Hej piger...

Vær ærlig, men hold det enkelt.....

Er meget meget vigtig du er ærlig omkring det, for han vil huske det den dag du så pludselig fortæller sandheden, også vil han hade dig for at have løjet for ham...

Sig som det er at han selvfølgelog også har en far, men at far har valgt at han ikke kunne være en del af jeres liv.

Ved godt den kan være hådr for et barn, men det er sådan landet ligger...

Jeg er selv mor til en dreng på 3 år og 9 mdr og han ser ikke hans biologiske far. Han har dog en far, nemlig ham jeg er gift med, som siden min søn var 1 år har været en del af hans liv. Min søn er dog begyndt at spørge til hvor far er henne på billederne fra da han var baby. Og vi har bestemt at næste gang han spørger, så vil jeg sætte mig ned og forklare ham hvorfor. Han vil få afvide at det er fordi han har en anden "rigtig" far, men at han valgte han ikke ville være sammen med mor mere. Men at så kom Andreas ind i vores liv og blev hans far. Måske vil han spørge mere ind til det og måske vil han bare acceptere at sådan er det. Det må tiden vise... Også tager vi den derfra! Kommer han så om mange år, som stor dreng/ voksen mand og spørger vil jeg sige det samme igen, dog måske med lidt flere detaljer.....

Tror du vil gøre rigtig klogt i at være HELT ærlig, dog på en 2åriges plan!

Fru Nielsen skriver:

Vær ærlig, men hold det enkelt.....

Er meget meget vigtig du er ærlig omkring det, for han vil huske det den dag du så pludselig fortæller sandheden, også vil han hade dig for at have løjet for ham...

Sig som det er at han selvfølgelog også har en far, men at far har valgt at han ikke kunne være en del af jeres liv.

Ved godt den kan være hådr for et barn, men det er sådan landet ligger...

Jeg er selv mor til en dreng på 3 år og 9 mdr og han ser ikke hans biologiske far. Han har dog en far, nemlig ham jeg er gift med, som siden min søn var 1 år har været en del af hans liv. Min søn er dog begyndt at spørge til hvor far er henne på billederne fra da han var baby. Og vi har bestemt at næste gang han spørger, så vil jeg sætte mig ned og forklare ham hvorfor. Han vil få afvide at det er fordi han har en anden "rigtig" far, men at han valgte han ikke ville være sammen med mor mere. Men at så kom Andreas ind i vores liv og blev hans far. Måske vil han spørge mere ind til det og måske vil han bare acceptere at sådan er det. Det må tiden vise... Også tager vi den derfra! Kommer han så om mange år, som stor dreng/ voksen mand og spørger vil jeg sige det samme igen, dog måske med lidt flere detaljer.....

Tror du vil gøre rigtig klogt i at være HELT ærlig, dog på en 2åriges plan!

Anonym skriver:

årh hvor er jeg glad for dit svar..

Godt at høre.... Håber jeg har kunne hjælpe!

Er der andre spørgsmål eller noget, så skriv privat til mig....

Holder dig selvfølgelig ano overfor resten af baby.dk.... Er blot et tilbud, da nogen ting er rare at skrive om uden alle andre kigger med....

Fru Nielsen skriver:

Godt at høre.... Håber jeg har kunne hjælpe!

Er der andre spørgsmål eller noget, så skriv privat til mig....

Holder dig selvfølgelig ano overfor resten af baby.dk.... Er blot et tilbud, da nogen ting er rare at skrive om uden alle andre kigger med....

Anonym skriver:

Jeg holder mig også til det samme... "ja skat, din far kan ikke finde ud af at være en del af din hverdag"

Argh....

Hvordan reagere du, da du fik sandheden at vide? ville du finde din far??

Altså i hele mit teegnes liv har jeg faktisk ikke haft en store lyst, men var osse fordi jeg havde alt i min mor og mine bedsteforældre - min morfar, har været der som en far for mig, var morfars pige så har ikke haft et savn om en far - da jeg så er bleven mere voksen har jeg så godt kunne savne en far, især efter min morfar døde - og har endelig os hadet ham utroligt meget, men min mor har glemt at fortælle mig, at han ikke ved jeg findes.. så har endelig ingen grund til at hade ham, og gør jeg så heller ikke mere.

