pre-teens, hold fast eller gi efter?

så er jeg kommet i den lykkelig situation at min datter hurtigt nærmer sig teenage alderen.hun er en 12 årig pige med en helt masse meninger, og en helt masse stædighed.

alt skal diskuteres, alle grænser skal skubbes, hun overholder INGEN aftaler, og hendes værelse er et bombekrater.

so what to do???

jeg mener at jeg skal holde fast, lære hende at rydde op efter sig, sørge for at hun forstår at vores regler ikke er til diskution, og at der er en konsekvens hvis hun ikke overholder de aftaler vi laver.

men hvad er jeres erfaring? er jeg mon for streng, burde hun ha mere frihed, mere selvbestemmelse, og mindre konsekvens (ved godt det er svært at bedømme ud fra så kort et indlæg)

men i en verden med mange udfordringer, forhindringer, og mange børn der går tabt pga. ting man ikke aner hvad er... ja der ønsker jeg bare så inderligt at min datter går ud i verden med det bedste i rygsækken.

Jeg ville også holde fast, og forklare hende hvorfor det er vigtigt at hun rydder op, overholder aftaler, men også begynde at give hende muligheden for frihed under ansvar, altså det er hendes valg hvis hun skal være hjemme 10min før næste gang fordi hun kom for sent sidste gang, får frataget sin mobil i 1 dag, fordi hun ikke har gjort som hun skulle (konsekvendsen skal selvfølgelig oplyses inden) osv.. men vende dem om til at det ikke er dig der straffer hende, men hende der træffer et valg, og så ville jeg hvis hun så overholder aftalen/gør som hun skal, give hende mere frihed (i meget små potioner, så hun kan lære at adm. det), men så hun "får en belønning" når hun gør det som hun skal, i form at mere tillid til at hun selv må bestemme (indenfor rimelighedens grænser). bare det at hun så må være ti min længere ude.osv...

Mine forældre gjorde det med mig, at jeg fik faktisk lov til rigtig meget fordi jeg netop overholdte mine aftaler, min lillebror gjorde både og, så det var lidt frem og tilbage, min lillesøster overholdte aldrig sine aftaler med mine forældre (og var ikke en særlig nem tidlig teenager) så hun fik mange privilegier taget fra hende (dog gav de meget efter med hende, hvilket de selv indrømmer i dag - og det betød jo at hun bare blev ved) hun er dog blevet en meget sød og ansvarlige pige med årene..

Hov ville lige tilføje at det med værelset, hvis hun får lommepenge så må det jo være hendes eget ansvar hvis hun vil have penge, og så mht det at diskutere alle regler, det skal hun jo udfordre, så jeg syntes det er en god ting at man holder fast, men samtidig skal der også være plads til at man giver sig hvis det er en god nok argumentation hun kommer med - men så skal den fandme også være god!!!

Uha står der selv bare med en dreng, min holdning er at man skal overvejse sit svar og konsekvens, og så iøvrigt holde fast i et nej når det er sagt, men også indrømme overfor dem hvis man har taget fejl og forklare at det er for at hjælpe ikke genere .

Så synes jeg at 30 minutter på sengekanten hver aften er guld værd, hold da fast man får mange gode ting af vide

Jeg ville vælge mine kampe...

Jeg har jo drenge og ved at det ikke er ens, men Rasmus på 13 år har et STORT kaos inde på hans værelse. Og.............. Det er vel hans værelse. Jeg ville nu bruge mere tid på, at holde godt fast i at overholde aftaler i stedet for at bruge energi på at få ham/hende til at rydde op..

Har din datter ikke ryddet op før i tiden? Går jeg ud fra hun har  Jamen så har hun jo lært det og pga hun  ikke gør det nu, er vel fordi hun ikke gider det. Hendes hovede ligner jo værelset... Fyldt af rod, tanker, følelser og ting hun slet ikke kan overskue.

