Livet er hårdt (Meget langt og hårdt)

jeg kan slet ikke finde  nogen ord, men sender dig en kæmpe krammer

Håber det bedste for din mor...håber at hun indser, at hun har brug for hjælp, for jer alle sammens skyld

Åh for pokker, hvor er jeg dog bare ekstremt ked af, at du må gå igennem det! Jeg synes det er meget skræmmende, at sundhedssystemet ikke vil tage et større ansvar for hende, blot fordi hun er i stand til at sige, at hun ikke vil gøre det igen, når hun tydeligvis igen og igen forsøger. Er der mulighed for, at de i det mindste kan påtvinge hende ekstra psykiatrisk hjælp? En god psykolog, et eller andet? 

Jeg er dog enig med det, som én længere oppe skriver. Jeg tror ikke, at hun seriøst vil tage livet af sig selv. Jeg tror, at er man seriøst med den slags, så ville man slet ikke tage piller, men vælge en hurtig og nem løsning, for de fleste ved efterhånden, at en pilleoverdosis resulterer i en meget langsom og smertefuld død, og hvis man virkelig vil forlade dette liv, så tror jeg det er de færreste der vælger den løsning for VIRKELIG at gøre det. Jeg tror det er rigtigt, at hun skriver om hjælp, men ikke magter at tage i mod den.

Du siger, at din papfar bliver smidt ud, selvom han bor dig. Sådan som jeg ser det, skal han ikke LADE sig smide ud. Hun har brug for hjælp, hun skal ikke være alene, og da det er hans hjem, har hun dybest set ikke ret til at smide ham ud, og derfor synes jeg at han bør blive uanset hvor banans hun går, fordi han også har et ansvar. Hvis han vel at mærke kan klare det ansvar.

Uanset hvad, så er der nogen her, der er nødt til at gøre noget, og det skal ikke være dig. Forstå mig ret, self. skal du støtte din mor, men det nytter ikke noget, at du bærer det kæmpe ansvar på dine skuldre, hvor det lader til du føler, at det er dit ansvar at holde din mor i live. Det er ingen tjent med!

Jeg håber, at i finder en løsning snart, for det er da også bare helt forfærdeligt synd, at hun har det sådan

Jeg sender dig et stort kram 

Mange mange tak for alle jeres søde svar :-)

Det varmer... Og ja, min mor hun råber virkelig på hjælp... og vi har undersøgt alt vi kan... politi, læger, endda hendes arbejde (social og sundhedsassistent).. og vi er på bar bund... det er så pisse hårdt, og jeg sidder bare konstant med tanken, om hvad hun dog laver nu, og jeg ville ønske hun ville lukke nogen ind

Stakkels lille Sabrina...med det store tapre hjerte.
Først får du et kæmpeknus, fra en mor til dig.
Hvor er det bare synd for dig.
Ja livet kan være hårdt..og er det tit, men du må være stærk. Ikke for din mor, men for dig.
Din mor er der kun en der kan hjælpe, og det er i realiteten hende selv. Med den lovgivning vi har, hvor pårørende ikke må gribe ind i den åhh så frie eksistens, hverken når man er blevet rablende skør (undskyld mit udtryk, men en skovl er nu engang en skovl) eller når man er blevet så senil, at man ikke aner hvad der er op og ned.
Man kan blot få lov at sidde med hænderne i skødet og se dem gøre skade på sig selv eller vandre ud i den kolde sne, fordi de ikke må udstyres med gps, med mindre de selv vil.
og det er så meningsløst.
Meningsløst fordi du og din familie som pårørende ikke kan gribe ind mod din mors vilje, og fordi man ikek kan indse at hun ikke er i stand til at tage stilling til sine egne åndsevners sundhed.
Jeg kan ikke gøre noget for dig...kun være her. Tænde et lys for din mor og dig, og håbe, at dun mor finder vejen tilbage til sig selv, inden det går helt galt.
Og ønske at du bevarer styrken til gå gå det igennem.
Du kan altid skrive....hvis du skulle få lyst til en snak eller blot at læsse af.