Jeg ved hvem han er - ved ihvertfald navn og hvor han arbejder, og når jeg får taget mig sammen, jamen så prøver jeg nok osse at kontakte ham, men jeg ved jeg kan blive skuffet, og det er vigtigt at være forberedt på det.

Tror det er vigtigt at du ikke får dit barn til at hade ham, men fortæller det hele på en kærlig måde, selvom du måske hellere vil sige det direkte, som du f.eks skriver... men det skal du vente med til barnet er lidt ældre... hellere du fortæller det på en kærlig måde nu

kram

ladydan1 skriver:

hvad med at sige til ham at han selvfølgelig også har en far, men at du ikke kan finde ham?!

Tror du skal holde det simpelt lige nu, han er jo kun en lille dreng.

:-) Sisse

Det tror jeg ikke er en god ide..så får han følelsen af at miste og det at forældre kan blive væk.
Og det vil jeg nok ikke lige anbefale.

Anonym skriver:

Altså kære piger..

Jeg har et spørgsmål....

nu er min søn 2 1/2 år og han har ikke set sin far i 2 år.. Min søn bliver mere og mere bevidst om ordet "far"... morfar, bedstefar og ser andre fædre der henter deres børn i institutionen.

Hvordan forklare man sin lille purk, at han "ingen" far har?


Mvh....

Vil da sige, at den dag han spørger, så skal du så enkelt som muligt sige, at nogle gange så vælger voksne ikke at leve sammen, så børn kun har den ene.
Og din dreng har så sin mor, men ingen far.
Det er enkelt og til at forholde sig til.
Det er ærligt og det er det vigtigste.
Da min ældste var lille spurgte hun en dag hvorfor hendes far og jeg ikke levde sammen, var mit svar næsten det samme, at voksne ikke altid kan leve sammen, selvom de har børn, men det betyder ikke at de ikkke elsker deres børn, for det gør de.
Du kan som mor sige, at du så gerne ville have et lille barn, så det fik du, og så kan i tage den derfra, når spørgsmålene bliver mere konkrete.
Men ærlighed skal der til, og så enkle svar som muligt.

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Det tror jeg ikke er en god ide..så får han følelsen af at miste og det at forældre kan blive væk.
Og det vil jeg nok ikke lige anbefale.

som 2½ årig kan legetøj jo også blive væk så tror ikke han tænker så meget over at det er at miste.

:-) Sisse

Missi skriver:

Altså i hele mit teegnes liv har jeg faktisk ikke haft en store lyst, men var osse fordi jeg havde alt i min mor og mine bedsteforældre - min morfar, har været der som en far for mig, var morfars pige så har ikke haft et savn om en far - da jeg så er bleven mere voksen har jeg så godt kunne savne en far, især efter min morfar døde - og har endelig os hadet ham utroligt meget, men min mor har glemt at fortælle mig, at han ikke ved jeg findes.. så har endelig ingen grund til at hade ham, og gør jeg så heller ikke mere.

Jeg ved hvem han er - ved ihvertfald navn og hvor han arbejder, og når jeg får taget mig sammen, jamen så prøver jeg nok osse at kontakte ham, men jeg ved jeg kan blive skuffet, og det er vigtigt at være forberedt på det.

Tror det er vigtigt at du ikke får dit barn til at hade ham, men fortæller det hele på en kærlig måde, selvom du måske hellere vil sige det direkte, som du f.eks skriver... men det skal du vente med til barnet er lidt ældre... hellere du fortæller det på en kærlig måde nu

kram

SussieThyssen skriver:

Vil da sige, at den dag han spørger, så skal du så enkelt som muligt sige, at nogle gange så vælger voksne ikke at leve sammen, så børn kun har den ene.
Og din dreng har så sin mor, men ingen far.
Det er enkelt og til at forholde sig til.
Det er ærligt og det er det vigtigste.
Da min ældste var lille spurgte hun en dag hvorfor hendes far og jeg ikke levde sammen, var mit svar næsten det samme, at voksne ikke altid kan leve sammen, selvom de har børn, men det betyder ikke at de ikkke elsker deres børn, for det gør de.
Du kan som mor sige, at du så gerne ville have et lille barn, så det fik du, og så kan i tage den derfra, når spørgsmålene bliver mere konkrete.
Men ærlighed skal der til, og så enkle svar som muligt.

Kærligst
Sussie