Jeg ville sige til hende, at hun da skulle se at få rydder det op. Ser jo skrækkeligt ud. Og gider hun ikke, ja så lad det da ligge. Men hold fast i at alle glas, tallerkner, mad osv skal ud! Og når hun ikke har flere bukser, der er rene, kan hun jo samle dem op, hun har gået oven i, i de sidste 3 uger. Klamt - men selvbestemmende på deres nivea.

Jeg finder det meget mere vigtigt at ruste mit barn til den store vide verden med fornuft, end jeg gider skændes om et rodet værelse. Giv ansvar på hendes niveau.

Ved ikke om du kan bruge det til noget, men det virker stadig godt herhjemme

lærer hende at rydde op på sit værelse??? Øh, hvis hun i en alder af 12 år ikke har lært at rydde op, så tænker jeg at det virkelig er sidste udkald!

Så må I SAMMEN rydde op på værelse, det nytter ikke noget bare at sige til hende at nu er hun så stor at hun burde kunne rydde op. hvis hun ikke kan, ja, så må du lærer hende det, som du selv foreslå.

Mht til konsekvens...hmmm...der er jeg meget ambivalent, for jeg går BESTEMT ind for konsekvens....-og så alligvel ikke. For konsekvenser kan nemt ende med at blive trudsler: Hvis du ikke gør som jeg siger, så straffer jeg dig med xx.  Pointen er jo netop at vi gerne vil have at vores børn overholder f.eks. aftaler fordi vi netop har AFTALT det, og ikke fordi de er bange for en straf. For så snart staffen, eller trudslen om straf er væk, ja så går de bare tilbage til den gamle adfærd igen. Derfor handler det om at lære sin børn af overholde aftaler fordi de kan se pointen i at overholde aftaler. Fordi de oplever at det er dejligt at man kan stole på hinanden. At børnene fra de var små har oplevet, at når mor sagde: Jeg henter dig kl 4 i børnehave / SFO så kom mor også kl 4, og  ellers ringede hun og bad en af de voksne om at give besked om at man var forsinkede. Har man gjort det, ja, så har børnene lært (ved eksemplets magt) at overholde aftaler og de har erfaret at det er rart at kunne stole på mor (hinadnen).

Omvendt hvis man ikke altid selv har overholdt aftaler og tænkt, at det gør nok ikke lige noget at jeg henter 10 min senere, så synes jeg faktik ikke man kan tillade sig at forlange af sine egne børn at de skal være hjemme til tiden. -og så skal man lige huske på at 10 min for et lille barn kan føles som 1 time, og derfor kommer børnene nemt en 1 time for sent hjem, for i deres verdens billede, er det præcis det de har oplevet mor gøre.

Vi er og bliver rollemodeller, og vi må hele tiden kigge indad når vi ikke bryder os om noget vi ser i vores børn!

(siger moren der bestemt ikke er perfekt!!! og som ofte lige skal chekke mail eller skrive en sms færdig, og som ved at når jeg får teenagere i huset, så vil have en flok der liiige skal skrive deres besked færdig før de høre efter hvad mor siger!)

nutche skriver:

så er jeg kommet i den lykkelig situation at min datter hurtigt nærmer sig teenage alderen.hun er en 12 årig pige med en helt masse meninger, og en helt masse stædighed.

alt skal diskuteres, alle grænser skal skubbes, hun overholder INGEN aftaler, og hendes værelse er et bombekrater.

so what to do???

jeg mener at jeg skal holde fast, lære hende at rydde op efter sig, sørge for at hun forstår at vores regler ikke er til diskution, og at der er en konsekvens hvis hun ikke overholder de aftaler vi laver.

men hvad er jeres erfaring? er jeg mon for streng, burde hun ha mere frihed, mere selvbestemmelse, og mindre konsekvens (ved godt det er svært at bedømme ud fra så kort et indlæg)

men i en verden med mange udfordringer, forhindringer, og mange børn der går tabt pga. ting man ikke aner hvad er... ja der ønsker jeg bare så inderligt at min datter går ud i verden med det bedste i rygsækken.

