Ja, jeg kom jo til baby.dk efter jeg havde født Lasse, men efter at have set at andre ligger deres beretning op "forsinket", tænker jeg om der mon også er plads til min? Nu hvor jeg er faldet pladask for baby.dk og er blevet små afhængig af stedet 
Først og fremmest - min fødselsberetning er rigtig lang... så tak til jer der får jer tygget igennem den... så få lige hentet en kop kaffe inden i begynder
Det har været et rigtig hårdt forløb - nok også derfor den er så detaljeret
Torsdag d.6/5 – 2010.
Jeg mødte op på Horsens sygehus kl.9, hvor jeg lige fik taget blodprøver, og skulle derefter så gå op på fødegangen til kontrol.
Jeg fik målt mit blodtryk, som stadig var for højt og fik kørt en kurve på bettemand.
Så kom der en læge ind og opsummerede mine symptomer og han synes det ville være bedst at igangsætte mig, jeg havde jo forhøjet blodtryk, sløret syn, vand i kroppen, stor vægtøgning på kort tid og æggehvide stof i urinen (+3) – som jo er symptomerne på svangerskabsforgiftning.
Sikke en sten der forsvandt fra mit hjerte!
Så blev jeg mærket forneden og jeg var fuldstændig lukket, jeg fik lagt en stikpille op kl.10.30 og fik så en ny aftale om at komme igen kl.18.00 hvor jeg ville få lagt en ny stikpille op, for en igangsættelse kan jo godt tage flere dage.
Jeg tager derefter hjem igen og slapper af, ca. kl. 13.00 der ligger jeg mig på sofaen for at hvile mig lidt og lige så langsomt begynder jeg at kunne mærke noget, en slags murren som godt kan sammenlignes med menstruations smerter.
Det er dog til at tackle og det var også sådan man skulle have det, så jeg tænkte at det var da dejligt at der sker noget.
Omkring kl. 16.00 begynder jeg at få rigtig ondt, ”veerne” kommer hele tiden, måske med en pause på 30 sekunder og de gør mega ondt, jeg kampsveder af smerte og har en kæmpe uro i kroppen og har følelsen af at jeg skal tisse og lave stort hele tiden.
Ca.kl.17.00 kan jeg ikke holde det ud mere, så jeg ringer ind til fødegangen og fortæller hvordan jeg har det, og de synes da, at jeg bare kan komme derind hvis jeg er utryg, men de synes nu at det lød meget normalt sådan som jeg havde det.
Vi kører så derind med det samme og jeg bliver taget imod af en jordemoder og en jordemoderstuderende, og jeg får jeg kørt en kurve, får taget blodtryk og bliver lagt ned – da jeg har så utrolig meget ondt, herefter bliver jeg mærket efter om jeg har åbnet mig, og det har jeg overhovedet ikke! Og jeg bliver mærket efter 2 gange – først af jordemoderen og derefter jordemoderstuderende – jeg skulle virkelig tage mig selv i at have god tålmodighed til en studerende når jeg havde så ondt som jeg havde, men hun skal jo også lære.
Det viser sig dog "kun" at være pilleveer, modbydelige og ondskabsfulde og komplet uduelige...
Efter ca. 1 times tid bliver jeg vist hen til en dejlig ene mands stue hvor Michael også kunne være, og så får jeg et skud morfin i ballen til at slappe af på, det må man nemlig godt få, hvis ikke man har hensigt til at føde indenfor 4 timer.
De næste 4 timer er så vidunderlige, Michael tager ned til en kammerat og får noget at spise og imens får jeg sovet, jeg er nemlig smertefri – dog mærker jeg en ve ca. hvert 8. minut, men ikke noget jeg vil sige av over, men jeg er jo også smertelindret af morfin.
Kl.23.00 er Michael tilbage og vi reder en madras op på gulvet ved siden af min seng, og så ligger vi og hygge sludrer lidt – jeg har stadig ingen smerter.
Fredag D.7/5 – 2010.
Kl.00.05 ville jeg lige rykke mig lidt op i sengen og så gav det et lille ryk i underlivet og jeg kunne ligesom mærke der var noget der ”gik”, og så skyllede vandet ellers ud af mig, og der kom meget. 
Jeg kiggede på Michael og sagde ”vandet gik lige”, og han kom helt op og køre og han vågnede helt op, skyndte sig at komme i tøjet og i mellemtiden havde jeg ringet efter en jordemoder som kom, og de tjekkede lige og kunne bekræfte at det var fostervandet der var gået, og det så fint ud, dejligt klart.
Michael ringede til min mor og sagde det, men hun ville lige afvente indtil jeg fik veer.