1000 kærlige knus
Sussie

Sabrina L skriver:

Dette indlæg er måske meget overskridene for nogle at læse. Men jeg har virkelig brug for at komme ud med det. Brug for at fortælle de ting, som jeg ikke kan fortælle andre.

Jeg har meget lidt familie tilbage, og jeg har ikke rigtigt nogle venner, jeg har tillid nok til at fortælle alt dette om. Nogle vil så spørge, hvorfor jeg vil fortælle fremmede over internettet om det, men for mig - hjælper det.

Men som sagt, vil jeg gerne advare om at dette kan være meget hårdt for nogle.

 

Jeg har været meget inaktiv de sidste 3 måneder. Hvis man går 3 måneders tid tilbage, skrev jeg et indlæg, der hed 'Weekenden fra helvede', hvor jeg røg på intensiv. Jeg har skulle lære at leve med min sukkersyge, og nu synes jeg endelig det går godt.

Men... Kort tid efter udskrevelsen fra hospitalet, fik jeg fortalt at min mor er gået ned med en depression, og har faktisk været indlagt næsten samme tidspunkt som mig, og hun har det sidste års tid, besvimet nogle gange, kørt galt, og den har været helt galt. Men hun får så piller mod sin depression, hun begynder at spise meget igen og tager på. Så det er rigtigt dejligt at se hende, være glad og frisk igen. Og da jeg holdte jul derovre, kom der nogle sandheder omkring hende, og min papfars forhold på bordet, som var virkelig hårdt at sluge, og en aften, kom de op at skændes, da vi var derovre, og det endte med at jeg satte mig ned til dem, og forklarede dem en masse ting - hvor de til sidst sagde at det kunne ikke være rigtigt at deres 19-årige datter, skulle være den voksne. Men fred være med det, ligesiden virkede det som om, at de var blevet okay, og har faktisk også bestilt en rejse til tyrkiet siden.

Jeg har haft en meget meget hård barndom, og oplevet nogle meget hårde ting. Nu var jeg endelig begyndt at have min nye hverdag med sukkersyge og skole kørende, og var ved at blive rask fra en influenza, men så..

I mandags, skrev jeg med hende over facebook, da jeg jo bor i Jylland, og hun på Sjælland. Den sætning jeg får tilbage giver ingen mening, og jeg forstår slet ikke hvad der står. Jeg bliver lidt bekymret, men jeg hører ikke noget fra min søster, papfar eller nogen anden, så regner egentlig med at alt er okay.

I går, omkring kl 15.30, ringer min telefon så. Det er min mor, og jeg tager den selvfølgelig. Hun lyder MEGET træt, men jeg tænkte at hun bare lige var vågnet fra en lur. Hun begynder at snakke om min skole osv, da hun pludselig siger 'Jeg blev indlagt i mandags'. Jeg spørger selvfølgelig hvorfor, og så siger hun det... 'Selvmordsforsøg'.

Der smed jeg telefonen fra mig, og kunne ikke stoppe med at græde. Min kæreste samler telefonen op, og efter jeg har grædt i - hvad jeg føler var 100 år - går det op for mig - at hun sidder og er i gang med at gøre det igen. Hun tæller en masse sovepiller, og bliver ved med at sige at hun ikke vil leve mere. Hun kan ikke mere. Jeg går i panik, og ringer 112. Tiden føles som flere timer, trods det sikkert kun var få minutter. Jeg holder hende i røret, til politiet kommer.

Politiet kommer, og hun kommer på skadestuen. Igen. Jeg får af vide, at igen er det blevet holdt skjult for mig, at den er helt galt. Nu er det 2. gang på en uge, og jeg vidste ikke noget. Jeg har efterfølgende fået afvide, at i løbet af denne her uge, har hun ringet til alle, flere gange om dagen, også om natten - hun bliver ved med at skælde alle ud, siger hun er blevet forladt, osv.

