birgittemarie skriver:
Hvordan gik begravelsen søde Line?
Tak, BM, det gik vel godt nok. Det var bare meget hårdere, end jeg havde regnet med, men hun var også en utroligt vellidt dame og højt elsket af alle børnebørn (og hun elskede os ligeså højt tilbage), så vi tudede næsten om kap, selvom hun blev 93 år og havde nogle meget sølle år tilsidst. Så det var godt hun fik fred, men man står pludselig og får det ene gode minde efter det andet, og selv om den tid har været passé længe, så er det jo nu definitivt slut.
Det var så lidt ubehageligt, at vi sad helt oppe langs med kisten, og jeg følte mig meget udstillet over for alle de fremmødte i kirken - havde lyst til at kravle ned og gemme mig under en dyne, så jeg kunne tude i fred. Og bagefter skulle de alle sammen give hånd og kondolere. Jeg blev så overvældet over alle de mennesker, der var mødt frem, at jeg tudede igen.
Jeg ved ikke helt, hvorfor det rørte mig SÅ meget, for har næsten lige været til min morfars begravelse, hvor jeg godt kunne styre mig. Men, tænker også at det jo var min fars mor - min far, som jeg heller ikke har mere, og nu er der kun min onkel tilbage på den side. Og så er jeg af en eller anden grund lidt skrøbelig for tiden (pylret, ville Kasper nok sige).
Bagefter smørrebrød m.m. var vi henne i hendes lejlighed, hvor jeg (som arving) skulle vælge, hvad jeg gerne ville have af ting, så de kunne få ryddet op. Også det var ret ubehageligt, og jeg følte et stort pres af at være i centrum. Ikke at jeg overhovedet vil lægge skyld på min familie, for de er de sødeste og rareste mennesker, så på den måde er det godt, at det ikke er noget problem at dele imellem os. Men jeg var helt baldret, da vi kørte hjem. Skal derned igen på fredag og hjælpe med oprydning, så jeg får kørt noget i denne uge.
Tak fordi du spurgte, det blev vist en længere udredning, men så kom jeg af med det :)
Knus Line