Åhh..de er guddommelige og uudholdelige, uundværlige og elskelige i den alder.
Det er alderen hvor der virkeligt skal trækkes grænser, men hvor der også skal gives slip.
Det er et marreridt og man svæver nær et nervesammenbrud gang på gang.
De kan få en til at gå op i limningen af raseri, de sparker til ens autoritet, de skubber til reglerne og de er ikke rigtigt kloge, men Gud hvor er de dejlige

Den nyeste forskning viser, at preteens og teens rent psykologisk og fysisk intet har med andre aldersgrupper at gøre.
De er dopet af endorfiner og hormoner, og det er nødvendigt at de er det, ellers ville deres hjerne og krop bryde sammen pga alle de kemiske ændringer der sker i den voldsomme udvikling.

Jeg elsker tegneserien "Zitz", om kernefamilien med sønnen Filip, og tegneren af den serie rammer præcis, hvordan teens netop er, ikke kun drenge, men også piger.
Jeg så en af strips'ne forleden, der fik mig i den grad til at sige "Bingo - lige i øjet!"
Filip kommer vadende forbi sin mor, der netop er kommet ind stuen, og som ligner noget der er løgn. Hans mor siger: "Filip, hvordan kan du efterlade stuen i sådan et rod? Det hele flyder, gamle tallerkener, glas, kopper og rod. Når nu du går gennem stuen, så tag dog noget af det med ud i køkkenet!"
Filip ser undrene på sin mor og sir:
"Har jeg været i stuen??"
Og det er netop sådan teens er, de kan ikke huske en bønne, for de er totalt lammede i den øverste etage.
Den før så fornuftige og logiske pige/dreng er fuldstændigt forsvundet og ind kan altså træde dette besynderlige væsen, der er en total alien.

Man fat mod, det forsvinder igen, som regel når de er en 17-18 år, begynder normaliteten atter at dukke op. Nogle lidt før andre lidt senere.
Men alle, der har passeret den alder, og som husker tilbage, mindes, at det er en "knald i låget"-alder, hvor man gør alle de tåbelige ting, hvis man altså ikke har "glemt" det

Som forældre er der kun en ting at gøre...stå fast og stå imod.
Det handler om at give dem frihed under ansvar og tale-tale-tale.
Forbud nytter ikke noget som sådan. Forbud virker som en rød klud, men sameksistens regler virker, hvis man tilbagevendende genopfrisker meningen med dem, og så få som muligt.
I mine år som plejemor og mor til teens, samt som lærer for overbygningselever, har jeg haft ganske enkle, men få regler.
Jeg har ekstremt sjældent sagt nej, men når jeg har, så har det været med begrundelsen: "Jeg er ikke bange for hvad du skal gøre, men jeg er bange for hvad verden skal gøre mod dig, fordi du ikke ved nok!"
Jeg har holdt dem i hånden hele vejen og ikke ladet dem opsøge farlige situationer.
Skidt med rodet på værelset, lad dem rode og selv rydde op. Det er deres domæne.
Det siger noget om, hvor rodet, der er i deres indre, men lær dem, at uden for deres domæne gælder fællesreglerne og der roder de ikke.

Lær dem, at overholde aftaler og stå fast på dem I laver.
Forklar dem, at du overholder de aftaler du indgår og du forventer at de gør det samme.
Byg på "fairness", det er noget de kan forholde sig til.
Stearrest er ikke noget vi nogen sinde har brugt i vores hus, men en skideballe er blevet uddelt, hvis det har været nødvendigt, men igen med begrundelsen at fællesreglerne er blevet brudt.
Tal ALTID pænt til din teen. Hvis du taler pænt, kan du netop i fællesreglerne fastholde, at der skal tales pænt til dig.
Tal med dit barn og tænk for det. Lyt til deres argumenter og giv dig tid til at vurdere, om der er en logisk forklaring på deres måde at handle på. Deres logik er anderledes end vores, de handler med hjertet og lever i nuet.