Efter i går, går det helt galt. Vi håber på en tvagsindlæggelse, da min mor ikke bare har en depression mere. Men så længe hun er i stand til at sige 'Jeg gør det aldrig igen', vil de ikke tvangsindlægge hende. Ligepludselig, ringer min papfar, og fortæller at hun er stukket af fra sygehuset, kun i badekåbe, og nu er politiet på vej til at hente hende igen. Alligevel, får hun lov til at tage hjem igen.

Lige siden, har hun smidt alle ud, der besøger hende, selv min papfar, som også bor der, har hun smidt ud. Hun ringer til alle konstant, og siger farvel, og at nu tager hun livet af sig selv. Hun skælder os ud, vi gør alt forkert, og vi har forladt hende, ingen elsker hende, og alt i den dur.

Jeg ved godt, at hun er psiksik syg, og ikke selv ved hvad hun siger. Men hold kæft, hvor er det hårdt at se min mor sådan her. Hun vil ikke tage imod NOGET behandling overhovedet, og hun kan først blive tvangsindlagt den dag hun virkelig er ved at dø. Hun har begge gange taget flere piller end man må, men det er ikke nok.

Hun kalder på hjælp, og vi gør ALT vi kan. Snakker med hende, besøger hende, men vi bliver smidt væk. :-( Vi kan INTET stille op, og det tager så hårdt på mig. Jeg er kun 19, og slet ikke klar til at sige farvel til min mor, jeg elsker så højt. Jeg ville ønske hun kunne se i øjnene, at hun virkelig skal indlægges på psykiatrisk afdeling. Hele familien håber.

... Jeg håber bare at det går op for hende, før det er for sent. For vi kan INTET gøre, og hold kæft hvor er livet hårdt. :-(

 

Beklager mit ''sure opstød'', men jeg skulle have det ud.

Tak fordi i læste med

Jeg kan absolut ikke gøre andet end at give dig det varmeste og længste man overhovedet kan give over internettet...!!

Åh stakkels dig, hvor kan jeg godt forstå at det er hårdt for dig.

Din mor er jo sådan en der skal passe på dig, en du kan læne dig op af og græde ud ved... og pludselig er det hende der er den lille.

Jeg sender dig alle mine varmeste tanker! Og håber din kæreste kan være dig en god støtte!

Hej, jeg syntes det er fantastisk modigt af dig at dele så store og svære ting med os herinde, jeg ville hvis det var et af mine familiemedlemmer tage ind på nærmeste psykiatriske skadestue (eller lave en aftale med dem derinde) for at snakke om hvad I kan gøre, om der er nogle retsmæssige smuthuller I kan benytte jer af for at få jeres pårørende indlagt og hvordan I ellers skal forholde jer til det når hun ringer, jeg har selv mistet en veninde der begik selvmord og opdagede ikke tegnene på at hun sagde farvel, så ved hvordan skyldfølelsen er bagefter, kan slet ikke forestille mig hvordan det er inden og med en så tæt på som din mor, men jeg ville nok henvende mig der, også bare for at få et professionelt syn på hvordan I skal forholde jer, fordi selvom flere herinde skriver at hun netop rækker ud efter hjælp og ikke vil tage livet af sig selv, så kan det ske alligevel og derfor har I også brug for hjælp til at takle din mor, så I føler at I gør alt hvad der står i jeres magt - og det betyder at I skal have hjælp af en der kender systemet.. 

Jeg håber I får hende indlagt på et tidspunkt.. for det er ikke et liv nogen børn skulle udsættes for nogensinde 

N&J skriver:

Hej, jeg syntes det er fantastisk modigt af dig at dele så store og svære ting med os herinde, jeg ville hvis det var et af mine familiemedlemmer tage ind på nærmeste psykiatriske skadestue (eller lave en aftale med dem derinde) for at snakke om hvad I kan gøre, om der er nogle retsmæssige smuthuller I kan benytte jer af for at få jeres pårørende indlagt og hvordan I ellers skal forholde jer til det når hun ringer, jeg har selv mistet en veninde der begik selvmord og opdagede ikke tegnene på at hun sagde farvel, så ved hvordan skyldfølelsen er bagefter, kan slet ikke forestille mig hvordan det er inden og med en så tæt på som din mor, men jeg ville nok henvende mig der, også bare for at få et professionelt syn på hvordan I skal forholde jer, fordi selvom flere herinde skriver at hun netop rækker ud efter hjælp og ikke vil tage livet af sig selv, så kan det ske alligevel og derfor har I også brug for hjælp til at takle din mor, så I føler at I gør alt hvad der står i jeres magt - og det betyder at I skal have hjælp af en der kender systemet.. 

