Lykke

Jeg ved godt det ikke er det du spørger til, så undskyld på forhånd at jeg kommenterer det.

Men I kunne jo overveje at fortælle at lige netop Jeres barn er det så heldig at det får 2 fædre; en der har lavet det, og en der passer på det. Det kender jeg en familie der har gjort, dog er den biologiske far død, men da var barnet ca. 2 år. Han ved godt at hans stedfar ikke er hans far - men han ved også at stedfaren elsker ham og er der for ham, selvom han ikke har "lavet" ham.

Det synes jeg personligt er en rigtig fornuftig løsning, som egentlig også kan præsenteres for barnet ret "tidligt".

Man skal jo også tænke over de følelser man sendere med sit barn videre - vil det skulle "skamme" sig, ligesom det lader til din kæreste gør, hvis det en dag ikke selv kan få børn? Ville du så som bedsteforældre ikke gerne vide, hvad dit barn gik igennem så du kunne støtte både det, og barnebarnet i processen, frem for at det er noget tys-tys noget?

Nåh, igen, var det ikke det du spurgte om/til, men jeg håber I vil genoverveje "Jeres" beslutning

(Citerer lige dette indlæg - selvom det ikke kun handler om det indlæg).

I min verden er en donor ALDRIG far. Så jeg synes, at det er verdens dårligste idé, at forklare et barn, at han/hun har 2 fædre! Kræver det ikke lidt, at nr. 2 far (donor), så skal kunne findes??

En donor er KUN donor - han leverer noget nødvendigt for at et forældrepar kan blive forældre og få en lille familie.

At trådstarter og kæresten vælger ikke at fortælle barnet, at det er et donorbarn kan jeg sådan set godt følge, for det må være meget angstprovokerende for den forælder, der ikke har leveret biologien til barnet.

Det er dog så uendelig vigtigt for barnets identitet, tillid til omverden osv, at den en dag får vished om, hvad der er sket. Vi lever i et informationssamfund - man kan og skal ikke feje ting ind under gulvtæppet. Det bider sig i halen.

Der er lavet undersøgelser der viser, at donorbørn socialt og psykisk er lige så velfungerende som andre børn - med mindre det er blevet holdt hemmeligt, at det bliver et tabu.

Hvis barnet er kommet tid vha et tabu, så vil det da få seriøse selvværdsproblemer, tænker jeg..

KaMa skriver:

(Citerer lige dette indlæg - selvom det ikke kun handler om det indlæg).

 

I min verden er en donor ALDRIG far. Så jeg synes, at det er verdens dårligste idé, at forklare et barn, at han/hun har 2 fædre! Kræver det ikke lidt, at nr. 2 far (donor), så skal kunne findes??

En donor er KUN donor - han leverer noget nødvendigt for at et forældrepar kan blive forældre og få en lille familie.

At trådstarter og kæresten vælger ikke at fortælle barnet, at det er et donorbarn kan jeg sådan set godt følge, for det må være meget angstprovokerende for den forælder, der ikke har leveret biologien til barnet.

Det er dog så uendelig vigtigt for barnets identitet, tillid til omverden osv, at den en dag får vished om, hvad der er sket. Vi lever i et informationssamfund - man kan og skal ikke feje ting ind under gulvtæppet. Det bider sig i halen.

Der er lavet undersøgelser der viser, at donorbørn socialt og psykisk er lige så velfungerende som andre børn - med mindre det er blevet holdt hemmeligt, at det bliver et tabu.

Hvis barnet er kommet tid vha et tabu, så vil det da få seriøse selvværdsproblemer, tænker jeg..

Jamen vi vil jo aldrig betragte det som værende en anden mands barn. Det er kun vores barn. Hvis vi aldrig nogensinde fortæller nogen som helst om donor, så er der jo ingen der ved det, kun mig og min kæreste. Derfor kan jeg ikke se at barnet vil få selvværdsproblemer???? Han/hun ved bare at vi er forældre, så hvis barnet får selvværdsproblemer, har det i hvert fald ikke noget med donor at gøre, for det ved han/hun jo ikke?

Jeg forstår så godt din kæreste! Det må være frygtelig som mand ikke at kunne give den kvinde man elsker, det i begge drømmer om! Jeg kan godt forstå din kæreste tanker, men tænk på barnets fremtid.