Der gik præcis 2-3 minutter, så væltede veerne ind, de varede omkring 1 minut og de gjorde så ondt – jeg koncentrerede mig så meget om min vejrtrækning og kæmpede for at puste ud – puste ind.
De mærkede så efter hvordan min livmoder var, og den var helt blød, men jeg var stadig helt lukket, men de ville lige finde en fødestue til mig.
Jeg bad Michael om at ringe til min mor igen, så hun kunne nå at være med, jeg tog dog røret fra Michael og så spurgte min mor om veerne gjorde ondt? Ja sagde jeg, og i samme øjeblik kom der en ve, så Michael fik røret igen, og så gik det ligesom op for min mor, at det var altså nu – hun havde en forestilling om, at det ville tage flere timer.
Jeg blev flyttet over i en kørestol og blev flyttet ind på fødestue nr.5, og inden jeg ville ligge mig på briksen, stillede jeg mig op og sagde til Michael at han lige skulle knipse et par billeder af mig, for jeg ville altså have før billeder! 
Ikke særlig nemt at stå og få taget billeder når man har veer.
Da jeg fik lagt mig, kom de ind og lagde drop på mig, og så blev der sat en måler på bettemands hoved til at måle hans puls osv.
Ca. 20 minutter efter kommer der en læge ind og fortæller mig, at deres vurdering af min situation er, at jeg skal have lavet et kejsersnit, da bettemand ikke har det godt inde i min mave, mine veer er alt for hårde ved ham, jeg kigger op på kurven og kan godt se hans puls og det kører dårligt.
Det skal lige siges, at det som jeg har absolut ikke har villet medmindre det var strengt nødvendigt var kejsersnit, rygmarvsbedøvelse og få lagt kateter, de tre ting har jeg bare haft det skidt med og ville allerhelst undgå det hvis jeg kunne. 
Så da de kom og sagde at jeg skulle have foretaget et kejsersnit brød jeg fuldstændig sammen, jeg græd og græd og kunne ikke koncentrere mig om min veer mere, der var så mange ting der fløj igennem mit hoved der, men da det jo var livsvigtigt for bettemanden måtte jeg jo gennemføre det.
Så kom de andre ting lige i hælene, at jeg også skulle have lagt rygmarvsbedøvelse – dvs. jeg skulle være vågen under kejsersnittet – okey, nu hylte jeg endnu mere, spurgte dem om jeg ikke godt måtte komme i fuld narkose, kunne næsten ikke bære at være vågen også, men jeg måtte ikke komme i fuld narkose pga. mit høje blodtryk. (190/125)
Så kom den sidste ting, ja, jeg skulle jo også lige have lagt kateter, nej, nej, nej, nu græd jeg først, veer og smerte helvede og de meldinger, det kunne jeg bare ikke rumme, jeg fik så fremstammet, om jeg ikke godt kunne få lagt kateteret når jeg havde fået rygmarvsbedøvelsen, for så kunne jeg da ikke mærke det? Men nej det kunne de ikke vente på, men efter 2-3 forsøg, måtte de jo så erklære at jeg har muskler i mit urinrør, for lukket det var der, så jeg måtte alligevel vente med at få det lagt. 
Michael fik smidt et sæt sygehus tøj hen til sig og blev bedt om at klæde om, han var helt stille og vidste næsten ikke hvad han skulle gøre, men han skiftede om, og da de så begyndte at køre mig væk fra fødegangen, kiggede jeg på Michael og spurgte ham ”Er du klar?”, der så han bare fuldstændig forskrækket ud og rokkede hovedet fra den ene side til anden side – hvilket var et nej, det her gik alt for stærkt. 
Jeg græder stadig, og kan slet ikke holde alt det her ud og kan ikke finde ro, men jeg bliver kørt ned på operationsgangen hvor jeg så skal ligges over på en anden briks, da jeg kommer derover, skal jeg op og sidde, for nu skal jeg have lagt epidural bedøvelsen, nøj hvor er jeg nervøs, jeg græder og ryster, og imens fumler de med at spritte mig af på ryggen. Sætter alle mulige dimser på mit drop og sprøjter noget ind, og imens der tænker jeg ”jeg slipper ikke, det her skal overstås, så slap af og få det overstået”, jeg spørger herefter lægen der står foran mig, om jeg må sætte mit hoved ind på hans mave og holde om ham, og han knuger mig ind til ham, og jeg slapper af, og så mærker jeg de to prik i min ryg, og vupti, så er den lagt, og de får lagt mig ned i en fart, og så går det ellers stærkt med at få dækket mig ind, få lagt mig ordentligt, og det eneste jeg lige ligger mærke til er, at mine ben summer og der går næsten ingen tid, så kan jeg intet mærke fra brystkassen og ned efter – VOLDSOMT, og mine veer.. de der voldsomme vamle veer, de er væk.. jeg spørger nu efter Michael, jeg vil have ham ved mig, og han kommer hen og sidde ved min side, han er ligeså chokeret som jeg, men han roser mig og siger at jeg gør det godt, og jeg er så dygtig og det er så flot, og nu sker det, og prøver at snakke med mig. (Jeg har nok bare verdens dejligste kæreste - sikke en støtte han var!!!) 
