[citat][f][småt]linemus skriver:[/småt][/f]
[citat][f][småt]birgittemarie skriver:[/småt][/f]
Hvordan gik begravelsen søde Line?[/citat]
Tak, BM, det gik vel godt nok. Det var bare meget hårdere, end jeg havde regnet med, men hun var også en utroligt vellidt dame og højt elsket af alle børnebørn (og hun elskede os ligeså højt tilbage), så vi tudede næsten om kap, selvom hun blev 93 år og havde nogle meget sølle år tilsidst. Så det var godt hun fik fred, men man står pludselig og får det ene gode minde efter det andet, og selv om den tid har været passé længe, så er det jo nu definitivt slut.
Det var så lidt ubehageligt, at vi sad helt oppe langs med kisten, og jeg følte mig meget udstillet over for alle de fremmødte i kirken - havde lyst til at kravle ned og gemme mig under en dyne, så jeg kunne tude i fred. Og bagefter skulle de alle sammen give hånd og kondolere. Jeg blev så overvældet over alle de mennesker, der var mødt frem, at jeg tudede igen.
Jeg ved ikke helt, hvorfor det rørte mig SÅ meget, for har næsten lige været til min morfars begravelse, hvor jeg godt kunne styre mig. Men, tænker også at det jo var min fars mor - min far, som jeg heller ikke har mere, og nu er der kun min onkel tilbage på den side. Og så er jeg af en eller anden grund lidt skrøbelig for tiden (pylret, ville Kasper nok sige).
Bagefter smørrebrød m.m. var vi henne i hendes lejlighed, hvor jeg (som arving) skulle vælge, hvad jeg gerne ville have af ting, så de kunne få ryddet op. Også det var ret ubehageligt, og jeg følte et stort pres af at være i centrum. Ikke at jeg overhovedet vil lægge skyld på min familie, for de er de sødeste og rareste mennesker, så på den måde er det godt, at det ikke er noget problem at dele imellem os. Men jeg var helt baldret, da vi kørte hjem. Skal derned igen på fredag og hjælpe med oprydning, så jeg får kørt noget i denne uge.
Tak fordi du spurgte, det blev vist en længere udredning, men så kom jeg af med det :)
Knus Line[/citat]
Åh, jeg kan godt forstå dig. Jeg var også helt ødelagt, da min farmor døde og hun blev 92, men er du gal, jeg græd, fra jeg fik det at vide og 1 år frem... I aftagende grad naturligvis, men alligevel ;)
Kom lige til at opleve det hele igen, da jeg læste det, du skrev, for det mindede så meget om, hvordan jeg havde det, da hun døde. :'( Hold op, hvor jeg græd i kirken.
Og bagefter, da jeg endelig havde fået mig løsrevet fra at stå og stirre tomt efter bilen, der kørte væk med hendes kiste, gik jeg sammen med Michael hjem til hendes hus, fordi jeg trængte til frisk luft - og cola. Sørme om så ikke ligbilen kørte forbi med hendes kiste, som jeg tydeligt kunne se stå derinde under bårebuketterne og den kørte den samme vej, som vi gik. Vejen hjem til hende, hvor jeg havde gået fra jeg var en lille pige sammen med hende tusind gange. Nej, hvor var jeg kvæstet. Alle de minder, der dukker op, alle de oplevelser, som man aldrig skal have sammen med dem igen. :'( Øv.
Men puha, jeg kan sørme i sær godt forestille mig, at det må være ekstra strengt for dig, når du heller ikke har din far længere :'(
Uanset at det sker for os alle før eller senere må det være fuldstændigt gennemgribende rædselsfuldt at miste sine forældre, men da især så al, al for tidligt. Kræft er en lortesygdom.
Er du enebarn oven i købet? Når du var eneste arving, tænkte jeg.
Øv, hvor jeg føler med dig.
Og neej, hvor er jeg glad for, at du kommer alligevel på lørdag (L)
Kæmpe knus fra Birgitte
Anmeld