Kommer din teen som 15 årig og vil i byen og til fest, så tillad det kun hvis du mener, du kan stole på din teen.
Tjek "ungen" uden de føler sig tjekket. Sig at hvis han/hun skal overnatte hos veninden, jamen så skal du lige aftale med venindens/vennens forældre, fordi at....
På den måde undgår du/I snyderier og at de render rundt på gader og veje, og begår tåbeligheder.
Hent og bring det unge menneske, lad dem altid forstå, at om du så skal om på den anden side af jorden for at redde dem, så kommer du. Lad dem vide at mor er her.
Lad dem bruge dig som undskyldning, når der er noget kammeraterne vil presse dem til. Der er ikke noget bedre end med god samvittighed at kunne sige: "Er du tosset, min mor slår mig ihjel, hvis jeg gør det!"

Og tal med dit barn.
Brug lange aftentimer på hyggesamtaler, hvor I sidder i sofaen og snakker. Snakker om livet, om synspunkter om hvad det unge menneske mener om stort og småt. Hjælp dem til at fokusere deres drømme og tanker. Og fyld dem med de gode idealer. Nå ind til dem, ved at fortælle om din egne teenår, men også om alle de små og større grunde til hvorfor der er brug for de fællesregler, der er. Fortæl dem om stoffer, om sex, om alkohol og om alle farene i livet.
Så tal og lyt. Igennem disse samtaler, bygger I bro over forskellighederne og kan række hinanden hånden, så I sammen overlever de forbistrede, men også vidunderlige teenår.

Kærligst
Sussie

sikke en masse dejlige svar

her ganske kort inden madlavningen, får i lige lidt mere info.

vi bruger (som flere skriver) princippet med "frihed under ansvar" hun har en mobil som skal med hvor hun er. hun bestemmer selv hvor hun vil hen efter skole, bare hun ringer og giver besked om hvor hun er og hvornår hun kommer hjem. (naturligvis indenfor rimelighedens grænser)

hendes værelse skal være ryddet op hver søndag, men til daglig skal tøjet bare være lagt på plads. mad, affald og lign. vil jeg ikke ha derinde.... men der har jeg så opgivet at få hende til at lytte.

lidt mere info følger senere. har læst jeres indlæg men svarer mere udførligt når jeg lige får tid

nutche skriver:

så er jeg kommet i den lykkelig situation at min datter hurtigt nærmer sig teenage alderen.hun er en 12 årig pige med en helt masse meninger, og en helt masse stædighed.

alt skal diskuteres, alle grænser skal skubbes, hun overholder INGEN aftaler, og hendes værelse er et bombekrater.

so what to do???

jeg mener at jeg skal holde fast, lære hende at rydde op efter sig, sørge for at hun forstår at vores regler ikke er til diskution, og at der er en konsekvens hvis hun ikke overholder de aftaler vi laver.

men hvad er jeres erfaring? er jeg mon for streng, burde hun ha mere frihed, mere selvbestemmelse, og mindre konsekvens (ved godt det er svært at bedømme ud fra så kort et indlæg)

men i en verden med mange udfordringer, forhindringer, og mange børn der går tabt pga. ting man ikke aner hvad er... ja der ønsker jeg bare så inderligt at min datter går ud i verden med det bedste i rygsækken.

Jeg har lige haft om identitetsdannelse i ungdomstiden, og der sagde mine psykologibøger at noget af det der "skal" være for den unge er de der intriger med forældrene - selvfølgelig på et rimligt niveau, ikke? Jeg vil anbefale dig at læse nogle psykologibøger, de er simpelthen guld værd

sarahb skriver:

Jeg ville holde fast og tror helt sikkert at det ruster hende bedre til når hun selv skal tage besutninger. Det skal gøres på en måde der ikke er for hård.

vi har nok været for eftergivende tænker jeg.