Pludselig mærker jeg hvordan de roder rundt i mig, og bakser med min mave, virkelig underlig følelse må jeg indrømme, og han kommer ud af min mave kl.2.14, jeg får set ham meget kort inden han bliver taget med ud bagved, de beder Michael om at gå med derud.
Han vejer 2400g. og er 49cm. Lang.
Jeg ligger og venter på et skrig, men der kommer intet, hvorfor græder min dreng ikke? Jeg vil bare ud til ham, men kan ikke da de jo er i gang med at sy mig. 
Michael kommer ind efter et par minutter, med et par tårer ned af kinderne, han kunne ikke holde ud af at se på det derude, bettemand var blevet født med en apgar score på 0,5 hvilket er temmelig ringe, han var rigtig dvask og kunne ikke trække vejret selv, og hans reflekser virkede ikke, og var meget afkræftet, Michael synes det var for hårdt at kigge på, og var rigtig bange for at nu mistede vi ham.
Han gik dog ud efter et par minutter igen, og der var der begyndt at komme liv i ham, hans reflekser var begyndt at virke, og jeg tror vidst jeg hørte et lille skrig fra ham. Hans apgar score var nu på 5-7 stykker.
Jeg bliver syet sammen og efter det kommer jeg ud og ser lige bettemand hurtigt, får aet hans hånd inden de kører mig væk fra ham, for jeg skal ned på opvågningen.
Får at vide at han skal overflyttes til Randers, og der er et børneteam på vej deroppe fra, som skal hente ham.
Da jeg kommer ud fra rummet, ser jeg min mor og moster stå der, og min mor får tårer i øjnene med det samme hun ser mig og det samme gør jeg, og hun forsøger at komme hen til mig, men ”fagfolkene” giver hende ikke rigtig plads, og hun bliver nødt til at spørge om hun lige må sige hej til mig, og så lader de hende lige komme hen til mig, hun giver mig et kæmpe knus og jeg begynder at hyle igen, det var så hårdt det her, og straks begynder de bare at køre mig væk, og jeg havde faktisk mere behov for lige at sige mere hej og få et knus, men næh nej, bliver bare kørt derned.
Da jeg ankommer nede på opvågningen omkring kl.3.00 er de igen utrolig uhøflige overfor min mor og moster, jeg har behov for at de kommer ind til mig, da jeg er sønderknust over denne her oplevelse, men de skubber dem udenfor, og jeg må til sidst sige til sygeplejersken at jeg har et BEHOV for at de er hos mig, og så lukker de dem ind, men de er ikke helt glade for det.
På et tidspunkt vil de smertedække mig, og så får jeg sprøjtet noget morfin ind i mit drop, og der går ikke 5 sekunder før jeg får kvalme og jeg spørger så ”er det normalt man får kvalme af det her?” og så blev der ellers hentet en brækpose som jeg brækkede mig helt vildt i, ikke nemt at brække sig når man ligger ned! 
Omkring kl.4.30 tager min mor og moster så hjem igen, de vil helst have vi får noget hvile.
Da kl. er ca.5.00, kommer der en masse læger ned til mig sammen med bettemand, som nu ligger i kuvøse med en masse slanger på sig, de ville lige give mig mulighed for at sige hej til ham, inden de kørte ham til Randers, og hvor var det fantastisk lige at se ham, de åbnede kuvøsen så jeg kunne røre ved ham, og tårerne trillede ned af kinderne på mig.
De var der nok en 10 minutter, og fortalte at de nok skulle tage sig godt af ham. Og da de kører med ham græder jeg som en vanvittig, for jeg vil have min dreng hos mig og hele forløbet sidder bare så meget i mig på det her tidspunkt.
Heldigvis får jeg kort tid efter et skud morfin, som gør at jeg går kold og sover et par timer.
Michael modtager efter et stykke tid en sms fra en af lægerne fra det børneteam hvor der står, at de nu er ankommet til Randers sygehus med vores søn, og han har det godt, det var utrolig dejligt at få at vide, så man ligesom vidste at han var nået frem.