Jeg håber I får hende indlagt på et tidspunkt.. for det er ikke et liv nogen børn skulle udsættes for nogensinde 

Tak for din besked :-)

Problemet er, at vi HAR været på psykiatrisk skadestue, normal skadestue, andre afdelinger... INGEN vil gøre noget, så længe hun bare kan sige ordene 'jeg gør det aldrig igen'.... selvom lægerne godt ved, at det ikke passer, kan de intet gøre pga den danske lov :-( så vi er magtesløse..... vi kan virkelig intet. vi har prøvet alt :-(

Jeg tog mig også tid til at læse dit indlæg .. 

Jeg kan intet skrive som kan gøre det hverken nemmere eller bedre for dig, kan kun sige dig at det slet ikke er retfærdigt det du som menneske skal igennem .. det må være ulideligt hårdt ! 

Jeg håber for dig, din familie og ikke mindst din mor at det bliver bedre  ..

Sabrina L skriver:

Dette indlæg er måske meget overskridene for nogle at læse. Men jeg har virkelig brug for at komme ud med det. Brug for at fortælle de ting, som jeg ikke kan fortælle andre.

Jeg har meget lidt familie tilbage, og jeg har ikke rigtigt nogle venner, jeg har tillid nok til at fortælle alt dette om. Nogle vil så spørge, hvorfor jeg vil fortælle fremmede over internettet om det, men for mig - hjælper det.

Men som sagt, vil jeg gerne advare om at dette kan være meget hårdt for nogle.

 

Jeg har været meget inaktiv de sidste 3 måneder. Hvis man går 3 måneders tid tilbage, skrev jeg et indlæg, der hed 'Weekenden fra helvede', hvor jeg røg på intensiv. Jeg har skulle lære at leve med min sukkersyge, og nu synes jeg endelig det går godt.

Men... Kort tid efter udskrevelsen fra hospitalet, fik jeg fortalt at min mor er gået ned med en depression, og har faktisk været indlagt næsten samme tidspunkt som mig, og hun har det sidste års tid, besvimet nogle gange, kørt galt, og den har været helt galt. Men hun får så piller mod sin depression, hun begynder at spise meget igen og tager på. Så det er rigtigt dejligt at se hende, være glad og frisk igen. Og da jeg holdte jul derovre, kom der nogle sandheder omkring hende, og min papfars forhold på bordet, som var virkelig hårdt at sluge, og en aften, kom de op at skændes, da vi var derovre, og det endte med at jeg satte mig ned til dem, og forklarede dem en masse ting - hvor de til sidst sagde at det kunne ikke være rigtigt at deres 19-årige datter, skulle være den voksne. Men fred være med det, ligesiden virkede det som om, at de var blevet okay, og har faktisk også bestilt en rejse til tyrkiet siden.

Jeg har haft en meget meget hård barndom, og oplevet nogle meget hårde ting. Nu var jeg endelig begyndt at have min nye hverdag med sukkersyge og skole kørende, og var ved at blive rask fra en influenza, men så..

I mandags, skrev jeg med hende over facebook, da jeg jo bor i Jylland, og hun på Sjælland. Den sætning jeg får tilbage giver ingen mening, og jeg forstår slet ikke hvad der står. Jeg bliver lidt bekymret, men jeg hører ikke noget fra min søster, papfar eller nogen anden, så regner egentlig med at alt er okay.

I går, omkring kl 15.30, ringer min telefon så. Det er min mor, og jeg tager den selvfølgelig. Hun lyder MEGET træt, men jeg tænkte at hun bare lige var vågnet fra en lur. Hun begynder at snakke om min skole osv, da hun pludselig siger 'Jeg blev indlagt i mandags'. Jeg spørger selvfølgelig hvorfor, og så siger hun det... 'Selvmordsforsøg'.

