Dette indlæg er måske meget overskridene for nogle at læse. Men jeg har virkelig brug for at komme ud med det. Brug for at fortælle de ting, som jeg ikke kan fortælle andre.
Jeg har meget lidt familie tilbage, og jeg har ikke rigtigt nogle venner, jeg har tillid nok til at fortælle alt dette om. Nogle vil så spørge, hvorfor jeg vil fortælle fremmede over internettet om det, men for mig - hjælper det.
Men som sagt, vil jeg gerne advare om at dette kan være meget hårdt for nogle.
Jeg har været meget inaktiv de sidste 3 måneder. Hvis man går 3 måneders tid tilbage, skrev jeg et indlæg, der hed 'Weekenden fra helvede', hvor jeg røg på intensiv. Jeg har skulle lære at leve med min sukkersyge, og nu synes jeg endelig det går godt.
Men... Kort tid efter udskrevelsen fra hospitalet, fik jeg fortalt at min mor er gået ned med en depression, og har faktisk været indlagt næsten samme tidspunkt som mig, og hun har det sidste års tid, besvimet nogle gange, kørt galt, og den har været helt galt. Men hun får så piller mod sin depression, hun begynder at spise meget igen og tager på. Så det er rigtigt dejligt at se hende, være glad og frisk igen. Og da jeg holdte jul derovre, kom der nogle sandheder omkring hende, og min papfars forhold på bordet, som var virkelig hårdt at sluge, og en aften, kom de op at skændes, da vi var derovre, og det endte med at jeg satte mig ned til dem, og forklarede dem en masse ting - hvor de til sidst sagde at det kunne ikke være rigtigt at deres 19-årige datter, skulle være den voksne. Men fred være med det, ligesiden virkede det som om, at de var blevet okay, og har faktisk også bestilt en rejse til tyrkiet siden.
Jeg har haft en meget meget hård barndom, og oplevet nogle meget hårde ting. Nu var jeg endelig begyndt at have min nye hverdag med sukkersyge og skole kørende, og var ved at blive rask fra en influenza, men så..
I mandags, skrev jeg med hende over facebook, da jeg jo bor i Jylland, og hun på Sjælland. Den sætning jeg får tilbage giver ingen mening, og jeg forstår slet ikke hvad der står. Jeg bliver lidt bekymret, men jeg hører ikke noget fra min søster, papfar eller nogen anden, så regner egentlig med at alt er okay.
I går, omkring kl 15.30, ringer min telefon så. Det er min mor, og jeg tager den selvfølgelig. Hun lyder MEGET træt, men jeg tænkte at hun bare lige var vågnet fra en lur. Hun begynder at snakke om min skole osv, da hun pludselig siger 'Jeg blev indlagt i mandags'. Jeg spørger selvfølgelig hvorfor, og så siger hun det... 'Selvmordsforsøg'.
Der smed jeg telefonen fra mig, og kunne ikke stoppe med at græde. Min kæreste samler telefonen op, og efter jeg har grædt i - hvad jeg føler var 100 år - går det op for mig - at hun sidder og er i gang med at gøre det igen. Hun tæller en masse sovepiller, og bliver ved med at sige at hun ikke vil leve mere. Hun kan ikke mere. Jeg går i panik, og ringer 112. Tiden føles som flere timer, trods det sikkert kun var få minutter. Jeg holder hende i røret, til politiet kommer.
Politiet kommer, og hun kommer på skadestuen. Igen. Jeg får af vide, at igen er det blevet holdt skjult for mig, at den er helt galt. Nu er det 2. gang på en uge, og jeg vidste ikke noget. Jeg har efterfølgende fået afvide, at i løbet af denne her uge, har hun ringet til alle, flere gange om dagen, også om natten - hun bliver ved med at skælde alle ud, siger hun er blevet forladt, osv.
Efter i går, går det helt galt. Vi håber på en tvagsindlæggelse, da min mor ikke bare har en depression mere. Men så længe hun er i stand til at sige 'Jeg gør det aldrig igen', vil de ikke tvangsindlægge hende. Ligepludselig, ringer min papfar, og fortæller at hun er stukket af fra sygehuset, kun i badekåbe, og nu er politiet på vej til at hente hende igen. Alligevel, får hun lov til at tage hjem igen.
Lige siden, har hun smidt alle ud, der besøger hende, selv min papfar, som også bor der, har hun smidt ud. Hun ringer til alle konstant, og siger farvel, og at nu tager hun livet af sig selv. Hun skælder os ud, vi gør alt forkert, og vi har forladt hende, ingen elsker hende, og alt i den dur.
Jeg ved godt, at hun er psiksik syg, og ikke selv ved hvad hun siger. Men hold kæft, hvor er det hårdt at se min mor sådan her. Hun vil ikke tage imod NOGET behandling overhovedet, og hun kan først blive tvangsindlagt den dag hun virkelig er ved at dø. Hun har begge gange taget flere piller end man må, men det er ikke nok.
Hun kalder på hjælp, og vi gør ALT vi kan. Snakker med hende, besøger hende, men vi bliver smidt væk. :-( Vi kan INTET stille op, og det tager så hårdt på mig. Jeg er kun 19, og slet ikke klar til at sige farvel til min mor, jeg elsker så højt. Jeg ville ønske hun kunne se i øjnene, at hun virkelig skal indlægges på psykiatrisk afdeling. Hele familien håber.
... Jeg håber bare at det går op for hende, før det er for sent. For vi kan INTET gøre, og hold kæft hvor er livet hårdt. :-(
Beklager mit ''sure opstød'', men jeg skulle have det ud.
Tak fordi i læste med