Jan og jeg har haft snakken om en donor ( HVIS det ikke lykkedes med jans, hvilket det selvfølgelig gør ) Og han VIL have donor hvis hans soldater ikke kan.
Jeg har sagt til ham, at en donor er IKKE en far, og bliver det ALDIRG! En far er ham der er der! Ikke kun biologisk.
Efter jeg havde den snak med ham, har han fået et andet billede af det. Heldigvis, for jeg syntes mit barn her ''ret'' til at vide hvor han/hun kommer fra.

Men forstår jer begge meget!

Håber i kan få snakket om det, evt. med klinikken, det kunne være en hjælp for jer begge, og især din kæresten.


Kram

KaMa skriver:

(Citerer lige dette indlæg - selvom det ikke kun handler om det indlæg).

 

I min verden er en donor ALDRIG far. Så jeg synes, at det er verdens dårligste idé, at forklare et barn, at han/hun har 2 fædre! Kræver det ikke lidt, at nr. 2 far (donor), så skal kunne findes??

En donor er KUN donor - han leverer noget nødvendigt for at et forældrepar kan blive forældre og få en lille familie.

At trådstarter og kæresten vælger ikke at fortælle barnet, at det er et donorbarn kan jeg sådan set godt følge, for det må være meget angstprovokerende for den forælder, der ikke har leveret biologien til barnet.

Det er dog så uendelig vigtigt for barnets identitet, tillid til omverden osv, at den en dag får vished om, hvad der er sket. Vi lever i et informationssamfund - man kan og skal ikke feje ting ind under gulvtæppet. Det bider sig i halen.

Der er lavet undersøgelser der viser, at donorbørn socialt og psykisk er lige så velfungerende som andre børn - med mindre det er blevet holdt hemmeligt, at det bliver et tabu.

Hvis barnet er kommet tid vha et tabu, så vil det da få seriøse selvværdsproblemer, tænker jeg..

Kan godt se din point... Og vil faktisk give dig ret, tror måske heller ikke jeg ville benævne donor som far.. Jeg sammentænkte bare de to situationer (bio far død/donorbarn) fordi jeg (heldigvis) ikke har erfaring som sådan med nogle af delene...

Anne, som heldigvis lærer noget hver dag

Jeg vil gerne give din mand lidt opbakning!!! Uanset om det er etisk korrekt eller ej, så har han en hel masse følelser i klemme, og det synes jeg er så flot og stærkt af dig at du støtter op om hans ønske om ikke at sige noget. Lige nu er alt nyt, sårbart og usikkert. Når I HAR barnet og har haft det i mange år, og din mand er sikker i sin rolle som far og det hele er mindre sårbart, ja, så kan det jo godt være han kommer på andre tanker, men lige her og nu, så er det VIGTISTE at I holder sammen, støtter hianden igennem denne proces, at I ved I kan stole på hinadne, og at du IKKE fortæller noget til barnet, når det nu betyder så meget for ham.

Jeg synes du skal lukke ørenene for alle argumterne for at sige det til barnet, så i stedet skal du se på din mand, og det I har brug for!!! I har brug for samhørighed og fælleskab, og ikke splittelse, fordi nogle brugere her inden synes det er forkert I ikke siger det til barn.

Tillykke med din kærlige mand, som tør sige hvordan han føler det!!! Tillykke med at I er nået så langt som at blive enige om at I bruger donorsæd!!!

Anonym skriver:

Jamen vi vil jo aldrig betragte det som værende en anden mands barn. Det er kun vores barn. Hvis vi aldrig nogensinde fortæller nogen som helst om donor, så er der jo ingen der ved det, kun mig og min kæreste. Derfor kan jeg ikke se at barnet vil få selvværdsproblemer???? Han/hun ved bare at vi er forældre, så hvis barnet får selvværdsproblemer, har det i hvert fald ikke noget med donor at gøre, for det ved han/hun jo ikke?

SELVFØLGELIG vil I ikke opfatte det som om at der er en anden far. FOR DET ER DER IKKE!

Tro mig barnet skal nok finde ud af det en dag og det er da en dum frygt at leve med.

Når barnet finder ud af det vil hele grunden blive rystet under den. Den vil føle et alvorligt tillidsbrud og jeres forhold vil måske altid lide under det. Hvorfor udsætte sig selv -og barnet for det. Hvorfor ikke være åben. Det er ikke pinligt og flovt. Det skal selvfølgelig gøres, når tid er. Måske præ-pubertet. Der har barnet haft sin far så længe, at der nok skal noget mere til før han ikke opfatter ham som en sådan.

Tænk over det - og håber, at I vil komme til fornuft.