Tiden går, og vi venter på hvad der skal ske med mig, jeg sover en del, pga. det morfin jeg får, det slår mig helt ud, Michael sidder og sover i en stol ved siden af mig, oplysninger omkring bettemand er meget begrænset og vi savner ham som en gal og er rigtig frustrerede over, at vi ikke er hos ham.
Jeg får at vide, at jeg muligvis skal blive på Horsens sygehus til overvågning i 72 timer pga. svangerskabsforgiftningen, og her bliver jeg rigtig ked af det, og kan ikke forstå hvordan de kan finde på at holde mor og barn adskilt i 72 timer, og jeg græder.
Heldigvis er der en jordemoder som har været ved min side helt fra starten af, som virkelig gør noget for mig, og hun gør alt hvad hun kan for, at få mig til Randers, og det lykkedes da også, men det der skal til nu, er bare at der kommer et hul i ambulance kørernes plan, så de kan transportere mig derop.
Michael kører derop, da vi får at vide at ambulance folkene kommer inden for en time, og han er oppe ved bettemand omkring kl.14.00.
Tiden går og jeg hører intet, først da kl. er 15.15 ca. kommer de og henter mig, og jeg bliver kørt til Randers sygehus, og de to ambulance folk der var der, var utrolig søde ved mig.
Da kl. er omkring 16.30 ankommer jeg til Randers sygehus – omsider, og jeg kan ikke vente med at se min dreng, men jeg skal først lige tjekkes ind og over i en ny seng, og få nyt smertestillende.
Herefter bliver jeg kørt ned på neonatal afdelingen hvor bettemand er, og da jeg bliver kørt derind, ser jeg Michael sidde og holde vores dreng og jeg bliver så glad for at se ham.
Og her beslutter vi os for, at han er vores lille Lasse <3 
Og hvor var det en fantastisk følelse ENDELIG at få lov at holde min dreng i armene, og få en hud-til-hud kontakt med ham, og hvor er han dog bare lille. Han blev født kl. 2.14 og jeg fik først mulighed for at være sammen med ham kl.17 om eftermiddagen, aldrig har jeg oplevet noget der var så hårdt, at være væk fra sit barn så længe!
Vi var indlagt på Randers sygehus i en uge, og i de første mange dage var vi delt, Michael sov på patient hotellet, jeg var på barsels afsnittet, og Lasse var på neonatal afdelingen, det var rigtig, rigtig svært at være adskilt på den måde, og så var der jo så mig som bare ikke ville blive rask, mit blodtryk var så højt, og jeg måtte i flere omgange ikke komme ned til Lasse, så nogen gange gik der 6-.7 timer imellem jeg så ham! Amningen gik i vasken pga. dette, men jeg malker dog ud og så får han det via flaske, og dette fungerer rigtig godt.
De sidste par dage på sygehuset, fik det søde personale på barsels afsnittet, arrangeret at michael blev "indlagt" sammen med mig, så vi sov på samme stue - og Lasse blev udskrevet fra neonatal afsnittet og kom op til os. Så vi var samlet (OMSIDER!)
Nu manglede vi bare at jeg blev rask, og da vi nåede til fredag, fik vi at vide at jeg godt måtte komme hjem, men på betingelse af at jeg skulle stikke mig selv i låret hver dag med blodfortyndende medicin - fordi jeg var ved at få en blodprop i lungen.. Spørg lige om det er grænseoverskridende at skulle stikke sig selv.... men jeg gjorde det!! Hvad gør man ikke for at komme hjem!
Så fredag d.14 maj, der tog vi hjem, som en samlet familie, og det kører bare så herligt herhjemme og Lasse er bare så dejlig nem... og hvor er vi bare forelskede i ham 
Men den her oplevelse kommer til at tage tid at komme over, netop også derfor min FB er så lang.. jeg forsøger at komme ud med det hele, og jeg græder stadig når jeg tænker på det hele.
Tak fordi i har tygget jer igennem den, og beklager den er blevet så lang..... (håber da der er nogen der har gidet at læse den) ..
Det første billede er hvor de er igang med at få liv i ham, han er 11 minutter gammel der..
De to næste billeder er hvor han er i kuvøsen ca.2 timer gammel hvor han skal til og afsted til Randers.
De efterfølgende 2 billeder er forsoningen med Lasse og far og mig Så er der nogle billeder fra sygehuset og fra hjemturen, og så 1 hvor vi er hjemme, her er han 10 dage gammel og stadig så lille
