Lykke

Min kæreste og jeg skal bruge sæddonor når jeg skal insemineres, vi har besluttet at lade være med at fortælle barnet det, når han/hun bliver større... Det er bare en ting mellem min kæreste og jeg (så kan man diskutere om det er etisk eller ej, men det kan tages en anden dag!)

Så så jeg lige DR serien Lykke i går, og selvom det bare er en komedie serie.. uha så fik jeg lige et skræk scenarie i hovedet, tænk hvis barnet finder ud af det fordi der er sket en fejl i it systemet (eller en flue på lab. )

Ville ikke rigtig noget... tænkte blot højt

Har I tænkt på at barnet måske vil have en følelse af at der er "noget" der føles underligt? Jeg synes absolut at I skal overveje det en gang til at fortælle barnet det, for det er da ethvert menneskes ret at vide hvor det kommer fra, ikke? Det er jo JER der vinder på ikke at sige noget, ikke barnet. Her tænker jeg også på at hvis I ikke fortæller det så vil barnet aldrig kunne svare sandt på spørgsmål i medicinsk sammenhæng, såsom "er x-sygdom i familien" m.m. 

Jeg håber det er OK at jeg lige kommenterer selvom det er off topic 

Tænkte nok jeg lige åbnede op for noget

Skal da være ærlig og sige at inderst inderst inde ville jeg også at vi fortalte barnet det...... Men min kæreste vil ikke... Det er noget ved ham, der gør at så føler han ikke han er rigtig far... Jeg elsker ham for meget til at sige ham imod... for jeg ved at han er så fast i hans beslutning.

Vi har udspurgt på klinikken, hvad der vil ske ved evt. ulykker, sygdomme etc... Og det er der styr på.. Bare fordi at en mand og en kvinde får et barn sammen, er det ikke ensbetydige med at de kan bruges som bloddonor/organdonor ved evt. ulykke.

Sæddonore testes også for om der er sygdomme i deres familie. Så vores kommende barn kan ikke få en arvelig sygdom fra sæddonoren f.eks.

Anonym skriver:

Tænkte nok jeg lige åbnede op for noget

Skal da være ærlig og sige at inderst inderst inde ville jeg også at vi fortalte barnet det...... Men min kæreste vil ikke... Det er noget ved ham, der gør at så føler han ikke han er rigtig far... Jeg elsker ham for meget til at sige ham imod... for jeg ved at han er så fast i hans beslutning.

Vi har udspurgt på klinikken, hvad der vil ske ved evt. ulykker, sygdomme etc... Og det er der styr på.. Bare fordi at en mand og en kvinde får et barn sammen, er det ikke ensbetydige med at de kan bruges som bloddonor/organdonor ved evt. ulykke.

Sæddonore testes også for om der er sygdomme i deres familie. Så vores kommende barn kan ikke få en arvelig sygdom fra sæddonoren f.eks.

Det er imponerende, at det er vigtigere for jer at lyve for jeres barn end at fortælle sandheden, super forældre.

I bund og grund er det vel, fordi din mand er flov over, at han ikke kan gøre dig gravid som en "rigtig" mand? - og du støtter så op om, at jeres barn skal leve sit liv på en løgn, fordi "du elsker ham for meget til at sige ham imod".......super forhold.

Prøv at forestille dig, at du er opvokset i et trygt familieliv, og at du pludselig som 30-årig finder ud af, at din far ikke er din biologiske far (han vil altid være far alligevel, prøv at spørge dem, der adopterer) - jeg ville blive edderspændt rasende og ville synes, at det var helt utilgiveligt.

Hvorfor ikke fortælle barnet, at det er lavet i kærlighed? Hvorfor gøre noget nødvendigt til et tabu-emne? For at støtte din mand i hans usikkerhed omkring sin maskulinitet - det skulle han tage at arbejde med i stedet, for det er godt nok usmageligt at leve på en livsløgn.

