så fik jeg svar, blanede føleser

DLM skriver:

Det mår være frygteligt at skulle leve sådan i frygt, jeg er virkelig ked af det på dine vegne.

sådan som han har behandlet dig, truet dig osv. vil jeg ikke mene de synes han skal se ham, ellers er der et eller andet rivende galt i den kommune.

men jeg vil råde dig til at søge professionel hjælp til det du går rundt og bærer på. Det hjælper at snakke, tro mig det hjælper. det kan godt tage meget lang tid, men du skal nok finde lys for enden af tunnelen.

ar bare altid gerne ville klare mig selv, men det der nok mest spiller ind er at jeg ikke kan åbne mig, og vil føle mig dum og sidde der og ikke vide hvordan jeg skal starte med at åbne mig

Åhh gud nej altså... Føler virkelig med dig, det jo helt forfærdeligt det han har udsat dig for...

Jeg synes du skal se om du ikke kan få åbnet lidt op over for din læge, og så få en henvisning til en psykolog, for du bliver nød til at få det bearbejdet hvis du skal få det rigtig godt igen, og sådan noget kræver ofte proffesionel hjælp, og især skal du have hjælp til at forstå, at det på ingen måde er din skyld...!!!

Som flere af de andre også har skrevet, så tror jeg heller ikke du skal frygte at han får samværd med jeres søn, ikke når du har anmeldt ham for de ting du har, og han oven i købet er blevet dømt, det jo ikke lige frem småting.

Jeg ønsker dig og din søn alt det bedste  i fremtiden.

Stort knus

tazz skriver:

Det kommer desværre så meget an på den sagsbehandler man får. Min venindes ex tæver børnene når de er hos ham, og selvom han har erkendt det (han rev sin søns øre halvt af), må hun IKKE nægte at udlevere børnene, fordi han fra start af havde samvær. Ellers henter han dem bare med politiet.

Vi var selv i statsamtet med mine papunger som bor fast hos os, og der fik vi at vide, at så længe du har bopælsretten så bestemmer du, og så er det op til ham at gå i statsamtet og få samvær igennem. Det vil hjælpe dig, at han skal søge om det, og sørg så for, at notere alt om ham fremover - stoffer, druk osv osv, så du har konkrete ting til en evt. retssag. Det gør vi, i tilfælde af at hun søger konkret samkvem eller om bopælsret.

Må jeg spørge om noget? Hvorfor ville du have slet fast om det var ham der var faren? Ville det ikke have været nemmere at 'glemme' at fortælle om ham så han ikke havde ret til noget den vej? Eller er der noget jeg ikke tager højde for?

 til dig

nu om dage skal man fortælle hvem faren er, og han var med til første lægebesøg så kunne ikke sige at jeg ikke vidste hvem det var, det var ham der ville have lavt prøver og sådan ikek mig,

man kan ikke skrive ukendt med fadere mere, desværre må jeg devsærre sige.

så ike med min gode vilje

Lotus86 skriver:

Åhh gud nej altså... Føler virkelig med dig, det jo helt forfærdeligt det han har udsat dig for...

Jeg synes du skal se om du ikke kan få åbnet lidt op over for din læge, og så få en henvisning til en psykolog, for du bliver nød til at få det bearbejdet hvis du skal få det rigtig godt igen, og sådan noget kræver ofte proffesionel hjælp, og især skal du have hjælp til at forstå, at det på ingen måde er din skyld...!!!

Som flere af de andre også har skrevet, så tror jeg heller ikke du skal frygte at han får samværd med jeres søn, ikke når du har anmeldt ham for de ting du har, og han oven i købet er blevet dømt, det jo ikke lige frem småting.

Jeg ønsker dig og din søn alt det bedste  i fremtiden.

Stort knus

mange tak,

er desværre meget dårlig til at åbne op, har prøvet på at glemme det, men den samme film kører i mit hovede konstant, ,

men må nok bøje mig og tage til  lægen og få det sagt, vil prøve ihvertfald

jeg følte mig også rigtig dum føreste gang jeg sad og skulle snakke med en psykolog, og det kan sagtens tage tid at komme til det punkt hvor man kan snakke med personen om det man gerne vil, men så tager det den tid.

nogle gange må man kaste håndklædet og indrømme over for sig selv, at man måske ikke altid kan klare tingene alene, selv om man gerne vil. jeg er stædig som et æsel og det tog mig lang tid at indrømme.

Anonym skriver:

ar bare altid gerne ville klare mig selv, men det der nok mest spiller ind er at jeg ikke kan åbne mig, og vil føle mig dum og sidde der og ikke vide hvordan jeg skal starte med at åbne mig

DLM skriver:

jeg følte mig også rigtig dum føreste gang jeg sad og skulle snakke med en psykolog, og det kan sagtens tage tid at komme til det punkt hvor man kan snakke med personen om det man gerne vil, men så tager det den tid.

nogle gange må man kaste håndklædet og indrømme over for sig selv, at man måske ikke altid kan klare tingene alene, selv om man gerne vil. jeg er stædig som et æsel og det tog mig lang tid at indrømme.

må jeg spørge om noget?

hvordan starter man en samtale ved en psykolog?

Anonym skriver:

mange tak,

er desværre meget dårlig til at åbne op, har prøvet på at glemme det, men den samme film kører i mit hovede konstant, ,

men må nok bøje mig og tage til  lægen og få det sagt, vil prøve ihvertfald

Det er aldrig let at skulle snakke om sådan nogle ting, specielt ikke når man føler som du gør, men jeg er sikker på, at du vil få det bedre bagefter, det er altid en befrielse af få snakket om sådan nogle ting, også selvom det er super hårdt.

Lotus86 skriver:

Det er aldrig let at skulle snakke om sådan nogle ting, specielt ikke når man føler som du gør, men jeg er sikker på, at du vil få det bedre bagefter, det er altid en befrielse af få snakket om sådan nogle ting, også selvom det er super hårdt.

må hellere også ringe til lægen mandag,

mange tak for hjælpe

Anonym skriver:

må hellere også ringe til lægen mandag,

mange tak for hjælpe

Det var så lidt

Anonym skriver:

må jeg spørge om noget?

hvordan starter man en samtale ved en psykolog?

selvfølgelig.

jamen hende jeg f.eks snakkede med, startede med at snakke om noget helt andet end det jeg var der for. hun startede med at spørge om jeg ville ha te eller kaffe og fortalte at bageren nede på hjørnet havde de bedste kanelsnegle hun fik mig til at føle godt til pas inden at vi ligesom begyndte at småsnakke om alt muligt indtil at jeg kunne fortælle hvad jeg havde på hjerte og få det beabejdet. det tog tid men det hjalp.