Jeg trænger til at græde ud....
Jeg har haft første dag efter barsel i dag.
Da vi er flyttet til den anden ende af landet skal jeg færdiggøre min uddannelse på en ny skole og ikke kun i en ny klasse.
Vi mangler kun sidste semester så min nye klasse er naturligvis godt smedet sammen allerede.
Jeg har været VILDT nervøs for opstart og var milimeter fra at kaste op i morges selvom jeg plejer at være rigtigt god socialt.
Jeg møder på skolen i morges og bliver af receptionen peget i den rigtige retning og kommer hen til klasselokalet.
Der sidder ca. 15 elever derinde og da de kigger på mig siger jeg glad "hej, jeg er den nye pige i klassen"... Får svaret NÅ sammen med en håndfuld elevator blik og så kigger de ellers videre i deres computere og vender tilbage til deres samtaler 
Jeg spørger så "er der faste pladser herinde eller skal jeg bare sætte mig" og får et fnys og "der er ikke faste pladser"...
godt så... jeg sætter mig og pakker mine ting ud... INGEN taler til mig!
Jeg prøver at vende mig om mod en gruppe piger der sidder og taler bag mig i håb om at de vil inddrage mig i samtalen men de reagerer ikke... Hmm
Vores lærer kommer ind og kommer over og hilser på mig og så går timen i gang. Jeg har ingen bøger, jeg kan ikke gå på nettet og finde den fremlæggelse vi skal følge med i og jeg sidder faktisk bare og tænker "ØHM"...
Da første time er gået har vi en kort pause og ingen henvender sig til mig selvom jeg "gør mig til"... Da vi skal til at starte 2. time spørger jeg min lærer om ikke jeg lige kan få lov at præsentere mig og det må jeg gerne.
Jeg fortælle hvad jeg hedder, hvor gammel jeg er, at jeg har haft 1 års barsel og bor i Nivå med Laura og Daniel som også går på skolen på en anden uddannelse og fortæller om skolen i Randers og mit afsluttede speciale og slutter af med at sige "Hvis I gerne vil vide mere om mig så kom endelig hen og snak og spørg løs. Jeg har masser at fortælle"...
Et par stykker siger velkommen, men det lyder helt ærligt ikke som om de mener det helt... Der er ca 20-25 elever i klassen her...
Vi skal arbejde i grupper med et nyt emne som slet ikke har været berørt før og ingen tilbyder at jeg må arbejde med dem så jeg spørger i klassen om jeg måske kan være med i en af grupperne!? den ene gruppe forlader klassen uden at svare... og da ingen andre svarer er der 2 piger der siger at så kan jeg være sammen med dem...
De ignorerer mig mest muligt, svarer ikke på mine spørgsmål, lader mig ikke kigge med i bøgerne, og lader som ingenting når jeg kommer med forslag (som jeg senere fik bekræftet af læreren var fuldstændig korrekte)...
vi nærmer os næste frikvarter (spisefrikvarter) og jeg mærker den der nervøse spænding nærme sig igen. Timen bliver opløst og INGEN spørger om jeg skal med i kantinen 
Så fik jeg nok.. jeg var SÅ ked af det og jeg skrev til Daniel om han ikke ville møde mig... Jeg pakkede mine ting og gik ham i møde og jeg er bare SÅ ulykkelig lige nu...
Jeg valgte at tage hjem (jeg har ikke mødepligt da jeg har afsluttet alle fagene tidligere og bare tager dem for at være social og repetere) og nu sidder jeg her og aner ikke hvilket ben jeg skal stå på..
På den ene side kan det ikke blive værre, men på den anden side har jeg bare heller ikke lyst til at være i klassen og til undervisningen hvis det fortsætter sådan her...
Jeg overvejer ikke at droppe undervisningen endnu, for det tager tid at komme ind i en klasse der er rystet sammen på den måde.. men hold op hvor jeg synes det er modgang!
Og i forvejen var det skide svært for mig at skulle starte igen efter barsel og amningen er slut osv...
ØV en møgstart
1000 tak fordi du læste med!
Knus Caroline