Jeg ved godt det ikke er det du spørger til, så undskyld på forhånd at jeg kommenterer det.

Men I kunne jo overveje at fortælle at lige netop Jeres barn er det så heldig at det får 2 fædre; en der har lavet det, og en der passer på det. Det kender jeg en familie der har gjort, dog er den biologiske far død, men da var barnet ca. 2 år. Han ved godt at hans stedfar ikke er hans far - men han ved også at stedfaren elsker ham og er der for ham, selvom han ikke har "lavet" ham.

Det synes jeg personligt er en rigtig fornuftig løsning, som egentlig også kan præsenteres for barnet ret "tidligt".

Man skal jo også tænke over de følelser man sendere med sit barn videre - vil det skulle "skamme" sig, ligesom det lader til din kæreste gør, hvis det en dag ikke selv kan få børn? Ville du så som bedsteforældre ikke gerne vide, hvad dit barn gik igennem så du kunne støtte både det, og barnebarnet i processen, frem for at det er noget tys-tys noget?

Nåh, igen, var det ikke det du spurgte om/til, men jeg håber I vil genoverveje "Jeres" beslutning

Anonym skriver:

Det er imponerende, at det er vigtigere for jer at lyve for jeres barn end at fortælle sandheden, super forældre.

I bund og grund er det vel, fordi din mand er flov over, at han ikke kan gøre dig gravid som en "rigtig" mand? - og du støtter så op om, at jeres barn skal leve sit liv på en løgn, fordi "du elsker ham for meget til at sige ham imod".......super forhold.

Prøv at forestille dig, at du er opvokset i et trygt familieliv, og at du pludselig som 30-årig finder ud af, at din far ikke er din biologiske far (han vil altid være far alligevel, prøv at spørge dem, der adopterer) - jeg ville blive edderspændt rasende og ville synes, at det var helt utilgiveligt.

Hvorfor ikke fortælle barnet, at det er lavet i kærlighed? Hvorfor gøre noget nødvendigt til et tabu-emne? For at støtte din mand i hans usikkerhed omkring sin maskulinitet - det skulle han tage at arbejde med i stedet, for det er godt nok usmageligt at leve på en livsløgn.

Hvorfor skulle barnet nogensinde finde ud af det?

AnneBJ skriver:

Jeg ved godt det ikke er det du spørger til, så undskyld på forhånd at jeg kommenterer det.

Men I kunne jo overveje at fortælle at lige netop Jeres barn er det så heldig at det får 2 fædre; en der har lavet det, og en der passer på det. Det kender jeg en familie der har gjort, dog er den biologiske far død, men da var barnet ca. 2 år. Han ved godt at hans stedfar ikke er hans far - men han ved også at stedfaren elsker ham og er der for ham, selvom han ikke har "lavet" ham.

Det synes jeg personligt er en rigtig fornuftig løsning, som egentlig også kan præsenteres for barnet ret "tidligt".

Man skal jo også tænke over de følelser man sendere med sit barn videre - vil det skulle "skamme" sig, ligesom det lader til din kæreste gør, hvis det en dag ikke selv kan få børn? Ville du så som bedsteforældre ikke gerne vide, hvad dit barn gik igennem så du kunne støtte både det, og barnebarnet i processen, frem for at det er noget tys-tys noget?

Nåh, igen, var det ikke det du spurgte om/til, men jeg håber I vil genoverveje "Jeres" beslutning

Jeg synes det er en rigtig god ide... Absolut... og kunne sagtens være noget jeg kunne forestille mig at gøre...

Min kæreste og jeg har det bedste forhold!.. Han støtter mig i alt... og jeg kunne ikke forestille mig at være sammen med nogen anden!! Hans største ønske er at han kan give mig et barn... og det kan så kun lade sig gøre med donor... og ja det er et spørgsmål om at han finder sig selv, og acceptere det.. Men det er han bare for firkantet og stædig til at gøre.. og jeg ved at hvis jeg vil fortælle barnet om donor, så vil min kæreste ikke være med til at vi begynder IUI ... og ja så kan det godt være det lyder som om vores forhold er mærkeligt, at jeg er undertrykt eller noget... Men sådan hænger det ikke sammen....

