Først så må jeg give dig kredit for at være god til at beskrive det med ord
på mig føles den som en syl der går direkte ind og prik-prik-prikker til et sted i hjernen der nulstiller min tålmodighed, jeg begynder næsten at klø over hele kroppen!
Det er nemlig lige nøjagtigt dét de kan. Drive én så langt, at man er ved at SKRIGE......eller at man til sidst opgiver, overgiver sig, og taber både ansigt, kampen og en smule af sit mor-selvværd, hvilket bare forværrer det hele yderligere på sigt, da de så ser deres snit til at "vinde kampen" på samme måde igen næste gang også!
Herhjemme prøver jeg først at dæmpe gemyslerne INDEN de bliver til komplette udbrud af galskab. Virker det ikke at tale og forklare, og hun kører derudaf og bliver hysterisk, så lader jeg hende "gakke ud, og siger "Jeg kan godt se/høre (total pædagogisk forståelses-snak) at du bliver vred/ked af det, men sådan ER det altså!".
Hun kan enten finde på at rende væk i bedste primadonna-stil og være fornærmet sur, og forvente at vi stormer efter, og lefler for hende. Men hvis ikke hun får den opmærksomhed, som hun ønsker at opnå (og det gør hun ikke!), så kommer hun selv igen.......Hun kan nærmest "forfølge én" rundt i huset med sin insisterende påtagede gråd. Men jeg giver mig ikke. Og bliver det for meget, så beder jeg hende stoppe, eller gå på sit værelse og græde færdig. Enten eller - Hun har de to valgmuligheder! Jeg siger, at jeg får ondt i ørerne af, at høre på det skrigeri, så enten må hun gå ind til sig selv, mens hun skriger, eller også kan vi give hinanden et kram og hygge os igen.
Hun plejer heldigvis hurtigt at blive god igen.
Men jeg har også pressede dage, hvor jeg har en plageånd hængene med lyd på i hvert bukseben, og de ikke er til at sprælle af sig. Hvor jeg til sidst har "smidt dem ud", ligesom du også beskrev. For man kan simpelthen ikke holde det ud i længden.
Jeg syntes det er okay, at de har temperament og udtrykker vrede, utilfredshed eller at de bliver sure og kede af det. Men de skal bare forstå, at det ikke ændrer ens holdning, at "nej" stadig er "nej", og at det stadig er den voksne som bestemmer. Så de kan hyle og vræle og sparke omkring sig ligeså tosset de vil. Men det gør ikke, at man overgiver sig, fordi de får et flip. Og det er okay at blive sur, mn så må man gå ind til sig selv, hvis det skal foregå så højlydt, at det er urimeligt for alle andre at skulle se og høre på.
Som sagt så kan jeg nogle gange (men mere undtagelsen end reglen), nå at snakke Bianca ud af det, eller aftale at hvis vi først gør "dit" så kan vi BAGEFTER gøre "dat", så vi indgår et slags kompromis. Og det er hun rimelig god til. Men nogle gange, så er det bare som om at hørelsen forsvinder, og der slet ikke er mulighed for at skabe kontakt, når først de kære hidsige små TROR at de ved, hvad man vil dem... Så snakker man for døve ører, og de har allerede sat sirenen igang.
Så er det bare om at stoppe de visuelle ørepropper i, og fortælle sig selv, at man er en god mor, og at man gør sig selv en tjeneste ved at kunne rumme dem, og ikke overgive sig, selvom de er ved at køre én helt derud, hvor man kunne ruske og råbe, og smide sig og té sig ligeså latterligt tosset som ens barn!