Anonym skriver:

Tænkte nok jeg lige åbnede op for noget

Skal da være ærlig og sige at inderst inderst inde ville jeg også at vi fortalte barnet det...... Men min kæreste vil ikke... Det er noget ved ham, der gør at så føler han ikke han er rigtig far... Jeg elsker ham for meget til at sige ham imod... for jeg ved at han er så fast i hans beslutning.

Vi har udspurgt på klinikken, hvad der vil ske ved evt. ulykker, sygdomme etc... Og det er der styr på.. Bare fordi at en mand og en kvinde får et barn sammen, er det ikke ensbetydige med at de kan bruges som bloddonor/organdonor ved evt. ulykke.

Sæddonore testes også for om der er sygdomme i deres familie. Så vores kommende barn kan ikke få en arvelig sygdom fra sæddonoren f.eks.

Synes han så også at adoptivforældre ikke er rigtige forældre...jeg tror på at børn elsker de forældre de vokser op med og er tingene sagt fra starten så ryster det ikke ved noget når/ hvis barnet finder ud af det en dag...og jeg tror på det finder ud af det, en dag få barnet hørt eller læst noget...

Jeg tror måske din mand skal tænke over om donor måske er løsningen for jer...for tænk nu hvis din mand ikke kan elske barnet nok fordi det ikke er hans barn....er han afklaret med metoden, med at han ikek bliver biofar til barnet, ikke ligner ham og at barnet vil være lavet af dig og en anden mands sæd?

Er det måden barnet er lavet og kommet til verden som gør din man til mere eller mindre far...

Mumto3 skriver:

Jeg vil gerne give din mand lidt opbakning!!! Uanset om det er etisk korrekt eller ej, så har han en hel masse følelser i klemme, og det synes jeg er så flot og stærkt af dig at du støtter op om hans ønske om ikke at sige noget. Lige nu er alt nyt, sårbart og usikkert. Når I HAR barnet og har haft det i mange år, og din mand er sikker i sin rolle som far og det hele er mindre sårbart, ja, så kan det jo godt være han kommer på andre tanker, men lige her og nu, så er det VIGTISTE at I holder sammen, støtter hianden igennem denne proces, at I ved I kan stole på hinadne, og at du IKKE fortæller noget til barnet, når det nu betyder så meget for ham.

Jeg synes du skal lukke ørenene for alle argumterne for at sige det til barnet, så i stedet skal du se på din mand, og det I har brug for!!! I har brug for samhørighed og fælleskab, og ikke splittelse, fordi nogle brugere her inden synes det er forkert I ikke siger det til barn.

Tillykke med din kærlige mand, som tør sige hvordan han føler det!!! Tillykke med at I er nået så langt som at blive enige om at I bruger donorsæd!!!

Tusind tak for dit indlæg Og ja når vi sidder med det lille barn, kan det jo være min kæreste ser anderledes på det hele! Tak for den synsvinkel! =)

Hej

"Lykke" super skøn serie

Held og lykke med babyprojektet. I bliver sikkert super gode forældre det barn i må få.

Henriette

Mumto3 skriver:

Jeg vil gerne give din mand lidt opbakning!!! Uanset om det er etisk korrekt eller ej, så har han en hel masse følelser i klemme, og det synes jeg er så flot og stærkt af dig at du støtter op om hans ønske om ikke at sige noget. Lige nu er alt nyt, sårbart og usikkert. Når I HAR barnet og har haft det i mange år, og din mand er sikker i sin rolle som far og det hele er mindre sårbart, ja, så kan det jo godt være han kommer på andre tanker, men lige her og nu, så er det VIGTISTE at I holder sammen, støtter hianden igennem denne proces, at I ved I kan stole på hinadne, og at du IKKE fortæller noget til barnet, når det nu betyder så meget for ham.

Jeg synes du skal lukke ørenene for alle argumterne for at sige det til barnet, så i stedet skal du se på din mand, og det I har brug for!!! I har brug for samhørighed og fælleskab, og ikke splittelse, fordi nogle brugere her inden synes det er forkert I ikke siger det til barn.

Tillykke med din kærlige mand, som tør sige hvordan han føler det!!! Tillykke med at I er nået så langt som at blive enige om at I bruger donorsæd!!!

Lidt skitzo har man jo lov at være, men jeg synes faktisk at det er rigtig godt skrevet, det du skriver.

Selvom jeg også mener, at man skal sige det til barnet, når tiden er til det.