Mor "syg" dreng på 8 måneder

Low skriver:

Ja det er lige hvad min søn er .

Arh men det er jo helt vildt. Hvis han leger på gulvet imens jeg sidder i nærheden og holder øje evt så er der ingen problemer. Men hvis jeg lige skal ud i et andet rum, lige hurtigt, så bliver han total ulykkelig. Hans far og jeg er ikke sammen men han ser stadig sin far en gang imellem. Hvis han sidder sammen med sin far og leger og jeg går på toilettet eller et andet rum, så begynder han også at blive ulykkelig og hvis jeg tager ham op, så er det intet. Sådan bliver det bare ved. Han skal bare have mig hele tiden og jeg skal være der hele tiden. Hvis han leger et sted på gulvet og jeg skal noget i 4 sek hvor han ikke kan se mig så løber jeg nærmest så han ikke når at se det. Det har nok stået på i 14 dage eller sådan noget og kom ligepludselig eller når jeg tænker mig om begyndte det lidt efter han blev rask efter han var syg med 39,5 i feber. Og i må ikke misforstå mig, jeg vil gerne være der for min søn, beskytte ham og give ham alt hvad han har bryg for for jeg elsker ham jo men jeg kan bare ikke rigtig gøre så mange ting uden han vil være der. Jeg håber i forstår hvad jeg mener..

Er det meget normalt det her?

Sofie startede omkring de 7 mdr. med at være mor-dårlig..!! og det er bestemt ikke blevet bedre...

hun ser sin far engang imellem når han kommer på besøg, og så er der intet, hvis bare ikke hun får øje på mig mens de leger (eller min nuværende kæreste)

men nu er hun 1½ og kan begynde at gå med mig når jeg skal noget... ja, selv når jeg skal tisse skal hun altså med mig.... (så er hun begyndt at sætte sig på potten uden ble samtidig)

det kan da godt være lidt træls engang imellem.... men sofie synes det er hyggeligt at have mig lige ved hånden hele tiden... så en dag går det jo nok væk igen

Sådan har Oliver også haft det - og har det stadigvæk, hvis han opdager jeg går i vaskerummet fx, så er der dømt gråd og tårer til den store guldmedalje Det er helt normalt!

Low skriver:

Ja det er lige hvad min søn er .

Arh men det er jo helt vildt. Hvis han leger på gulvet imens jeg sidder i nærheden og holder øje evt så er der ingen problemer. Men hvis jeg lige skal ud i et andet rum, lige hurtigt, så bliver han total ulykkelig. Hans far og jeg er ikke sammen men han ser stadig sin far en gang imellem. Hvis han sidder sammen med sin far og leger og jeg går på toilettet eller et andet rum, så begynder han også at blive ulykkelig og hvis jeg tager ham op, så er det intet. Sådan bliver det bare ved. Han skal bare have mig hele tiden og jeg skal være der hele tiden. Hvis han leger et sted på gulvet og jeg skal noget i 4 sek hvor han ikke kan se mig så løber jeg nærmest så han ikke når at se det. Det har nok stået på i 14 dage eller sådan noget og kom ligepludselig eller når jeg tænker mig om begyndte det lidt efter han blev rask efter han var syg med 39,5 i feber. Og i må ikke misforstå mig, jeg vil gerne være der for min søn, beskytte ham og give ham alt hvad han har bryg for for jeg elsker ham jo men jeg kan bare ikke rigtig gøre så mange ting uden han vil være der. Jeg håber i forstår hvad jeg mener..

Er det meget normalt det her?

Det lyder HELT normalt  Og jeg kan hilse at sige, at Nicolaj stadig er sådan - selvom han er 10,5 mdr  Hans far og jeg er sammen, så han ser sin far hver dag - men uh, han er ikk nær så "god" som Mor og det er sgu lidt irriterende  

Er det ikk også et "tigerspring" ? Starter vist med den slemme seperationsangst fase omkring de 8-9 måneder så vidt jeg ved

Hvis Søren sidder med  ham om aftenen i sofaen fx og jeg er i et andet rum eller køkkenet, så ka han godt "glemme mig lidt".. men hvis bare jeg går igennem stuen - så pjevser han, kigger efter mig, prøver at komme væk fra far... SUK! Det er altså lidt træls også for min mand

Men nu er han så begyndt at møve kravle - så han ka følge lidt efter mig - så går der mere tid med at prøve at følge med, end at tude over jeg er gået i et andet rum.. så tror det blir bedre når de ka komme frem selv

Gittemor09 skriver:

Sofie startede omkring de 7 mdr. med at være mor-dårlig..!! og det er bestemt ikke blevet bedre...

hun ser sin far engang imellem når han kommer på besøg, og så er der intet, hvis bare ikke hun får øje på mig mens de leger (eller min nuværende kæreste)

men nu er hun 1½ og kan begynde at gå med mig når jeg skal noget... ja, selv når jeg skal tisse skal hun altså med mig.... (så er hun begyndt at sætte sig på potten uden ble samtidig)

det kan da godt være lidt træls engang imellem.... men sofie synes det er hyggeligt at have mig lige ved hånden hele tiden... så en dag går det jo nok væk igen

Så håber jeg da at jef kommer til at vænne mig til det . Kan godt læse på det hele at det tager noget tid før det gåt væk igen .

