tilpas.
Jeg har så fundet ud af, at jeg er i stand til at distancere mig fra hele hendes følelseskaos - hvordan jeg er kommet frem til det, er en anden og lang historie, som jeg ikke lige vil bruge tid på nu, men du kan altid få den, hvis du tror, du kan bruge den til noget - så jeg kan give hende det, hun har brug for: At jeg bare lytter lidt til hende, taler blidt til hende og fortæller hende, hvor meget, hun betyder for mig.
Jeg siger dig, det er en befrielse uden lige at være blevet i stand til det!! Også fordi, man jo tit går omkring som barn af en depressiv eller på anden måde mentalt udfordret ;-) forælder og er bange for, at de begår selvmord. Nøj, hvor har jeg tit ligget vågen og grædt af angst for, at hun nu endelig ville tage livet af sig, fordi jeg i vrede og frustration havde skældt hende ud og smækket røret på, når jeg jo godt vidste, at hun bare opførte sig åndsvagt, fordi hun var ulykkelig... Puha. Det er en hård en, med sådan en mor, bitte Susan, I know, I know...
Ring eller skriv til mig, hvis du nogensinde får brug for at snakke om kvindtøjet!!!
Tusind tak også for, at jeg må ringe eller skrive til dig og hælde vand ud af ørerne
. Det kan jeg godt finde på at gøre.
Og heldigvis tror jeg, at ham min husbond er vand at håndtere ved siden af min mor, så det var alligevel godt for noget, at hun gav mig en grundig uddannelse i, hvordan man lever med mennesker, når de har det svært ;-)
Knus fra Birgitte