Anonym skriver:

Hvorfor skulle barnet nogensinde finde ud af det?

Min kæreste og jeg har det bedste forhold!.. Han støtter mig i alt... og jeg kunne ikke forestille mig at være sammen med nogen anden!! Hans største ønske er at han kan give mig et barn... og det kan så kun lade sig gøre med donor... og ja det er et spørgsmål om at han finder sig selv, og acceptere det.. Men det er han bare for firkantet og stædig til at gøre.. og jeg ved at hvis jeg vil fortælle barnet om donor, så vil min kæreste ikke være med til at vi begynder IUI ... og ja så kan det godt være det lyder som om vores forhold er mærkeligt, at jeg er undertrykt eller noget... Men sådan hænger det ikke sammen....

Anonym skriver:

Jeg synes det er en rigtig god ide... Absolut... og kunne sagtens være noget jeg kunne forestille mig at gøre...

Min kæreste og jeg har det bedste forhold!.. Han støtter mig i alt... og jeg kunne ikke forestille mig at være sammen med nogen anden!! Hans største ønske er at han kan give mig et barn... og det kan så kun lade sig gøre med donor... og ja det er et spørgsmål om at han finder sig selv, og acceptere det.. Men det er han bare for firkantet og stædig til at gøre.. og jeg ved at hvis jeg vil fortælle barnet om donor, så vil min kæreste ikke være med til at vi begynder IUI ... og ja så kan det godt være det lyder som om vores forhold er mærkeligt, at jeg er undertrykt eller noget... Men sådan hænger det ikke sammen....

Jeg er ikke i tvivl om at man kan have et godt forhold selvom man er uenige på et, for mig, så vigtigt punkt. Men jeg håber at du måske kan bruge tråden, og de svar du får, til at få en snak (mere) med kæresten om fordele og ulemper ved ikke at fortælle barnet sandheden.

Måske kan fertilitetslægerne også hjælpe Jer med denne snak, og overvejelserne. Jeg tror da de allerfleste forstår din kærestes frustration. Helt fra "gammel tid" er det jo mænds lod i livet at bidrage til at lave en familie, og derefter forsørge den. Det er skam ikke noget at skamme sig over, hvis det føles som et nederlag ikke at kunne "leve op til det"

AnneBJ skriver:

Jeg er ikke i tvivl om at man kan have et godt forhold selvom man er uenige på et, for mig, så vigtigt punkt. Men jeg håber at du måske kan bruge tråden, og de svar du får, til at få en snak (mere) med kæresten om fordele og ulemper ved ikke at fortælle barnet sandheden.

Måske kan fertilitetslægerne også hjælpe Jer med denne snak, og overvejelserne. Jeg tror da de allerfleste forstår din kærestes frustration. Helt fra "gammel tid" er det jo mænds lod i livet at bidrage til at lave en familie, og derefter forsørge den. Det er skam ikke noget at skamme sig over, hvis det føles som et nederlag ikke at kunne "leve op til det"

Bestemt... det er jo også noget jeg tænker meget på... og klart.. det vil jo fykde hvis jeg skal tænke på det resten af livet...

Vi har haft snakken to gange, hvor jeg forsigtig spørger lidt ind til det hele, men så lukker han i og er mega stædig.. og sagde endda ''Så skal vi to ikke have børn sammen!''.... dét sårede mig vildt, for sådan er han slet ikke... Tror bare det påvirker ham mere end jeg aner.

Sidst vi var på klinikken, så var det mig der førte ordet, mht alle donor spørgsmål der kunne være relevante hvis man spåede langt ind i fremtiden. Lægen var neutral, men hun støttede alligevel vores valg.