Der smed jeg telefonen fra mig, og kunne ikke stoppe med at græde. Min kæreste samler telefonen op, og efter jeg har grædt i - hvad jeg føler var 100 år - går det op for mig - at hun sidder og er i gang med at gøre det igen. Hun tæller en masse sovepiller, og bliver ved med at sige at hun ikke vil leve mere. Hun kan ikke mere. Jeg går i panik, og ringer 112. Tiden føles som flere timer, trods det sikkert kun var få minutter. Jeg holder hende i røret, til politiet kommer.

Politiet kommer, og hun kommer på skadestuen. Igen. Jeg får af vide, at igen er det blevet holdt skjult for mig, at den er helt galt. Nu er det 2. gang på en uge, og jeg vidste ikke noget. Jeg har efterfølgende fået afvide, at i løbet af denne her uge, har hun ringet til alle, flere gange om dagen, også om natten - hun bliver ved med at skælde alle ud, siger hun er blevet forladt, osv.

Efter i går, går det helt galt. Vi håber på en tvagsindlæggelse, da min mor ikke bare har en depression mere. Men så længe hun er i stand til at sige 'Jeg gør det aldrig igen', vil de ikke tvangsindlægge hende. Ligepludselig, ringer min papfar, og fortæller at hun er stukket af fra sygehuset, kun i badekåbe, og nu er politiet på vej til at hente hende igen. Alligevel, får hun lov til at tage hjem igen.

Lige siden, har hun smidt alle ud, der besøger hende, selv min papfar, som også bor der, har hun smidt ud. Hun ringer til alle konstant, og siger farvel, og at nu tager hun livet af sig selv. Hun skælder os ud, vi gør alt forkert, og vi har forladt hende, ingen elsker hende, og alt i den dur.

Jeg ved godt, at hun er psiksik syg, og ikke selv ved hvad hun siger. Men hold kæft, hvor er det hårdt at se min mor sådan her. Hun vil ikke tage imod NOGET behandling overhovedet, og hun kan først blive tvangsindlagt den dag hun virkelig er ved at dø. Hun har begge gange taget flere piller end man må, men det er ikke nok.

Hun kalder på hjælp, og vi gør ALT vi kan. Snakker med hende, besøger hende, men vi bliver smidt væk. :-( Vi kan INTET stille op, og det tager så hårdt på mig. Jeg er kun 19, og slet ikke klar til at sige farvel til min mor, jeg elsker så højt. Jeg ville ønske hun kunne se i øjnene, at hun virkelig skal indlægges på psykiatrisk afdeling. Hele familien håber.

... Jeg håber bare at det går op for hende, før det er for sent. For vi kan INTET gøre, og hold kæft hvor er livet hårdt. :-(

 

Beklager mit ''sure opstød'', men jeg skulle have det ud.

Tak fordi i læste med

Ja det kunne ligeså vel være mig der skrev det der om min mor hun er ligsådan problem er bare hun gør det nået hun har drukkke osv..

Hun lider af angst og vile heller ikke have hjælpen hun stikker også af osv.

Hun tog imod lidt psykolog hjælp men var der kun nogle gange sagde min papfar...Så gider hun ham så ikke så ville hun dø så er hun bange for det osv...

Jeg må indrømme efter så mange år i det jeg er 34 nu og stået poå siden jeg var helt lille jeg er nået dertil sygehuse eller min papfar skal nok ringe hvis der endelig ske nået slemt men af hun ringer og siger hun har hjertstop hved af død og ligne rø mig da osv menj viser ikke hende det og hun hved hun ikke skal ringe når hun er fuld gør det af og til men gider det ikke smækker på også må andre skam ringe mig op hvis det er..

Jeg er selv syg og må sgu tænke på miog selv mine børn osv før hende nu.

Søde det er svært af slippe og helt skal du ikke.

Men vil hun ikke hjælpes hårdt af sige det men i kan ikke gøre det vilde anden af prøv på hun få hjælp..

Henriette