Min søns far begyndte så snakke om at grunden til at han var sådan var fordi jeg var en pyldermor

Snuffler25 skriver:

Det lyder HELT normalt  Og jeg kan hilse at sige, at Nicolaj stadig er sådan - selvom han er 10,5 mdr  Hans far og jeg er sammen, så han ser sin far hver dag - men uh, han er ikk nær så "god" som Mor og det er sgu lidt irriterende  

Er det ikk også et "tigerspring" ? Starter vist med den slemme seperationsangst fase omkring de 8-9 måneder så vidt jeg ved

Hvis Søren sidder med  ham om aftenen i sofaen fx og jeg er i et andet rum eller køkkenet, så ka han godt "glemme mig lidt".. men hvis bare jeg går igennem stuen - så pjevser han, kigger efter mig, prøver at komme væk fra far... SUK! Det er altså lidt træls også for min mand

Men nu er han så begyndt at møve kravle - så han ka følge lidt efter mig - så går der mere tid med at prøve at følge med, end at tude over jeg er gået i et andet rum.. så tror det blir bedre når de ka komme frem selv

Jeg ved ikke så meget om de tigerspring der men det lyder meget rigtig det du fortæller der . Min Alexander kan godt og han kravler også efter mig men ofte bliver han bare ked af det.

Det er godt læse at det ikke er mig som har gjort noget forkert . Hans far siger at det er fordi jeg er alt for pyldermor

Low skriver:

Så håber jeg da at jef kommer til at vænne mig til det . Kan godt læse på det hele at det tager noget tid før det gåt væk igen .

Min søns far begyndte så snakke om at grunden til at han var sådan var fordi jeg var en pyldermor

jeg skal stadig vænne mig til det... for hvis man liiige skal noget i 2 sek. glemmer man altså at man har et pyldret barn der græder med det samme...!!

jeg synes nu ikke selv jeg er pyldret på nogle områder... nogle børn har bare brug for den tryghed af forskellige årsager...

men man kan da håbe at det bliver bedre med tiden

Low skriver:

Dét var rart at læse . Min søns far og jeg var nemmelig ved at gå ud af vores gode skind igår da det var ret slemt

Godt at høre at det hjalp lidt Kan anbefale dig at købe bogen "vidunderlige uger" - deri kan du bl.a. læse det jeg skrev til dig, men også om det næste tigerspring, som er når hun er 37 uger og er kategoriernes verden. Man kan bl.a læse flg.

" Barnet foretager nu metodiske undersøgelser af verden. Samler bittesmå genstande op fra gulvet, prøver at forstå de ting, det ser. Det vil mase en banan, prøve hvordan spinat og kartoffelmos føles mellem fingrene, blande det sammen - bare for at se det ske! Barnet er mere koncentreret, alvorligt, roligt og er ved at opdage, at forskellige ting hører under samme kategori: En lille gul hest på en tegning er i samme kategori som en stor sort hest på et fotografi, etc. "

Low skriver:

Ja det er lige hvad min søn er .

Arh men det er jo helt vildt. Hvis han leger på gulvet imens jeg sidder i nærheden og holder øje evt så er der ingen problemer. Men hvis jeg lige skal ud i et andet rum, lige hurtigt, så bliver han total ulykkelig. Hans far og jeg er ikke sammen men han ser stadig sin far en gang imellem. Hvis han sidder sammen med sin far og leger og jeg går på toilettet eller et andet rum, så begynder han også at blive ulykkelig og hvis jeg tager ham op, så er det intet. Sådan bliver det bare ved. Han skal bare have mig hele tiden og jeg skal være der hele tiden. Hvis han leger et sted på gulvet og jeg skal noget i 4 sek hvor han ikke kan se mig så løber jeg nærmest så han ikke når at se det. Det har nok stået på i 14 dage eller sådan noget og kom ligepludselig eller når jeg tænker mig om begyndte det lidt efter han blev rask efter han var syg med 39,5 i feber. Og i må ikke misforstå mig, jeg vil gerne være der for min søn, beskytte ham og give ham alt hvad han har bryg for for jeg elsker ham jo men jeg kan bare ikke rigtig gøre så mange ting uden han vil være der. Jeg håber i forstår hvad jeg mener..

Er det meget normalt det her?

Det er præcis som min søn, han fylder 8 mdr her den 13/3.. Det er lige som du beskriver det! Men tror det er en periode de skal igennem lige i denne alder ( seperationsangst - har jeg læst mig frem til ).. Og for nogen er det værre end andre.

Men jeg kan heller ikke gå nogen steder unden at han blir viildt ked af det. Men nu møver han sig rigtig meget omkring, og hvis jeg lukker børnegitteret op og lader ham møve sig efter mig så er det helt ok, så er han faktisk lidt ligeglad med hvor mor er henne..

Kan din Alexander kravle / møve?

Okay, fik så lige læst det hele og ser at snuffler og jeg i store træk har skrevet det samme.. hehe. sorry.

HMM tror han mangler din tryghed i nogen periode. måske to det hårdt på ham at være syg. mit forslag giv ham din fulde tid pg prøv til jævnligt med at gå og snak mens du går et skridt væk, endu et osv. og sig du væk lidt prøv lad ham grade bare lidt måske ser han når det da egenlig ok mor ikke lige er er her i 5min. prøv til men ver der for ham bare mit forslag.

 

hilsen nanna