pre-teens, hold fast eller gi efter?

nutche skriver:

hun får ikke lommepenge for at rydde op på værelset. det er et krav vi har til hende.

vi prøver med mild konsekvens, men hjælper det ikke, så bliver det lidt mere hårdt.

idag havde hun igen glemt vores aftale. så jeg fjernede det tøj hun skulle rydde op, og så skulle hun støvsuge køkkenet for at få det igen. det passede hende fint, og vi fik snakket det igennem.

Det gjorde vi heller ikke, men vi rydder så heller ikke op på værelset.. 

Vi fik til gengæld lommepenge for pligter, men på den ungdomspension jeg har arbejdet på, der var oprydningen sammen med meget få pligter en forudsætning for at få lommepenge, men det var jo netop unge der ikke havde fået sat grænser derhjemme og derfor en nødvendighed.. det er det jo så heller ikke hjemme ved jer.. men mere princippet i at ens valg har konsekvenser - tydelige konsekvenser er en ting jeg tror meget på, men lad os nu se når Nikita selv bliver stor (men til den tid er vi flyttet på en øde ø, uden internet, telefon og drenge.. hihi)

nutche skriver:

så er jeg kommet i den lykkelig situation at min datter hurtigt nærmer sig teenage alderen.hun er en 12 årig pige med en helt masse meninger, og en helt masse stædighed.

alt skal diskuteres, alle grænser skal skubbes, hun overholder INGEN aftaler, og hendes værelse er et bombekrater.

so what to do???

jeg mener at jeg skal holde fast, lære hende at rydde op efter sig, sørge for at hun forstår at vores regler ikke er til diskution, og at der er en konsekvens hvis hun ikke overholder de aftaler vi laver.

men hvad er jeres erfaring? er jeg mon for streng, burde hun ha mere frihed, mere selvbestemmelse, og mindre konsekvens (ved godt det er svært at bedømme ud fra så kort et indlæg)

men i en verden med mange udfordringer, forhindringer, og mange børn der går tabt pga. ting man ikke aner hvad er... ja der ønsker jeg bare så inderligt at min datter går ud i verden med det bedste i rygsækken.

Det er svært, og måske virker det lidt forkert for mig at udtale mig, for jeg har ikke børn endnu. Men personligt synes jeg, at det er vigtigt at finde en balance.

Min mor har altid haft en "frihed under ansvar"-fremgangsmåde med mig. Det vil sige, at jeg måtte det meste indenfor rimelighedens grænser, så længe jeg var ansvarlig og ikke brød hendes tillid. Og det betød også, at jeg ikke havde LYST til at være flabet og gøre oprør, fordi jeg kunne mærke min mor stolede på mig, og jeg fik lov til ting. På den måde havde jeg nogle gode teenageår med hende, og den frihed har gjort vidundere på vores forhold, for der er ikke noget bedre end når mor viser tillid, og man får lov at vise, at man er værdig.

Har også prøvet den modsatte metode (skilte forældre), hvor jeg ikke måtte NOGET som helst. Meget striks med meget meget skarpe regler, og så får man altså mere lyst til at gøre oprør, fordi det er frustrerende, at den pågældende forældre ikke stoler på, at man kan tage vare på sig selv.

Men måske kommer det også an på barnet.. Jeg vil bare sige, at du skal passe på med at holde for meget fast

N&J skriver:

Det gjorde vi heller ikke, men vi rydder så heller ikke op på værelset.. 

Vi fik til gengæld lommepenge for pligter, men på den ungdomspension jeg har arbejdet på, der var oprydningen sammen med meget få pligter en forudsætning for at få lommepenge, men det var jo netop unge der ikke havde fået sat grænser derhjemme og derfor en nødvendighed.. det er det jo så heller ikke hjemme ved jer.. men mere princippet i at ens valg har konsekvenser - tydelige konsekvenser er en ting jeg tror meget på, men lad os nu se når Nikita selv bliver stor (men til den tid er vi flyttet på en øde ø, uden internet, telefon og drenge.. hihi)

hi hi

her er hun lige begyndt at få et beløb hver måned for at følge sin bror i skole. men derudover kan de tjene forskellige beløb ved at lave pligter i huset. de bestemmer selv hvor meget eller hvor lidt de ønsker at lave, og pengene bliver gjort op hver søndag.

Secrets skriver:

Det er svært, og måske virker det lidt forkert for mig at udtale mig, for jeg har ikke børn endnu. Men personligt synes jeg, at det er vigtigt at finde en balance.

Min mor har altid haft en "frihed under ansvar"-fremgangsmåde med mig. Det vil sige, at jeg måtte det meste indenfor rimelighedens grænser, så længe jeg var ansvarlig og ikke brød hendes tillid. Og det betød også, at jeg ikke havde LYST til at være flabet og gøre oprør, fordi jeg kunne mærke min mor stolede på mig, og jeg fik lov til ting. På den måde havde jeg nogle gode teenageår med hende, og den frihed har gjort vidundere på vores forhold, for der er ikke noget bedre end når mor viser tillid, og man får lov at vise, at man er værdig.

Har også prøvet den modsatte metode (skilte forældre), hvor jeg ikke måtte NOGET som helst. Meget striks med meget meget skarpe regler, og så får man altså mere lyst til at gøre oprør, fordi det er frustrerende, at den pågældende forældre ikke stoler på, at man kan tage vare på sig selv.

Men måske kommer det også an på barnet.. Jeg vil bare sige, at du skal passe på med at holde for meget fast

som jeg har svaret til andre tidligere, så bruger vi netop "frihed under ansvar" men samtidig holder jeg fast ved at hun netop kun er 12 år, og der er ting jeg synes hun er for lille til.

i en periode hvor man selv synes man begynder at være voksen, er det naturligvis svært når man ikke må alt det man gerne vil, men jeg synes forældre har et stort ansvar i at vurdere hvornår ens børn er modne nok til alle de ting de gerne vil. og lære dem at der er en konsekvens hvis man ikke overholder "spillets regler"